481

(Brudstykke af et Foredrag).

Der er forsjellige ligesom Grader i Drøm, eller Drømmen kan faa større eller mindre Kraft, større eller mindre Lighed med den vaagne Tilstand. Den svageste Drøm er endnu meget løs og usammenhængende; vor Sjæl er næsten ganske nedsunken i Uvirksomhed, og det er kun enkelte, løsrevne Forestillinger, der rører sig i os, der ligesom dukker op og kruser Overfladen af det Søvnens Hav, hvori al Tanke 482er druknet. Naar vi vaagner, ved vi næsten kun, at vi har drømt, uden at vi kommer ihu, hvad; der staar kun for os et Virvar af Billeder eller rettere kun Brudstykker af Billeder, der har tumlet sig i vor Sjæl, men ikke har kunnet samle sig i noget helt eller klart. Dette er egentlig den uskadeligste Art af Drøm; den har ikke anstrengt eller angrebet os; der var intet, der i mindste Maade kunde fængsle Erindringen: i det Øieblik, vi vaagner, er den sporløst bortdunstet. Saadanne er Børns og sunde Menneskers saa at sige Hverdags-Drømme. Men undertiden kan Drømmen faa mere ligesom Kraft og Liv; Forestillingerne bliver klarere og mere sammenhængende; der bliver et Slags Orden og Rimelighed deri, som mere og mere ligner den, der hersker i den vaagnes Tanker og Fornemmelser. Det er denne, som man kalder den livagtige eller, som Almuen træffende siger: skillige Drøm, naar vi nemlig tydelig kan skjelne, hvad vi drømmer. Dette er nu aabenbart Indbildningskraftens Verk, der her er i fuld Virksomhed, medens fremdeles Sanserne er lukkede. Ogsaa naar vi er vaagne, kan vi jo ved Indbildningskraftens Hjelp forestille os mange Ting, som enten slet ikke er virkelige eller ialfald for Øieblikket ikke er tilstede; vi gjenkalder ligesom for et indre Øie Syner, som vi engang har havt, eller kan endog ved at tage disse ligesom fra hinanden og igjen efter Godttykke sammensætte dem, danne os Billeder, som aldrig nogen har seet, og som ikke har noget tilsvarende i den virkelige Verden. Se, dette er jo noget, som enhver ved, han kan gjøre, hvad Øieblik han vil, og der forekommer os ogsaa om Dagen, uden at vi just udtrykkelig vil det, mangen Forestilling om fraværende eller endog blot indbildte Ting, idet Tankerne blot gaar sin egen Gang uden bestemt Øiemed. Kun ved vi da meget godt, at det kun er Forestilling, kun Indbildning, og vi kan, hvad Øieblik vi vil, forjage den. Isøvne driver nu Indbildningen det samme Spil, ja meget mere uhindret, og vel at merke, uden at vi da er os bevidste, at det er Indbildning. Meget mere forekommer det os da altsammen som virkeligt; vi mener virkeligen at være i den Tilstand, virkeligen at se og høre de Ting, som kun er i vor Indbildning. Hvoraf kommer nu 483dette, vil man sige, at Indbildningens Fostre da ser ud som virkelige? Væsentligen deraf, kan vi svare, at man da ikke har den sande Virkelighed at sammenligne eller ligesom at maale dem med, hvilket igjen for en stor Del har sin Grund i, at Sansernes Porte, som sagt, er lukkede. Thi derved er for os Forbindelsen afskaaren med den virkelige Verden, hvoraf vi er omgivne, og vor Sjæl er ligesom indestængt i sig selv, kun overladt til sine egne Forestillinger. De virkelige Ting, der omgiver os, og som i vaagen Tilstand i hvert Øieblik falder i vore Sanser, virker da paa os med en Kraft og Tydelighed, ved Siden af hvilken de blotte Forestillinger nødvendig maa staa tilbage og vise sig som, hvad de i Sandhed er, nemlig blotte Forestillinger uden Virkelighed. Naar Solen er oppe, ser man ikke Maanen og Stjernerne, eller om Maanen ogsaa kan skimtes, saa bliver dog dens laante Lys saare blegt og mat. Men naar Solen er gaaet ned, da fremglimter alle de mindre Lys, og Maanen skinner blank, som om den var selvlysende. Saaledes vil ogsaa Indbildningskraftens Billeder vise sig i klart Lys og se ud som selvstændige Skikkelser, naar de ikke fortrænges eller fordunkles af det Virkelighedens Lys, der falder i den vaagne Sans.

