50

Ved Christian den Syvendes Død 1808 besteg hans Søn Frederik den Sjette, der lige siden 1784 havde taget virksom Andel i Regjeringen, den dansk-norske Throne. En 1807 begyndt Krig med det mægtige Storbrittannien, der havde forenet sig med Sverige, krævede store Anstrengelser og virkede uheldbringende paa Handel og Pengevæsen. I denne Krig blev Norge angrebet af en overlegen svensk Hær, som dog intet udrettede, da Nordmændene under 51deres yndede og kjække Anfører, Prinds Christian August af Augustenborg, overalt dreve Fienden tilbage. Under Krigen afsatte de misfornøiede Svenske 1809 deres Konge den ukloge Gustaf den Fjerde Adolf og valgte i hans Sted hans Farbroder Carl den Trettende. Da denne Fyrste var gammel og barnløs, valgte de til Thronfølger den norske Feltherre Prinds Christian August, der dog allerede nogle Maaneder derefter endte sit Liv ved en pludselig Død (1810).

Norges Stilling blev imidlertid Dag for Dag farligere. En slet Høst 1812 udsatte Landet for en sørgelig Hungersnød. Denne blev saameget mere følelig, som Forbindelsen med Danmark blev vanskeliggjort ved Tabet af den fælles Flaade, hvilken Britterne allerede 1807 havde bortført fra Kjøbenhavn, og ved de fiendtlige Krigsskibe, der hindrede Korntilførselen til Norge. Næringsveienes, især Handelens, Forfald og Pengevæsenets Forværrelse havde ogsaa den skadeligste Virkning paa Landets Velstand. Dertil kom en ny Krig med Sverige. For at faa dette Rige til at tage Parti mod Frankriges mægtige Keiser Napoleon, forpligtede Rusland sig 1812 til ved Underhandling eller Vaabenmagt at forene Norge med Sverige. Ved Napoleons frygtelige Uheld i Rusland, hvor den største Deel af hans vældige Hær samme Aar frøs ihjel, forlangte Kongen af Sverige, understøttet af Rusland, Storbrittannien og Preussen, samt Østerrig, at Frederik den Sjette skulde afstaa Norge. Paa Afslag rykkede den svenske Kronprinds Carl Johan, efter den franske Armees Nederlag paa Leipzigs Marker 1813, ind i Holstein, hvor han i Freden til Kiel den 14de Januar 1814 nødte Frederik den Sjette til at afstaa Norge, der foruden Andet har denne Konge at takke for Oprettelsen af et Universitet (den 2 September 1811). 52Nordmændene vilde imidlertid ikke erkjende denne Afstaaelse, men derimod alene, at Norge var løst fra sin hidtilværende Forbindelse med Danmark og fra dets Forpligtelser til dets hidtilværende Regjering, hvorom Kong Frederik den Sjette den 18de Januar 1814 udstedte et aabent Brev tilligemed en Kundgjørelse i den Anledning. Kong Frederiks hidtilværende Statholder Prinds Christian Frederik erklærede sig desaarsag for midlertidig Regent og sammenkaldte en Rigsforsamling paa Eidsvold. Denne udfærdigede 17de Mai 1814 en Grundlov bygget paa Grundsætningen, Norges Frihed og Uafhængighed under en særskilt constitutionel Konge og valgte tillige nysnævnte danske Prinds til Konge. Sverige og dets mægtige Bundsforvandte vilde imidlertid ei erkjende dette, og da Nordmændene ei godvillig vilde give efter, rykkede en overlegen seiervant svensk Hær ind i Norge under Anførsel af den svenske Kronprinds. Den slet forsynede og desuden slet anførte norske Hær maatte vige, en Overeenskomst blev i Moss sluttet den 14de August 1814, hvorved Christian Frederik forbandt sig til at nedlægge Kongeværdigheden. Et overordentligt Storthing blev sammenkaldt, til hvilket han overleverede sin Afsigelsesakt, inden han vendte tilbage til Danmark. Storthinget besluttede derpaa Norges Forening med Sverige under een fælles Konge, men under Overholdelse af Rigets Selvstændighed. Efterat Grundloven af 17de Mai havde undergaaet de Forandringer, som Foreningen med Sverige og de forandrede Omstændigheder nødvendigen medførte, valgte Storthinget Kong Carl af Sverige til Norges Konge den 4de November 1814.

