42

Ved Christian den Femtes Død besteg hans Søn Frederik den Fjerde Thronen. Uagtet han var en brav og sparsommelig Fyrste, havde han dog arvet sine Forfædres uforstandige Krigslyst og Had til Sverige. I Forening med sin Fætter Kong August den Stærke i Polen og Czaren i Rusland Peter den Første søgte han at ydmyge det anseete og frygtede Sverige, som da regjeredes af hans anden Fætter, den unge Carl den Tolvte. Frederik begyndte i Aaret 1700 den saakaldte store nordiske Krig ved at angribe Hertugen af Holstein-Gottorp; men Carl ilede denne sin Svoger til Hjelp ved at angribe den danske Ø Sjelland, og Frederik blev nødt til at slutte en hurtig Fred.

Imedens den krigerske Carl derefter ilede fra Seier til Seier, afsatte August og bragte selv den mægtige Peter til at ønske Fred, nøde Frederiks Lande en lykkelig Ro; 43men da den svenske Hær i Rusland led et uopretteligt Nederlag ved Pultava 1709, og Carl selv flygtede til Tyrkerne, forenede Frederik sig igjen med sine forrige Bundsforvandte. Den fornyede Krig blev ført med Uheld af de Danske, der tvende Gange bleve slagne af den tappre svenske Feltmarskalk Magnus Stenbock, som dog tilsidst maatte overgive sig med sin Hær. Carls Tilbagekomst fra Tyrkiet førte Krigen over paa norsk Grund.

I Marts Maaned 1716 rykkede Carl selv ind i Norge, der var blottet for Soldater, Levnetsmidler ja endog Vaaben. Ved Gaarden Riser i Høland stødte den svenske Fortrop paa 200 norske Dragoner under Anførsel af den forvovne Oberst Ulrik Christian Kruse, der uden at bekymre sig om Fiendens overlegne Antal faldt an, men blev efter de største Tapperheds Prøver tagen til Fange. Carl besatte derpaa Christiania og leirede sig for Akershus, imedens smaa Troppeafdelinger bleve sendte rundt om i Landet. En Aften kom saaledes den svenske Oberst Axel Løven med 800 Dragoner til Nordrehaugs Præstegaard paa Ringerike. Sognepræsten, den lærde Jonas Ramus, laa syg; men hans Hustru Anna Colbjørnsdatter modtog de uventede Gjæster paa det bedste for at undgaa Plyndring. Anna, der var ligesaa klog, som hun var kjek og fædrenelandssindet, gav ei alene 400 norske Dragoner hemmelig Efterretning om, at Fienden var kommen, men lettede siden sine Landsmænds Overfald ved at give Fienden falske Efterretninger og ved at tænde Blus ved Præstegaarden, under det Paaskud at opvarme de forfrosne svenske Soldater. Paa Capitain Sehesteds Raad og med den modige Vagtmester Bondemanden Thore Hovland i Spidsen brøde de Norske op ved Midnat, overraskede, sloge eller adsplittede Fienden. Den følgende Dag, da Anna med en 44Kone af Sognet gik ud for at besee Valpladsen, blev hun pludselig omringet af en Skare Fiender, som igjen havde samlet sig. Anføreren holdt hende Pistolen for Brystet og bød hende i en barsk Tone at bekjende, hvor og hvor stærke de Norske vare. Den anden Kone faldt af Skræk i Afmagt; Anna derimod svarede uforsagt: „tjener Du din Konge for at skyde Kjerringer ihjel? de sætte sig i Orden bag Kirken for at følge Eder paa Veie; hvor mange de ere, veed jeg ikke, jeg har ei talt dem; men det veed jeg, at de ere saa tykke som Sand.“ Med denne Besked gav Fienden sig paa Flugten.

Da Kong Carl manglede det Fornødne til at erobre Akershus, søgte han at overraske Frederikssteen; men da dette ved Besætningens Aarvaagenhed og Mod mislykkedes, angreb han Frederikshald, der ligger tæt under Fæstningen. Allerede i Krigen mod Carl den Tiende Gustaf havde denne Kjøbstad, som da var en Ladeplads, hedte Halden og var ubefæstet, udmærket sig ved sit modige Forsvar, der blev ledet af den fædrenelandssindede og kjekke Peder Normand, en rig Kjøbmand paa Stedet. Frederikshalds Indvaanere vanslægtede ei heller denne Gang fra deres brave Fædre. Paa Opfordring af Hans og Peder Colbjørnsen, den omtalte Annas Brødre, tændte Frederikshalds egne Borgere deres By i Brand, for at Carl her ei skulde finde et Værn til at beskyde Fæstningen. Da den norske Søhelt Peter Tordenskjold kort efter i Dynekilen ødelagde den Flaade, som skulde bringe den svenske Hær Krigsfornødenheder, nødtes Carl til at ophæve Beleiringen og igjen forlade Norge.

