506

Saasnart Kong Valdemar havde samlet Hæren, lod han den rolig opstille i Slagorden udenfor Leiren, og — uden at bekymre sig om Fiendens udæskende Haanskrig og sterke Fremrykken med deres umaadelige, stedse voxende Vrimmel — bød han Hæren knæle og istemme den sedvanlige Ottesang.

Kongen steg selv af sin Hest og knælede med Erkebispen og Bisp Peder i Spidsen for Hæren. De dybe Salmetoner rungede mægtig og høitidelig mod den rødmende Morgenhimmel, og Hedninghærenes vilde, hylende Skrig forstummede.

I dette Øieblik stod Solen op.

„Nu i Guds og alle helliges Navn, frem!“ raabte Kongen og svang sig paa sin hvide, pansrede Stridshingst; og nu begyndte det store, merkelige Volmar-Slag, som for en stor Del afgjorde Estlands Skjæbne.

Efter Valdemar kan Slaget med Rette bære dette Navn, skjønt det ikke stod ved Staden Volmar, som nogle har ment. Ikke langt fra Lyndanisse og det senere byggede Reval betegner endnu de mange Høie bag det store, saakaldte Strandbjerg den merkelige Valplads.

507Hedningernes Styrke var overlegen, og den gamle Westhard anførte dem med udmerket Klogskab og Sindighed. Hvor den røde Hane blinkede paa hans Stridshue, maatte ofte de danske vige; men da Kongen merkede det, rykkede han selv med Hærens Hovedstyrke mod dette Punkt, medens Grev Albert kastede de tapre russiske Hjelpetropper tilbage, og Grev Otto med de lette Ryttere havde fuldt op at skaffe med at holde den unge, dristige Kyriawan Stangen.

Kampen fortsattes med stor Tapperhed og Udholdenhed fra begge Sider til over Middag; men nu begyndte de danske at udmattes; Fienden derimod forsterkede sig idelig med friske Krigere, og deres Mængde var saa stor, at hvormange der end faldt, syntes de dog stedse talrigere. Nu indtraf der en Begivenhed, som syntes ganske at skulle bringe Seiren paa Hedningernes Side. Den kjække Kyriawan havde seet, at hvor Hærens Hovedbanner vaiede, stred de danske med den største Orden og Sikkerhed. Paa Banneret var af Dronning Dagmars fromme Haand Kongens Vaaben, de tre sølvblaa Løver og de fire og tyve gyldne Hjerter, afbildet; det var plantet paa en Høi, hvorfra det kunde sees af hele Hæren. Nærmest ved det stred Grev Otto blandt Jyderne og de raske Friser med Svend Starke og Broder Gamling i Spidsen. Ved en snild Vending vidste Kyriawan at lokke den hidsige Otto og de to frisiske Kjæmper med deres Ryttere bort fra Høien; og medens Kyriawan lod sine Ester fly for dem, for han selv med en liden udvalgt Flok Ryttere op paa Høien fra den modsatte Side og erobrede Banneret med en fast utrolig Hurtighed og Raskhed.

Da de danske nu ikke længer saa det store, kongelige Banner vaie, blev de som lynslagne af Forfærdelse, og der opstod en saadan Forvirring i Hæren, at selv Kongen og Grev Albert tabte Haabet og ansaa Slaget allerede for tabt.

Men nu raabte Bisp Peder med høi Røst: „Ser mod Himlen, Kristne! og forsager ikke! — ser I Tegnet fraoven?“

Krigerne standsede og saa mod Himlen, og i Stormen hvirvlede et stort rødt Banner med et hvidt Kors over deres Hoveder.

„Jo høiere det løftes, jo nærmere er Seiren!“ — lød, som gjennem en uhyre Raaber, en sterk og mægtig Røst, 508som ingen merkede, hvorfra kom, men som mange troede kom fra Himlen.

„Se! det er vor himmelske Konges Banner!“ — raabte Bisp Peder — „kun ved det kan vi seire; men falder det i Fiendehaand, maa vi visselig forgaa!“

„Et Vidunder! et Vidunder!“ — raabte alle forbausede, medens Banneret fløi høit over deres Hoveder og bares af Stormen hen imod Hedningernes Hær, uden at nogen kunde naa det og gribe det.