Jeg kan, om jeg vil, i dette Øieblik forestille mig f. Ex. en Ørn, der flyver her i Salen over Deres Hoveder, eller endog tænke mig et Fabeldyr, der er „Løve foran, i Midten en Gjed og bagtil en Slange,“ derhenne ved Døren. Jeg kan videre tænke mig, at Ørnen skriger efter Bytte, eller at Uhyret efter Behag brøler, mekrer eller hvisler. Men paa samme Tid giver mine Sanser mig et tydeligt Vidnesbyrd om, hvor jeg er, og hvad her er; jeg overser med Klarhed Rummet og ser godt, at der er ingen Ørn og intet Uhyre; jeg hører min egen Røst og forresten kun en — mig meget behagelig — Stilhed; det kan saaledes ikke et Øieblik falde mig ind at tvivle paa, at jo hine Billeder kun var dannede af min egen Indbildningskraft. Men sæt, at isteden derfor mine Øine var lukkede, saa at intet virkeligt Syn kunde naa mig, at jeg ikke engang vidste, de var lukkede, og heller ikke havde Evne til at aabne dem, naar jeg vilde; sæt, at heller ingen Lyd udenfra 484enten naaede eller kunde naa mig igjennem Øret: ingen Tvivl om, at hvis hine eller hvilkesomhelst andre Billeder uvilkaarlig opstod for mit indre Øie eller Øre, uden at de altsaa havde nogen Modvægt eller stod ligesom under Opsigt af de ydre Fornemmelser, da vilde de uden videre forekomme mig som virkelige. Thi jeg havde da ikke Syn eller Sans for nogen anden Virkelighed.

Der har vi da i kort Begreb, hvad Drømme egentlig efter sit Væsen er, nemlig Forestillinger eller Indbildninger i Sjælen, der sætter sig i Virkelighedens Sted og tager sig ud som virkelige Ting, fordi den sande Virkelighed i Søvnen er bleven borte for os. Det forbigangne og det fraværende synes at være os nær, fordi det, der i Virkeligheden er os nær, ikke fornemmes, saa at sige: ikke er for os. Selv det rent opdigtede har det samme Sandhedens Præg, fordi jeg i det hele kun lever i en Opdigtelsens Verden, og fordi jeg ikke erfarer noget af disse klare og sterke Indtryk fra Virkeligheden, der kunde vise hine tilbage inden deres Grændser.

Hvor livagtig end Drømmen kan være, og hvormegen indre Sammenhæng der end for en Stund kan synes at være deri, saa kan den dog paa ingen Maade taale Sammenligning med den faste Regelmæssighed, der hersker i den for den vaagne Sans tilgjængelige virkelige Verden. Her bestaar alle Ting og er knyttede til hinanden ifølge uforanderlige Love; intet kan enten fremkomme eller forsvinde eller overhoved forandres uden tilstrækkelige Aarsager, der igjen har sin bestemte Plads i Tingenes almindelige Orden. Naar Væggen derhenne er af Mur, saa kan den ikke uden videre forvandles til en Tømmervæg; man maatte ialfald tage Muren bort og bygge af Tømmer isteden, og Tømmeret vilde ikke komme af sig selv, men maatte skaffes tilveie derfra, hvor det virkelig er, og ved de dertil nødvendige Midler. Men intet er i Veien for, at jeg kunde forestille mig, at Væggen var af Træ og i næste Øieblik gjerne af Sølv; og naar man i Drømme blot forestiller sig noget, saa staar det der; Indbildningskraften behøver ikke at umage sig med at skaffe Træet bort og Sølvet frem, den blot slipper eller glemmer det ene og 485tager det andet isteden. Om Drømmen derfor end en god Stund gaar nogenlunde regelmæssig frem og holder sig i et engang betraadt Spor, er man dog ikke sikker for, at den i et Øieblik kan omskiftes, saa at en Hest, inden man ser sig om, er bleven til en Hane, en Lerhytte til et Marmorslot eller omvendt. Især har den ene Drøm i Regelen ingen Sammenhæng med den anden, og medens i det vaagne Liv den ene Dag fortsætter den anden, saa at Morgenen begynder, hvor Aftenen slap, saa har hver Nat sine Drømme for sig, der ikke har noget at gjøre med den foregaaendes eller den efterfølgendes. Og det er saare godt; thi det er netop ved den faste Sammenhæng, at det vaagne Liv hævder sin Overmagt over Drømmenes flygtige Skikkelser. Dersom den ene Nats Syner fulgte efter den andens med samme Regelmæssighed, som Dag følger efter Dag, kunde Mennesket let komme i Vildrede med, hvad der var sandt, og hvad der var Indbildning, og den sørgeligste Aandsforvirring kunde blive Følgen. Jeg har hørt fortælle om et ungt Menneske, en Krambodsvend i en af Norges Smaabyer, der var i dette ulykkelige Tilfælde. Hans Dage gik meget ensformig og tildels surt med at staa i Høker-Boden og sælge Sild, Brændevin osv.; dertil fik han smal Kost og ofte Knubord af en vranten Husbonde. Men om Natten tog han sin Mon igjen; da var han selv Husbonde og en rig Kakse, der boede i et Slot og levede i alslags Herlighed og Glæde. Og disse Drømme antog efterhaanden en saadan Fasthed, at han, naar han lagde sig om Aftenen, kunde være omtrent ligesaa vis paa Slaraffenlivet i Slottet, som paa at han næste Morgen skulde staa i Høker-Boden og faa Sild og Velling til Middag. Hans Liv faldt saaledes ligesom fra hinanden i to modsatte Vilkaar, der syntes at have lige meget at betyde; han var selv saa at sige to Personer og vidste efterhaanden ikke ret, hvem eller hvad han egentlig var. Den naturlige Følge var, at han gik fra Forstanden og endte sine Dage paa et Galehus.

