474

Det var en Pinsedag for et halvt Snes Aar siden eller maaske lidt mere. I Selskab med en Veninde gik jeg til Kirken, hvor vi dog strax merkede, at vi havde været altfor tidlig ude; det deilige Veir, den nye Vaar med sin vakre Løvspræt havde lokket os.

Det varede dog ikke længe, før Klokkeren kom og lukkede Dørene op, maaske forat den varme Luft skulde trænge lidt ind i den kolde Stenkirke, før Prest og Menighed kom. Min Veninde var fremmed her paa Bygden, vi greb derfor Leiligheden til ret grundig at tage i Øiesyn den lange Række Billeder af Totensprester, som der er ophængt Væggene rundt. Det er vel saa, at en stor Del — den ældste — af disse Billeder slet ikke er Portræter, men Fantasibilleder, og at de virkelige Portræter ingenlunde alle er udførte af Mesterhaand. Men en Krønike ligger dog bortgjemt i disse Skikkelser med sine korte Underskrifter; et Spørgsmaal vækkes, medens man staar foran dem og ser tilbage til de gamle Tider. Et Spørgsmaal? — nei mange! det andet dukker op bag det første og trækker det tredje med sig.

Jeg var altsaa vel tilfreds med at følge min Veninde fra den lyse, varme og friske Natur til Presterækken i den kolde Kirke.

Der er nu først en Række af Pavekirkens Tjenere i brogede Kjortler, en udenpaa den anden, stundom med smaa Klokker i Kanten af den øverste og korteste. De er alle meget prægtige paa den første nær, Sira Guttorm Aslakssøn, som blev Sogneprest til Toten Anno 1401; han er fremstillet i en simpel hvid Messeskjorte. I den Række er ellers at merke: Biskop Karl af Hamar, hvis Underskrift brammende melder, at han „fik Toten af Kong Hans med alt kongeligt og presteligt Regimente.“ Nu, det var Prestevældets Tid, og Kong Hans yndede jo særligen denne Mand; derfor — til vi bliver bedre oplyste — giver vi Udsagnet vor Tiltro og mener, at Totningerne var dengang mere Bispens Undersaatter end Kongens, især da samme 475Underskrift gjør den ridderlige Prælat til Slotsherre paa Akershus.

En af hans Formænd eller rettere dennes Afskildrer fortæller os om Kirkens Brand paa hans Tid — Anno 1441—1457 — under et Opløb mod Kongen. Magt og Vælde maa have noget særeget tiltrækkende for os Mennesker, selv om den ikke altid er af det gode eller til det gode. Det var ikke frit for, at vore ungdommelige Hjerter slog lidt sterkere end sedvanligt, og at vi med en vis Beundring saa op til disse Mænd, som havde havt saameget at betyde, skjønt det virkelig beundringsværdige, som muligens fandtes hos dem, var fortiet, lod sig maaske ikke engang nedtegne med Pen og Pensel.

Dog en anden, en større Magt randt os i Hu, da vi vendte os til „Torbjørn Olssøn*), en Riddermands Mand, som blev første evangeliske Prest paa Toten Anno 1537.“ Naar vi saa op paa det ærværdige, milde Aasyn, vilde vi saa gjerne tro, ikke blot, at her maatte dog vist de virkelige Portræter begynde, men og at Valgsproget: „Jeg skammer mig ikke ved Evangeliet,“ ei var sat til af fremmed Haand, fordi det var fundet passende, men var virkelig hans eget, var Udtrykket for hans Hjertes Tro og Kjærlighed.

Videre gik vi forbi den lange Række af tiltrækkende eller frastødende Ansigter — der findes virkelig begge Slags — til Herr Knut Sevaldssøn, som blev Sogneprest til Toten Aar 1662, en alvorlig Mand med langt nedrullende Haar og hvidt kortstudset Skjeg; han har Valgsproget: „Den, som forlader sig paa Gud, bliver aldrig tilskamme!“ *) — til Herr Ole Hannibal Hof, den nidkjære Prest, hvis Minde vel nu er blegnet heroppe, men som for ikke saa lange Tider siden erindredes med Ærefrygt: „Det skulde Ole Hannibal have seet!“ sukkede de gamle, naar det gik ilde til, og de tyktes, at Sederne forværredes med den opvoxende Slegt. Han frygtede Gud, men ikke Menneskers Domme og har som Valgsprog: „Dersom jeg endnu tækkedes Menneskerne, da var jeg ikke Kristi Tjener!“

476Nu, Læserne finder maaske, at dette bliver en lang Indledning til en kort Historie; det gaar mig nu som sædvanligt: jeg har vanskeligt ved at komme bort fra de gamle Prester. Hin Pinsedag var jeg vel med min Veninde kommen til at fordybe mig endnu længere i Beskuelsen af dem, hvis vi ikke pludselig var blevne forstyrrede.

