51

53. Klasserne 1, 3, 5, 7 indeholde Ordsprog, men Klasserne 2, 4, 6 Tankesprog. Ved Sprog ligefrem forstaaer man saadanne korte indholdsrige Sætninger eller Sententser, som udsige en eller anden lærerig Advarsel eller træffende Sandhed, et eller andet frugtbart Raad eller gavnligt Vink o. a. desl. Naar disse ere at tage lige efter Ordene med Hensyn til deres Betydning, saa hedde de Tankesprog. — Derimod kaldes de Ordsprog, naar de ikke ere at tage lige efter Ordene, fordi de betyde noget Andet og Dybere end det, som de ligefrem udsige.

Anmrk. Herfra maae vel adskilles blotte Mundheld, f. Ex. „saa vaad som en druknet Muus,” og blotte Talemaader, f. Ex. „at holde sig i sit Skind,” o. s. v.

Et Tankesprog har derfor kun 1 Mening, nemlig den, som det ligefrem udtaler; men et Ordsprog har 2 Meninger, nemlig den, som det ligefrem udsiger, eller den først iøinefaldende, og den, som det egentlig betyder, eller den anden og mere skjulte.

Et Tankesprog er det, naar der siges: „man skal sætte Tæring efter Næring!” thi herved tænkes ikke paa andet, end hvad der udsiges. Der tænkes nemlig paa den simple men for mange høist fornødne Advarsel, at man skal leve efter som man har Raad til, ikke gjøre Gjæld, for at faae noget at forlyste sig med, eller udgive sine Penge 52til Overflødigheder, der kunne undværes, og saa siden savne det, som er uundværligt.

Et Ordsprog er det derimod, naar der siges: „Liden Tue kan vælte stort Læs!“ thi herved tænkes just paa noget andet, end hvad der udsiges. Der tænkes nemlig paa den mærkværdige Erfaring, som Livet skjenker os, at en lille ubetydelig Hindring tidt kan kuldkaste en stor Plan, eller at en lille uanseelig Mand tidt kan beseire en stor og formaaende Herre, eller at en lille Forseelse, som man ikke ændser, tidt kan drage de alvorligste Følger efter sig, o. a. desl.

Et Ordsprog har derfor ligesom et Ydre og et Indre, en Overflade og et Dyb, et Legem og en Sjæl. Legemet er den Mening, som Ordene ligefrem udsige, men Sjælen er den endnu langt vigtigere Mening, der ligger ligesom under eller bagved den udsagte, og som man tænker sig ved hele Sætningen, i det man anvender den. F. Ex. i Ordsproget: „Hver Fugl synger af sit Næb“ er den ydre Mening, eller Overfladen, netop det, som Ordene ligefrem antyde, men den indre eller dybere Mening er den, at det ene Menneske ikke altid kan vente, end sige fordre, at det andet skal tænke, tale og handle saaledes, som han selv gjør.

Man kunde derfor ogsaa sige om Ordsprogene, at de antyde Et, men betyde noget Andet. Men en Ting, være sig nu en legemlig Ting eller ogsaa et Ord, et Billede, en Skik, der betyder noget Andet foruden det, som det ligefrem er eller udsiger eller forestiller, kaldes et Symbol. Et Symbol er altsaa et Middel til at betegne eller udsige noget med, som ikke ligefrem eller umiddelbar nævnes. F. Ex. naar Forlovede give hinanden en Ring, naar en Ven rækker sin Ven Haanden, naar man sætter et Kors paa en Grav, o. m. a. Man kan derfor ogsaa sige, at Tankesprog have en ligefrem Betydning, men Ordsprog baade en ligefrem (eller umiddelbar) og desuden en symbolsk (eller middelbar), hvilken sidste er den vigtigste, eller ofte endog den eneste, som strengt taget er rigtig.

51

53. Klassene 1, 3, 5, 7 inneholde ordspråk, men klassene 2, 4, 6 Tankesprog. Ved språk likefrem forstår man sådanne korte innholdsrike setninger eller sentenser, som udsige en eller annen lærerik advarsel eller treffende sannhet, et eller annet fruktbart råd eller gavnligt vink o. a. desl. Når disse er å ta like etter ordene med hensyn til deres betydning, så hedde de Tankesprog. — Derimot kalles de ordspråk, når de ikke er å ta like etter ordene, fordi de betyr noe annet og Dybere enn det, som de likefrem udsige.

Anmrk. Herfra må vel adskilles blotte munnhell, f. Ex. „så våt som en druknet mus,” og blotte talemåter, f. Ex. „å holde seg i sitt skinn,” o. s. v.

Et Tankesprog har derfor kun 1 mening, nemlig den, som det likefrem uttaler; men et ordspråk har 2 meninger, nemlig den, som det likefrem utsier, eller den først iøynefallende, og den, som det egentlig betyr, eller den annen og mer skjulte.

Et Tankesprog er det, når der siges: „man skal sette tæring etter næring!” thi herved tenkes ikke på annet, enn hva der utsies. Der tenkes nemlig på den simple men for mange høist fornødne advarsel, at man skal leve etter som man har råd til, ikke gjøre gjeld, for å få noe å forlyste seg med, eller utgi sine penger 52til overflødigheter, der kunne unnværes, og så siden savne det, som er uunnværlig.

Et ordspråk er det derimot, når der siges: „Liten tue kan velte stort lass!“ thi herved tenkes just på noe annet, enn hva der utsies. Der tenkes nemlig på den merkverdige erfaring, som livet skjenker oss, at en lille ubetydelig hindring titt kan kullkaste en stor plan, eller at en lille uanselig mann titt kan beseire en stor og formående Herre, eller at en lille forseelse, som man ikke enser, titt kan dra de alvorligste følger etter seg, o. a. desl.

Et ordspråk har derfor likesom et ytre og et indre, en overflate og et dyp, et legeme og en sjel. Legemet er den mening, som ordene likefrem udsige, men sjelen er den ennå langt viktigere mening, der ligger likesom under eller bagved den utsagte, og som man tenker seg ved hele setningen, i det man anvender den. F. Ex. i ordspråket: „Hver fugl synger av sitt nebb“ er den ytre mening, eller overflaten, nettopp det, som ordene likefrem antyde, men den indre eller dypere mening er den, at det ene menneske ikke alltid kan vente, enn si fordre, at det andre skal tenke, tale og handle således, som han selv gjør.

Man kunne derfor også si om ordspråkene, at de antyder Et, men bety noe annet. Men en ting, være seg nå en legemlig ting eller også et ord, et bilde, en skikk, der betyr noe annet foruten det, som det likefrem er eller utsier eller forestiller, kalles et symbol. Et symbol er altså et middel til å betegne eller udsige noe med, som ikke likefrem eller umiddelbar nevnes. F. Ex. når forlovede gi hinannen en ring, når en venn rekker sin venn hånden, når man setter et kors på en grav, o. m. a. Man kan derfor også si, at Tankesprog have en likefrem betydning, men ordspråk både en likefrem (eller umiddelbar) og dessuten en symbolsk (eller middelbar), hvilken siste er den viktigste, eller ofte endog den eneste, som strengt tatt er riktig.