Opløst var nu saaledes det Baand, som gjennem Aarhundreder havde forenet Norge og Danmark under fælles 53Konger, og en ny Forening var indgaaet paa saa billige Vilkaar, at Nordmændene med glade Forhaabninger kunde see Fremtiden imøde. Ved den af Folk og Fyrste besvorne Grundlov ere begges Rettigheder og Pligter saa tydelig bestemte, at derved sikkres Kongemagtens Eenhed og Kraft og Folkets lovbundne Frihed. Kongen, understøttet af et ansvarligt Statsraad, har den udøvende Magt, Domstolene, blandt hvilke Høiesteret er Rigets øverste Domstol, har den dømmende Magt; og Folket har ved sine valgte Repræsentanter, hvis Forsamling kaldes Storthing, Ret til at give Love, paalægge Skatter, give Fremmede Borgerret o. s. v. Storthinget, som samles hvert tredie Aar, deles i Odelsthinget og Lagthinget. Det første har blandt Andet Ret til at sætte Medlemmerne af Statsraadet, Høiesteret og Storthinget under Tiltale for Krænkelse af deres Kaldspligter. Kongen har desuden Ret til at sanktionere (stadfæste) de af Storthinget besluttede Love og til at benaade. Kun Indfødte have statsborgerlig Stemmeret, og kun Indfødte eller de af Storthinget Naturaliserede kunne blive Embedsmænd. Kronen er arvelig i den kongelige Familie paa Mandssiden. Hvad der i Henseende til Forholdet imellem Norge og Sverige ikke kunde afgjøres ved Grundloven, blev bestemt ved Rigsakten af 6te August 1815.

Norge var, da Carl den Trettende tiltraadte Regjeringen, i en sørgelig Forfatning, udmattet ved Hungersnød, Krig, Handelens Standsning og et slet Pengevæsen. Denne alderstegne Konge døde efter noget over tre Aars Regjering den 5te Februar 1813 og blev fulgt i Regjeringen af sin adopterede Søn Carl Johan, der i en Alder af 54 Aar besteg Skandinaviens Throner i Overeensstemmelse med den i begge Riger gjeldende Arvefølgeorden. Han blev samme Aar kronet i Throndhjems Domkirke. Født i Staden Pau i det sydlige Frankrige den 26de Januar 1764, dannet under den franske 54Revolution til en af sin Tids dueligste Hærførere og meest erfarne Statsmænd, kaaredes Johan (Jean) Baptista Julius Bernadotte, Marskalk af Frankrige og Prinds af Ponte-corvo, 1810 til svensk Thronfølger, hvorefter han antog Navnet: Carl Johan. Ham var det af Forsynet forbeholdt at forene den nordiske Halvøes tvende ved Sprog, Seder og Religion beslægtede, men ved et unaturligt Nationalhad saa længe fiendske Folk. Allerede som Kronprinds havde han taget virksom Deel i Statsbestyrelsen; og han har saavel da, som efterat han blev Konge, med Kraft og Held virket til Rigernes Lykke og Hæder. Denne af Norden saa høit fortjente Konge, hvis Valgsprog var „Folkets Kjerlighed er min Løn,“ endte sit daadrige Liv den 8de Marts 1844. Ham fulgte i Regjeringen hans eneste Søn Oscar I, hvis Valgsprog er: „Ret og Sandhed.“ Han er født 4de Juli 1799 og har med sin Dronning Josephine Maximiliane Eugenia, 4 Sønner og en Datter.

Saaledes har Fædrenelandets vort elskede Norges Skjebne gjennem Aarhundreder været. Dets fremtidige Velstand vil tildeels bero paa, om Videnskaber og Kunster blomstre, Handel, Agerdyrkning og Fædrift fremmes, Fiskerierne befordres, og forbedret Indretning gives hver borgerlig Næringsvei; men især vil Norges Held være afhængigt af Folkets Gudsfrygt, Sedelighed og Oplysning, dets indbyrdes Enighed, dets Lydighed imod Lovene, dets Tarvelighed og Lyst til gavnrig Virksomhed. Kommende Slægter ville bedømme de nu Levende efter det, de have virket for Fædrenelandet, og Historien vil nævne dem med Ros eller Dadel, eftersom de have fortjent.

