34

37. Overalt, hvor der boer Mennesker, har Gud sørget for, at de ved Flid og Omhu kunne faae alt, hvad de behøve til deres Fornødenheders Tilfredsstillelse. Thi omendskjønt ikke hvert Land frembringer saa meget eller alt det, som dets Indvaanere behøve til deres Ophold, saa kunne de dog som oftest med temmelig Lethed forskaffe sig det Manglende ved Handel med andre Folk, eller ved at 35lære af disse, hvordan man erhverver sig det. Men hvilke ere Menneskets Fornødenheder?

Dersom et Menneske havde den Ulykke at komme til en øde Ø midt i Havet, hvor der ikke fandtes noget at spise eller drikke, altsaa slet ingen Næringsmidler, saa maatte han døe af Hunger og Tørst;

dersom man i Vinterens strenge Kulde maatte gaae en meget lang Vei og ikke kunde komme i Huus, naar Lemmerne begyndte at stivne af Frosten, saa maatte man blive ude mellem Sneefanerne og saa frøs man ihjel af Mangel paa Varme;

dersom man henlagde et nyfødt Barn under aaben Himmel, saa maatte det ynkelig omkomme af Mangel paa Bedækning imod Regn og Blæst og Kulde:

altsaa ere Fødemidler, Bolig og Klæder, som skaffe Næring og passende Varme, aldeles nødvendige for os til at kunne leve; vi have dem i høieste Maade behov og de ere vore Fornødenheder.

Men til at leve hører endnu mere end disse Ting. Dersom ikke Forældrene lærte deres Børn Reenlighed, dersom de ikke ved deres Anviisning og Tiltale lærte Børnene at gaae opreist, at bruge Hænder og Øine, at tale det menneskelige Sprog, foruden meget andet, saa vilde Børnene komme til at ligne Dyr langt meer end Mennesker. Altsaa er det ogsaa en stor Fornødenhed for os, at leve sammen med andre Mennesker, især med dem, som ere mere forstandige og erfarne, end vi selv ere. Denne Fornødenhed ophører aldrig, om vi ogsaa selv blive voxne og meget forstandige; thi enhver kan i sit Liv let komme til at trænge til andres Hjælp i Raad og Daad.

38. Men derimod kunne vi alle leve uden at drikke Viin og Brændeviin eller spise Kage eller iføre os fine og galante Klæder. Disse og mange lignende Ting behøver Mennesket altsaa ikke; de ere ikke fornødne til hans Livs Opholdelse, eller nødvendige, for at han kan røgte sin Gjerning; de henhøre til Overflødighederne.

Endvidere: den, som er rigtig træt, han sover blidt og roligt selv paa den bare Jord; men han lagde sig sagtens hellere til Hvile i en blød Seng. Man sidder meget godt paa en simpel Træbænk, men det kan ikke nægtes, at man sidder blødere paa en udstoppet Stol. En Kjole af grovt Tøi kan gjøre ypperlig Tjeneste imod Kulde, Blæst 36og Regn; men skal man til Dands eller til Gilde, saa er det unegtelig mere behageligt at have en Trøie af fiint Tøi paa, med smukke blanke Knapper i. For at kjøre et svært Læs, behøves kun en stærk og vel beslagen Vogn, men vil man kjøre i Besøg eller til Kirke, saa ønsker man gjerne, at Vognen var malet, thi det seer pænere ud.

Altsaa henhøre mageligt Bohave, pyntelige Klæder og andre smukke Ting ikke til Menneskenes Fornødenheder men til Livets Beqvemmeligheder og Behageligheder. Kan man have disse og nyde dem med Maade, saa er det ganske morsomt; men man kan ogsaa godt undvære dem. Men hvortil henhører et Speil, en Pidsk, et Uhr, en Ridehest, en Violin, en Flaske?

Naar vi have sund og tilstrækkelig Føde, tætte og varme Klæder og Tag over vort Hoved, saa ville vi være tilfreds, om ogsaa Føden just ikke er udsøgt og lækker, Klæderne ikke kostbare og glimrende, Boligen ikke udpyntet eller indrettet paa Magelighed.

39. Klæderne beskytte Legemet imod Vinterens Kulde og Solens altfor stærke Hede, imod Regn og Slud, Blæst og Støv, og holde dets naturlige Varme i den rette Drift.

Nogle Klædningsstykker ere mere nødvendige for En end for en Anden. Bagere, Pottemagere, Snedkere og flere bruge et Forklæde, og Tømmerfolk, Smede, Skomagere og andre et Forskind. (Hvortil?) Matrosen paa Skibet behøver en tykkere Trøie end Svenden i Værkstedet. (Hvorfor?) Postføreren, som tidt kjører hele Natten, trænger meer til en god Overkjole, end Dreieren og Skrædderen, som oftest arbeide hjemme. Fiskeren maa have store tykke Støvler og Jægeren ofte Sneesokker, fordi —. Derfor kan man ofte see paa Klædedragten, hvilke Forretninger en Mand har, eller hvilken Stand han hører til.

Paa Klæderne kan jeg kjende en Soldat fra en Haandværker, en Tjener fra en Herre, Bønder fra Kjøbstedfolk, en Præst fra en Kjøbmand, en Møller fra en Skorsteensfeier. En Soldats, en Underofficers og en Postførers Klædning kaldes hans Mundering. En Tjeners Klædning kalder man hans Liberi, men en Officers eller en Byfogeds hedder sædvanligen Uniform. Paa Munderingen kan jeg skjelne en 37Kavallerist (en Soldat, som tjener til Hest) fra en Infanterist (en Soldat, som tjener til Fods).

40. Klæderne tjene ikke altid blot til Legemets Beskyttelse; undertiden bruges de ogsaa til at forskjønne dette. Naar de ere meget smukke og koste meer end sædvanlig, kaldes de Pynt. Den, som har Raad dertil, har Lov til at pynte sig ved passende Leilighed. Naar er Leiligheden passende? —. Naar ikke? —.

At sætte stor Priis paa Pynt er utilladeligt og strafværdigt. Jeg vil tænke mere paa at være lydig og flittig, end at pynte mig. Den bedste Pynt er en reen Paaklædning, et sundt Udseende og et ærligt Ansigt.

Jeg kan nævne alle de Klædningsstykker, jeg har paa, og angive, hvilke der ere gjorte af Uld, hvilke af Læder, hvilke af Liin og hvilke af Bomuld.

Jeg veed, hvo der har gjort min Hat og hvoraf den er, hvo der har gjort Lærredet i min Skjorte, hvo der har gjort Læderet i mine Sko. Hvoraf ere Knapper gjorte? —.

41. Jeg kan foretage mig forskjellige Bevægelser med mit Legeme, som Dyrene blot enkeltviis kunne foretage sig. Jeg kan ikke blot gaae, løbe, klavre og springe, men jeg kan ogsaa bukke mig forover og bagover, klynge mig op og fire mig ned, dreie mig rundt til alle Sider, sætte mig ned og reise mig op, vende mig om imedens jeg ligger, dandse og andet mere.

Jeg kan meddele andre mine Tanker, Følelser, Ønsker og Planer ved Hjælp af Ord, som jeg udtaler; men Dyrene have ingen Ord. Til at tale bruger jeg følgende Redskaber: Lungerne, Luftrøret, Ganen, Tungen, Tænderne, Læberne og Næseborene. Men bruges de alle paa samme Maade? —.

Jeg kan see, thi jeg har to sunde Øine. Jeg kan høre, thi —. Jeg kan smage, thi jeg har en Tunge og en Gane. Jeg kan lugte, thi —. Over mit hele Legeme kan jeg føle; men især har jeg en fiin Følelse i mine Fingre.

Jeg seer Maanen, Solen og Stjernerne paa Himlen; paa Jorden seer jeg Mennesker, Dyr, Træer, Planter, Stene, Bjerge, Høie, Marker, Skove, Fjorde, Søer, Bække, 38Kilder, Huse, Stæder og Gaarde, samt alt hvad Menneskets Haand frembringer, f. Ex. —, —, —, —. I Luften seer jeg Fugle, Myg, Fluer og Sommerfugle, og høit oppe i Luften seer jeg Skyerne svæve; i Jorden seer jeg Orme, i Vandet Fiske, Frøer og forskjellige Smaadyr.

Jeg hører Fuglenes Sang, Tordenens Rullen, Klokkernes Klang, Bækkens Rislen, Vindens Susen, Pidskens Smeld, Hestens Vrinsken, Koens Brøl, Bølgernes Pladsken, Musikkens Toner og Uhrets sagte Pikken. Jeg kan i lang Afstand høre en Hund gjøe, en Hane gale, et Kirkeuhr slaae og Bøssen knalde.

Jeg føler, at Ilden brænder, at frisk Kildevand kjøler, at Solstraalerne opvarme mig, at en Torn stikker og en Nelde volder Svie, at en Steen er haard, Uld blød, Isen kold og Speilet glat. Jeg kan fornemme en Smerte i mit Been, en Hede i mit Hoved, —.