Bedst som vi stod, kom en liden, daarlig klædt Gut springende ind i Kirken; han saa sig om til alle Sider, og saa spurgte han livlig: „Er de Provster, alle disse her? de er saa gilde!“ — „Aa, her er baade Provster, Prester og Bisper,“ svarede vi smilende, „kom bare, saa skal du faa se paa dem!“

Gutten, som saa ud til at være omtrent 7 Aar gammel, blev dog snart kjed af at se paa „Provsterne“, især da vi kom forbi den brogede katholske Række; han kastede atter Blikket hurtig omkring sig, saa sagde han: „Ja, her er nok vakkert; men Kirken vor er vakrere endda!“

Hvor „Kirken vor“ var at finde, kunde vi ikke faa nogen riglig Greie paa; men hvorledes den saa ud, det fik vi vide.

„Jeg skal sige dig,“ sagde han, „der er Johannes den Døber; men han er nok ikke her; ogsaa er der Kristus paa Korset, han hænger med udbredte Arme: saaledes! og Blodsdraaberne triller ned paa begge Sider af Ansigtet hans, for han har en Tornekrone paa.“

Vi stod forbausede og saa paa Gutten, medens han med livligt Minespil og med de klare Taarer i Øinene skildrede os vor lidende Frelsers Billede. „Hvem har fortalt dig om Jesus og Johannes den Døber?“ spurgte jeg. — „Mo'r og Bedstefa'r fortæller mig,“ sagde han.

Men saa fik han se Døbefunten, der her bæres af en Barneskikkelse med Slangen under sine Fødder.

„Der er jo Johannes den Døber!“ raabte han glad, — „saa er han jo her ogsaa!“ og han sprang hen til Funten. „Der kryber den gamle Slange!“ sagde han alvorlig. Saa fik han pludselig en Tanke: „Mon han ikke fryser her i Kirken? jeg synes, her er saa koldt, jeg! — end om Vintren da!“

477Han lagde sig ned paa Knæ og tæt ind til Barnet for at varme det. Med et for han op med glædestraalende Øine: „Han smilte til mig! saa du det? han smilte!“

Vi blev ganske underlig tilmode; det kunde man kalde Indbildningskraft! og det blev sagt med en barnlig Enfold, som greb os i Hjertet.

Som han kjærtegnende vilde bøie sig ned til Barneskikkelsen igjen, begyndte Klokkerne at tone.

„Aa, nu maa jeg gaa!“ sagde han sørgmodig. — „Hvorfor det?“ — „Jeg er saa styg!“ og han saa paa sine fillede Klæder. — „Nei, du kan nok blive for Klædernes Skyld, naar du bare sidder vakkert stille!“ — „Mener du, jeg kan blive og høre, hvad Præsten siger?“ spurgte han livlig; „ja, saa vil jeg springe ud nu; men naar Præsten og alt Folket gaar ind, da kommer jeg og ind igjen!“

Han løb ud. Jeg tænkte: det er vel uvist, om du kommer ind igjen! thi livlig som han var, forekom det mig, at han ikke længe holdt en Tanke fast.

Præsten kom, Menigheden strømmede ind; Kirken blev — som sedvanligt paa de store Høitidsdage — overfyldt. Jeg lod Blikket streife hen over Forsamlingen, om jeg skulde faa Øie paa vor lille Ven. Under Indgangssalmen fik jeg med et se ham; han sad lige foran mig, lagde de foldede Hænder paa Bænkens Karm og sang med af Hjertens Lyst.

Da vi gik ud, var det mig umuligt at faa Øie paa ham i Folkestimmelen.

Naar jeg staar foran den lange Billedrække i vor Kirke, ser paa disse Navne, af hvilke kun et Par er optegnede i Historiens Blade, og naar saa Spørgsmaalet opstiger: hvem af eder virkede bedst til Guds Riges Fremme? ved hvem af eder fik Vorherre sin Ære mest udelt? og jeg saa svarer mig selv: maaske ved de mest forglemte af eder alle! — da staar atter Gutten, som spurgte saa raskt, om de alle var Provster, saa levende for mig, og jeg tænker: skal du og din Gjerning blive aabenbar eller du og den forblive i Stilhed og Løndom? — Alt vel! kun at du altid maa vedblive at tro med Barnehjertet og se med Barneøiet og saaledes fremme din Herres Ære, da bliver dine Gaver til Velsignelse!