50

Ved Christian den Syvendes død 1808 besteg hans sønn Frederik den Sjette, der like siden 1784 hadde tatt virksom andel i Regjeringen, den dansk-norske trone. En 1807 begynt Krig med det mektige Storbrittannien, der hadde forenet seg med Sverige, krevde store anstrengelser og virket uhellbringende på handel og Pengevæsen. I denne Krig ble Norge angrepet av en overlegen svensk hær, som dog intet utrettet, da nordmennene under 51deres yndede og kjekke Anfører, Prinds Christian August av Augustenborg, overalt drev fienden tilbake. Under Krigen avsatte de misfornøyde Svenske 1809 deres konge den ukloke Gustaf den Fjerde Adolf og valgte i hans sted hans Farbroder Carl den Trettende. Da denne fyrste var gammel og barnløs, valgte de til tronfølger den norske feltherre Prinds Christian August, der dog allerede noen måneder deretter endte sitt liv ved en plutselig død (1810).

Norges stilling ble imidlertid Dag for dag farligere. En slett høst 1812 utsatte landet for en sørgelig hungersnød. Denne ble saameget mer følelig, som forbindelsen med Danmark ble vanskeliggjort ved tapet av den felles flåte, hvilken Britterne allerede 1807 hadde bortført fra Kjøbenhavn, og ved de fiendtlige krigsskip, der hindret Korntilførselen til Norge. Næringsveienes, især Handelens, forfall og Pengevæsenets Forværrelse hadde også den skadeligste virkning på Landets velstand. Dertil kom en ny Krig med Sverige. For å få dette rike til å ta parti mot Frankriges mektige keiser Napoleon, forpliktet Rusland seg 1812 til ved Underhandling eller våpenmakt å forene Norge med Sverige. Ved Napoleons fryktelige uhell i Rusland, hvor den største del av hans veldige hær samme år frøs ihjel, forlangte Kongen av Sverige, understøttet av Rusland, Storbrittannien og Preussen, samt Østerrig, at Frederik den Sjette skulle avstå Norge. På avslag rykket den svenske Kronprinds Carl Johan, etter den franske Armees nederlag på Leipzigs Marker 1813, inn i Holstein, hvor han i freden til Kiel den 14de januar 1814 nødte Frederik den Sjette til å avstå Norge, der foruten annet har denne konge å takke for opprettelsen av et universitet (den 2 september 1811). 52Nordmennene ville imidlertid ikke erkjenne denne avståelse, men derimot alene, at Norge var løst fra sin hidtilværende forbindelse med Danmark og fra dets forpliktelser til dets hidtilværende regjering, hvorom Kong Frederik den Sjette den 18de januar 1814 utstedte et åpent brev tillikemed en kunngjørelse i den anledning. Kong Frederiks hidtilværende stattholder Prinds Christian Frederik erklærte seg desaarsag for midlertidig Regent og sammenkalte en riksforsamling på Eidsvold. Denne udfærdigede 17de mai 1814 en grunnlov bygget på grunnsetningen, Norges Frihed og uavhengighet under en særskilt konstitusjonell konge og valgte tillike nysnævnte danske Prinds til konge. Sverige og dets mektige Bundsforvandte ville imidlertid ei erkjenne dette, og da nordmennene ei godvillig ville gi etter, rykket en overlegen seiervant svensk hær inn i Norge under anførsel av den svenske Kronprinds. Den slet forsynte og dessuten slet anførte norske hær måtte vike, en overenskomst ble i Moss sluttet den 14de August 1814, hvorved Christian Frederik forbandt seg til å nedlegge kongeverdigheten. Et overordentligt storting ble sammenkalt, til hvilket han overleverte sin Afsigelsesakt, innen han vendte tilbake til Danmark. Storthinget besluttet derpå Norges forening med Sverige under een felles konge, men under overholdelse av Rigets selvstendighet. Etter at grunnloven av 17de mai hadde undergått de forandringer, som foreningen med Sverige og de forandrede omstendigheter nødvendigen medførte, valgte Storthinget Kong Carl av Sverige til Norges konge den 4de november 1814.

