489

De fleste forskrækkes i Tordenveir mere over Skraldet end over Lynilden, uagtet det er denne, som gjør Skaden. Lynilden kommer altid foran Tordenen, ligesom Glimtet af en affyret Kanon foran Knaldet. Naar der skydes med en Kanon om Natten, og man staar noget langt borte, merker man dette ret tydelig. Jo længere man er fra Kanonen, desto længere varer det, fra man har seet Glimtet, til man hører Knaldet. Naar man ved ret nøie, hvor langt en Kanon, som affyres, er borte, og man har et Ur, der viser Sekunder, i Haanden, behøver man ikkun at se efter, hvor lang Tid der gaar hen imellem Glimt og Knald, for at vide, hvormange Sekunder Lyden har været underveis, og deraf udregne, hvor langt den gaar i et Sekund.

Et Sekund er den Tid, som Perpendikelen i de sedvanlige store Stueure behøver for at gjøre en Sving fra en Side til en anden. Naar man ophænger en liden Nøgel ved en fin Traad, der er 38 Tommer lang, og lader den svinge sagte frem og tilbage, bruger den omtrent et Sekund til at gjøre en Sving.

Man har fundet, at Lyden behøver omtrent 33 Sekunder for at gaa en Mil, lidt mere eller mindre, alt eftersom det er koldere eller varmere, Vinden med eller imod. Den gaar da en halv Mil i 16½ Sekunder, en Fjerding i 8¼ Sekund, og i et enkelt Sekund gaar Lyden 545 Alen. Naar man ved dette, kan man ved ethvert Tordenveir udregne, hvor langt Tordenskyen er borte. Hengaar der 66 Sekunder imellem Glimt og Skrald, saa er den 2 Mil borte, hengaar der 33 Sekunder, er den 1 Mil borte o. s. v. Passer man ret paa, kan man ogsaa snart merke, hvor hastig Tordenskyen nærmer sig; dog kan man her let forregne sig, naar der trækker Tordenskyer op fra flere Sider. Naar man merker, at Tordenveiret nærmer sig hurtig, bør man iagttage de Forsigtighedsregler, hvorom jeg snart skal tale.

Det er lykkedes Naturgranskerne at komme efter Lynildens Natur, saa at de kan eftergjøre den i det smaa. Rigtignok er den Lynild, vi ved Kunst kan frembringe, ikkun meget svag og ligner kun den, der kommer fra Skyerne, 490som et svagt Pistolskud kan ligne Skuddet af den største Kanon; men til vor Oplysning er det nok, at der dog er en saadan Lighed. Man har kaldt den hemmelighedsfulde Kraft, hvorved Lynilden frembringes, Elektricitet. Denne store Naturkraft kan med en forunderlig Hurtighed løbe igjennem Guld, Sølv, Kobber, Tin, Jern, Bly og andre Metaller; ogsaa igjennem Vand gaar den meget let; men derimod gaar den kun med megen Vanskelighed igjennem Sten, Glas, tørt Træ, Silke og Uld. Man kalder de Legemer, hvorigjennem den gaar meget hurtig, gode Ledere for Elektriciteten, men dem, der kun meget vanskelig lader den komme igjennem, slette Ledere. Hvor Lynilden træffer tilstrækkelig Gjennemgang gjennem gode Ledere, kan den gjennemløbe dem uden at gjøre Skade, ja uden engang at varme Lederen; men er Gjennemgangen den for snever, saasom i en Jerntraad, saa bliver Lederen glødende hed og kan enten smelte eller endog forvandles til en Damp. Slette Ledere splitter Lynilden, naar den i Mængde kan trænge ind. Lynilden søger altid helst de gode Ledere, hvor den kan træffe dem. Et Træ, der staar paa sin Rod og altid indeholder megen Fugtighed, er en temmelig god Leder; derfor søger Lynilden hellere sin Vei igjennem et Træ ned i Jorden end igjennem Luften. Alle Mennesker og Dyr er bedre Ledere end Træet; derfor søger ogsaa Lynilden hellere sin Vei igjennem dem end igjennem Træet. Heraf læres, at man ikke skal søge Ly under et Træ, naar et Tordenveir svæver over Hovedet; thi først søger Lynilden lettere sin Vei gjennem det høiere Træ end igjennem den blotte Luft; men er den først i Træet, og et Menneske eller Dyr staar nær derved, saa springer den let over derpaa fra Træet. Da Hø eller Halm næsten altid har lidt Fugtighed, er Stakke og Hesjer ligeledes farlige Tilflugtssteder. Efterdi en Mand tilhest er høiere end en Mand tilfods, er han ogsaa udsat for større Fare. Er man paa fri Mark i et Øieblik, hvor Tordenen svæver over Hovedet, kan man ikke sikre sig bedre end ved at lægge sig ned. Man vil iøvrigt selv i paakommende Tilfælde lettest finde paa de bedste Midler, naar man betænker, at Lynilden stedse søger den høieste Leder af lige gode og den bedste 491af dem, der nogenlunde er lige høie, og at den paa sin Vei lettelig springer over fra en slettere til en bedre Leder. Befinder man sig ganske nær ved et Hus under et Tordenveir, maa man vogte sig for at staa tæt ved et Tagdryp eller lige i en Dør; thi Lynilden søger let det ned ad Taget strømmende Vand og de fugtige Vægge, men springer atter let derfra til Menneskelegemet, der leder meget bedre. Hvor der er Tagrender eller mange Jernbolte eller andre metalliske Dele, maa man holde sig vel derfra. Inde i Huset maa man ikke holde sig for nær til Skorstene eller Kakkelovne; thi Røg er en god Leder, Sod ogsaa, Jernovne og Jernrør endnu langt mere. Det er ogsaa klogest at holde sig noget fra Vægge og Vinduer. Da Røgen er en god Leder, gjør man ikke ilde i at slukke Ilden paa Skorstenen, naar et Tordenveir kommer meget nær; kun maa man ikke slukke med Vand, hvis Dampe kan tiltrække Lynilden stærkere end Røgen. Paa Steder, hvor mange Huse med rygende Skorstene staar nær ved hinanden, lader man hellere Ilden brænde, da de mange tiltrækkende Punkter kan bidrage til at svække den Elektricitet, som frembringer Lynilden. Er man tilsøs, paa et Skib eller i en Seilbaad, bør man ikke, uden at Skibsarbeidet fordrer det, holde sig for nær til Masten eller det Strøg, hvor Lynilden kunde søge den letteste Vei fra Masten til Vandet. Er man i en Baad, hvis Mast kan lægges ned, bør man benytte dette, dersom Omstændighederne ellers tillader det.