J. L.

474

Det var en pinsedag for et halvt Snes år siden eller maaske litt mer. I selskap med en venninne gikk jeg til kirken, hvor vi dog straks merket, at vi hadde vært altfor tidlig ute; det deilige vær, den nye vår med sin vakre løvsprett hadde lokket oss.

Det varte dog ikke lenge, før klokkeren kom og lukkede dørene opp, maaske for at den varme luft skulle trenge litt inn i den kalde steinkirke, før Prest og menighet kom. Min venninne var fremmed her på bygden, vi grep derfor leiligheten til rett grundig å ta i øyesyn den lange rekke Billeder av Totensprester, som der er opphengt veggene rundt. Det er vel så, at en stor del — den eldste — av disse Billeder slett ikke er portretter, men fantasibilder, og at de virkelige portretter ingenlunde alle er utførte av mesterhånd. Men en krønike ligger dog bortgjemt i disse skikkelser med sine korte underskrifter; et spørsmål vekkes, mens man står foran dem og ser tilbake til de gamle tider. Et spørsmål? — nei mange! det andre dukker opp bak det første og trekker det tredje med seg.

Jeg var altså vel tilfreds med å følge min venninne fra den lyse, varme og friske natur til presterekken i den kalde Kirke.

Der er nå først en rekke av Pavekirkens tjenere i brokete kjortler, en utenpå den annen, stundom med små klokker i kanten av den øverste og korteste. De er alle meget prektige på den første nær, Sira Guttorm Aslakssøn, som ble sogneprest til Toten Anno 1401; han er fremstilt i en simpel hvit messeskjorte. I den rekke er ellers å merke: Biskop Karl av Hamar, hvis underskrift brammende melder, at han „fikk Toten av Kong Hans med alt kongelig og prestelig regimente.“ Nå, det var presteveldets tid, og Kong Hans yndede jo særlig denne mann; derfor — til vi blir bedre opplyste — giver vi utsagnet vår tiltro og mener, at totningene var dengang mer Bispens undersåtter enn Kongens, især da samme 475underskrift gjør den ridderlige prelat til Slotsherre på Akershus.

En av hans formenn eller rettere dennes Afskildrer forteller oss om Kirkens Brand på hans tid — Anno 1441—1457 — under et oppløp mot Kongen. Makt og Vælde må ha noe særegent tiltrekkende for oss mennesker, selv om den ikke alltid er av det gode eller til det gode. Det var ikke fritt for, at våre ungdommelige hjerter slo litt sterkere enn sedvanlig, og at vi med en viss beundring så opp til disse menn, som hadde hatt saameget å bety, skjønt det virkelig beundringsverdige, som muligens fantes hos dem, var fortiet, lot seg maaske ikke engang nedtegne med Pen og pensel.

Dog en annen, en større makt rant oss i hu, da vi vendte oss til „Torbjørn Olssøn*), en Riddermands mann, som ble første evangeliske Prest på Toten Anno 1537.“ Når vi så opp på det ærverdige, milde åsyn, ville vi så gjerne tro, ikke blot, at her måtte dog vist de virkelige portretter begynne, men og at Valgsproget: „Jeg skammer meg ikke ved evangeliet,“ ei var satt til av fremmed hånd, fordi det var funnet passende, men var virkelig hans eget, var uttrykket for hans Hjertes tro og Kjærlighed.

Videre gikk vi forbi den lange rekke av tiltrekkende eller frastøtende ansikter — der finnes virkelig begge Slags — til Herr Knut Sevaldssøn, som ble sogneprest til Toten Aar 1662, en alvorlig mann med langt nedrullende Haar og hvitt kortstudset skjegg; han har Valgsproget: „Den, som forlater seg på Gud, blir aldri til skamme!“ *) — til Herr Ole Hannibal Hof, den nidkjære Prest, hvis Minde vel nå er bleknet heroppe, men som for ikke så lange tider siden erindredes med ærefrykt: „Det skulle Ole Hannibal have sett!“ sukket de gamle, når det gikk ilde til, og de tyktes, at Sederne forverredes med den oppvoksende slekt. Han fryktede Gud, men ikke Menneskers Domme og har som Valgsprog: „Dersom jeg ennå tekkedes menneskene, da var jeg ikke Kristi Tjener!“

476Nå, leserne finner maaske, at dette blir en lang innledning til en kort historie; det går meg nå som sedvanlig: jeg har vanskelig ved å komme bort fra de gamle prester. Hin pinsedag var jeg vel med min venninne kommet til å fordype meg enda lenger i Beskuelsen av dem, hvis vi ikke plutselig var blitt forstyrrede.