Carl den Tolvte var imidlertid ei vant til at opgive en engang fattet Plan. I September 1718 lod han General Armfelt med 8 til 10,000 Mand rykke ind i det 45Nordenfjeldske, hvor Throndhjem blev angrebet, imedens han selv med en vel udrustet Hær rykkede mod Frederikssteen. Fortet Gyldenløve blev taget af Carl selv med Storm, og de Svenskes Løbegrave vare kun 250 Skridt fra Fæstningen, da denne Helt blev skudt i Løbegravene den 11 December 1718. Kort efter forlod den svenske Hær Norge; men en stor Deel af den nordenfjelds indrykkede Afdeling frøs ihjel paa Tydalsfjeldene i Januar 1719. Denne langvarige Krig endtes ved en Fred, som Carls Søster Dronning Ulrica Eleonora sluttede paa Frederiksborg Slot i Sjelland 1720.

Kong Frederik den Fjerde holdt god Orden i Henseende til Finantserne; og hvad de havde lidt ved Krigen og andre Uheld, vidste han at rette paa, dog ikke altid ved de tjenligste Midler f. Ex. ved at afhænde de norske Kirker. Iblandt Finlapperne søgte han at fremme christelig Kundskab. Han døde efter 31 Aars Regjering 1730.

Under denne Konge gjorde Islænderen Thormod Torfesen, der boede paa Karmøen, sig høit fortjent ved den ældre norske Histories Bearbeidelse. Han døde 1719. Iblandt de udmærkede Nordmænd, der levede i Frederik den Fjerdes Tid, fortjene iøvrigt at erindres:

1) Hans Egede. Han var Præst i Vaagen i Nordlandene, men nedlagde sit Embede for at forkynde Evangeliet i det fjerne Grønland. Dette Land, som af Leif Eiriksson blev christnet paa Olaf Tryggvasons Opfordring, var siden den sorte Død ei besøgt. Med mønsterværdig Udholdenhed overvandt Egede alle de Vanskeligheder, som mødte ham, inden han fik et Skib udrustet, der fra Bergen førte ham med Hustru Gertrud Rasch og Børn til Grønland. Her traf han imidlertid ikke, som han havde ønsket og haabet, Afkom af de Nordmænd, som havde bebygget 46Grønland, men derimod de fattige og uvidende Grønlændere, som nedstammede fra det amerikanske Folk, der efter Sagnet havde udryddet den sidste svage Rest af den norske Befolkning. I samfulde femten Aar kjæmpede denne ædle, virksomme og gudfrygtige Mand med utallige Vanskeligheder. Da han blev gammel og svag, reiste han til Danmark, hvor han 1758 døde 70 Aar gammel, men havde i sin Søn Povel Egede en værdig Eftermand.

2) Peder Tordenskjold. Denne berømte Søhelt er født i Throndhjem 1691, hvor hans Fader var Raadmand. Han hedte egentlig Peder Wessel og blev af sin Fader bestemt til at studere; men da han røbede en afgjort Ulyst derfor, satte Faderen ham i Lære hos en Skrædder. Da Naalen imidlertid ei behagede den viltre Dreng, løb han af Lære og gik tilsøs, hvor han snart udmærkede sig saaledes ved sin Aandsnærværelse og sit uforfærdede Mod, at han i elleve Aar steg fra Cadet til Viceadmiral, blev adlet under Navnet Tordenskjold og var en Skræk for de svenske Kyster. Ved den svenske Transportflaades Tilintetgjørelse i Dynekilen, ved Erobringen af Marstrand og ved mange andre Leiligheder aflagde han glimrende Prøver paa sit Mod og sin Klogskab. Ved en Landgang paa den svenske Kyst blev han engang omringet af nogle fiendtlige Dragoner; en af dem rakte allerede Haanden ud for at modtage hans Kaarde; „denne Gang ikke,“ raabte Tordenskjold, hug ham over Haanden, sprang i Søen og svømmede ud til sit Skib. En anden Gang, da han paa et lidet Krigsfartøi vilde begive sig til Danmark, stødte han uformodet paa et fiendtligt Krigsskib, hvis Anfører bød ham strax at overgive sig. Uagtet hans Modstander havde atten og han selv kun to smaa Kanoner, indlod han sig dog i Kamp og tvang den mange Gange 47overlegne Fiende til at fly, efterat den fiendtlige Capitain var segnet for hans aldrig feilende Rifle. Under Slaget begyndte han at mangle Skraa; men Tordenskjold var ei raadvild. Han lod hugge sine Tintallerkener istykker og lagde dem for Kanonerne. Efterat Freden var sluttet, gjorde han en udenlandsk Reise, men endte allerede i Hannover sit daadrige Liv, da han blev dræbt i Tvekamp af en Oberst Stahl 1720. Tordenskjold var ei alene en tapper Helt, men og en menneskekjerlig, brav og ærlig Mand. Han forbandt med ualmindelig Styrke stor Behændighed. Med en Pistolkugle kunde han paa temmelig Afstand træffe Esset paa et Kort og snyde et brændende Lys uden at slukke det.

