478

Sønner af Norge, det ældgamle Rige,Sjunger til Harpens den festlige Klang!Mandig og høitidsfuldt Tonen lad stige!Fædrenelandet indvies vor Sang.FædreneminderHerlig oprinder,Hvergang vi nævner vor Fædrenestavn.Svulmende Hjerter og glødende KinderHylder det elskte, det hellige Navn.

Flyver vor Aand til de hensvundne Tider,Herlig den skuer vort Fædrelands Glans,Kjæmpere ganger om Dovrefjelds Sider,Vandrer til Ledingefærd som til Dans.Mandige SkarerBølgen befarer,Norriges Ros bær til fjerneste Kyst;Hjemme er Kjæmpere nok, som forsvarerArvede Frihed med modige Bryst.

Medens de staalklædte prøver sin Styrke,Medens de stander i kjæmpende Rad,Skalde og Sagamænd Kunsterne dyrke,Rister i Runer de herligste Kvad.Konninger boldeScepteret holde,Røgter med Visdom det hellige Kald;Gjennem Aarhundreders Nat deres SkjoldeGjenstraaler klart i Erindringens Hal.

Oldtid! du svandt; men din hellige FlammeBlusser i Nordmandens Hjerte endnu;End er af Æt og af Kraft han den samme,End staar til Frihed og Ære hans Hu;Og naar han kvæderNorriges Hæder,Svulmer hans Hjerte af Stolthed og Lyst:Ham er selv Sydens de yndigste StederIntet mod Norriges snedækte Kyst.

Frihedens Tempel i Nordmandens DaleStander saa herligt i Ly af hans Fjeld;Frit tør han tænke og frit tør han tale,Frit tør han virke, til Norriges Held.Fuglen i Skove,Nordhavets VoveFriere er ei end Norriges Mand;Villig dog lyder han selvgivne Love,Trofast mod Konning og Fædreneland.

Elskede Land med de skyhøie Bjerge,Frugtbare Dale og fiskrige Kyst!Troskab og Kjærlighed fro vi dig sverge;Kalder du, bløder vi for dig med Lyst.479Evig du stande,Elskte blandt Lande,Frit som den Storm, der omsuser dit Fjeld!Og medens Bølgen omsnor dine Strande,Stedse du voxe i Hæder og Held!

H. A. Bjerregaard.

478

Sønner av Norge, det eldgamle rike,Synger til Harpens den festlige klang!Mandig og høytidsfullt tonen la stige!Fedrelandet innvies vår sang.FedreneminnerHerlig opprinner,Hvergang vi nevner vår fedrenestavn.Svulmende hjerter og glødende kinnerHyller det elskte, det hellige navn.

Flyver vår ånd til de hensvunne tider,Herlig den skuer vårt fedrelands glans,Kjempere ganger om Dovrefjelds sider,Vandrer til Ledingefærd som til dans.Mandige SkarerBølgen befarer,Norriges ros bær til fjerneste kyst;Hjemme er kjempere nok, som forsvarerArvede frihet med modige bryst.

Mens de staalklædte prøver sin styrke,Mens de stander i kjempende rad,Skalder og sagamenn kunstene dyrke,Rister i runer de herligste Kvad.Konninger boldeSepteret holde,Røkter med visdom det hellige kald;Gjennom århundrers natt deres skjoldGjenstråler klart i Erindringens Hal.

Oldtid! du svant; men din hellige flammeBlusser i nordmannens hjerte ennå;Enn er av ætt og av kraft han den samme,Enn står til frihet og ære hans hu;Og når han kvederNorriges Hæder,Svulmer hans hjerte av stolthet og Lyst:Ham er selv Sydens de yndigste stederIntet mot Norriges snødekte kyst.

Frihetens tempel i nordmannens dalerStander så herlig i ly av hans Fjell;Fritt tør han tenke og fritt tør han tale,Fritt tør han virke, til Norriges held.Fuglen i skoger,Nordhavets VoveFriere er ei enn Norriges mann;Villig dog lyder han selvgivne Love,Trofast mot Konning og fedreland.

Elskede land med de skyhøye Bjerge,Fruktbare daler og fiskerike kyst!Troskap og Kjærlighed fro vi deg sverge;Kaller du, blør vi for deg med Lyst.479Evig du stande,Elskte blant land,Fritt som den Storm, der omsuser ditt Fjell!Og mens bølgen omsnor dine Strande,Stedse du vokse i Hæder og held!

H. A. Bjerregaard.