Til al Lykke er saadanne Tilfælde i ethvert Fald yderlig sjeldne Undtagelser, medens Regelen er, at Drømmen med al sin Livagtighed dog beholder sin flygtige, foranderlige 486Art. Kun Dagens Liv er, som Sandheden, et med sig selv overensstemmende, i stadig Følge fortløbende, medens Nattens Drømmeliv, som Løgnen og Indbildningen, splitter sig i tusende forskjellige og hinanden modsigende Skikkelser. Dertil kommer, at den Verden, der viser sig for os i vaagen Tilstand, er fælles for os alle, de Ting, vi fornemmer, fornemmes væsentlig paa samme Maade af andre Mennesker, hvorimod den drømmendes Verden udelukkende er for ham; han er i Drømmen, som vi nylig udtrykte det, indestængt i sig selv og aander ikke af den almindelige Fornuftens og Sandhedens Livsluft, der omfatter den hele Menneskehed, og hvoraf ogsaa hver enkelt nærer sin sande aandelige Tilværelse.

Vi har hidtil for det meste søgt at besvare os det Spørgsmaal, hvad det er at drømme, og hvorledes man overhoved drømmer; det ligger nu nær ogsaa at spørge, hvad man da i Almindelighed drømmer, eller hvorfra Drømmen faar sit Indhold. Naturligvis er det vort vaagne Liv, de Ting og de Tanker, der om Dagen sysselsætter os, der ogsaa paa en eller anden Maade kommer igjen i Drømme. Drømme er jo, som vi har seet, Forestillinger; men alle Forestillinger stammer fra, hvad vi har seet, hørt eller overhoved fornummet. Den, der intet havde erfaret, vilde saaledes heller ikke kunne have nogen Drøm. Allersædvanligst er det da simpelthen Levninger af Dagens nærmeste Indtryk, der bliver tilbage i Sjælen, og hvoraf Drømmen ligesom laver en forvirret Lapskaus. Fiskeren drømmer saaledes vel mest om sine Fiske, sine Garn, sin Baad eller om Søens Hændelser, Landmanden om sine Agre, sine Lader, sine Heste, om Regn og Solskin, Fæhyrden om sine Kjør og Faar, sit Smør og sin Ost osv. Den nærmere Beskaffenhed af de enkelte Drømme, det uvilkaarlige Valg, der gjøres mellem forskjellige Billeder, der kunde ligge lige nær, og disses mørke eller lyse Farve afhænger i Almindelighed af den Sindsstemning, i hvilken man sovnede ind, eller af Legemets Befindende under Søvnen. Trykkes jeg f. Ex. af et eller andet ubevidst Ildebefindende, da vil mine Drømme i Almindelighed antage et ubehageligt Grundpræg; de kan iøvrigt være meget forskjellige, men vil alle 487have det tilfælles, at jeg synes at være i en eller anden Forlegenhed, Ængstelse o. desl. Sedvanlig har den drømmende Sjæl ogsaa en dunkel Følelse af, hvad Tiden lider, af Veirligets Beskaffenhed osv., og denne Følelse har da ogsaa sin Indflydelse paa Drømmen. Ogsaa kan enkelte dunkle og forvirrede Fornemmelser trænge ind gjennem de ellers lukkede Sanser og bidrage sit til at bestemme Drømmens Retning eller udmale et og andet Træk. En Husmoder paa Landet drømte en Morgenstund, at hun var oppe for at bage Fladbrød, og at hendes Mand hug Bagsteved til hende i det nærliggende Vedskjul. Men Huggene blev bestandig sterkere, indtil hun endelig vaagnede og erfarede, at en fremmed stod udenfor Døren og bankede paa Døren for at indlades. Naturligvis var det disse gjentagne Slag paa Døren, der dunkelt havde gjort et Indtryk paa hendes Hørelse, og som da enten havde passet sig ind i den begyndte Drøm om Bagningen eller maaske endog fra først af havde vakt Forestillingen om Hugning af Bagsteved og derigjennem bragt Konen til at indbilde sig, at hun skulde bage.