42

Ved Christian den Femtes død besteg hans sønn Frederik den Fjerde tronen. Uaktet han var en brav og sparsommelig fyrste, hadde han dog arvet sine forfedres uforstandige Krigslyst og hat til Sverige. I forening med sin fetter Kong August den Stærke i Polen og tsaren i Rusland Peter den Første søkte han å ydmyke det anseete og fryktede Sverige, som da regjeredes av hans annen fetter, den unge Carl den Tolvte. Frederik begynte i Aaret 1700 den såkalte store nordiske Krig ved å angripe hertugen av Holstein-Gottorp; men Carl ilede denne sin svoger til hjelp ved å angripe den danske Ø Sjelland, og Frederik ble nødt til å slutte en hurtig fred.

Imens den krigerske Carl deretter ilede fra seier til seier, avsatte August og brakte selv den mektige Peter til å ønske fred, nøde Frederiks Lande en lykkelig ro; 43men da den svenske hær i Rusland led et uopprettelig nederlag ved Pultava 1709, og Carl selv flyktet til tyrkerne, forente Frederik seg igjen med sine forrige Bundsforvandte. Den fornyede Krig ble ført med uhell av de Danske, der tvende ganger ble slagne av den tappre svenske feltmarskalk Magnus Stenbock, som dog til sist måtte overgi seg med sin hær. Carls Tilbagekomst fra Tyrkiet førte Krigen over på norsk grunn.

I mars måned 1716 rykket Carl selv inn i Norge, der var blottet for soldater, Levnetsmidler ja endog våpen. Ved gården Riser i Høland støtte den svenske fortropp på 200 norske Dragoner under anførsel av den forvovne oberst Ulrik Christian Kruse, der uten å bekymre seg om Fiendens overlegne antall falt an, men ble etter de største tapperhets prøver tatt til fange. Carl besatte derpå Christiania og leirede seg for Akershus, imens små troppeavdelinger ble sendte rundt om i landet. En aften kom således den svenske oberst Axel Løven med 800 Dragoner til Nordrehaugs prestegård på Ringerike. Sognepresten, den lærde Jonas Ramus, lå syk; men hans hustru Anna Colbjørnsdatter mottok de uventede gjester på det beste for å unngå plyndring. Anna, der var likeså klok, som hun var kjekk og fedrelandssinnet, ga ei alene 400 norske Dragoner hemmelig etterretning om, at fienden var kommet, men lettede siden sine landsmenns overfall ved å gi fienden falske etterretninger og ved å tenne bluss ved prestegården, under det påskudd å oppvarme de forfrosne svenske soldater. På kaptein Sehesteds råd og med den modige vaktmester bondemannen Thore Hovland i Spidsen brøde de Norske opp ved midnatt, overraskede, slo eller adsplittet fienden. Den følgende Dag, da Anna med en 44kone av sognet gikk ut for at besee valplassen, ble hun plutselig omringet av en Skare Fiender, som igjen hadde samlet seg. Anføreren holdt henne pistolen for brystet og bød henne i en barsk Tone å bekjenne, hvor og hvor sterke de Norske vare. Den annen kone falt av skrekk i avmakt; Anna derimot svarte uforsagt: „tjener Du din konge for at skyde kjerringer ihjel? de sette seg i orden bak kirken for å følge Eder på Veie; hvor mange de er, vet jeg ikke, jeg har ei talt dem; men det vet jeg, at de er så tykke som Sand.“ Med denne Besked ga fienden seg på flukten.

Da Kong Carl manglet det Fornødne til å erobre Akershus, søkte han å overraske Frederikssteen; men da dette ved besetningens årvåkenhet og mot mislyktes, angrep han Frederikshald, der ligger tett under festningen. Allerede i Krigen mot Carl den tiende Gustaf hadde denne kjøpstad, som da var en Ladeplads, hette Halden og var ubefestet, utmerket seg ved sitt modige forsvar, der ble ledet av den fædrenelandssindede og kjekke Peder Normand, en rik kjøpmann på stedet. Frederikshalds innvånere vanslektet ei heller denne gang fra deres brave fedre. På oppfordring av Hans og Peder Colbjørnsen, den omtalte Annas brødre, tente Frederikshalds egne borgere deres by i Brand, for at Carl her ei skulle finne et vern til å beskyte festningen. Da den norske Søhelt Peter Tordenskjold kort etter i Dynekilen ødela den flåte, som skulle bringe den svenske hær Krigsfornødenheder, nødtes Carl til å oppheve beleiringen og igjen forlate Norge.