Jeg smager, at Sukkeret er sødt, Æddiken suur; jeg kan ved at smage, uden at see, skjelne imellem Rugbrød og Hvedebrød, Salt og Senep, Øl og Mælk, — og —.

Jeg lugter med Velbehag Duften af en Rose, af en Høsaate, af en blomsterrig Eng, af Violer om Foraaret, af Jordbær om Sommeren. Jeg finder Lugten af flere Blomster ubehagelig, f. Ex. Bulmeurt, af —. Jeg kan i Afstand mærke Lugten af frisk Gjødning, af et Aadsel paa Marken, af —.

42. Jeg kan huske en Historie, som jeg hørte fortælle for rum Tid siden; jeg kan huske den fremmede Mand, som jeg saae forrige Sommer; den Smerte, som jeg følte, da min Haand blev brændt; de Ting, som jeg lærte i Skolen igaar. Hvad lærte Du da? —.

Jeg kan forestille mig, hvorledes min Moder, min Broder og andre see ud, endskjønt jeg i dette Øieblik ikke seer dem her for mig. Jeg kan forestille mig, hvorledes et Skib seer ud, thi jeg har seet Skibe mere end een Gang. Jeg kan forestille mig, hvorledes en Kanon seer ud, thi min Lærer har nøiagtig beskrevet den for mig: en Kanon —.

Jeg kan tydelig huske det, som jeg har seet, hørt, følt og fornummet, eller jeg kan tydelig forestille mig alt dette, uden at jeg dertil bruger mine Øine, mine Øren, min Tunge, Haand eller Fod. De Evner, ved hvilke jeg forestiller mig noget, husker noget, tænker paa noget, forstaaer noget, 39ønsker noget, vil noget, ere ikke Evner i mit Legeme, men Evner i min Sjæl, eller Sjæle-Evner. Min Sjæl er i mig, men jeg kan ikke see den; jeg kan kun mærke paa mine Forestillinger, Tanker, Ønsker og Fornemmelser, at jeg har en Sjæl.

Havde jeg ingen Sjæl, saa kunde jeg ikke begribe noget, ikke lære noget. Havde jeg ingen Sjæl, saa kunde jeg hverken regne eller læse eller skrive, thi i det at jeg regner eller læser eller skriver, maa jeg tillige tænke; men jeg kan kun tænke med Sjælen.

Med min Sjæl tænker jeg, idet jeg regner, paa de Tal, som jeg skal lægge sammen eller drage fra hinanden. Med min Sjæl tænker jeg paa den Mand, som min Lærer fortæller mig om. Med min Sjæl tænker jeg, idet jeg læser, paa den Ting, som Ordet betyder, f. Ex. paa en sort Hest, naar der staaer de to Ord “sort Hest“ i Bogen, paa en Kniv, naar der staaer Ordet “Kniv“ &c. &c. Med min Sjæl tænker jeg paa, hvad for en Leg jeg vil lege, naar Skoletiden er forbi. Med min Sjæl tænker jeg paa, at det er forbuden mig at snakke og gjøre Støi paa Skolen, og jeg sidder derfor ganske rolig og opmærksom.

Jeg kunde ikke sige noget Fornuftigt, dersom jeg ingen Sjæl havde, hvormed jeg tænkte de Tanker, som jeg udtaler. Jeg taler med min Fader, med min Søster, med mine Kammerater, og jeg svarer paa deres Spørgsmaal og Tiltale. Disse Svar har jeg ikke først lært udenad, for siden at kunne fremsige dem, thi jeg vidste ikke forud, hvad hine vilde sige til mig; men jeg tænker efter med min Sjæl over deres Ord, som jeg hører, og saa svarer jeg dem derefter.

43. Jeg kunde ikke have Lyst til at bytte min Kjole med den pjaltede Kjole, som Tiggeren igaar havde paa, thi jeg har sammenlignet begge Kjoler med hinanden og bemærket, at min Kjole ikke er sønderreven eller forslidt og at den altsaa er bedre end Tiggerens. I det at jeg sammenligner begge Kjoler og saa skjønner, at min er bedre, bruger jeg den Evne i min Sjæl, som hedder Forstand.

Da min Broder, som skulde bringe et Brev hen til Præsten, havde stødt sit Been, saa at det smertede ham at gaae, besluttede jeg at gaae i hans Sted; jeg brugte 40da den Evne i Sjælen, som kaldes Villie, til at tage denne Beslutning med.

Naar jeg eftertænker, hvormeget Godt min Fader og min Moder have gjort mig, eller hvor skjønt dette Land er, hvori jeg lever, saa kan jeg ikke andet end holde meget af mine gode Forældre og dette skjønne Land. Jeg bærer Kjærlighed til mine Forældre og mit Fædreland. En saadan stærk og levende Fornemmelse i Sjælen er en Følelse. Jeg seer, at en Mand, som har paataget sig at kjøre Steen til en Bygning, læsser urimelig meget paa Vognen og ubarmhjertigt prygler sine stakkels Heste, som ikke kan komme af Stedet — og jeg mærker hos mig en levende Lyst til at tage mig af de arme Dyr og irettesætte ham for sin Grusomhed. Mandens Handling vækker Medlidenhed og Vrede hos mig. Men disse to Fornemmelser ere Følelser. Følelser ere ogsaa Taknemmelighed og Glæde, Misundelse og Had o. m. a.

44. Jeg har seet, hvorledes man bærer sig ad, for at dyrke Jorden. Bonden, eller hans Karl, spænder Heste for et Redskab, som hedder Plov eller Al. I Ploven sidder Langjernet, et skarpt Jern til at ridse Furen løs fra Siden, Skjæret, til at skjære den løs fra neden, og Muldfjællen, til at vende den om. Derpaa kjører han til og pløier ned ad Ageren og tilbage igjen, indtil den er oppløiet. Da bestrøer han den pløiede Ager med Sæden af Rug, Hvede, Byg, Havre, Ærter, Vikker, Raps o. a. m. Dette hedder at saae. Saa kommer hans Tjenestedreng kjørende med Harven bag efter ham; denne er et Redskab med store spidse Tænder i, til at rive de pløiede Furer istykker med og bringe Sædekornet ned under Mulden. Tilsidst kjører Drengen over den besaaede og harvede Mark med en rund Træblok, der kaldes Rullen, og som løber bestandig rundt, til at knuse og jævne Jordklumperne. Drengen staaer sommetider skrævs over Rullen med eet Been paa hvert Befæstningsbræt og kjører som en Kudsk, indtil hele Ageren er rullet. Oftest maa Bonden pløie, harve og rulle sin Ager flere Gange, før den bliver færdig. Da giver Vor Herre Regn, Solskin, Varme og alt betimeligt Veir, saa at Sæden spirer frem, løber op med Blade, skyder siden op i lange Straa, sætter Ax, Blomster og Kjærne, modnes og høstes. — I det at jeg nu saae alt dette til 41forskjellige Tider og siden igjen forestillede mig det i min Sjæl, eller gjenkaldte det ved Hjælp af min Hukommelse, gjorde jeg mig et Begreb om Agerdyrkningen.

45. Hvo, som hidtil har læst i denne Bog med Opmærksomhed og Eftertanke, maa være i Stand til at give et passende Svar paa efterfølgende Spørgsmaal; ja, ved flere af dem kan der kun gives eet eneste rigtigt Svar.

Hvad vil den Hungrige? Hvad vil den Tørstige? Hvad vil den Flittige? Hvad vil den Dovne? Hvad vil den Trætte? Hvad vil den Syge? Hvad vil Løgneren? Hvad vil den Egensindige? Hvad vil Tyven? Hvad vil den Redelige?

Alt, hvad man kan spise, hedder —. Alt, hvad man kan see, hedder —. Alt det, som ikke koster meget, hedder —. Alt, hvad man ikke kan bruge, hedder —. Alle Dyr, som give deres Unger Patte, hedde —. Alle Dyr, som have Fjer paa sig, hedde —. Paa hver Haand har jeg —. Paa hver Fod har jeg —. De Børn, som ikke adlyde deres Forældre, hedde —. De Børn, som volde deres Forældre Glæde, hedde —.

Med mine Hænder kan jeg —. Med mine Fødder kan jeg —. Med min Tunge kan jeg —. Med min Forstand kan jeg —. Med min Hukommelse kan jeg —. Hvad kan den Rige? Hvad kan den Duelige? Hvad kan den Stærke? Hvad kan den Sunde?

Hvad skal den Uvidende? Hvad skal den Syge? Hvad skal den Smudsige? Hvad skal den Uartige? Hvad skal den Forvovne? Hvad skal den Hidsige? Hvad skal den Unge?

42Kan Du nævne alt det, som Smeden har gjort i dette Værelse? —. Men nu ogsaa alt det, som Snedkeren har gjort? —, Bemærker Du i dette Værelse nogen Ting, som Dreieren har gjort? Kan Du nævne mig en eller anden Ting her i Stuen, som er gjort af en kyndig Professionist, men som ikke nu er synlig?

