515

Al Skabningen sukker tilsammen i Smerte, —Hvi stunder og higer og længes dens Hjerte?

Forkrænkeligheden med Trældom den trykker;Den higer at bryde sin Lænke i Stykker.

Forbandelsens Ord efter MenneskefaldetVidt hen gjennem hele Naturen har gjaldet.

Det lød over Jorden: til Dyret i Skoven,Til Træet, til Fuglen, til Fisken i Voven.

Se, derfra er Suset i Skovtoppens Krone,Hint dæmpede Suk, hin Forlængselens Tone.516Se, derfra den Blanding af Sorg og af Glæde,Der strømmer til Øret fra Smaafugles Kvæde.

Og kunde blot Stenen i Fjeld-Uren tale,Den skulde den samme Forlængsel os male, —

Forlængselen efter den nyskabte Morgen,Da alt eier Liv, uden Synden og Sorgen;

Forlængselen efter den Dag, der skal lueMed Evigheds Glans over laveste Tue;

Den Dag, da vor Herre skal løse det bundneOg reise det faldne og sunkne og svundne, —

Da Ulven og Lammet skal græsse tilhobeOg fredelig drikke af Livsvandets Draabe, —

Da Gudsbørn skal stande med Palmer i Hænde,Med Sange og Jubel, der aldrig faar Ende.

Nu ligger din Fugl der med magtesløs Vinge —Da skal den i Palmernes Toppe sig svinge.

Nu lukt er dens Øie, det blinkende, dunkle —Da skal det som Stjernen paa Nathimlen funkle.

Nu Fjæren den gule maa smuldre i Jorden —Da er den som Morgenens Guldsky vel vorden.

Nu bær den et Blodstænk let henover Brystet —Et morgenrødt Drys er da over den rystet.

Nu tier dens Strube, den eier ei Sange —Da fløiter den Toner saa søde, saa lange.

Du kjære! kanske vil den atter dig kjendeOg sidde paa Palmen, du bærer i Hænde;

Og synge dig Tak, for du kjærlig den maded,Og mest for den Graad, hvormed sidst du den baded.

Kan hænde! Thi hvem kan vel ane, hvem sige,Hvad times os skal i Guds Herligheds Rige?

Jørgen Moe.

515

All skapningen sukker tilsammen i smerte, —Hvi stunder og higer og lenges dens hjerte?

Forkrænkeligheden med trelldom den trykker;Den higer å bryte sin lenke i stykker.

Forbandelsens ord etter menneskefalletVidt hen gjennom hele naturen har gjallet.

Det lød over jorden: til dyret i skogen,Til Træet, til fuglen, til fisken i Voven.

Se, derfra er suset i Skovtoppens krone,Hint dempede sukk, hin forlengselens Tone.516Se, derfra den blanding av sorg og av glede,Der strømmer til øret fra Smaafugles kvede.

Og kunne blot steinen i Fjell-Uren tale,Den skulle den samme Forlængsel oss male, —

Forlængselen etter den nyskapte morgen,Da alt eier Liv, uten synden og sorgen;

Forlængselen etter den dag, der skal lueMed evighets glans over laveste tue;

Den Dag, da vår Herre skal løse det bundneOg reise det falne og sunkne og svundne, —

Da Ulven og lammet skal gresse tilhobeOg fredelig drikke av Livsvandets dråpe, —

Da Gudsbørn skal stande med Palmer i Hænde,Med sanger og jubel, der aldri får ende.

Nå ligger din fugl der med maktesløs Vinge —Da skal den i palmenes Toppe seg svinge.

Nå lukt er dens Øye, det blinkende, dunkle —Da skal det som stjernen på Nathimlen funkle.

Nå fjæren den gule må smuldre i jorden —Da er den som Morgenens gullsky vel vorden.

Nå bær den et blodstenk lett henover brystet —Et morgenrødt Drys er da over den rystet.

Nå tier dens strupe, den eier ei sanger —Da fløyter den toner så søte, så lange.

Du kjære! kanskje vil den atter deg kjenneOg sitte på palmen, du bærer i Hænde;

Og synge deg takk, for du kjærlig den matet,Og mest for den gråt, hvormed sist du den badet.

Kan hænde! Thi hvem kan vel ane, hvem si,Hva times oss skal i Guds Herligheds rike?

Jørgen Moe.