69

Kjære Fader, hvorfor maa Halvor ikke gaae ud med at spadsere?

Faderen. Fordi han ikke har været opmærksom i Skolen.

Barnet. Hvad vil det sige, at være opmærksom? Det Ord forstaaer jeg ikke.

Faderen. Har Du da endnu aldrig været opmærksom?

70Barnet. Det veed jeg ikke.

Faderen. Du veed det nok, men Du forstaaer blot ikke Ordet. Siig mig, naar din Lærer sidder hos Dig og taler med Dig, hvad gjør Du da?

Barnet. Jeg hører efter.

Faderen. Det er godt; men idet Du hører efter, tænker Du da ikke tillige paa Noget?

Barnet. Jo!

Faderen. Hvorpaa tænker Du da?

Barnet. Jeg tænker paa det, som Læreren siger mig.

Faderen. Godt! Naar Du gjør det, saa er Du opmærksom, og det maa Du alletider være, hver Gang Du seer eller hører noget. Men, naar din Lærer taler med Dig, kunde Du ogsaa tænke paa noget Andet imidlertid, for Exempel paa dit Legetøi, eller paa hvad vi skulde have til Middag; og naar Du gjorde det, saa var Du ikke opmærksom men uopmærksom.

Barnet. Ha, ha!

Faderen. Men det er ikke rigtigt, naar man er uopmærksom; thi saa lærer man ikke noget; det vil sige, man husker ikke det, som Læreren siger.

Se! saaledes har Halvor baaret sig ad idag; derfor maa han heller ikke gaae ud med 71at spadsere. Thi naar man ikke handler rigtigt, saa maa man heller ingen Fornøielse have.

2. Solen.

62. En Aften, da det allerede var mørkt, kom en Moder med sine tvende Børn hjem fra Markarbeide. Se! da stod der et brændende Lys paa Bordet.

Georg raabte forbauset: der var ingen Mennesker hjemme; hvo har da tændt Lyset?

Ih, sagde Grethe, hvo kan have gjort det uden Fader. Han er vist imidlertid kommen hjem fra Byen.

Børnene søgte efter ham og fandt ham til deres store Glæde strax i næste Kammer.

Den følgende Dag ragede Forældrene og Børnene Hø paa deres store Mark. Solen skinnede ualmindelig klart og skjønt og Børnene udtrykte deres Glæde derover.

Nu Børn, sagde Faderen, igaar gjættede I strax, at det var mig, som havde tændt Lyset i Stuen; men naar I nu betragte dette skjønne herlige Lys deroppe paa Himlen — den kjære Sol — skulde det da ikke falde Eder ind, hvo der har antændt det?

(Kunde Du, som læser dette, svare derpaa?)

Ja, jo vist, sagde Grethe, det har den kjære Gud gjort. Det mindste Kjøkkenlys kan 72ikke antænde sig selv; der maa altsaa ogsaa være En, som har antændt Solen.

Saaledes er det, raabte Georg freidig. Gud har skabt Alt: Sol, Maane og Stjerner, Græs, Blomster og Træer; og Altsammen, hvad vi see rundt omkring os, er hans Værk.

Stor Herren er,Og Himle uden TalHans kongelige Huus.Han kjører tordnendePaa mørke SkyerMed Lynild for sin Vogn.

69

Kjære Fader, hvorfor må Halvor ikke gå ut med å spasere?

Faderen. Fordi han ikke har vært oppmerksom i skolen.

Barnet. Hva vil det si, å være oppmerksom? Det ord forstår jeg ikke.

Faderen. Har Du da ennå aldri vært oppmerksom?

70Barnet. Det vet jeg ikke.

Faderen. Du vet det nok, men Du forstår blot ikke ordet. Si meg, når din lærer sitter hos deg og taler med deg, hva gjør Du da?

Barnet. Jeg hører etter.

Faderen. Det er godt; men idet Du hører etter, tenker Du da ikke tillike på Noget?

Barnet. Jo!

Faderen. Hvorpå tenker Du da?

Barnet. Jeg tenker på det, som læreren sier meg.

Faderen. Godt! Når Du gjør det, så er Du oppmerksom, og det må Du alletider være, hver gang Du ser eller hører noe. Men, når din lærer taler med deg, kunne Du også tenke på noe annet imidlertid, for eksempel på ditt leketøy, eller på hva vi skulle ha til middag; og når Du gjorde det, så var Du ikke oppmerksom men uoppmerksom.

Barnet. Ha, ha!

Faderen. Men det er ikke riktig, når man er uoppmerksom; thi så lærer man ikke noe; det vil si, man husker ikke det, som læreren sier.

Se! således har Halvor båret seg ad i dag; derfor må han heller ikke gå ut med 71å spasere. Thi når man ikke handler riktig, så må man heller ingen fornøyelse have.

2. Solen.

62. En aften, da det allerede var mørkt, kom en mor med sine tvende barn hjem fra markarbeid. Se! da stod der et brennende lys på bordet.

Georg ropte forbauset: der var ingen mennesker hjemme; hvo har da tent lyset?

Ih, sa Grethe, hvo kan ha gjort det uten far. Han er vist imidlertid kommet hjem fra byen.

Barna søkte etter ham og fant ham til deres store glede straks i neste kammer.

Den følgende Dag ragede foreldrene og barna Hø på deres store Mark. Solen skinte ualminnelig klart og skjønt og barna uttrykte deres glede derover.

Nå barn, sa Faderen, i går gjettet dere straks, at det var meg, som hadde tent lyset i stuen; men når dere nå betrakte dette skjønne herlige lys deroppe på Himlen — den kjære sol — skulle det da ikke falle Eder inn, hvo der har antent det?

(Kunne Du, som leser dette, svare derpå?)

Ja, jo vist, sa Grethe, det har den kjære Gud gjort. Det minste Kjøkkenlys kan 72ikke antænde seg selv; der må altså også være En, som har antent solen.

Således er det, ropte Georg freidig. Gud har skapt Alt: Sol, måne og stjerner, gress, blomster og trær; og Altsammen, hva vi ser rundt omkring oss, er hans verk.

Stor Herren er,Og Himle uten tallHans kongelige hus.Han kjører tordnendePå mørke skyerMed Lynild for sin vogn.