86

77. Sigfred var eneste Søn af velhavende Forældre, og derfor kunde han have mangen Fornøielse, 87som andre Børn maatte undvære. Hans Forældre toge ham ofte med paa Spadseretoure, og saa gik de sædvanlig ind paa et eller andet Sted og nøde alle Slags Forfriskninger, som Frugt, Kage, Viin eller andre Drikkevarer. Var der noget Nyt at see i Byen, f. Ex. Liniedandsere eller Musikanter eller fremmede Dyr eller omreisende Skuespillere eller andet deslige, saa gik de næsten altid derhen med Sigfred, for at gjøre ham en Fornøielse. De haabede vel, at han skulde see at gjengjælde deres Godhed ved Flid og Opmærksomhed i Skolen.

Men det tænkte Sigfred kun lidet paa. Tværtimod fik han et umaadeligt Hang til Fornøielser og søgte stedse at slippe fri for Arbeide. Med Ulyst gik han i Skole og gjorde sædvanlig store Omveie for at drage Tiden ud og være der desto kortere; ja han blev undertiden reent borte fra Skolen, og gik og legede udenfor Byen med to andre Drenge, der tænkte lige saa slet som han. Hans Forældre fik naturligviis dette at vide. Men naar de formanede ham, saa havde Sigfred alle Slags Foregivender at fremføre, lovede ogsaa stedse, at fra nu af skulde han bedre sig; saa at disse gode Forældre, i Haab om en Forandring, tilgave hans Forseelser og tomme Undskyldninger.

Men Sigfred forandrede sig ikke. Hvad han skulde bestille hjemme efter Lærerens Opgivende, forsømte han enten ganske eller sjuskede det saaledes af, at man aldrig kunde være tilfreds dermed. Det eneste, han havde Lyst til, var at more sig. Halve og hele Dage kunde han spille Bold, eller lege Sidsten paa Marken, eller see Soldaterne exercere, eller staae paa Torvet og høre paa dem, som kjøbsloge. Eller han drev omkring og kigede ind ad Folks Vinduer, 88eller stod og talte, hvor mange Vogne der kom igjennem Byen, eller gloede paa et nyt Skildt, o. s. v. Var der nogensteds Opløb, saa var man vis paa, at see Sigfred der. Saa seen han gik i Skole, saa ivrig sprang han efter Slagsmaal og andet Klammeri.

Hans Lærer kaldte ham ofte en Dagtyv, fordi han stedse misbrugte den Tid til usle Fornøielser, som var bestemt til at arbeide og lære i; thi derved stjal han jo de kostbare Læredage fra sig selv, de Dage, som aldrig komme tilbage igjen; og han blev fattig paa Kundskab og Duelighed, fordi han havde ødslet saa letsindig med Timerne.

Sigfreds Forældre græmmedes herover. Da han endelig blev voxen, var han ikke brugelig til nogen Ting; thi det ringeste Arbeide forekom ham som den grueligste Anstrengelse. Han levede derfor til Byrde baade for sin Slægt og sine Venner, thi han drev den hele Dag om fra den ene til den anden, og kjedede sig bestandigt, fordi han ikke havde lært noget Godt og Fornuftigt, som han kunde have at tænke paa. Han angrede vel sin Dovenskab, men det var for silde; og han tilbragte sit Liv meget ulykkeligt. Den Arv, hans Forældre efterlod ham, var nemlig snart fortæret, da han selv aldeles intet fortjente. Hans Nærmeste havde ingen Evne til at hjælpe ham, og Andre ingen Lyst. Han endte sine Dage i Nød og Kummer.

86

77. Sigfred var eneste sønn av velhavende foreldre, og derfor kunne han ha mangen fornøyelse, 87som andre barn måtte unnvære. Hans Forældre tok ham ofte med på spaserturer, og så gikk de sedvanlig inn på et eller annet sted og nøde alle Slags forfriskninger, som frukt, kake, vin eller andre drikkevarer. Var der noe nytt å se i byen, f. Ex. Linedansere eller musikanter eller fremmede dyr eller omreisende skuespillere eller annet deslige, så gikk de nesten alltid derhen med Sigfred, for å gjøre ham en fornøyelse. De håpet vel, at han skulle se å gjengjelde deres godhet ved flid og oppmerksomhet i skolen.

Men det tenkte Sigfred kun lite på. Tvert imot fikk han et umåtelig hang til fornøyelser og søkte stedse å slippe fri for arbeide. Med ulyst gikk han i skole og gjorde sedvanlig store omveier for å dra tiden ut og være der desto kortere; ja han ble undertiden rent borte fra skolen, og gikk og lekte utenfor byen med to andre drenger, der tenkte like så slett som han. Hans Forældre fikk naturligvis dette å vite. Men når de formante ham, så hadde Sigfred alle Slags foregivender å fremføre, lovede også stedse, at fra nå av skulle han bedre seg; så at disse gode foreldre, i håp om en forandring, tilgave hans forseelser og tomme unnskyldninger.

Men Sigfred forandret seg ikke. Hva han skulle bestille hjemme etter Lærerens Opgivende, forsømte han enten ganske eller sjuskede det således av, at man aldri kunne være tilfreds dermed. Det eneste, han hadde lyst til, var å more seg. Halve og hele dager kunne han spille Bold, eller leke Sidsten på marken, eller se soldatene eksersere, eller stå på Torvet og høre på dem, som kjøbsloge. Eller han drev omkring og kikket inn ad Folks vinduer, 88eller stod og talte, hvor mange vogner der kom igjennom byen, eller glodde på et nytt skilt, o. s. v. Var der noensteds oppløp, så var man vis på, å se Sigfred der. Så seen han gikk i skole, så ivrig sprang han etter slagsmål og annet klammeri.

Hans Lærer kalte ham ofte en Dagtyv, fordi han stedse misbrukte den tid til usle fornøyelser, som var bestemt til å arbeide og lære i; thi derved stjal han jo de kostbare læredager fra seg selv, de dager, som aldri komme tilbake igjen; og han ble fattig på kunnskap og Duelighed, fordi han hadde ødslet så letsindig med timene.

Sigfreds foreldre græmmedes herover. Da han endelig ble voksen, var han ikke brukelig til noen ting; thi det ringeste arbeide forekom ham som den grueligste anstrengelse. Han levde derfor til byrde både for sin slekt og sine venner, thi han drev den hele dag om fra den ene til den annen, og kjedet seg bestandig, fordi han ikke hadde lært noe godt og Fornuftigt, som han kunne ha å tenke på. Han angret vel sin dovenskap, men det var for silde; og han tilbrakte sitt liv meget ulykkelig. Den Arv, hans foreldre etterlot ham, var nemlig snart fortært, da han selv aldeles intet fortjente. Hans Nærmeste hadde ingen evne til å hjelpe ham, og andre ingen lyst. Han endte sine dager i nød og kummer.