„Frem! frem!“ — raabte Bispen — „redder det himmelske Banner!“ — og med en Iver og Kraft, som kun et guddommeligt Underverk syntes at kunne indgive, styrtede de opflammede Krigere fremad.

Idet Banneret saaledes hvirvlede hen over begge Hære, stod Absalon Bælg og Karl af Rise afvæbnede paa en Høi, der var omringet af estniske Fodfolk, og hvor de blandt en Hob andre kristne Fanger blev bevogtede for strax efter Slaget og Seiren at ofres til Afguderne. De var begge modfaldne. Absalon Bælg forbandede Karls taabelige Mod, som var Skyld i deres Ulykke; men Karl hørte det ikke — han knælede og bad. Han og Absalon Bælg var de eneste af Fangerne, som ikke var bundne; thi den kjække Kyriawan havde af Agtelse for deres Tapperhed ladet dem befri fra Baandene den sidste Dag, de kunde vente at leve.

Da Karl nu med inderlig Bøn for Kongen og sine Landsmænd opløftede sine Øine mod Himlen, saa han det glinsende Korsbanner over sit Hoved. „Tegnet! Tegnet! — Frelse fra Himlen!“ — raabte han som afsindig af Glæde og sprang op. Banneret dalede paa Toppen af Høien; han greb det og svingede det begeistret over sit Hoved.

Solen skinnede paa det hvide Kors, og Karl af Rises høie Skikkelse var kjendelig for alle danske paa den himmelblaa, glinsende Rustning. Hjelmen var falden af hans Hoved; hans lange, gule Lokker flagrede i Stormen om hans Skuldre, og som han saaledes stod, lignede han Engelen Michaels Billede, som han undertiden forestilles med Seiersbanneret i Haanden og med de nedstyrtede Dæmoner under sine Fødder.

509Ved Høiens Fod var Kamp og Tummel. „Ser! ser!“ — raabte Bisp Peder — „det himmelske Banner er i kristne Hænder midt blandt Fiender!“ Med Svend Starke og Broder Gamling ved Siden hug Grev Otto allerede ind paa de estniske Fodfolk, som bevogtede Høien, og inden disse kunde forhindre sin Fanges dristige Foretagende, laa de knuste under Hestehoven, og de danske Ryttere omringede Høien.

Otto havde strax kjendt Karl af Rise i den skjønne, dristige Fanefører. Han sendte øieblikkelig ham og hans Staldbrødre Vaaben og Heste, medens han selv vedblev at adsprede Fienden. Nu for Karl paa en høi, hvid Hest med det hellige Banner opløftet i begge Hænder hen til det Sted, hvor Kongen og Grev Albert trængtes haardest. Absalon Bælg slog mandelig ved Karls Side, og en ung, rask Svend ved Navn Uffo med 34 kjække Væbnere ledsagede ham. Alles Øine var henvendte paa det vidunderlige Korsbanner, og hvor det vaiede ved Kongens Side, maatte Fienderne fly.

Imidlertid stod Erkebisp Andreas, omringet af sine Bisper og Klerke, paa Toppen af det saakaldte Strandbjerg, hvor en Mængde Blider og store Krigsmaskiner var opstillede; derfra kunde han overse begge Hæres Bevægelser, og derfra sendte han ofte Kongen vigtige Raad og Vink under Slaget. Med inderlig Bevægelse saa han den store Fare, hvori han med sit fromme og velmente Raad, som den ivrigste Opmuntrer til dette Korstog, havde styrtet Kongen og sine Landsmænd. Da han saa Kyriawan borttage det kongelige Banner, sendte han ufortøvet et Ilbud til Kongen med et vigtigt Budskab og lod strax sætte alle Krigsmaskiner i Bevægelse; men Blidernes Kraft var for svag til at naa Fienden, som nu endogsaa havde afskaaret ham al Forbindelse med Kongen og Hæren. Han saa Fiendens store Overmagt og bad knælende med brændende Andagt og hede Taarer, idet han opløftede sine Hænder mod Himlen.

