511

Sankt Olav drog op ad den rivende FlodOg kasted sit Anker og satte sin Fod,Hvor Sarpen i Dalene falder:„Her vil vi reise ved Elven en BorgTil Ære for ham, som tog Verdeners Sorg,Til Ly for den seneste Alder.“

De Bjelker alt lægges, de Taarne opstaar,De Klokker til Ottesang blidelig gaarI Sarpsborg i Norriges Rige.Kong Olav udbreder sin signende Favn:„For Norriges Ære du vorde en Havn!Med den skal du synke og stige.“

Og gjennem de vældige Tider den steg,Dens gyldene Spir over Hildurs LegSaa blankt paa de kjæmpendes Skjolde.De fromme Munke i Kirkerne sang,De Ridderes Sporer i Borggaarden klang,Og Barnet sov trygt inden Volde.

Men endelig fyldte sig Skjæbnens Dom,Og Dorskhed over den sterke komOg Skjendsel over den brave;Sankt Olav vendte sit Aasyn bort,Og Natten lagde sig tung og sortPaa Norges drømmende Grave.

Og Sarpsborg sørged ved Glommens Bred —Da Frihedens Banner var sunket ned,Da vilde den længer ei leve.Den svandt af Jorden. Og hvor den stod,Ei mindste Levning sig finde lodFra alle de Slegter gjæve.

Thi Norge eier ingen Ruin,Ei smuldrende Taarne som hist ved RhinOm Oldtids Bedrifter tale.Dog glemmes de ikke. De hviler i Luft,De aander fra Gravens hjemlige DuftOg i de vemodige Dale.

Men Sarpsborg blev ikke heller glemt:Thi Fossen havde sin Harpe stemtOg sang i de lange NætterOm Livet, som fordum sig rørte her,Om Haabet, som drømmer om Morgenens Skjær,Om Savnet, som aldrig forgjetter.

512Og Krist være lovet! den Morgen opstod,Dens Ottesang klinger nu fuld og godFra Friheds herlige Psalter; —Lad nu Sankt Olav paa Landet se ned;Vi have ei nødig at rødme derved —Vi have gjenreist hans Alter.

Og Bjelkerne lægges, og Taarne opstaa,Og Klokkerne atter skal blidelig gaaI Sarpsborg ved Bredden af Glommen.Sankt Olavs Stad! vær du os et Pant!Thi Norges Ære med dig sig forbandt —Med den er du svunden og kommen!

A. Munch.

511

Sankt Olav drog opp ad den rivende FlodOg kastet sitt Anker og satte sin fot,Hvor Sarpen i dalene faller:„Her vil vi reise ved elven en BorgTil Ære for ham, som tok Verdeners sorg,Til Ly for den seneste alder.“

De bjelker alt legges, de tårn oppstår,De klokker til ottesang blidelig gårI Sarpsborg i Norriges rike.Kong Olav utbrer sin signende favn:„For Norriges ære du vorde en havn!Med den skal du synke og stige.“

Og gjennom de veldige tider den steg,Dens gyldene Spir over Hildurs LegSå blankt på de kjæmpendes skjold.De fromme munker i kirkene sang,De Ridderes sporer i borggården klang,Og Barnet sov trygt innen Volde.

Men endelig fylte seg skjebnens dom,Og Dorskhed over den sterke komOg Skjendsel over den brave;Sankt Olav vendte sitt åsyn bort,Og Natten la seg tung og sortPå Norges drømmende Grave.

Og Sarpsborg sørget ved Glommens bred —Da Frihedens banner var sunket ned,Da ville den lenger ei leve.Den svant av jorden. Og hvor den stod,Ei minste levning seg finne lotFra alle de slekter gjeve.

Thi Norge eier ingen ruin,Ei smuldrende tårn som hist ved RhinOm Oldtids bedrifter tale.Dog glemmes de ikke. De hviler i luft,De ånder fra Gravens hjemlige duftOg i de vemodige daler.

Men Sarpsborg ble ikke heller glemt:Thi fossen hadde sin harpe stemtOg sang i de lange netterOm livet, som fordum seg rørte her,Om håpet, som drømmer om Morgenens Skjær,Om savnet, som aldri forgjetter.

512Og Krist være lovet! den morgen opstod,Dens ottesang klinger nå full og godFra Friheds herlige Psalter; —Lad nå Sankt Olav på landet se ned;Vi har ei nødig å rødme derved —Vi har gjenreist hans alter.

Og Bjelkerne legges, og tårn oppstå,Og Klokkerne atter skal blidelig gårI Sarpsborg ved bredden av Glommen.Sankt Olavs stad! vær du oss et pant!Thi Norges ære med deg seg forbandt —Med den er du svunnen og kommet!

A. Munch.