Hvad hedder vel den Ting, som ikke maa feile i nogen Stue, der beboes, uagtet den en heel Deel af Aaret ikke kan bruges? Hvad bemærker Du i denne Stue, som før har siddet paa et Dyr? Hvad for Huusgeraad af Træ kan ikke godt undværes i Kjøkkenet? hvilke af Jern? hvilke af Kobber? Hvad behøves der, for at kjøre herfra til næste By?

Hvad er der skeet, inden vor Skolestue kom i den Stand, hvori den nu er?

Nævn mig alle Dele af Dit Hoved — alle Dine Fornødenheder — alt, hvad Du behøver i Skolen — alle de Dyr, hvis Kjød Du har spiist — alle de Fugle, Du kjender fra Marken og Skoven.

Nævn mig nu nogle vilde fiirføddede Dyr og nogle tamme Fuglesorter —. Jeg kan nævne Fiske, som leve i Havet, og Fiske, som leve i Søer og Aaer —. Jeg kjender nu forskjellige Kryderier, forskjellige Jordarter og veed, hvortil de kunne bruges —. Jeg kan nævne de vilde Dyr, hvis Skind bruges, og dem igjen af disse, hvis Kjød spises —. Kan Du nævne nogle Dyr, som leve under Jorden?

Nævn mig nogle Ting, som af Naturen have en grøn Farve — og nogle, som ere sorte — og nogle, som ere hvide —. Nu nogle, som ere lette — og derpaa nogle, som ere tunge. Hvilke Dyr ere aldrig blaae? Hvilke aldrig gule? Hvilke aldrig grønne? 43Hvilke aldrig brune —. Nævn mig det fjerde Bogstav i Alphabetet — og det tiende Bogstav — nu det syvende Tal — den sjette Maaned i Aaret — den ellevte — en Sommermaaned — en Foraarsmaaned —. Nævn den Maaned, hvori Du er födt. Nævn nogle Ting, som blive blödere i Vandet —; en Ting, som bliver större, naar den kommer i Vand, og en Ting, som bliver mindre —; nogle Ting, som synke i Vandet, og nogle, som svömme ovenpaa —. Nævn noget Suurt, noget Södt, noget Bittert.

Hvad kaldes de enkelte Dele af en Arbeidsvogn, af en Spinderok, af en Kniv, af en Pen, af et Vindue, af en Dör, af en Tröie? — Nævn mig nogle Feil, som Börn gjöre sig skyldige i, og nævn en god Skoledrengs Egenskaber.

Hvorledes fölge Aarstiderne efter hverandre? —. Om Hösten er Luften —, om Sommeren er den —; om Vinteren bliver Vandet til —. Hvo, som ikke vil fryse om Vinteren, maa —.

I Vandet leve —, i Luften leve —, i Jorden boe —, i Sumpene leve —. Ere Fuglene altid i Luften?

Den, som ikke gider arbeide, men hellere gaae ledig, hedder et — Menneske. Hvo, som ikke er flittig og opmærksom i Skolen, kan intet —, og han bliver — sin Levetid.

Naar der falder megen Snee om Vinteren, saa — man i —; hvorfor kan man ikke bruge Hjul? —. Over Vandet kan man komme paa en —, eller en —, eller i en —, eller i et —, eftersom det er grundt eller dybt, smalt eller bredt.

Alle Træer, som bære spiselige Frugter, hedde —. En Have, i hvilken mange saadanne Træer groe, hedder —. Birken bærer ingen —, men dens Ved er 44meget —. Egen og Hestekastanien bære rigtignok Frugter, men disse ere ikke —. De Træer, som yde os Bygningstømmer og Brænde, ere følgende: —, —, —, o. s. v. Store omhuggede Træer sauger man fra hinanden, for at faae — eller — deraf. Bræderne bruger — til at gjøre — og — og — af.

Fjeder bruger man til —, Naale til —, en Tavle til —, Fødderne til —, Øinene til —, Ørene til —, Næsen til —, Tungen til — og til —, Hænderne til —, —, —, o. s. v., Tænderne til —, en Pensel til —, en Klokke til —, Vandet til —, —, —, en Stok til —, —, og hvortil desuden? Et Næt bruger — til —; en Flint bruger — til —, og Soldaten til —.

Den, som ikke kan høre, kalder man —. Den, som ikke kan see, kalder man —. Den, som ikke kan tale, kalder man —. Den, som ikke kan gaae lige, er —. Hvo, som leer eller endogsaa spotter over saadanne ulykkelige Mennesker, fortjener —.

Mange Dyr give en Lyd fra sig, naar de ere hungrige eller vrede eller glade. Svinet —, Hunden —, Faaret —, Hesten —, Koen —, Hønen —, Musen —, Gaasen —, Ræven —. Meget gjerne hører jeg en —s og en —s smukke Sang. Spurven kan ikke —, Hesten kan kun — og —.

Hvilke Haandværkere beskjæftige sig med Træets Bearbeidelse? Hvilke Folk forarbeide især Ulden, og hvilke især Linet? Hvis Kald er det at vaage om Natten, for at de andre Mennesker kunne sove roligt og trygt? Hvilke Folk maae altid arbeide om Natten, for at andre kunne nyde godt deraf om Dagen? Hvilke Mennesker have Forretninger, hvorved Reenligheden umulig kan bevares? Hvilke Haandværkere lide af Stank ved deres Arbeide?

45Nævn mig nogle Haandværkere, som forfærdige Ting, der tjene til Bequemmelighed, eller til Fornøielse, eller til Pragt. Nævn mig de Kunstnere, som ved deres Kunstværker fryde vore Sandser. Hvad kaldes den Kunst, som skaffer os smukke Vaaningshuse?

Hvilke Folk maae bukke sig ved deres Arbeide? —. Hvilke maae klavre ved deres Arbeide? —. Hvilke maae krybe eller lade sig hidse op og ned? —. Hvo arbeider paa Vandet? —. Hvo i Vandet? —. Hvo arbeider nede i Jorden? —. Hvo i Skoven? —. Hvilke Mennesker maae bestandig gaae, for at fortjene deres Brød? —. Hvo maa arbeide baade med Hænder og Fødder paa een Gang? —. Hvilke Folk maae udholde megen Hede ved deres Arbeide? — Hvo stærk Kulde? — Hvilke Mennesker maae i deres Kaldsforretninger næsten bestandig være paa Reise? — Hvo kan ikke leve uden at udgyde Blod? —

46. Det, som ikke kan skee, er umuligt. Det er umuligt, at et Barn i Skolen kan lære noget, naar det ikke er opmærksomt og flittigt. Det er umuligt, at den kan vedblive at være sund og frisk, som spiser og drikker uden Maadehold. Det er umuligt, at et Menneske, som eengang er død, igjen kan vise sig levende. Det er umuligt, at en Døv kan fornøie sig over smuk Musik. Hvad er umuligt for en Blind? Hvad er umuligt for et lille Pattebarn? Hvad for en Syg? Hvad for Dyrene?

Det, som kan skee, er muligt. Det er muligt, at tage Feil af Veien, naar man ikke kjender den rigtig; det er muligt at falde, naar man gaaer.

Hvad der maa og skal skee, det er nødvendigt. Det er altsaa nødvendigt, at Mennesket nyder sund Føde. (Hvorfor?) Det er nødvendigt, at den trætte Arbeider hviler sig og sover. (Hvorfor?) Det er nødvendigt, 46at den Syge tager Medicinen og forholder sig rolig. (Hvorfor?) Er det nødvendigt, at ethvert Huus har en Dør og et Tag? —. Er det nødvendigt, at alle Vogne have fire Hjul? —. Er det nødvendigt, at alle Mennesker maae døe? —. Er det nødvendigt, at alle Borde ere brune? —. Er det nødvendigt, at alle Blomster engang visne? —. Er det nødvendigt, at Børn lære noget? —. Er det nødvendigt at give Hesten Græs og Havre, eller kan man ogsaa fodre dem med Kjød og Been, ligesom Hunden? —. Er det nødvendigt, at Børn efterligne alt, hvad de see Voxne gjøre? —. Er det nødvendigt, at alle Stole have fire Been? —. Er det nødvendigt at tække Huset med Straa? —. Er det nødvendigt at brænde Lys i Mørke? —.

47. Alt det, som en Ting ligegodt kan være og ikke være, uden at den ophører at være den Ting, som den er, kalder man vilkaarligt ved en saadan Ting, eller dens tilfældige og ufornødne Egenskaber. Et Bord er ligegodt et Bord, om det er fiirkantet eller rundt, om det har een Skuffe eller to Skuffer, om det er malet blaat eller bruunt, eller ikke er malet; det er altsaa ganske tilfældige og ufornødne Egenskaber, at et Bord er fiirkantet, at det har kun een Skuffe og at det er malet blaat. Men at Bordet har Fødder at staae paa og en Plade, som man kan sætte eller lægge noget paa, det er nødvendige Egenskaber; thi ellers var det ikke længere et Bord.

