84

75. Sophie havde ofte hørt Spøgelsehistorier af den Pige, som passede hende og som var et meget uforstandigt Menneske, der ikke betænkte, hvilken Fortred hun kunde bringe Barnet i, ved at sætte hende saadant Tøi i Hovedet. Derhos havde man føiet Sophie i aldrig at lade hende sove alene i et Værelse eller ogsaa at lade en Lampe brænde hos hende hele Natten. Men derved blev hun meget frygtsom af sig.

Sophie var over ti Aar, da det hændte sig, at alle hendes Søskende paa een Gang bleve syge af Mæslinger. Hun maatte derfor om Natten sove alene, da de Syge vare flyttede sammen i en stor Stue; og da nu Sophie var saa gammel, meente hendes Moder, at hun dog engang maatte begynde at sove uden Lys. Sophie bad indstændig om at maatte ligge i Sygestuen, men det var jo ligefrem at paaføre hende Smitten, hvorfor Moderen ikke gav efter.

Grædende gik Sophie til sit Kammer, klædte sig iilsomt af og puttede af Angest Hovedet heelt ned under Dynen. Fra Tid til anden maatte hun dog tage Hovedet op igjen, for at trække Luft, og hun stirrede da omkring i Værelset uden at vide, hvad hun egentlig saa efter. Under saadan en Uro kunde hun ikke falde i Søvn. Paa eengang troede hun nu at blive en lang hvid Skikkelse vaer henne ved Kammerdøren. Fuld af Skræk trak hun Sengedynen langt op over Ørene og Angestens Sved løb ned ad hende. Længe kunde hun imidlertid ikke holde det ud i denne 85Stilling; hun vovede derfor nogle Øieblikke at stikke Hovedet frem, og, se! den rædsomme hvide Skikkelse stod ikke blot endnu ved Døren, men den bevægede sig endogsaa.

Nu begyndte Sophie at skrige høit, da i samme Øieblik hendes Moder traadte ind i Kammeret. Men Barn, hvad fattes dig? raabte Moderen; drømmer du, eller er du vaagen? — Ak, Moder! Moder! den hvide Skikkelse! sagde Sophie gispende. — Jeg troer endogsaa, du seer Spøgelser, svarede Moderen; se, at du bliver rigtig vaagen; hvad er du bange for? — Det viste sig nu, at Sophie havde holdt et langt Haandklæde, som hang paaDørhængselen ogsomMaanen svagt havde oplyst, for en lang hvid Skikkelse. At den indbildte Skikkelse havde bevæget sig, var forresten ganske rigtigt. Moderen havde nemlig ganske sagte aabnet Døren for at lytte efter om Sophie sov, og derved havde Haandklædet bevæget sig.

Sophie sov snart ind efter al denne Anfægtelse. Men den næste Dag skammede hun sig over sin Frygtsomhed, og hun sov herefter uden Lys og uden Angst.

84

75. Sophie hadde ofte hørt spøkelseshistorier av den pike, som passet henne og som var et meget uforstandigt menneske, der ikke betenkte, hvilken fortred hun kunne bringe barnet i, ved å sette henne sådant tøy i hodet. Derhos hadde man føyet Sophie i aldri å la henne sove alene i et værelse eller også å la en lampe brenne hos henne hele natten. Men derved ble hun meget fryktsom av seg.

Sophie var over ti år, da det hendte seg, at alle hennes søsken på een gang ble syke av meslinger. Hun måtte derfor om natten sove alene, da de syke var flyttet sammen i en stor stue; og da nå Sophie var så gammel, mente hennes mor, at hun dog engang måtte begynne å sove uten lys. Sophie bad innstendig om å måtte ligge i sykestuen, men det var jo likefrem å påføre henne smitten, hvorfor moren ikke ga etter.

Gråtende gikk Sophie til sitt kammer, kledde seg iilsomt av og puttet av angst hodet helt ned under dynen. Fra tid til annen måtte hun dog ta hodet opp igjen, for å trekke luft, og hun stirret da omkring i værelset uten å vite, hva hun egentlig så etter. Under sådan en uro kunne hun ikke falle i søvn. På en gang trodde hun nå å bli en lang hvit skikkelse vaer henne ved Kammerdøren. Full av skrekk trakk hun Sengedynen langt opp over ørene og angstens sved løp ned ad henne. Lenge kunne hun imidlertid ikke holde det ut i denne 85stilling; hun vovede derfor noen øyeblikk å stikke hodet frem, og, se! den rædsomme hvite skikkelse stod ikke blot ennå ved døren, men den beveget seg endogsaa.

Nå begynte Sophie å skrike høyt, da i samme øyeblikk hennes mor trådte inn i kammeret. Men barn, hva fattes deg? ropte moren; drømmer du, eller er du våken? — Ak, mor! Mor! den hvite skikkelse! sa Sophie gispende. — Jeg tror endogsaa, du ser spøkelser, svarede moren; se, at du blir riktig våken; hva er du bange for? — Det viste seg nå, at Sophie hadde holdt et langt håndkle, som hang paaDørhængselen ogsomMaanen svakt hadde opplyst, for en lang hvit skikkelse. At den innbilte skikkelse hadde beveget seg, var forresten ganske riktig. Moren hadde nemlig ganske sakte åpnet døren for å lytte etter om Sophie sov, og derved hadde håndkleet beveget seg.

Sophie sov snart inn etter all denne anfektelse. Men den neste dag skammet hun seg over sin fryktsomhet, og hun sov herefter uten lys og uten angst.