Mangengang synes alligevel vore Drømme at ligge temmelig langt afveien for vore daglige Sysler og Tanker, og vi kan ofte med Forundring spørge os selv, „hvorledes vi dog kunde komme til at drømme om saadant?“ Men dertil kan være forskjellige Grunde. Drømmen viser ialfald, at der er mere i et Menneskes Tanke, end han altid selv ved af. Mange Ting, som vi engang har erfaret, eller som engang har gjort Indtryk paa os, har efterladt Spor i vor Sjæl, der ikke er aldeles udslettede, om de end i lang Tid har været ligesom trængte i Baggrunden af andre Tanker, der har optaget os. Men netop under Søvnen, naar vor daglige Syssel og det, der ellers holder vort Sind i Spænding, hviler, har hine halvglemte Erindringer allerlettest for at dukke op i Sjælen. Længst forsvundne Tilstande og Personer, som vi fordum har kjendt, men som enten er døde eller fraværende, og som vi under Dagens Travlhed kun har liden Tid til at tænke paa, svæver i Drømme let for vor Tanke og synes da naturligvis nærværende. Især er det Barndommens og Ungdommens sterkt rodfæstede 488Indtryk, der ellers med Magt holdes ligesom nedtrykte af det senere Livs Sysler og Bekymringer, men som ofte ligesom kun vænter paa, at dette Tryk under Søvnens Ro skal ophøre, forat de paany kan trænge sig frem i Sjælen. Idet nu disse gamle Minder ogsaa kan blande sig med Forestillinger, der er laante fra den senere Tids Forhold, fremkommer ofte helt sælsomme Billeder. En ældre Mand kan saaledes godt drømme sig som Barn i sine Forældres Hus, og at han f. Ex. faar Stryg af sin Fader, medens han paa samme Tid ser sig omgiven af voxne Børn osv.

Ofte kan vi have modtaget Indtryk, der var saa svage, eller som vi har lagt saa lidet Mærke til, at vi i vaagen Tilstand ikke engang formaar at kjende dem igjen; alligevel kan et Spor være blevet hængende i vor Sjæl, hvilket i Drømme kan komme for os; vi mener da at have drømt noget ganske nyt, om en ganske ubekjendt Egn eller ganske fremmede Personer, medens det dog igrunden har været en Erindring, der har sysselsat vor Sjæl. Der fortælles om en gammel Professor i Kjøbenhavn, at han en Nat drømte, at en bekjendt kom til ham og opfordrede ham til at gaa med ud i den botaniske Have for at se en sjelden Plante, der netop stod i Blomst. Vennen nævnte derhos Plantens latinske Navn, et Navn, som Professoren endnu huskede om Morgenen, men som var ham fuldkommen ubekjendt. Imidlertid fik han, ved at spørge sig for, at vide, at der virkelig var en Plante, der hedte saa, og at denne netop da stod i Blomst. Sagen forekom ham underlig; thi det var jo ikke at tænke paa, at hans Indbildningskraft kunde have opdigtet et Navn, som virkelig fandtes. Han søgte da nøie efter, hvor han nogentid kunde have hørt eller læst dette Navn, og fandt det endelig i en Bog, som han havde læst for tredive Aar siden. Han havde saaledes upaatvivlelig seet dette Navn i forbigaaende; men da han ei var plantekyndig, havde han ikke lagt synderlig Mærke dertil og var sig nu slet ikke bevidst, at han kjendte det. Men alligevel var Navnet blevet siddende ligesom slumrende i hans Sjæl og var nu efter saa mange Aars Forløb igjen pludselig opvaagnet.