Best som vi stod, kom en liten, dårlig kledd Gut springende inn i kirken; han så seg om til alle sider, og så spurte han livlig: „Er de proster, alle disse her? de er så gilde!“ — „Aa, her er både proster, prester og Bisper,“ svarte vi smilende, „kom bare, så skal du få se på dem!“

Gutten, som så ut til å være omtrent 7 år gammel, ble dog snart kjed av å se på „prostene“, især da vi kom forbi den brokete katolske rekke; han kastet atter blikket hurtig omkring seg, så sa han: „Ja, her er nok vakkert; men kirken vår er vakrere enda!“

Hvor „kirken vår“ var å finne, kunne vi ikke få noen rikelig greie på; men hvorledes den så ut, det fikk vi vite.

„Jeg skal si deg,“ sa han, „der er Johannes den døper; men han er nok ikke her; også er der Kristus på korset, han henger med utbredte Arme: således! og blodsdråpene triller ned på begge sider av ansiktet hans, for han har en tornekrone på.“

Vi stod forbausede og så på gutten, mens han med livlig minespill og med de klare tårer i øynene skildret oss vår lidende Frelsers bilde. „Hvem har fortalt deg om Jesus og Johannes den døper?“ spurte jeg. — „Mo'r og Bedstefa'r forteller meg,“ sa han.

Men så fikk han se døpefonten, der her bæres av en Barneskikkelse med slangen under sine føtter.

„Der er jo Johannes den døper!“ ropte han glad, — „så er han jo her også!“ og han sprang hen til fonten. „Der kryper den gamle slange!“ sa han alvorlig. Så fikk han plutselig en tanke: „Mon han ikke fryser her i kirken? jeg synes, her er så kaldt, jeg! — enn om vinteren da!“

477Han la seg ned på kne og tett inn til barnet for å varme det. Med et for han opp med gledestrålende øyne: „Han smilte til meg! så du det? han smilte!“

Vi ble ganske underlig tilmode; det kunne man kalle Indbildningskraft! og det ble sagt med en barnlig enfold, som grep oss i Hjertet.

Som han kjærtegnende ville bøye seg ned til Barneskikkelsen igjen, begynte Klokkerne å tone.

„Aa, nå må jeg gå!“ sa han sørgmodig. — „Hvorfor det?“ — „Jeg er så stygg!“ og han så på sine fillete klær. — „Nei, du kan nok bli for klærnes skyld, når du bare sitter vakkert stille!“ — „Mener du, jeg kan bli og høre, hva presten sier?“ spurte han livlig; „ja, så vil jeg springe ut nå; men når presten og alt folket går inn, da kommer jeg og inn igjen!“

Han løp ut. Jeg tenkte: det er vel uvist, om du kommer inn igjen! thi livlig som han var, forekom det meg, at han ikke lenge holdt en tanke fast.

Presten kom, menigheten strømmet inn; Kirken ble — som sedvanlig på de store høytidsdager — overfyldt. Jeg lot blikket streife hen over forsamlingen, om jeg skulle få Øye på vår lille venn. Under inngangssalmen fikk jeg med et se ham; han satt like foran meg, la de foldede hender på benkens karm og sang med av Hjertens Lyst.

Da vi gikk ut, var det meg umulig å få Øye på ham i Folkestimmelen.

Når jeg står foran den lange bilderekke i vår Kirke, ser på disse navn, av hvilke kun et par er opptegnede i Historiens Blade, og når så spørsmålet opstiger: hvem av dere virket best til Guds Riges fremme? ved hvem av dere fikk Vorherre sin ære mest udelt? og jeg så svarer meg selv: maaske ved de mest forglemte av dere alle! — da står atter gutten, som spurte så raskt, om de alle var proster, så levende for meg, og jeg tenker: skal du og din gjerning bli åpenbar eller du og den forbli i stillhet og Løndom? — Alt vel! kun at du alltid må vedbli å tro med barnehjertet og se med barneøyet og således fremme din Herres ære, da blir dine gaver til velsignelse!

J. L.