Længe laa han i denne Stilling, og nu hørte han det glade Udraab blandt sine Klerker: „De danske seirer! Fienden viger!“

510Han priste Gud og blev ved at bede; men da han tilsidst af Mathed lod de oprakte Hænder synke, hørte han Klerkerne raabe: „Ve! de danske viger.“ Da blev den gamle Andreas pludselig helt underlig tilmode; han erindrede sig, hvorledes Moses ved sin mægtige Bøn havde nedbedet Seiren fra Himlen. „Store, forbarmende Gud!“ — udbrød han — „vilde du høre mine brændende Bønner og give dine Kjæmper Seier for dit Navns Æres Skyld, da maatte jeg vel anraabe dig til mit sidste Aandedrag!“ Og han udstrakte atter de bævende Hænder mod Himlen.

„Fienden flygter! — Kongen seirer!“ — raabte nu Bisperne og Klerkerne forbausede; og da samme besynderlige Sammentræf endnu en Gang indtraf, og de danske veg, idet den udmattede Erkebisp atter lod Armene synke — da ilede Bisperne og Klerkerne til og understøttede knælende den fromme Erkebisps Hænder. Saaledes vedblev de nu at understøtte ham i Bøn og Paakaldelse, saalænge Slaget stod, til endelig ved Solens Nedgang den hele estniske Hær tog Flugten over de mange tusende Lig og forfulgtes med Seiersraab af de danske.

„Lovet være den almægtige!“ — sagde nu Erkebispen og vilde reise sig, men faldt bleg og udmattet tilbage i Bispernes og Klerkernes Arme. Dog, da nu Kongen og alle Hærførerne med glade Seiersraab forsamlede sig om ham, reiste han sig atter med Styrke og begyndte et høitideligt „Te Deum,“ som Kongen og hele Hæren med Glæde og Andagt istemte, medens Karl af Rise svang den vidunderlige Korsfane over Kongens Hoved.

Den besynderlige Begivenhed med denne Korsfane, der siden under det berømte Navn Danebrog bevaredes som en Helligdom i Slesvigs Domkirke, forklaredes vel af nogle paa en naturlig Maade, og Fanen ansaaes siden af mange for et af Paven hidsendt Kruciat*); men Sagnet om dens Nedfalden fra Himlen bevarede sig dog hos Folket til de sildigste Tider og gav dette National-Palladium en saadan Ærværdighed og Hellighed hos Folket, at det hvide Kors i den røde Grund igjennem Aarhundreder betegnede de danske 511Søkrigere Veien til Ros og Magt og blev i Danebrogsordenen et Hæderstegn for Fædrelandets fortjente Mænd, med den betydningsfulde Indskrift: Gud og Kongen!

B. S. Ingemann.

506

Så snart Kong Valdemar hadde samlet hæren, lot han den rolig oppstille i slagorden utenfor leiren, og — uten å bekymre seg om Fiendens uteskende hånskrik og sterke Fremrykken med deres umåtelige, stedse voksende vrimmel — bød han hæren knele og istemme den sedvanlige ottesang.

Kongen steg selv av sin hest og knælede med Erkebispen og Bisp Peder i Spidsen for hæren. De dype salmetoner rungede mektig og høytidelig mot den rødmende morgenhimmel, og Hedninghærenes ville, hylende skrik forstummet.

I dette øyeblikk stod solen opp.

„Nå i Guds og alle helliges navn, frem!“ ropte Kongen og svang seg på sin hvite, pansrede Stridshingst; og nå begynte det store, merkelige Volmar-slag, som for en stor del avgjorde Estlands Skjæbne.

Etter Valdemar kan slaget med rette bære dette navn, skjønt det ikke stod ved staden Volmar, som noen har ment. Ikke langt fra Lyndanisse og det senere bygde Reval betegner ennå de mange Høye bak det store, såkalte Strandbjerg den merkelige valplass.

507Hedningernes styrke var overlegen, og den gamle Westhard anførte dem med utmerket klokskap og sindighet. Hvor den røde hane blinket på hans Stridshue, måtte ofte de danske vike; men da Kongen merket det, rykket han selv med Hærens Hovedstyrke mot dette punkt, mens grev Albert kastet de tapre russiske Hjelpetropper tilbake, og grev Otto med de lette Ryttere hadde fullt opp å skaffe med å holde den unge, dristige Kyriawan stangen.