At en Hund hyler udenfor et Huus og at der kort efter døer et Menneske i samme Huus, det er noget tilfældigt; thi man har ogsaa hørt en Hund hyle i et heelt Døgn før et Huus, og dog døde der i Aar og Dag intet Menneske i hele Huset. Man har ligeledes seet en Gaardhund, som ikke gav en Lyd fra sig, uagtet der døde fem Mennesker i een Uge i samme Huus.

At En, som sætter Penge i Lotteriet, vinder noget, det er tilfældigt, thi de allerfleste, som sætte Penge i Lotteriet, vinde ingenting og spilde kun deres Penge.

48. Det, som pleier at skee, er det Sædvanlige; det, som ikke pleier at skee, er det —. Det, som jeg venter og formoder, kalder jeg rimeligt eller sandsynligt; men det, som jeg ikke finder rimeligt, kalder jeg — eller —. 47Naar jeg ikke gaaer hjemme fra i rette Tid, saa er det rimeligt, at jeg vil komme for silde. Naar jeg glemmer at gjøre, hvad jeg har lovet, saa er det sandsynligt, at den bliver vred, til hvem jeg gav Løftet.

Er det Tilfældige eller det Sædvanlige meest sandsynligt? —. Er det rimeligt, at den, som kjører, skal vælte? —. Er det sandsynligt, at den, som sælger noget, fortjener Penge? —. Det er ikke nødvendigt, at det Sandsynlige skeer, thi det Modsatte kunde muligviis ogsaa skee.

Det Nødvendige er meer end sandsynligt, thi det er vist. Det er vist, at den, som ikke vil arbeide, ikke fortjener noget; det er vist, at den Syge let kan have Skade af ikke at høre Lægens Raad; det er vist, at den, som forøder sin Formue, tilsidst bliver fattig; det er vist, at den, som ikke gjør det Gode, vil blive straffet derfor, enten af Mennesker eller af Gud, enten her eller hisset.

49. Der gaaer en Mand med Medestang til Kanten af en Sø eller en Elv. Han kaster Snoren ud i Vandet og seer bestandig efter det Mærke, som han har sat paa Snoren og som nu flyder paa Vandfladen. Gjør han det ganske for ingen Ting? Nei! Han vil opnaae noget derved, han vil see at fange en Fisk, og dette er Hensigten af hans Handling. Der gaaer en anden ned til Søen, trækker alle Klæderne af sig og gaaer nøgen ud i Vandet. Har han ogsaa en Hensigt?

Mine Forældre skikke mig i Skole. De have derved den Hensigt, at jeg skal —. Christian gik ud paa Isen, faldt og brækkede sin Arm. Var det hans Hensigt, eller havde han en anden? —. En Mand graver et Hul ved Udkanten af en Gaard eller Have, sætter en høi stærk Stolpe ned i det, lægger et Par Stene omkring den nede i Hullet, kaster Jorden igjen til og stamper den fast med sine Fødder. Ikke langt fra denne Stolpe sætter han en anden Stolpe ned paa samme Maade o. s. fr. Paa tværs af disse Stolper holder han Bræder, det ene oven over det andet, som han med Søm slaaer fast til Stolperne. Hvad har han vel i Sinde at frembringe? —. Det er altsaa 48hans Hensigt at gjøre —. Men hvorfor vil han da igjen gjøre dette? Eller: har han en Hensigt dermed?

Jakob vilde gjerne have et smukt modent Æble ned af et høit Træ. Han rystede derfor i Træet; men Æblet blev siddende, thi Træet var for tykt, til at Jakob kunde rokke det synderligt. Nu forsøgte han at klavre op i Træet, men det vilde heller ikke lykkes, thi han havde ingen Øvelse i at klatre. Men nu hentede han en lang Stang, med hvilken han slog dygtig paa den Green, som Æblet sad paa, og nu faldt det ned lige i Hovedet paa ham. Jakob søgte altsaa at opnaae sin Hensigt paa tre Maader. Det, hvormed man søger at opnaae sin Hensigt, kaldes et Middel. Hvormange Midler havde Jakob anvendt for at opnaae sin Hensigt? Hvorledes vare de to første Midler? Hvorledes det tredie?

50. Hvilken Hensigt har den Syge, naar han tager Medicin eller Lægemidler? Hvorfor altsaa har Medicin ogsaa Navnet Læge-Middel? Hvilken Hensigt har Læreren, naar han straffer en forsømmelig eller uartig Lærling? —. Hvad skal Straffen altsaa være et Middel til? —. Hvilken Hensigt har den, som øver sig i at skrive? —. Hvad anseer han altsaa Øvelsen for at være?

Hvilket er det bedste Middel til at blive mæt —, til at blive forstandig —, til at blive god og gudfrygtig? Hvilket Middel er det bedste til at vogte sig for Kjedsomhed —, for Straf —, og for en ond Samvittighed? Hvilket Middel bruges for at finde noget —, for at faae noget af andre — for at undgaae Ulykkestilfælde — for at varme sig — for at bevare sine Klæder — for ikke at miste sin Madlyst — for at komme fra eet Sted til et andet — for at faae Høiden af en Stue eller Længden af en Ager at vide — for at gjøre sig yndet af Folk — for at sætte en Baad eller et Skib i Bevægelse?

Hvilke Midler anvender Bonden for at faae Sæd til at voxe paa sin Ager? Hvilke Midler anvender Smeden for at frembringe en Nøgle af et Stykke Jern? Hvilket Middel bruger man for at tæmme en Hest, og hvilke til at opmuntre den? Hvilket Middel bruges for at løfte en stor Byrde iveiret, for at erfare en Tings Tyngde, for at 49melde en Fraværende, hvad der skeer her hos os, for at meddele Folk Øvrighedens Befalinger?

51. Frederik skulde hente en Kniv til sin Fader i Kjøkkenet, da det allerede var bleven mørkt. „Tag dog Lyset med!“ sagde Faderen. Men Frederik meente, at han kunde finde Kniven i Mørke, da han godt vidste hvor den laa, og løb afsted uden Lys. Neppe varede det et Par Øieblikke, saa hørte Faderen ham falde. Hurtig løb nu denne ud med Lyset og fandt Frederik, som laa paa Gulvet, men af Skamfuldhed og Ærgrelse ikke kunde skrige, uagtet han følte stor Smerte; han var nemlig falden over et Stykke Brænde og havde forslaaet sit Knæ og sit Ansigt slemt paa Skorstenen. Smerterne vedbleve den hele Aften.

Hvoraf kom det sig, at Frederik saaledes faldt? Ikke sandt! deraf, at han var ubesindig og ikke vilde følge sin Faders Raad? Det, som gjør at noget andet skeer, eller det, hvoraf noget opstaaer, kalde vi en Aarsag, og det, som skeer eller fremkommer ved en saadan Aarsag, kalde vi en Virkning. Hvad var nu Aarsagen her og hvad var Virkningen? —, —. Kommer Aarsagen eller Virkningen først?

Karl blev af sine Forældre sendt i et Ærinde til sin Moster. Mosteren, som holdt meget af ham, gav ham et stort Stykke Kage og endeel Æbler hjem med; men Karl kunde ikke afholde sig og spiste underveis baade Kage og Æbler reent op. Den næste Nat fik han heftige Smerter i Underlivet. Hvad var Aarsag til hans Sygdom og hvoraf var hans Sygdom en Virkning?

Erik havde ret smukke Blomster i sin lille Have, men i et Par Dage havde han forglemt at vande dem; da begyndte Blomsterne stærkt at lude med Toppen og at hænge med Bladene. Hvad var Aarsagen hertil? Erik skyndte sig nu om Aftenen at vande de visnende Blomster, og næste Morgen viste sig de gode Virkninger heraf: Blomsterne havde igjen reist sig iveiret, og et Par Dage efter vare de ligesaa friske som tilforn.

Norsk Læsebog.

50Arbeideren er træt og hungrig. Hvad er Aarsagen hertil? —. Træthed og Hunger ere altsaa —. Hvoraf ere de Virkninger? —, Om Morgenen svinder Mørket og det bliver lyst. Hvad er Aarsagen hertil? Sig mig Virkningerne af Søvnen, af Spiisningen, af Flid, af Dovenskab, af Kulde, af Hede, af Lediggang, af Ild, af koldt Vand, af Løgn, af Tjenstagtighed, af Arbeidsomhed.

En Virkning kan ogsaa blive til en Aarsag. Du gaaer ud i Skoven. Paa eengang hører Du et Skud, og da det kommer saa uventet, bliver Du noget forskrækket. Knaldet, Du hørte, var nu en Virkning af Skuddet, men Knaldet blev igjen Aarsagen, til at Du forskrækkedes. Med det samme faldt der en Hare. Havde dette samme Aarsag som Din Skræk?