Man lægge vel Mærke til, at disse Forsigtighedsregler ikke behøves, uden naar Tordenveiret er nærved, og endda bør man ikke ængste sig, om man hindres fra at iagttage disse Regler; thi Tusender af Tordenveir kan trække hen over et Sted, uden at et Menneske træffes af Lynilden. At bruge Forsigtighed, hvor man kan, er fornuftigt; utidig Ængstelighed strider ligemeget imod Religion og Fornuft.

Man ved nu, at man kan sikre enhver Bygning imod Lynild ved de saakaldte Tordenledere eller rettere Lynafledere. Man opstiller da en høi Jernstang paa Taget af Huset og anlægger en Ledning af Jernstænger lige ned til Jorden, eller man belægger hele Rygaasen af Huset og 492alle fremstaaende Dele, især Skorstene, med en Strimmel Kobber eller Bly og anlægger ligeledes en Ledning af samme Metal ned til Jorden. Lynilden følger da denne og beskadiger ikke Bygningen. Man kan ligeledes sikre et Skib ved at give Masten eller, hvor der er flere Master, den høieste en Afleder, hvis nederste Ende er bøiet saaledes, at den gaar ud i Havet. Paa Dampskibe behøver man ikke at anbringe Afleder, fordi Jernskorstenen har en dygtig Jernforbindelse med Kjedelen og denne med Maskineriet, hvorfra en Jernaxel og Jernhjul gaar ud i Vandet. Kun naar Masten er meget høiere end Jernskorstenen, burde der fra Spidsen af Masten gaa en Leder ned til Skorstenen.

Det er nu omtrent 90 Aar, siden Lynafledere blev udtænkte. I Førstningen holdt mange det for et urimeligt Indfald at ville aflede Lynilden; men Aar for Aar viste Erfaringen Opfindelsens store Nytte. I Siena, en Stad i Italien, er der en Kirke, hvor Lynilden i forrige Tider ofte slog ned, som den da oftere rammer Kirker og andre høie Huse end de lave. Man gav derfor dette Taarn en Lynafleder. Folket, som paa dette Sted er katholsk og mindre oplyst end Menigmand hos os, blev derover meget forbitret, da det indbildte sig, at saadant maatte fortørne Gud. Gjerne havde de revet den ned, dersom de havde turdet og kunnet. Men nu kom et Tordenveir; det var den 10de August 1777. Lynilden, som saa ofte havde beskadiget Kirken, slog atter ned deri; men se, den fulgte uden noget Spring Aflederen. Folket flokkede sig snart omkring den og saa med Forundring Kirken uskadt; ja der var endog nogle, som lagde Merke til, at en Edderkop havde i en Krog spundet sin Væv op til Lynaflederen, og at ikke engang denne svage Væv var bleven beskadiget af den forbifarende Lynild. Man kan let tænke sig, at den, der havde lagt Merke til dette, viste de andre det, saa at hele Byen blev overbevist om Opfindelsens Ypperlighed.