Kampen fortsattes med stor tapperhet og utholdenhet fra begge sider til over middag; men nå begynte de danske å utmattes; Fienden derimot forsterket seg idelig med friske krigere, og deres mengde var så stor, at hvor mange der enn falt, syntes de dog stedse talrigere. Nå inntraff der en begivenhet, som syntes ganske å skulle bringe seieren på Hedningernes side. Den kjekke Kyriawan hadde sett, at hvor Hærens Hovedbanner vaiet, stred de danske med den største orden og sikkerhet. På banneret var av dronning Dagmars fromme hånd Kongens våpen, de tre sølvblå løver og de fire og tyve gyldne hjerter, avbildet; det var plantet på en Høi, hvorfra det kunne sees av hele hæren. Nærmest ved det stred grev Otto blant jydene og de raske friser med Svend Starke og bror Gamling i Spidsen. Ved en snild vending visste Kyriawan å lokke den hidsige Otto og de to frisiske kjemper med deres Ryttere bort fra Høien; og mens Kyriawan lot sine Ester fly for dem, for han selv med en liten utvalgt Flok Ryttere opp på Høien fra den motsatte side og erobrede banneret med en fast utrolig hurtighet og raskhet.

Da de danske nå ikke lenger så det store, kongelige banner vaie, ble de som lynslagne av forferdelse, og der opstod en sådan forvirring i hæren, at selv Kongen og grev Albert tapte håpet og anså slaget allerede for tapt.

Men nå ropte Bisp Peder med høy røst: „Ser mot Himlen, kristne! og forsager ikke! — ser dere tegnet fraoven?“

Krigerne stanset og så mot Himlen, og i stormen virvlet et stort rødt banner med et hvitt kors over deres hoder.

„Jo høyere det løftes, jo nærmere er seieren!“ — lød, som gjennom en uhyre Raaber, en sterk og mektig røst, 508som ingen merket, hvorfra kom, men som mange trodde kom fra Himlen.

„Se! det er vår himmelske Konges banner!“ — ropte Bisp Peder — „kun ved det kan vi seire; men faller det i fiendehånd, må vi visselig forgå!“

„Et vidunder! et vidunder!“ — ropte alle forbausede, mens banneret fløy høyt over deres hoder og bares av stormen hen imot Hedningernes hær, uten at noen kunne nå det og gripe det.

„Frem! frem!“ — ropte Bispen — „redder det himmelske banner!“ — og med en Iver og kraft, som kun et guddommelig underverk syntes å kunne inngi, styrtet de opflammede krigere fremad.

Idet banneret således virvlet hen over begge hærer, stod Absalon Bælg og Karl av Rise afvæbnede på en Høi, der var omringet av estniske fotfolk, og hvor de blant en hop andre kristne fanger ble bevoktet for straks etter slaget og seieren å ofres til avgudene. De var begge motfalne. Absalon Bælg forbannet Karls tåpelige mot, som var skyld i deres ulykke; men Karl hørte det ikke — han knelte og bad. Han og Absalon Bælg var de eneste av Fangerne, som ikke var bundne; thi den kjekke Kyriawan hadde av aktelse for deres tapperhet ladet dem befri fra båndene den siste dag, de kunne vente å leve.

Da Karl nå med inderlig Bøn for Kongen og sine landsmenn opløftede sine øyne mot Himlen, så han det glinsende Korsbanner over sitt hode. „Tegnet! Tegnet! — Frelse fra Himlen!“ — ropte han som avsindig av glede og sprang opp. Banneret dalte på toppen av Høien; han grep det og svingede det begeistret over sitt hode.

Solen skinte på det hvite kors, og Karl av Rises høye skikkelse var kjennelig for alle danske på den himmelblå, glinsende rustning. Hjelmen var falt av hans hode; hans lange, gule lokker flagret i stormen om hans skuldre, og som han således stod, lignet han engelen Michaels bilde, som han undertiden forestilles med Seiersbanneret i hånden og med de nedstyrtede demoner under sine føtter.

509Ved høyens fot var kamp og Tummel. „Ser! ser!“ — ropte Bisp Peder — „det himmelske banner er i kristne hender midt blant fiender!“ Med Svend Starke og bror Gamling ved siden hug grev Otto allerede inn på de estniske fotfolk, som bevogtede Høien, og innen disse kunne forhindre sin Fanges dristige foretagende, lå de knuste under hestehoven, og de danske Ryttere omringet Høien.