52. Hesten vrinskede, da Karlen traadte ind i Stalden. Hvorfor gjorde den vel det? Udentvivl fordi den haabede, at Karlen vilde give den Foder. Det, hvorfor man gjør noget, eller det, hvorfor noget skeer, eller det, hvorfor noget just er saaledes, som det er, hedder Grunden. Grunden, til at Hesten vrinskede, var altsaa dens Ædelyst eller Sult. Men Aarsagen var Karlens Indtrædelse.

August, en Kjøbmandssøn, gik en Gang om Foraaret ud paa Landet med sin Fader og saa underveis, at en Mængde Krager fulgte lige i Hælene paa en Bonde, som gik og pløiede. Hvorfor mon de Krager gjøre det? spurgte August forundret. Faderen sagde ham da, at Kragerne kunde godt lide de Mark, som ligge i Jorden. I det at Ploven river Jorden op, komme Markene frem, og derfor gaae Kragerne bestandig i Sporet. August forundrede sig nu ikke længer over det, som han saa, thi han vidste nu, hvorfor det skede, eller Grunden dertil.

Vi vilde kjøre ud, men da det begyndte at regne stærkt, maatte vi blive hjemme. Regnen var Aarsagen, til at vi bleve hjemme, men hvad var Grunden? Grunden var den, at vi ikke havde Lyst til at blive gjennemblødte.

Jeg veed Grunden, til at Svalen bygger sin Rede under Taget; jeg kan let finde Grunden, til at Hønsene holdes i Gaarden, og ikke i Haven, til at Isen smelter om Foraaret, til at min Fader slog mig, da jeg var ulydig. 51Jeg veed, hvorfor enhver Bolig maa have en Skorsteen, enhver Pen en Split, et Vindue sine Ruder og en Baad sin Kjøl, samt hvorfor jeg nu ingen Lyst har til at sove.

34

37. Overalt, hvor der boer mennesker, har Gud sørget for, at de ved flid og omhu kunne få alt, hva de behøve til deres fornødenheters tilfredsstillelse. Thi omenskjønt ikke hvert land frembringer så meget eller alt det, som dets innvånere behøve til deres opphold, så kunne de dog som oftest med temmelig letthet forskaffe seg det Manglende ved handel med andre folk, eller ved å 35lære av disse, hvordan man erverver seg det. Men hvilke er Menneskets fornødenheter?

Dersom et menneske hadde den ulykke å komme til en øde Ø midt i havet, hvor der ikke fantes noe å spise eller drikke, altså slett ingen næringsmidler, så måtte han dø av hunger og tørst;

dersom man i Vinterens strenge kulde måtte gå en meget lang vei og ikke kunne komme i hus, når lemmene begynte å stivne av frosten, så måtte man bli ute mellom Sneefanerne og så frøs man ihjel av mangel på varme;

dersom man henlagde et nyfødt barn under åpen himmel, så måtte det ynkelig omkomme av mangel på bedekning imot Regn og Blæst og kulde:

altså er Fødemidler, bolig og klær, som skaffe næring og passende varme, aldeles nødvendige for oss til å kunne leve; vi har dem i høyeste måte behov og de er våre fornødenheter.

Men til å leve hører enda mer enn disse ting. Dersom ikke foreldrene lærte deres barn Reenlighed, dersom de ikke ved deres anvisning og tiltale lærte barna å gå oppreist, å bruke hender og øyne, å tale det menneskelige språk, foruten meget annet, så ville barna komme til å ligne dyr langt mer enn mennesker. Altså er det også en stor fornødenhet for oss, å leve sammen med andre mennesker, især med dem, som er mer forstandige og erfarne, enn vi selv er. Denne fornødenhet opphører aldri, om vi også selv bli voksne og meget forstandige; thi enhver kan i sitt liv lett komme til å trenge til andres hjelp i råd og dåd.

38. Men derimot kunne vi alle leve uten å drikke vin og brennevin eller spise kake eller iføre oss fine og galante klær. Disse og mange lignende ting behøver mennesket altså ikke; de er ikke fornødne til hans Livs Opholdelse, eller nødvendige, for at han kan røgte sin gjerning; de henhøre til overflødighetene.

Endvidere: den, som er riktig trett, han sover blidt og rolig selv på den bare jord; men han la seg saktens hellere til hvile i en bløt seng. Man sitter meget godt på en simpel trebenk, men det kan ikke nektes, at man sitter blødere på en utstoppet stol. En kjole av grovt tøy kan gjøre ypperlig tjeneste imot kulde, Blæst 36og Regn; men skal man til dans eller til gilde, så er det unektelig mer behagelig å ha en trøye av fint tøy på, med smukke blanke knapper i. For å kjøre et svært lass, behøves kun en sterk og vel beslagen vogn, men vil man kjøre i besøk eller til Kirke, så ønsker man gjerne, at vognen var malt, thi det ser penere ut.

Altså henhøre makelig bohave, pyntelige klær og andre smukke ting ikke til Menneskenes fornødenheter men til Livets bekvemmeligheter og Behageligheder. Kan man ha disse og nyte dem med måte, så er det ganske morsomt; men man kan også godt unnvære dem. Men hvortil henhører et speil, en pisk, et ur, en ridehest, en Violin, en flaske?

Når vi har sund og tilstrekkelig føde, tette og varme klær og tak over vårt hode, så ville vi være tilfreds, om også føden just ikke er utsøkt og lekker, kledene ikke kostbare og glimrende, boligen ikke udpyntet eller innrettet på makelighet.

39. Kledene beskytte Legemet imot Vinterens kulde og Solens altfor sterke Hede, imot Regn og Slud, Blæst og støv, og holde dets naturlige varme i den rette drift.

Noen Klædningsstykker er mer nødvendige for En enn for en Anden. Bakere, pottemakere, snekkere og flere bruke et forkle, og Tømmerfolk, Smede, skomakere og andre et Forskind. (Hvortil?) Matrosen på skipet behøver en tykkere trøye enn svennen i verkstedet. (Hvorfor?) Postføreren, som titt kjører hele natten, trenger mer til en god Overkjole, enn dreieren og skredderen, som oftest arbeide hjemme. Fiskeren må ha store tykke støvler og jegeren ofte snøsokker, fordi —. Derfor kan man ofte se på klesdrakten, hvilke forretninger en mann har, eller hvilken stand han hører til.

På kledene kan jeg kjenne en soldat fra en håndverker, en tjener fra en Herre, bønder fra kjøpstadfolk, en prest fra en kjøpmann, en Møller fra en skorsteinsfeier. En Soldats, en underoffisers og en Postførers kledning kalles hans mundering. En Tjeners kledning kaller man hans Liberi, men en offisers eller en Byfogeds heter sædvanligen uniform. På munderingen kan jeg skjelne en 37Kavallerist (en soldat, som tjener til hest) fra en infanterist (en soldat, som tjener til fots).

40. Kledene tjene ikke alltid blot til Legemets beskyttelse; undertiden brukes de også til å forskjønne dette. Når de er meget smukke og koste mer enn sedvanlig, kalles de pynt. Den, som har råd dertil, har lov til å pynte seg ved passende leilighet. Når er leiligheten passende? —. Når ikke? —.

Å sette stor pris på pynt er utillatelig og straffverdig. Jeg vil tenke mer på å være lydig og flittig, enn å pynte meg. Den beste pynt er en ren påkledning, et sundt utseende og et ærlig ansikt.

Jeg kan nevne alle de Klædningsstykker, jeg har på, og angive, hvilke der er gjorte av ull, hvilke av lær, hvilke av lin og hvilke av bomull.

Jeg vet, hvo der har gjort min hatt og hvorav den er, hvo der har gjort lerretet i min skjorte, hvo der har gjort læret i mine sko. Hvorav er knapper gjorte? —.

41. Jeg kan foreta meg forskjellige bevegelser med mitt legeme, som dyrene blot enkeltvis kunne foreta seg. Jeg kan ikke blot gå, løpe, klavre og springe, men jeg kan også bukke meg forover og bakover, klynge meg opp og fire meg ned, dreie meg rundt til alle sider, sette meg ned og reise meg opp, vende meg om imens jeg ligger, danse og annet mer.

Jeg kan meddele andre mine tanker, følelser, ønsker og planer ved hjelp av ord, som jeg uttaler; men dyrene har ingen ord. Til å tale bruker jeg følgende redskaper: Lungene, luftrøret, ganen, tungen, tennene, leppene og neseborene. Men brukes de alle på samme måte? —.

Jeg kan se, thi jeg har to sunde øyne. Jeg kan høre, thi —. Jeg kan smake, thi jeg har en tunge og en gane. Jeg kan lukte, thi —. Over mitt hele legeme kan jeg føle; men især har jeg en fin følelse i mine fingre.