Carl den Tolvte var imidlertid ei vant til å oppgi en engang fattet plan. I september 1718 lot han general Armfelt med 8 til 10,000 mann rykke inn i det 45Nordenfjeldske, hvor Throndhjem ble angrepet, imens han selv med en vel utrustet hær rykket mot Frederikssteen. Fortet Gyldenløve ble tatt av Carl selv med Storm, og de Svenskes løpegraver var kun 250 skritt fra festningen, da denne helt ble skudt i løpegravene den 11 desember 1718. Kort etter forlot den svenske hær Norge; men en stor del av den nordenfjells indrykkede avdeling frøs ihjel på Tydalsfjeldene i januar 1719. Denne langvarige Krig endtes ved en fred, som Carls søster dronning Ulrica Eleonora sluttet på Frederiksborg slott i Sjelland 1720.

Kong Frederik den Fjerde holdt god orden i Henseende til finansene; og hva de hadde lidt ved Krigen og andre uhell, visste han å rette på, dog ikke alltid ved de tjenligste midler f. Ex. ved å avhende de norske kirker. Iblant Finlapperne søkte han å fremme kristelig kunnskap. Han døde etter 31 Aars regjering 1730.

Under denne konge gjorde islenderen Thormod Torfesen, der bodde på Karmøen, sig høyt fortjent ved den eldre norske Histories bearbeidelse. Han døde 1719. Iblant de utmerkede nordmenn, der levde i Frederik den Fjerdes tid, fortjene i øvrig å erindres:

1) Hans Egede. Han var prest i Vaagen i Nordlandene, men nedla sitt embete for å forkynne evangeliet i det fjerne Grønland. Dette land, som av Leif Eiriksson ble kristnet på Olaf Tryggvasons Opfordring, var siden den sorte død ei besøkt. Med mønsterverdig utholdenhet overvant Egede alle de vanskeligheter, som møtte ham, innen han fikk et skip utrustet, der fra Bergen førte ham med hustru Gertrud Rasch og barn til Grønland. Her traff han imidlertid ikke, som han hadde ønsket og håpet, avkom av de nordmenn, som hadde bebygd 46Grønland, men derimot de fattige og uvitende grønlendere, som nedstammet fra det amerikanske folk, der etter sagnet hadde utryddet den siste svage rest av den norske befolkning. I samfulle femten år kjempet denne edle, virksomme og gudfryktige mann med utallige vanskeligheter. Da han ble gammel og svak, reiste han til Danmark, hvor han 1758 døde 70 år gammel, men hadde i sin sønn Povel Egede en verdig Eftermand.

2) Peder Tordenskjold. Denne berømte Søhelt er født i Throndhjem 1691, hvor hans far var rådmann. Han hette egentlig Peder Wessel og ble av sin far bestemt til å studere; men da han røpet en avgjort ulyst derfor, satte Faderen ham i lære hos en skredder. Da nålen imidlertid ei behagede den viltre dreng, løp han av lære og gikk til sjøs, hvor han snart utmerket seg således ved sin åndsnærværelse og sitt uforferdede mot, at han i elleve år steg fra kadett til viseadmiral, ble adlet under navnet Tordenskjold og var en skrekk for de svenske Kyster. Ved den svenske Transportflaades tilintetgjørelse i Dynekilen, ved erobringen av Marstrand og ved mange andre leiligheter avla han glimrende prøver på sitt mot og sin klokskap. Ved en landgang på den svenske kyst ble han engang omringet av noen fiendtlige Dragoner; en av dem rakte allerede hånden ut for å motta hans kårde; „denne gang ikke,“ ropte Tordenskjold, hug ham over hånden, sprang i sjøen og svømte ut til sitt skip. En annen gang, da han på et lite krigsfartøy ville begi seg til Danmark, støtte han uformodet på et fiendtlig krigsskip, hvis Anfører bød ham straks å overgi seg. Uaktet hans motstander hadde atten og han selv kun to små kanoner, innlot han seg dog i kamp og tvang den mange ganger 47overlegne fiende til å fly, etter at den fiendtlige kaptein var segnet for hans aldri feilende rifle. Under slaget begynte han å mangle skrå; men Tordenskjold var ei rådvill. Han lot hugge sine tinntallerkener i stykker og la dem for kanonene. Etter at freden var sluttet, gjorde han en utenlandsk reise, men endte allerede i Hannover sitt dådrike Liv, da han ble drept i tvekamp av en oberst Stahl 1720. Tordenskjold var ei alene en tapper helt, men og en menneskekjærlig, brav og ærlig mann. Han forbandt med ualminnelig styrke stor behendighet. Med en pistolkule kunne han på temmelig avstand treffe Esset på et kort og snyte et brennende lys uten å slukke det.