479

Der ligger et Land mod den evige Sne,I Revnerne kun er der Vaarliv at se.Men Havet gaar til med Historie-Døn,Og elsket er Landet som Mo’r af Søn.

Hun tog os i Fanget, dengang vi var smaa,Og gav os sin Saga med Billeder paa.Vi læste, saa Øiet blev stort og vaadt;Da smilte den gamle og nikked blot.

Vi sprang ned til Fjorden, vi stirrede modDen askegraa Bautasten, gammel den stod;Hun stod der end ældre, sa’ Ingenting;Men stensatte Hauger laa rundt i Ring.

Hun tog os ved Haanden, og Følge hun gavBort derfra til Kirken saa stille og lav,Hvor Fædrene ydmygt har bøiet Knæ,Og mild’lig hun sagde: Gjør I som de!

Hun strøede sin Sne over fjeldbratte Li,Bød saa sine Gutter at staa den paa Ski.Hun knuste med Stormhaand det Nordhavs Speil,Bød saa sine Gutter at heise Seil.

Hun satte de vakreste Gjenter i RadAt følge vor Idræt med Smil og med Kvad,Og selv sad hun høit i sin SagastolOg Maaneskinskaaben opunder Pol.

Da løsned Begeistringens rullende Faann,Da døbtes vi af hendes mægtige Aand,Da stod over Fjeldet et Syn i Glød,Som siden os maner indtil vor Død.

Björnstjerne Björnson.

479

Der ligger et land mot den evige Sne,I revnene kun er der vårliv å se.Men Havet går til med historie-Døn,Og elsket er landet som Mo’r av sønn.

Hun tok oss i fanget, dengang vi var små,Og ga oss sin saga med Billeder på.Vi leste, så øyet ble stort og vått;Da smilte den gamle og nikket blot.

Vi sprang ned til fjorden, vi stirret motDen askegrå bautastein, gammel den stod;Hun stod der enn eldre, sa’ ingenting;Men steinsatte hauger lå rundt i Ring.

Hun tok oss ved hånden, og følge hun gaBort derfra til kirken så stille og lav,Hvor fedrene ydmykt har bøyet kne,Og mild’lig hun sa: Gjør dere som de!

Hun strødde sin Sne over fjellbratte li,Bød så sine gutter å stå den på ski.Hun knuste med stormhånd det Nordhavs speil,Bød så sine gutter å heise Seil.

Hun satte de vakreste jenter i radÅ følge vår idrett med smil og med Kvad,Og selv satt hun høyt i sin SagastolOg Maaneskinskaaben oppunder pol.

Da løsnet Begeistringens rullende Faann,Da døbtes vi av hennes mektige ånd,Da stod over fjellet et syn i glød,Som siden oss maner inntil vår død.

Björnstjerne Björnson.