Jeg ser månen, solen og stjernene på Himlen; på jorden ser jeg mennesker, dyr, trær, planter, Steiner, Bjerge, Høye, Marker, skoger, Fjorde, Søer, bekker, 38kilder, hus, Stæder og Gaarde, samt alt hva Menneskets hånd frembringer, f. Ex. —, —, —, —. I luften ser jeg fugler, Myg, fluer og sommerfugler, og høyt oppe i luften ser jeg skyene svæve; i jorden ser jeg ormer, i vannet fisker, Frøer og forskjellige smådyr.

Jeg hører Fuglenes sang, Tordenens rullen, klokkenes klang, bekkens rislen, Vindens susen, piskens smell, Hestens vrinsking, Koens brøl, Bølgernes Pladsken, Musikkens toner og urets sakte pikken. Jeg kan i lang avstand høre en hund gjø, en hane gale, et Kirkeuhr slå og Bøssen knalde.

Jeg føler, at ilden brenner, at frisk kildevann kjøler, at solstrålene oppvarme meg, at en torn stikker og en Nelde volder svie, at en Steen er hard, ull bløt, isen kald og speilet glatt. Jeg kan fornemme en smerte i mitt ben, en Hede i mitt hode, —.

Jeg smaker, at sukkeret er søtt, eddiken sur; jeg kan ved å smake, uten å se, skjelne imellom rugbrød og hvetebrød, salt og sennep, øl og melk, — og —.

Jeg lukter med velbehag duften av en Rose, av en Høsaate, av en blomsterrig eng, av Violer om foråret, av jordbær om sommeren. Jeg finner lukten av flere blomster ubehagelig, f. Ex. Bulmeurt, av —. Jeg kan i avstand merke lukten av frisk gjødning, av et åtsel på marken, av —.

42. Jeg kan huske en historie, som jeg hørte fortelle for rom tid siden; jeg kan huske den fremmede mann, som jeg så forrige sommer; den smerte, som jeg følte, da min hånd ble brent; de ting, som jeg lærte i skolen i går. Hva lærte Du da? —.

Jeg kan forestille meg, hvorledes min mor, min bror og andre se ut, enskjønt jeg i dette øyeblikk ikke ser dem her for meg. Jeg kan forestille meg, hvorledes et skip ser ut, thi jeg har sett skip mer enn een gang. Jeg kan forestille meg, hvorledes en kanon ser ut, thi min lærer har nøyaktig beskrevet den for meg: en kanon —.

Jeg kan tydelig huske det, som jeg har sett, hørt, følt og fornemmet, eller jeg kan tydelig forestille meg alt dette, uten at jeg dertil bruker mine øyne, mine Øren, min tunge, hånd eller fot. De evner, ved hvilke jeg forestiller meg noe, husker noe, tenker på noe, forstår noe, 39ønsker noe, vil noe, er ikke evner i mitt legeme, men evner i min sjel, eller Sjæle-evner. Min sjel er i meg, men jeg kan ikke se den; jeg kan kun merke på mine forestillinger, tanker, ønsker og fornemmelser, at jeg har en sjel.

Hadde jeg ingen sjel, så kunne jeg ikke begripe noe, ikke lære noe. Hadde jeg ingen sjel, så kunne jeg hverken regne eller lese eller skrive, thi i det at jeg regner eller leser eller skriver, må jeg tillike tenke; men jeg kan kun tenke med sjelen.

Med min sjel tenker jeg, idet jeg regner, på de tall, som jeg skal legge sammen eller dra fra hinannen. Med min sjel tenker jeg på den mann, som min lærer forteller meg om. Med min sjel tenker jeg, idet jeg leser, på den ting, som ordet betyr, f. Ex. på en sort hest, når der står de to ord “sort hest“ i boken, på en kniv, når der står ordet “kniv“ &c. &c. Med min sjel tenker jeg på, hva for en Leg jeg vil leke, når skoletiden er forbi. Med min sjel tenker jeg på, at det er forbuden meg å snakke og gjøre støy på skolen, og jeg sitter derfor ganske rolig og oppmerksom.

Jeg kunne ikke si noe Fornuftigt, dersom jeg ingen sjel hadde, hvormed jeg tenkte de tanker, som jeg uttaler. Jeg taler med min far, med min søster, med mine Kammerater, og jeg svarer på deres spørsmål og tiltale. Disse svar har jeg ikke først lært utenat, for siden å kunne fremsi dem, thi jeg visste ikke forut, hva hine ville si til meg; men jeg tenker etter med min sjel over deres ord, som jeg hører, og så svarer jeg dem deretter.

43. Jeg kunne ikke ha lyst til å bytte min kjole med den pjaltede kjole, som tiggeren i går hadde på, thi jeg har sammenlignet begge kjoler med hinannen og bemerket, at min kjole ikke er sønderreven eller forslitt og at den altså er bedre enn Tiggerens. I det at jeg sammenligner begge kjoler og så skjønner, at min er bedre, bruker jeg den evne i min sjel, som heter forstand.

Da min bror, som skulle bringe et brev hen til presten, hadde støtt sitt ben, så at det smertet ham å gå, besluttet jeg å gå i hans sted; jeg brukte 40da den evne i sjelen, som kalles vilje, til å ta denne beslutning med.

Når jeg eftertænker, hvor mye godt min far og min mor have gjort meg, eller hvor skjønt dette land er, hvori jeg lever, så kan jeg ikke annet enn holde meget av mine gode foreldre og dette skjønne land. Jeg bærer kjærlighet til mine foreldre og mitt fedreland. En sådan sterk og levende fornemmelse i sjelen er en følelse. Jeg ser, at en mann, som har påtatt seg å kjøre Steen til en bygning, lesser urimelig meget på vognen og ubarmhjertig prygler sine stakkels hester, som ikke kan komme av stedet — og jeg merker hos meg en levende lyst til å ta meg av de arme dyr og irettesette ham for sin grusomhet. Mandens handling vekker medlidenhet og vrede hos meg. Men disse to fornemmelser er følelser. Følelser er også takknemlighet og glede, misunnelse og hat o. m. a.

44. Jeg har sett, hvorledes man bærer seg ad, for å dyrke jorden. Bonden, eller hans Karl, spenner hester for et redskap, som heter plog eller Al. I plogen sitter Langjernet, et skarpt jern til at ridse furen løs fra siden, skjæret, til å skjære den løs fra neden, og Muldfjællen, til å vende den om. Derpå kjører han til og pløyer ned ad åkeren og tilbake igjen, inntil den er oppløiet. Da bestrør han den pløiede Ager med sæden av Rug, hvete, bygg, Havre, erter, vikker, raps o. a. m. Dette heter at så. Så kommer hans Tjenestedreng kjørende med harven bak etter ham; denne er et redskap med store spisse tenner i, til å rive de pløiede furer i stykker med og bringe Sædekornet ned under mulden. Til sist kjører drengen over den besådde og harvede Mark med en rund treblokk, der kalles rullen, og som løper bestandig rundt, til å knuse og jevne jordklumpene. Drengen står sommetider skrevs over rullen med ett ben på hvert Befæstningsbræt og kjører som en kusk, inntil hele åkeren er rullet. Oftest må bonden pløye, harve og rulle sin Ager flere ganger, før den blir ferdig. Da gir vår Herre Regn, solskinn, varme og alt betimeligt vær, så at sæden spirer frem, løper opp med Blade, skyder siden opp i lange strå, setter aks, blomster og kjerne, modnes og høstes. — I det at jeg nå så alt dette til 41forskjellige tider og siden igjen forestilte meg det i min sjel, eller gjenkalte det ved hjelp av min hukommelse, gjorde jeg meg et begrep om Agerdyrkningen.

45. Hvo, som hittil har lest i denne bok med oppmerksomhet og ettertanke, må være i stand til å gi et passende svar på etterfølgende spørsmål; ja, ved flere av dem kan der kun gives ett eneste riktig svar.

Hva vil den Hungrige? Hva vil den Tørstige? Hva vil den Flittige? Hva vil den Dovne? Hva vil den trette? Hva vil den syke? Hva vil løgneren? Hva vil den Egensindige? Hva vil tyven? Hva vil den Redelige?

Alt, hva man kan spise, heter —. Alt, hva man kan se, heter —. Alt det, som ikke koster meget, heter —. Alt, hva man ikke kan bruke, heter —. Alle dyr, som gi deres unger patte, hedde —. Alle dyr, som har fjær på seg, hedde —. På hver hånd har jeg —. På hver fot har jeg —. De barn, som ikke adlyde deres foreldre, hedde —. De barn, som volde deres foreldre glede, hedde —.

Med mine hender kan jeg —. Med mine føtter kan jeg —. Med min tunge kan jeg —. Med min forstand kan jeg —. Med min hukommelse kan jeg —. Hva kan den rike? Hva kan den Duelige? Hva kan den Stærke? Hva kan den Sunde?

Hva skal den Uvidende? Hva skal den syke? Hva skal den Smudsige? Hva skal den Uartige? Hva skal den Forvovne? Hva skal den Hidsige? Hva skal den unge?