M. J. Monrad.

481

(Brudstykke av et foredrag).

Der er forskjellige likesom grader i drøm, eller drømmen kan få større eller mindre kraft, større eller mindre likhet med den våkne tilstand. Den svakeste drøm er ennå meget løs og usammenhengende; vår sjel er nesten ganske nedsunken i uvirksomhet, og det er kun enkelte, løsrevne forestillinger, der rører seg i oss, der likesom dukker opp og kruser overflaten av det Søvnens hav, hvori all tanke 482er druknet. Når vi våkner, vet vi nesten kun, at vi har drømt, uten at vi kommer ihu, hva; der står kun for oss et virvar av Billeder eller rettere kun bruddstykker av Billeder, der har tumlet seg i vår sjel, men ikke har kunnet samle seg i noe helt eller klart. Dette er egentlig den uskadeligste art av drøm; den har ikke anstrengt eller angrepet oss; der var intet, der i minste måte kunne fengsle erindringen: i det øyeblikk, vi våkner, er den sporløst bortdunstet. Sådanne er Børns og sunde Menneskers så å si Hverdags-drømmer. Men undertiden kan drømmen få mer likesom kraft og Liv; Forestillingene blir klarere og mer sammenhengende; der blir et Slags orden og rimelighet deri, som mer og mer ligner den, der hersker i den vaagnes tanker og fornemmelser. Det er denne, som man kaller den livaktige eller, som Almuen treffende sier: skillige drøm, når vi nemlig tydelig kan skjelne, hva vi drømmer. Dette er nå åpenbart Indbildningskraftens verk, der her er i full virksomhet, mens fremdeles sansene er lukkede. Også når vi er våkne, kan vi jo ved Indbildningskraftens hjelp forestille oss mange ting, som enten slett ikke er virkelige eller i alle fall for øyeblikket ikke er til stede; vi gjenkaller likesom for et indre Øye Syner, som vi engang har hatt, eller kan endog ved å ta disse likesom fra hinannen og igjen etter Godttykke sammensette dem, danne oss Billeder, som aldri noen har sett, og som ikke har noe tilsvarende i den virkelige verden. Se, dette er jo noe, som enhver vet, han kan gjøre, hva øyeblikk han vil, og der forekommer oss også om dagen, uten at vi just uttrykkelig vil det, mangen forestilling om fraværende eller endog blot innbilte ting, idet Tankerne blot går sin egen gang uten bestemt øyemed. Kun vet vi da meget godt, at det kun er forestilling, kun innbilning, og vi kan, hva øyeblikk vi vil, forjage den. I søvne driver nå innbilningen det samme spill, ja meget mer uhindret, og vel å merke, uten at vi da er oss bevisste, at det er innbilning. Meget mer forekommer det oss da altsammen som virkelig; vi mener virkelig å være i den tilstand, virkelig å se og høre de ting, som kun er i vår innbilning. Hvorav kommer nå 483dette, vil man si, at innbilningens fostre da ser ut som virkelige? Vesentlig derav, kan vi svare, at man da ikke har den sanne virkelighet å sammenligne eller likesom å måle dem med, hvilket igjen for en stor del har sin grunn i, at sansenes porter, som sagt, er lukkede. Thi derved er for oss forbindelsen avskåret med den virkelige verden, hvorav vi er omgitte, og vår sjel er likesom innestengt i seg selv, kun overlatt til sine egne forestillinger. De virkelige ting, der omgiver oss, og som i våken tilstand i hvert øyeblikk faller i våre sanser, virker da på oss med en kraft og tydelighet, ved siden av hvilken de blotte forestillinger nødvendig må stå tilbake og vise seg som, hva de i sannhet er, nemlig blotte forestillinger uten virkelighet. Når solen er oppe, ser man ikke månen og stjernene, eller om månen også kan skimtes, så blir dog dens lånte lys såre blekt og mat. Men når solen er gått ned, da fremglimter alle de mindre lys, og månen skinner blank, som om den var selvlysende. Således vil også Indbildningskraftens Billeder vise seg i klart lys og se ut som selvstendige skikkelser, når de ikke fortrenges eller fordunkles av det virkelighetens lys, der faller i den våkne sans.