Otto hadde straks kjent Karl av Rise i den skjønne, dristige Fanefører. Han sendte øyeblikkelig ham og hans stallbrødre våpen og hester, mens han selv vedble å adsprede fienden. Nå for Karl på en høy, hvit hest med det hellige banner oppløftet i begge hender hen til det sted, hvor Kongen og grev Albert trengtes hardest. Absalon Bælg slo mandelig ved Karls side, og en ung, rask Svend ved navn Uffo med 34 kjekke væpnere ledsaget ham. Alles øyne var henvendte på det vidunderlige Korsbanner, og hvor det vaiet ved Kongens side, måtte fiendene fly.

Imidlertid stod Erkebisp Andreas, omringet av sine Bisper og Klerke, på toppen av det såkalte Strandbjerg, hvor en mengde Blider og store krigsmaskiner var oppstilte; derfra kunne han overse begge Hæres bevegelser, og derfra sendte han ofte Kongen viktige råd og vink under slaget. Med inderlig bevegelse så han den store fare, hvori han med sitt fromme og velmente råd, som den ivrigste Opmuntrer til dette korstog, hadde styrtet Kongen og sine landsmenn. Da han så Kyriawan borttage det kongelige banner, sendte han ufortøvet et ilbud til Kongen med et viktig budskap og lot straks sette alle krigsmaskiner i bevegelse; men Blidernes kraft var for svak til å nå fienden, som nå endogsaa hadde avskåret ham all forbindelse med Kongen og hæren. Han så Fiendens store overmakt og bad knelende med brennende andakt og hete tårer, idet han opløftede sine hender mot Himlen.

Lenge lå han i denne stilling, og nå hørte han det glade utrop blant sine klerker: „De danske seirer! Fienden viker!“

510Han priste Gud og ble ved å bede; men da han til sist av matthet lot de opprakte hender synke, hørte han klerkene rope: „Ve! de danske viker.“ Da ble den gamle Andreas plutselig helt underlig tilmode; han erindret seg, hvorledes Moses ved sin mektige Bøn hadde nedbedet seieren fra Himlen. „Store, forbarmende Gud!“ — utbrøt han — „ville du høre mine brennende bønner og gi dine kjemper Seier for ditt Navns Æres skyld, da måtte jeg vel anrope deg til mitt siste åndedrag!“ Og han utstrakte atter de bevende hender mot Himlen.

„Fienden flykter! — Kongen seirer!“ — ropte nå bispene og klerkene forbausede; og da samme besynderlige sammentreff ennå en gang inntraff, og de danske veg, idet den utmattede Erkebisp atter lot armene synke — da ilede bispene og klerkene til og understøttet knelende den fromme Erkebisps hender. Således vedble de nå å understøtte ham i Bøn og påkallelse, så lenge slaget stod, til endelig ved Solens nedgang den hele estniske hær tok flukten over de mange tusende Lig og forfulgtes med Seiersraab av de danske.

„Lovet være den allmektige!“ — sa nå Erkebispen og ville reise seg, men falt bleg og utmattet tilbake i Bispernes og klerkenes Arme. Dog, da nå Kongen og alle hærførerne med glade Seiersraab forsamlet seg om ham, reiste han seg atter med styrke og begynte et høytidelig „Te Deum,“ som Kongen og hele hæren med glede og andakt istemte, mens Karl av Rise svang den vidunderlige korsfane over Kongens hode.

Den besynderlige begivenhet med denne korsfane, der siden under det berømte navn Danebrog bevaredes som en helligdom i Slesvigs Domkirke, forklaredes vel av noen på en naturlig måte, og fanen ansaaes siden av mange for et av paven hitsendt Kruciat*); men sagnet om dens Nedfalden fra Himlen bevarte seg dog hos folket til de sildigste tider og ga dette National-Palladium en sådan ærverdighet og hellighet hos folket, at det hvite kors i den røde grunn igjennom århundrer betegnede de danske 511Søkrigere veien til ros og makt og ble i Danebrogsordenen et hederstegn for Fædrelandets fortjente menn, med den betydningsfulle innskrift: Gud og Kongen!

B. S. Ingemann.