42Kan Du nevne alt det, som smeden har gjort i dette værelse? —. Men nå også alt det, som snekkeren har gjort? —, Bemærker Du i dette værelse noen ting, som dreieren har gjort? Kan Du nevne meg en eller annen ting her i stuen, som er gjort av en kyndig profesjonist, men som ikke nå er synlig?

Hva heter vel den ting, som ikke må feile i noen stue, der beboes, uaktet den en hel del av året ikke kan brukes? Hva bemerker Du i denne stue, som før har sittet på et dyr? Hva for husgeråd av tre kan ikke godt unnværes i kjøkkenet? hvilke av jern? hvilke av Kobber? Hva behøves der, for å kjøre herfra til neste by?

Hva er der skjedd, innen vår skolestue kom i den stand, hvori den nå er?

Nevn meg alle dele av ditt hode — alle Dine fornødenheter — alt, hva Du behøver i skolen — alle de dyr, hvis kjøtt Du har spist — alle de fugler, Du kjenner fra marken og skogen.

Nevn meg nå noen ville fiirføddede dyr og noen tamme Fuglesorter —. Jeg kan nevne fisker, som leve i havet, og fisker, som leve i Søer og åer —. Jeg kjenner nå forskjellige krydderier, forskjellige jordarter og vet, hvortil de kunne brukes —. Jeg kan nevne de ville dyr, hvis skinn brukes, og dem igjen av disse, hvis kjøtt spises —. Kan Du nevne noen dyr, som leve under jorden?

Nevn meg noen ting, som av naturen have en grønn farge — og noen, som er sorte — og noen, som er hvite —. Nå noen, som er lette — og derpå noen, som er tunge. Hvilke dyr er aldri blåe? Hvilke aldri gule? Hvilke aldri grønne? 43Hvilke aldri brune —. Nevn meg det fjerde bokstav i alfabetet — og det tiende bokstav — nå det syvende tall — den sjette måned i året — den ellevte — en sommermåned — en forårsmåned —. Nevn den måned, hvori Du er født. Nevn noen ting, som bli blödere i vannet —; en ting, som blir större, når den kommer i vann, og en ting, som blir mindre —; noen ting, som synke i vannet, og noen, som svømme ovenpå —. Nevn noe Suurt, noe Södt, noe Bittert.

Hva kalles de enkelte dele av en Arbeidsvogn, av en spinnerokk, av en kniv, av en Pen, av et vindu, av en dør, av en trøye? — Nevn meg noen feil, som Börn gjöre seg skyldige i, og nevn en god Skoledrengs egenskaper.

Hvorledes følge årstidene etter hverandre? —. Om Hösten er luften —, om sommeren er den —; om vinteren blir vannet til —. Hvo, som ikke vil fryse om vinteren, må —.

I vannet leve —, i luften leve —, i jorden bo —, i sumpene leve —. Er fuglene alltid i luften?

Den, som ikke gidder arbeide, men hellere gå ledig, heter et — menneske. Hvo, som ikke er flittig og oppmerksom i skolen, kan intet —, og han blir — sin levetid.

Når der faller mye snø om vinteren, så — man i —; hvorfor kan man ikke bruke hjul? —. Over vannet kan man komme på en —, eller en —, eller i en —, eller i et —, ettersom det er grunt eller dypt, smalt eller bredt.

Alle trær, som bære spiselige frukter, hedde —. En hage, i hvilken mange sådanne trær groe, heter —. Bjørken bærer ingen —, men dens Ved er 44meget —. Egen og hestekastanjen bære riktignok frukter, men disse er ikke —. De trær, som yte oss bygningstømmer og Brænde, er følgende: —, —, —, o. s. v. Store omhuggede trær sauger man fra hinannen, for å få — eller — derav. Bræderne bruker — til å gjøre — og — og — av.

Fjær bruker man til —, nåler til —, en tavle til —, føttene til —, øynene til —, ørene til —, nesen til —, tungen til — og til —, hendene til —, —, —, o. s. v., tennene til —, en pensel til —, en klokke til —, vannet til —, —, —, en stokk til —, —, og hvortil dessuten? Et nett bruker — til —; en flint bruker — til —, og soldaten til —.

Den, som ikke kan høre, kaller man —. Den, som ikke kan se, kaller man —. Den, som ikke kan tale, kaller man —. Den, som ikke kan gå lige, er —. Hvo, som leer eller endogsaa spotter over sådanne ulykkelige mennesker, fortjener —.

Mange dyr gi en lyd fra seg, når de er hungrige eller vrede eller glade. Svinet —, hunden —, fåret —, hesten —, Koen —, Hønen —, musen —, gåsen —, Ræven —. Meget gjerne hører jeg en —s og en —s smukke sang. Spurven kan ikke —, hesten kan kun — og —.

Hvilke håndverkere beskjeftige seg med Træets bearbeidelse? Hvilke folk forarbeide især ullen, og hvilke især linet? Hvis kald er det å våke om natten, for at de andre mennesker kunne sove rolig og trygt? Hvilke folk må alltid arbeide om natten, for at andre kunne nyte godt derav om dagen? Hvilke mennesker have forretninger, hvorved Reenligheden umulig kan bevares? Hvilke håndverkere lide av stank ved deres arbeide?

45Nevn meg noen håndverkere, som forfærdige ting, der tjene til bekvemmelighet, eller til fornøyelse, eller til prakt. Nevn meg de kunstnere, som ved deres kunstverker fryde våre sanser. Hva kalles den kunst, som skaffer oss smukke våningshus?

Hvilke folk må bukke seg ved deres arbeide? —. Hvilke må klavre ved deres arbeide? —. Hvilke må krype eller lade seg hisse opp og ned? —. Hvo arbeider på vannet? —. Hvo i vannet? —. Hvo arbeider nede i jorden? —. Hvo i skogen? —. Hvilke mennesker må bestandig gå, for å fortjene deres brød? —. Hvo må arbeide både med hender og føtter på een gang? —. Hvilke folk må utholde mye Hede ved deres arbeide? — Hvo sterk kulde? — Hvilke mennesker må i deres kallsforretninger nesten bestandig være på reise? — Hvo kan ikke leve uten å utgyte blod? —

46. Det, som ikke kan skje, er umulig. Det er umulig, at et barn i skolen kan lære noe, når det ikke er oppmerksomt og flittig. Det er umulig, at den kan vedbli å være sund og frisk, som spiser og drikker uten måtehold. Det er umulig, at et menneske, som en gang er død, igjen kan vise seg levende. Det er umulig, at en Døv kan fornøye seg over smuk musikk. Hva er umulig for en Blind? Hva er umulig for et lille pattebarn? Hva for en Syg? Hva for dyrene?

Det, som kan skje, er mulig. Det er mulig, å ta feil av veien, når man ikke kjenner den riktig; det er mulig å falle, når man går.

Hva der må og skal skje, det er nødvendig. Det er altså nødvendig, at mennesket nyter sund føde. (Hvorfor?) Det er nødvendig, at den trette arbeider hviler seg og sover. (Hvorfor?) Det er nødvendig, 46at den syke tar medisinen og forholder seg rolig. (Hvorfor?) Er det nødvendig, at ethvert hus har en dør og et tak? —. Er det nødvendig, at alle vogner have fire hjul? —. Er det nødvendig, at alle mennesker må dø? —. Er det nødvendig, at alle Borde er brune? —. Er det nødvendig, at alle blomster engang visne? —. Er det nødvendig, at barn lære noe? —. Er det nødvendig å gi hesten gress og Havre, eller kan man også fodre dem med kjøtt og ben, likesom hunden? —. Er det nødvendig, at barn etterligne alt, hva de ser Voxne gjøre? —. Er det nødvendig, at alle Stole have fire ben? —. Er det nødvendig å tekke huset med strå? —. Er det nødvendig å brenne lys i mørke? —.

47. Alt det, som en ting like godt kan være og ikke være, uten at den opphører å være den ting, som den er, kaller man vilkårlig ved en sådan ting, eller dens tilfeldige og ufornødne egenskaper. Et bord er like godt et bord, om det er firkantet eller rundt, om det har een skuffe eller to skuffer, om det er malt blått eller brunt, eller ikke er malt; det er altså ganske tilfeldige og ufornødne egenskaper, at et bord er firkantet, at det har kun een skuffe og at det er malt blått. Men at bordet har føtter å stå på og en plate, som man kan sette eller legge noe på, det er nødvendige egenskaper; thi ellers var det ikke lenger et bord.

At en hund hyler utenfor et hus og at der kort etter dør et menneske i samme hus, det er noe tilfeldig; thi man har også hørt en hund hyle i et helt døgn før et hus, og dog døde der i år og Dag intet menneske i hele huset. Man har likeledes sett en gårdhund, som ikke ga en lyd fra seg, uaktet der døde fem mennesker i een uke i samme hus.

At En, som setter penger i lotteriet, vinder noe, det er tilfeldig, thi de allerfleste, som sette penger i lotteriet, vinde ingenting og spille kun deres penger.