Jeg kan, om jeg vil, i dette øyeblikk forestille meg f. Ex. en Ørn, der flyver her i salen over Deres hoder, eller endog tenke meg et fabeldyr, der er „Løve foran, i midten en geit og bagtil en slange,“ derhenne ved døren. Jeg kan videre tenke meg, at ørnen skriker etter bytte, eller at uhyret etter behag brøler, mekrer eller hvisler. Men på samme tid giver mine sanser meg et tydelig vitnesbyrd om, hvor jeg er, og hva her er; jeg overser med klarhet rommet og ser godt, at der er ingen Ørn og intet Uhyre; jeg hører min egen røst og forresten kun en — meg meget behagelig — stillhet; det kan således ikke et øyeblikk falle meg inn at tvivle på, at jo hine Billeder kun var dannede av min egen Indbildningskraft. Men sett, at isteden derfor mine øyne var lukkede, så at intet virkelig syn kunne nå meg, at jeg ikke engang visste, de var lukkede, og heller ikke hadde evne til å åpne dem, når jeg ville; sett, at heller ingen lyd utenfra 484enten nådde eller kunne nå meg igjennom øret: ingen tvil om, at hvis hine eller hvilkesomhelst andre Billeder uvilkårlig opstod for mitt indre Øye eller øre, uten at de altså hadde noen motvekt eller stod likesom under Opsigt av de ytre fornemmelser, da ville de uten videre forekomme meg som virkelige. Thi jeg hadde da ikke syn eller sans for noen annen virkelighet.

Der har vi da i kort begrep, hva drømmer egentlig etter sitt vesen er, nemlig forestillinger eller Indbildninger i sjelen, der setter seg i virkelighetens sted og tar seg ut som virkelige ting, fordi den sanne virkelighet i søvnen er blitt borte for oss. Det forbigangne og det fraværende synes å være oss nær, fordi det, der i virkeligheten er oss nær, ikke fornemmes, så å si: ikke er for oss. Selv det rent oppdiktede har det samme sannhetens preg, fordi jeg i det hele kun lever i en Opdigtelsens verden, og fordi jeg ikke erfarer noe av disse klare og sterke inntrykk fra virkeligheten, der kunne vise hine tilbake innen deres grenser.

Hvor livaktig enn drømmen kan være, og hvormegen indre sammenheng der enn for en stund kan synes å være deri, så kan den dog på ingen måte tåle sammenligning med den faste regelmessighet, der hersker i den for den våkne sans tilgjengelige virkelige verden. Her består alle ting og er knyttede til hinannen ifølge uforanderlige Love; intet kan enten fremkomme eller forsvinne eller overhoved forandres uten tilstrekkelige årsaker, der igjen har sin bestemte plass i Tingenes alminnelige orden. Når veggen derhenne er av mur, så kan den ikke uten videre forvandles til en tømmervegg; man måtte i alle fall ta muren bort og bygge av tømmer isteden, og tømmeret ville ikke komme av seg selv, men måtte skaffes til veie derfra, hvor det virkelig er, og ved de dertil nødvendige midler. Men intet er i veien for, at jeg kunne forestille meg, at veggen var av tre og i neste øyeblikk gjerne av sølv; og når man i drømmer blot forestiller seg noe, så står det der; Innbilningskraften behøver ikke at umake seg med å skaffe treet bort og sølvet frem, den blot slipper eller glemmer det ene og 485tar det andre isteden. Om drømmen derfor enn en god stund går noenlunde regelmessig frem og holder seg i et engang betrådt spor, er man dog ikke sikker for, at den i et øyeblikk kan omskiftes, så at en hest, innen man ser seg om, er blitt til en hane, en Lerhytte til et Marmorslot eller omvendt. Især har den ene drøm i regelen ingen sammenheng med den annen, og mens i det våkne Liv den ene dag fortsetter den annen, så at morgenen begynner, hvor Aftenen slapp, så har hver natt sine drømmer for seg, der ikke har noe å gjøre med den foregåendes eller den etterfølgendes. Og det er såre godt; thi det er nettopp ved den faste sammenheng, at det våkne Liv hevder sin overmakt over Drømmenes flyktige skikkelser. Dersom den ene natts Syner fulgte etter den annens med samme regelmessighet, som Dag følger etter Dag, kunne mennesket lett komme i villrede med, hva der var sandt, og hva der var innbilning, og den sørgeligste åndsforvirring kunne bli Følgen. Jeg har hørt fortelle om et ungt menneske, en Krambodsvend i en av Norges Smaabyer, der var i dette ulykkelige tilfelle. Hans Dage gikk meget ensformig og tildels surt med å stå i høker-Boden og selge sild, brennevin osv.; dertil fikk han smal kost og ofte Knubord av en vranten Husbonde. Men om natten tok han sin Mon igjen; da var han selv Husbonde og en rik kakse, der bodde i et slott og levde i alle slags herlighet og glede. Og disse drømmer antok etterhånden en sådan fasthet, at han, når han la seg om Aftenen, kunne være omtrent likeså vis på slaraffenlivet i slottet, som på at han neste morgen skulle stå i høker-Boden og få sild og velling til middag. Hans Liv falt således likesom fra hinannen i to motsatte vilkår, der syntes å ha like meget å bety; han var selv så å si to personer og visste etterhånden ikke rett, hvem eller hva han egentlig var. Den naturlige følge var, at han gikk fra forstanden og endte sine dager på et galehus.

