76. To Drenge gik i Skole med hinanden. Den ene var en Søn af en svagelig Enke, som derfor intet synderligt Opsyn kunde have med ham: den anden havde vel begge sine Forældre levende, men disse tænkte desværre mere paa deres egen Tidsfordriv end paa deres Søns rette Anvendelse af Tiden. Sjelden vare de hjemme, og de vidste derfor ikke, hvad Sønnen foretog sig, om han kom hjem til rette Tid, eller hvem der besøgte ham.
86Disse Drenge bleve snart fortrolige; thi, som Ordsproget lyder, Lige søger Lige. Den Uartighed, som den ene ikke selv fandt paa, lærte han af den anden. I Skolen listede de sig til at skjære Huller og alle Slags Figurer i Borde og Bænke; deres Kammeraters Bøger tilsmurte de med Blæk, splittede deres Penne op, brød deres Grifler itu o. a. m. Andre Steder gjorde de det ikke bedre. Sælgekonerne, som sad paa Gaden, kastede de enten Snavs og Smaastene paa, eller de drillede dem med at sparke til deres Kurve; og oftere havde de den skadefro Glæde, at faae disse reent væltede. Gik de fra Skolen om Vinteraften, saa sloge de med Stokke paa Vinduesskodderne for at forskrække Folkene i Stuen, eller de ringede paa Klokken og løb saa hastig deres Vei.
Men just ved disse stygge Streger bleve de engang grebne, og fik nu den længe fortjente Straf. En Mand, hvis Børn de oftere havde forskrækket ved denne Kaadhed, lod sine Folk i flere Aftener passe dem op i al Stilhed, og de bleve da begge grebne paa fersk Gjerning. Han overleverede dem til Øvrigheden, som undersøgte hele deres Opførsel; og da man erfor, at det var de samme slemme Drenge, som havde afstedkommet saa mange Optøier, hvorover Folk før havde klaget, saa bleve de offentlig pidskede paa Raadhuset til Advarsel for alle Andre.
Fortjente de vel Medlidenhed? Men hvo var herved meget at beklage?