48. Det, som pleier å skje, er det Sædvanlige; det, som ikke pleier å skje, er det —. Det, som jeg venter og formoder, kaller jeg rimelig eller sannsynlig; men det, som jeg ikke finner rimelig, kaller jeg — eller —. 47Når jeg ikke går hjemme fra i rette tid, så er det rimelig, at jeg vil komme for silde. Når jeg glemmer å gjøre, hva jeg har lovet, så er det sannsynlig, at den blir vred, til hvem jeg ga løftet.

Er det Tilfældige eller det Sædvanlige mest sannsynlig? —. Er det rimelig, at den, som kjører, skal velte? —. Er det sannsynlig, at den, som selger noe, fortjener penger? —. Det er ikke nødvendig, at det Sandsynlige skeer, thi det Modsatte kunne muligvis også skje.

Det Nødvendige er mer enn sannsynlig, thi det er vist. Det er vist, at den, som ikke vil arbeide, ikke fortjener noe; det er vist, at den syke lett kan ha Skade av ikke å høre legens råd; det er vist, at den, som forøder sin formue, til sist blir fattig; det er vist, at den, som ikke gjør det gode, vil bli straffet derfor, enten av mennesker eller av Gud, enten her eller hisset.

49. Der går en mann med Medestang til kanten av en Sø eller en elv. Han kaster snoren ut i vannet og ser bestandig etter det merke, som han har satt på snoren og som nå flyter på vannflaten. Gjør han det ganske for ingen ting? Nei! Han vil oppnå noe derved, han vil se å fange en fisk, og dette er hensikten av hans handling. Der går en annen ned til sjøen, trekker alle kledene av seg og går nøgen ut i vannet. Har han også en hensikt?

Mine foreldre skikke meg i skole. De har derved den hensikt, at jeg skal —. Christian gikk ut på isen, falt og brækkede sin arm. Var det hans hensikt, eller hadde han en annen? —. En mann graver et Hul ved utkanten av en gård eller Have, setter en høy sterk stolpe ned i det, legger et par Steiner omkring den nede i hullet, kaster jorden igjen til og stamper den fast med sine føtter. Ikke langt fra denne stolpe setter han en annen stolpe ned på samme måte o. s. fr. På tvers av disse stolper holder han Bræder, det ene oven over det andre, som han med søm slaaer fast til stolpene. Hva har han vel i sinne å frembringe? —. Det er altså 48hans hensikt å gjøre —. Men hvorfor vil han da igjen gjøre dette? Eller: har han en hensikt dermed?

Jakob ville gjerne ha et smukt modent eple ned av et høyt tre. Han rystet derfor i treet; men eplet ble sittende, thi treet var for tykt, til at Jakob kunne rokke det synderligt. Nå forsøkte han at klavre opp i treet, men det ville heller ikke lykkes, thi han hadde ingen øvelse i å klatre. Men nå hentet han en lang Stang, med hvilken han slo dyktig på den Green, som eplet satt på, og nå falt det ned like i hodet på ham. Jakob søkte altså å oppnå sin hensikt på tre måter. Det, hvormed man søker å oppnå sin hensikt, kalles et middel. Hvor mange midler hadde Jakob anvendt for å oppnå sin hensikt? Hvorledes var de to første midler? Hvorledes det tredje?

50. Hvilken hensikt har den syke, når han tar medisin eller legemidler? Hvorfor altså har medisin også navnet lege-middel? Hvilken hensikt har læreren, når han straffer en forsømmelig eller uartig lærling? —. Hva skal straffen altså være et middel til? —. Hvilken hensikt har den, som øver seg i å skrive? —. Hva anser han altså øvelsen for å være?

Hvilket er det beste middel til å bli mett —, til å bli forstandig —, til å bli god og gudfryktig? Hvilket middel er det beste til å vokte seg for kjedsomhet —, for straff —, og for en ond samvittighet? Hvilket middel brukes for å finne noe —, for å få noe av andre — for å unngå ulykkestilfelle — for å varme seg — for å bevare sine klær — for ikke å miste sin matlyst — for å komme fra ett sted til et annet — for å få høyden av en stue eller lengden av en Ager å vite — for å gjøre seg yndet av folk — for å sette en båt eller et skip i bevegelse?

Hvilke midler anvender bonden for å få sæd til å vokse på sin Ager? Hvilke midler anvender smeden for å frembringe en nøkkel av et stykke jern? Hvilket middel bruker man for å temme en hest, og hvilke til å oppmuntre den? Hvilket middel brukes for å løfte en stor byrde iveiret, for å erfare en Tings tyngde, for å 49melde en Fraværende, hva der skeer her hos oss, for å meddele folk øvrighetens befalinger?

51. Frederik skulle hente en kniv til sin far i kjøkkenet, da det allerede var blitt mørkt. „Ta dog lyset med!“ sa Faderen. Men Frederik mente, at han kunne finne kniven i mørke, da han godt visste hvor den lå, og løp av sted uten lys. Neppe varte det et par øyeblikk, så hørte Faderen ham falle. Hurtig løp nå denne ut med lyset og fant Frederik, som lå på gulvet, men av skamfullhet og ergrelse ikke kunne skrike, uaktet han følte stor smerte; han var nemlig falt over et stykke Brænde og hadde forslått sitt kne og sitt ansikt slemt på skorsteinen. Smertene vedble den hele aften.

Hvorav kom det seg, at Frederik således falt? Ikke sandt! derav, at han var ubesindig og ikke ville følge sin Faders råd? Det, som gjør at noe annet skeer, eller det, hvorav noe oppstår, kaller vi en årsak, og det, som skeer eller fremkommer ved en sådan årsak, kaller vi en virkning. Hva var nå årsaken her og hva var virkningen? —, —. Kommer årsaken eller virkningen først?

Karl ble av sine foreldre sendt i et ærend til sin Moster. Mosteren, som holdt meget av ham, ga ham et stort stykke kake og en del epler hjem med; men Karl kunne ikke avholde seg og spiste underveis både kake og epler rent opp. Den neste natt fikk han heftige Smerter i underlivet. Hva var årsak til hans sykdom og hvorav var hans sykdom en virkning?

Erik hadde rett smukke blomster i sin lille hage, men i et par dager hadde han forglemt å vande dem; da begynte blomstene sterkt at lute med toppen og å henge med bladene. Hva var årsaken hertil? Erik skyndte seg nå om Aftenen å vande de visnende blomster, og neste morgen viste seg de gode virkninger heraf: Blomstene hadde igjen reist seg iveiret, og et par dager etter var de likeså friske som tilforn.

Norsk lesebok.

50Arbeideren er trett og hungrig. Hva er årsaken hertil? —. Tretthet og hunger er altså —. Hvorav er de virkninger? —, Om Morgenen svinner mørket og det blir lyst. Hva er årsaken hertil? Sig meg virkningene av søvnen, av spisningen, av flid, av dovenskap, av kulde, av Hede, av lediggang, av Ild, av kaldt vann, av løgn, av tjenstaktighet, av arbeidsomhet.

En virkning kan også bli til en årsak. Du går ut i skogen. På en gang hører Du et skudd, og da det kommer så uventet, blir Du noe forskrekket. Knallet, Du hørte, var nå en virkning av skuddet, men knallet ble igjen årsaken, til at Du forskrækkedes. Med det samme falt der en hare. Hadde dette samme årsak som Din skrekk?

52. Hesten vrinsket, da Karlen trådte inn i stallen. Hvorfor gjorde den vel det? Uten tvil fordi den håpet, at Karlen ville gi den Foder. Det, hvorfor man gjør noe, eller det, hvorfor noe skeer, eller det, hvorfor noe just er således, som det er, heter grunnen. Grunnen, til at hesten vrinsket, var altså dens Ædelyst eller sult. Men årsaken var Karlens inntredelse.

August, en kjøpmannssønn, gikk en gang om foråret ut på landet med sin far og så underveis, at en mengde krager fulgte like i hælene på en bonde, som gikk og pløyde. Hvorfor mon de krager gjøre det? spurte August forundret. Faderen sa ham da, at kråkene kunne godt lide de Mark, som ligge i jorden. I det at plogen river jorden opp, komme markene frem, og derfor gå kråkene bestandig i sporet. August forundret seg nå ikke lenger over det, som han så, thi han visste nå, hvorfor det skjedde, eller grunnen dertil.

Vi ville kjøre ut, men da det begynte å regne sterkt, måtte vi bli hjemme. Regnen var årsaken, til at vi ble hjemme, men hva var grunnen? Grunnen var den, at vi ikke hadde lyst til å bli gjennombløte.

Jeg vet grunnen, til at Svalen bygger sin rede under taket; jeg kan lett finne grunnen, til at hønsene holdes i gården, og ikke i hagen, til at isen smelter om foråret, til at min far slo meg, da jeg var ulydig. 51Jeg vet, hvorfor enhver bolig må ha en skorstein, enhver Pen en splitt, et vindu sine ruter og en båt sin kjøl, samt hvorfor jeg nå ingen lyst har til å sove.