H. C. Örsted.

489

De fleste forskrekkes i tordenvær mer over skrallet enn over Lynilden, uaktet det er denne, som gjør skaden. Lynilden kommer alltid foran tordenen, likesom glimtet av en avfyrt kanon foran knallet. Når der skydes med en kanon om natten, og man står noe langt borte, merker man dette rett tydelig. Jo lenger man er fra kanonen, desto lenger varer det, fra man har sett glimtet, til man hører knallet. Når man vet rett nøye, hvor langt en kanon, som avfyres, er borte, og man har et ur, der viser sekunder, i hånden, behøver man ikkun å se etter, hvor lang tid der går hen imellom glimt og knall, for å vite, hvor mange sekunder lyden har vært underveis, og derav utregne, hvor langt den går i et sekund.

Et sekund er den tid, som Perpendikelen i de sedvanlige store stueur behøver for å gjøre en sving fra en side til en annen. Når man ophænger en liten nøkkel ved en fin tråd, der er 38 tommer lang, og lader den svinge sakte frem og tilbake, bruker den omtrent et sekund til å gjøre en sving.

Man har funnet, at lyden behøver omtrent 33 sekunder for å gå en mil, litt mer eller mindre, alt ettersom det er kaldere eller varmere, vinden med eller imot. Den går da en halv mil i 16½ sekunder, en fjerding i 8¼ sekund, og i et enkelt sekund går lyden 545 alen. Når man ved dette, kan man ved ethvert tordenvær utregne, hvor langt Tordenskyen er borte. Hengaar der 66 sekunder imellom glimt og skrall, så er den 2 mil borte, hengaar der 33 sekunder, er den 1 mil borte o. s. v. Passer man rett på, kan man også snart merke, hvor hastig Tordenskyen nærmer seg; dog kan man her lett forregne seg, når der trekker Tordenskyer opp fra flere sider. Når man merker, at tordenværet nærmer seg hurtig, bør man iaktta de forsiktighetsregler, hvorom jeg snart skal tale.

Det er lyktes Naturgranskerne å komme etter Lynildens natur, så at de kan ettergjøre den i det små. Riktignok er den Lynild, vi ved kunst kan frembringe, ikkun meget svak og ligner kun den, der kommer fra skyene, 490som et svakt pistolskudd kan ligne skuddet av den største kanon; men til vår opplysning er det nok, at der dog er en sådan likhet. Man har kalt den hemmelighetsfulle kraft, hvorved Lynilden frembringes, elektrisitet. Denne store naturkraft kan med en forunderlig hurtighet løpe igjennom gull, sølv, Kobber, Tin, jern, bly og andre metaller; også igjennom vann går den meget lett; men derimot går den kun med mye vanskelighet igjennom Sten, Glas, tørt tre, silke og ull. Man kaller de Legemer, hvorigjennom den går meget hurtig, gode ledere for elektrisiteten, men dem, der kun meget vanskelig lader den komme igjennom, slette ledere. Hvor Lynilden treffer tilstrekkelig gjennomgang gjennom gode ledere, kan den gjennomløpe dem uten å gjøre skade, ja uten engang å varme lederen; men er gjennomgangen den for snever, saasom i en jerntråd, så blir lederen glødende het og kan enten smelte eller endog forvandles til en damp. Slette ledere splitter Lynilden, når den i mengde kan trenge inn. Lynilden søker alltid helst de gode ledere, hvor den kan treffe dem. Et tre, der står på sin rot og alltid inneholder mye fuktighet, er en temmelig god leder; derfor søker Lynilden hellere sin vei igjennom et tre ned i jorden enn igjennom luften. Alle mennesker og dyr er bedre ledere enn treet; derfor søker også Lynilden hellere sin vei igjennom dem enn igjennom treet. Heraf læres, at man ikke skal søke ly under et tre, når et tordenvær svever over hodet; thi først søker Lynilden lettere sin vei gjennom det høyere tre enn igjennom den blotte luft; men er den først i treet, og et menneske eller dyr står nær derved, så springer den lett over derpå fra treet. Da Hø eller halm nesten alltid har lidt fuktighet, er stakker og hesjer likeledes farlige tilfluktssteder. Efterdi en mann til hest er høyere enn en mann tilfods, er han også utsatt for større fare. Er man på fri Mark i et øyeblikk, hvor tordenen svever over hodet, kan man ikke sikre seg bedre enn ved å legge seg ned. Man vil i øvrig selv i påkommende tilfelle lettest finne på de beste midler, når man betenker, at Lynilden stedse søker den høyeste leder av like gode og den beste 491av dem, der noenlunde er lige høye, og at den på sin vei lettelig springer over fra en slettere til en bedre leder. Befinner man seg ganske nær ved et hus under et tordenvær, må man vokte seg for å stå tett ved et takdrypp eller like i en dør; thi Lynilden søker lett det ned ad taket strømmende vann og de fuktige vegger, men springer atter lett derfra til Menneskelegemet, der leder meget bedre. Hvor der er takrenner eller mange jernbolter eller andre metalliske dele, må man holde seg vel derfra. Inne i huset må man ikke holde seg for nær til skorsteiner eller kakkelovner; thi Røg er en god leder, Sod også, jernovner og jernrør ennå langt mer. Det er også klokest å holde seg noe fra vegger og vinduer. Da Røgen er en god leder, gjør man ikke ilde i å slukke ilden på skorsteinen, når et tordenvær kommer meget nær; kun må man ikke slukke med vann, hvis Dampe kan tiltrekke Lynilden sterkere enn røyken. På steder, hvor mange hus med rykende skorsteiner står nær ved hinannen, lader man hellere ilden brenne, da de mange tiltrekkende punkter kan bidra til å svekke den elektrisitet, som frembringer Lynilden. Er man til sjøs, på et skip eller i en seilbåt, bør man ikke, uten at skipsarbeidet fordrer det, holde seg for nær til masten eller det strøk, hvor Lynilden kunne søke den letteste vei fra masten til vannet. Er man i en båt, hvis mast kan legges ned, bør man benytte dette, dersom omstendighetene ellers tillater det.

