67

564. „De ere sure,“ sagde Ræven om Rønnebærrene, han kunde ikke naae dem.

565. Kjære Kjedel! Kul ikke Gryden.

566. „Jeg kjender nok Karse,“ sagde Bonden, han aad Skarntyde.

567. „Peder! jeg ager,“ sagde Gaasen, der Ræven løb til Skoven med hende.

568. „Gud skee Lov for denne skjønne Varme,“ sagde Kjærringen, da Huset brændte.

569. „Tag Foden til Dig, at jeg ikke skal træde Dig,“ sagde Hanen til Hesten.

570. „Fruer skal have Fruenoder,“ sagde gale Ane, hun slæbte sin Kaabe i Rendestenen.

571. „Der er langt frem,“ sagde Kjærringen, hun saae sig tilbage.

572. „Det kommer nok igjen,“ sagde Manden, han gav Purken Flesk.

573. „Ungdommen raser,“ sagde Kjærringen, hun sprang over et Halmstraa.

574. „Frænde er Frænde værst,“ sagde Ræven, han saae de røde Hunde.

575. „Hver sin Lyst,“ sagde Christen Viintapper, han drak, medens de Andre sloges.

68577. „Værre og værre,“ sagde Kjærringen, hun skulde sige: Ære være.

578. „Høg over Høg,“ sagde Kjærringen, hun pidskede sin Kat.

579. „Forandring fryder,“ sagde Fanden, han bed i en Sneebolle.

580. „Alting er en Overgang,“ sa’ Ræven, da de trak Bælgen over Ørene paa ham.

581. „Haardt imod haardt,“ sagde Kjærringen, hun satte sig paa en Kampesteen.

582. „Saae Du, jeg stod mig, min Broder,“ sagde Peder, da de kastede ham under Bordet.

583. „Det vil give sig i Enden,“ sagde Reebslaaeren.

584. „Skrig nok, men lidt Uld,“ sagde Fanden, han klippede Soen.

585. „Reenlighed er en velsignet Ting,“ sagde Kjærringen, hun vendte sin Særk Nytaarsaften.

586. „Aa Ja, Gu Ja!“ sagde Kjærringen, hun skulde sige: Halleluja!

587. „Bare Vinden vil vende sig, naar jeg skal tilbage,“ sagde Kjærringen i Modvind.

588. „Det smager dog af Fugl,“ sagde Kjærringen, hun kogte Suppe paa en Skjærrede.

589. „Steds kommer Sorg og slukker anden,“ sagde Qvinden, „igaar døde min Bonde, idag tabte jeg min Naal.“

590. „Tjenlig nok var Tyende,“ sagde Kjærringen, „var ikke Maden.“

591. „Vil Du med, saa hæng paa,“ sagde Gutten, han aad Ærter med Bagen af Skeen.

69

67

564. „De er sure,“ sa Ræven om rønnebærene, han kunne ikke nåe dem.

565. Kjære kjel! Kul ikke gryten.

566. „Jeg kjenner nok karse,“ sa bonden, han åt skarntyde.

567. „Peder! jeg ager,“ sa gåsen, der Ræven løp til skogen med henne.

568. „Gud skje lov for denne skjønne varme,“ sa kjerringen, da huset brente.

569. „Tag foten til deg, at jeg ikke skal tre deg,“ sa hanen til hesten.

570. „Fruer skal ha Fruenoder,“ sa gale Ane, hun slepte sin kåpe i rennesteinen.

571. „Der er langt frem,“ sa kjerringen, hun så seg tilbake.

572. „Det kommer nok igjen,“ sa mannen, han ga purken flesk.

573. „Ungdommen raser,“ sa kjerringen, hun sprang over et halmstrå.

574. „Frende er frende verst,“ sa Ræven, han så de røde hunder.

575. „Hver sin lyst,“ sa Christen Viintapper, han drakk, mens de andre sloges.

68577. „Verre og verre,“ sa kjerringen, hun skulle si: Ære være.

578. „Høg over Høg,“ sa kjerringen, hun pisket sin katt.

579. „Forandring fryder,“ sa fanden, han bet i en Sneebolle.

580. „Alting er en overgang,“ sa’ Ræven, da de trakk belgen over ørene på ham.

581. „Hardt imot hardt,“ sa kjerringen, hun satte seg på en kampestein.

582. „Så Du, jeg stod meg, min bror,“ sa Peder, da de kastet ham under bordet.

583. „Det vil gi seg i enden,“ sa repslageren.

584. „Skrik nok, men litt ull,“ sa fanden, han klippet Soen.

585. „Reenlighed er en velsignet ting,“ sa kjerringen, hun vendte sin serk nyttårsaften.

586. „Å Ja, Gu Ja!“ sa kjerringen, hun skulle si: Halleluja!

587. „Bare vinden vil vende seg, når jeg skal tilbake,“ sa kjerringen i motvind.

588. „Det smaker dog av fugl,“ sa kjerringen, hun kokte suppe på en Skjærrede.

589. „Steds kommer sorg og slukker annen,“ sa kvinnen, „i går døde min bonde, i dag tapte jeg min nål.“

590. „Tjenlig nok var Tyende,“ sa kjerringen, „var ikke maten.“

591. „Vil Du med, så heng på,“ sa gutten, han åt erter med bagen av skjeen.

69