Oppløst var nå således det bånd, som gjennom århundrer hadde forenet Norge og Danmark under felles 53konger, og en ny forening var inngått på så billige vilkår, at nordmennene med glade forhåpninger kunne se fremtiden imøte. Ved den av folk og fyrste besvorne grunnlov er begges rettigheter og plikter så tydelig bestemte, at derved sikres kongemaktens enhet og kraft og Folkets lovbundne frihet. Kongen, understøttet av et ansvarlig statsråd, har den utøvende makt, domstolene, blant hvilke høyesterett er Rigets øverste domstol, har den dømmende makt; og folket har ved sine valgte representanter, hvis forsamling kalles storting, rett til å gi Love, pålegge skatter, gi Fremmede borgerrett o. s. v. Storthinget, som samles hvert tredje år, deles i Odelsthinget og lagtinget. Det første har blant annet rett til å sette medlemmene av statsrådet, høyesterett og Storthinget under tiltale for krenkelse av deres kallsplikter. Kongen har dessuten rett til å sanksjonere (stadfeste) de av Storthinget besluttet Love og til å benåde. Kun Indfødte have statsborgerlig stemmerett, og kun Indfødte eller de av Storthinget Naturaliserede kunne bli embetsmenn. Kronen er arvelig i den kongelige familie på mannssiden. Hva der i Henseende til forholdet imellom Norge og Sverige ikke kunne avgjøres ved grunnloven, ble bestemt ved Rigsakten av 6te August 1815.

Norge var, da Carl den Trettende tiltrådte Regjeringen, i en sørgelig forfatning, utmattet ved hungersnød, Krig, Handelens stansing og et slett Pengevæsen. Denne alderstegne konge døde etter noe over tre Aars regjering den 5te februar 1813 og ble fulgt i Regjeringen av sin adopterte sønn Carl Johan, der i en alder av 54 år besteg Skandinaviens troner i overensstemmelse med den i begge riker gjeldende Arvefølgeorden. Han ble samme år kronet i Throndhjems domkirke. Født i staden Pau i det sydlige Frankrige den 26de januar 1764, dannet under den franske 54revolusjon til en av sin Tids dueligste hærførere og mest erfarne statsmenn, kaaredes Johan (Jean) Baptista Julius Bernadotte, marskalk av Frankrige og Prinds av Ponte-corvo, 1810 til svensk tronfølger, hvoretter han antok navnet: Carl Johan. Ham var det av Forsynet forbeholdt å forene den nordiske halvøys tvende ved språk, seder og religion beslektede, men ved et unaturlig nasjonalhat så lenge fiendske folk. Allerede som Kronprinds hadde han tatt virksom del i Statsbestyrelsen; og han har såvel da, som etter at han ble konge, med kraft og held virket til Rigernes lykke og Hæder. Denne av Norden så høyt fortjente konge, hvis Valgsprog var „Folkets kjærlighet er min Løn,“ endte sitt dådrike Liv den 8de mars 1844. Ham fulgte i Regjeringen hans eneste sønn Oscar I, hvis Valgsprog er: „Rett og sannhet.“ Han er født 4de juli 1799 og har med sin dronning Josephine Maximiliane Eugenia, 4 sønner og en datter.

Således har Fædrenelandets vårt elskede Norges skjebne gjennom århundrer vært. Dets fremtidige velstand vil til dels bero på, om vitenskaper og kunster blomstre, handel, Agerdyrkning og fedrift fremmes, fiskeriene befordres, og forbedret innretning gives hver borgerlig næringsvei; men især vil Norges held være avhengig av Folkets gudsfrykt, sedelighet og opplysning, dets innbyrdes enighet, dets lydighet imot lovene, dets tarvelighet og lyst til gavnrig virksomhet. Kommende slekter ville bedømme de nå Levende etter det, de har virket for fedrelandet, og historien vil nevne dem med ros eller Dadel, ettersom de har fortjent.