Man legge vel merke til, at disse forsiktighetsregler ikke behøves, uten når tordenværet er nærved, og enda bør man ikke engste seg, om man hindres fra å iaktta disse regler; thi tusener av tordenvær kan trekke hen over et sted, uten at et menneske treffes av Lynilden. Å bruke forsiktighet, hvor man kan, er fornuftig; utidig engstelighet strider ligemeget imot religion og fornuft.

Man vet nå, at man kan sikre enhver bygning imot Lynild ved de såkalte Tordenledere eller rettere lynavledere. Man oppstiller da en høy jernstang på taket av huset og anlegger en ledning av jernstenger like ned til jorden, eller man belegger hele ryggåsen av huset og 492alle fremstående dele, især skorsteiner, med en strimmel Kobber eller bly og anlegger likeledes en ledning av samme metall ned til jorden. Lynilden følger da denne og beskadiger ikke bygningen. Man kan likeledes sikre et skip ved å gi masten eller, hvor der er flere Master, den høyeste en avleder, hvis nederste ende er bøyet således, at den går ut i havet. På dampskip behøver man ikke å anbringe avleder, fordi jernskorsteinen har en dyktig jernforbindelse med kjelen og denne med maskineriet, hvorfra en jernaksel og Jernhjul går ut i vannet. Kun når masten er meget høyere enn jernskorsteinen, burde der fra Spidsen av masten gå en leder ned til skorsteinen.

Det er nå omtrent 90 år, siden lynavledere ble uttenkte. I Førstningen holdt mange det for et urimelig innfall å ville avlede Lynilden; men år for år viste erfaringen oppfinnelsens store nytte. I Siena, en stad i Italien, er der en Kirke, hvor Lynilden i forrige tider ofte slo ned, som den da oftere rammer kirker og andre høye hus enn de lave. Man ga derfor dette tårn en lynavleder. Folket, som på dette sted er katolsk og mindre opplyst enn menigmann hos oss, ble derover meget forbitret, da det innbilte seg, at sådant måtte fortørne Gud. Gjerne hadde de revet den ned, dersom de hadde turt og kunnet. Men nå kom et tordenvær; det var den 10de August 1777. Lynilden, som så ofte hadde beskadiget kirken, slo atter ned deri; men se, den fulgte uten noe Spring avlederen. Folket flokket seg snart omkring den og så med forundring kirken uskadt; ja der var endog noen, som la merke til, at en edderkopp hadde i en krok spunnet sin vev opp til lynavlederen, og at ikke engang denne svage vev var blitt beskadiget av den forbifarende Lynild. Man kan lett tenke seg, at den, der hadde lagt merke til dette, viste de andre det, så at hele byen ble overbevist om oppfinnelsens ypperlighet.

H. C. Örsted.