Til all lykke er sådanne tilfelle i ethvert fall ytterlig sjeldne unntagelser, mens regelen er, at drømmen med all sin Livagtighed dog beholder sin flyktige, foranderlige 486art. Kun Dagens Liv er, som sannheten, et med seg selv overensstemmende, i stadig følge fortløpende, mens Nattens drømmeliv, som løgnen og innbilningen, splitter seg i tusende forskjellige og hinannen modsigende skikkelser. Dertil kommer, at den verden, der viser seg for oss i våken tilstand, er felles for oss alle, de ting, vi fornemmer, fornemmes vesentlig på samme måte av andre mennesker, hvorimot den drømmendes verden utelukkende er for ham; han er i drømmen, som vi nylig uttrykte det, innestengt i seg selv og ånder ikke av den alminnelige Fornuftens og sannhetens Livsluft, der omfatter den hele menneskehet, og hvorav også hver enkelt nærer sin sanne åndelige tilværelse.

Vi har hittil for det meste søkt å besvare oss det spørsmål, hva det er å drømme, og hvorledes man overhoved drømmer; det ligger nå nær også å spørre, hva man da i alminnelighet drømmer, eller hvorfra drømmen får sitt innhold. Naturligvis er det vårt våkne Liv, de ting og de tanker, der om dagen sysselsetter oss, der også på en eller annen måte kommer igjen i drømmer. Drømme er jo, som vi har sett, forestillinger; men alle forestillinger stammer fra, hva vi har sett, hørt eller overhoved fornemmet. Den, der intet hadde erfart, ville således heller ikke kunne ha noen drøm. Allersædvanligst er det da simpelthen levninger av Dagens nærmeste inntrykk, der blir tilbake i sjelen, og hvorav drømmen likesom laver en forvirret lapskaus. Fiskeren drømmer således vel mest om sine fisker, sine garn, sin båt eller om Søens hendelser, landmannen om sine åkrer, sine Lader, sine hester, om Regn og solskinn, Fæhyrden om sine Kjør og får, sitt smør og sin ost osv. Den nærmere beskaffenhet av de enkelte drømmer, det uvilkårlige valg, der gjøres mellom forskjellige Billeder, der kunne ligge like nær, og disses mørke eller lyse farge avhenger i alminnelighet av den sinnsstemning, i hvilken man sovnet inn, eller av Legemets befinnende under søvnen. Trykkes jeg f. Ex. av et eller annet ubevisst illebefinnende, da vil mine drømmer i alminnelighet anta et ubehagelig grunnpreg; de kan i øvrig være meget forskjellige, men vil alle 487have det tilfælles, at jeg synes å være i en eller annen forlegenhet, engstelse o. desl. Sedvanlig har den drømmende sjel også en dunkel følelse av, hva tiden lider, av Veirligets beskaffenhet osv., og denne følelse har da også sin innflytelse på drømmen. Også kan enkelte dunkle og forvirrede fornemmelser trenge inn gjennom de ellers lukkede sanser og bidra sitt til å bestemme Drømmens retning eller utmale et og annet trekk. En Husmoder på landet drømte en morgenstund, at hun var oppe for å bake flatbrød, og at hennes mann hug Bagsteved til henne i det nærliggende vedskjul. Men Huggene ble bestandig sterkere, inntil hun endelig våknet og erfarede, at en fremmed stod utenfor døren og banket på døren for at indlades. Naturligvis var det disse gjentatte slag på døren, der dunkelt hadde gjort et inntrykk på hennes hørsel, og som da enten hadde passet seg inn i den begynte drøm om bakingen eller maaske endog fra først av hadde vakt forestillingen om Hugning av Bagsteved og derigjennom brakt konen til å innbille seg, at hun skulle bake.

Mangengang synes allikevel våre drømmer å ligge temmelig langt afveien for våre daglige sysler og tanker, og vi kan ofte med forundring spørre oss selv, „hvorledes vi dog kunne komme til å drømme om sådant?“ Men dertil kan være forskjellige grunner. Drømmen viser i alle fall, at der er mer i et Menneskes tanke, enn han alltid selv ved av. Mange ting, som vi engang har erfart, eller som engang har gjort inntrykk på oss, har etterlatt spor i vår sjel, der ikke er aldeles udslettede, om de enn i lang tid har vært likesom trengte i bakgrunnen av andre tanker, der har optaget oss. Men nettopp under søvnen, når vår daglige syssel og det, der ellers holder vårt sinn i spenning, hviler, har hine halvglemte erindringer allerlettest for å dukke opp i sjelen. Lengst forsvundne tilstander og personer, som vi fordum har kjent, men som enten er døde eller fraværende, og som vi under Dagens travelhet kun har liten tid til å tenke på, svever i drømmer lett for vår tanke og synes da naturligvis nærværende. Især er det Barndommens og Ungdommens sterkt rodfæstede 488inntrykk, der ellers med makt holdes likesom nedtrykte av det senere Livs sysler og bekymringer, men som ofte likesom kun venter på, at dette trykk under Søvnens ro skal opphøre, for at de paany kan trenge seg frem i sjelen. Idet nå disse gamle minner også kan blande seg med forestillinger, der er lånte fra den senere Tids forhold, fremkommer ofte helt selsomme Billeder. En eldre mann kan således godt drømme seg som barn i sine foreldres hus, og at han f. Ex. får stryk av sin far, mens han på samme tid ser seg omgitt av voksne barn osv.

Ofte kan vi ha mottatt inntrykk, der var så svage, eller som vi har lagt så lite merke til, at vi i våken tilstand ikke engang formår å kjenne dem igjen; allikevel kan et spor være blitt hengende i vår sjel, hvilket i drømmer kan komme for oss; vi mener da å ha drømt noe ganske nyt, om en ganske ubekjendt Egn eller ganske fremmede personer, mens det dog i grunnen har vært en erindring, der har sysselsatt vår sjel. Der fortelles om en gammel professor i Kjøbenhavn, at han en natt drømte, at en bekjent kom til ham og oppfordret ham til å gå med ut i den botaniske hage for å se en sjelden plante, der nettopp stod i blomst. Vennen nevnte derhos Plantens latinske navn, et navn, som professoren ennå husket om morgenen, men som var ham fullkommen ubekjendt. Imidlertid fikk han, ved å spørre seg for, å vite, at der virkelig var en plante, der hette så, og at denne nettopp da stod i blomst. Sagen forekom ham underlig; thi det var jo ikke å tenke på, at hans Indbildningskraft kunne ha oppdiktet et navn, som virkelig fantes. Han søkte da nøye etter, hvor han nogentid kunne ha hørt eller lest dette navn, og fant det endelig i en bok, som han hadde lest for tretti år siden. Han hadde således upaatvivlelig sett dette navn i forbigående; men da han ei var plantekyndig, hadde han ikke lagt synderlig merke dertil og var seg nå slett ikke bevisst, at han kjente det. Men allikevel var navnet blitt sittende likesom slumrende i hans sjel og var nå etter så mange Aars forløp igjen plutselig oppvåknet.

M. J. Monrad.