472

Der var en liden By, i Byen var en Smed,Som farlig var, naar han blev vred.Han sig en Fiende fik; dem kan man altid faa;(Jeg ingen har; det gaaMin Læser ligesaa!).Til Uheld for dem begge toDe træffes i en Kro.De drak; (jeg selv i Kro vil drikke;For andet kommer jeg der ikke.Anmerk dog, Læser, dette:Jeg immer gaar paa de honette).Som sagt, de drak,Og efter mange Skjældsord, hidsig SnakSlaar Smeden Fienden paa Planeten.Saa sterkt var dette Slag,At han saa ikke DagOg har ei siden seet’en.

Strax i Arrest blev Smeden sat.En Feltskjær faar den døde fatOg om en voldsom Død Attest hensender.473Den Mordere forhøres og bekjender:Hans Haab var, at han skulde hisset gaaOg der Forladelse af sin Modstander faa.

Men hør nu Løier!Før Dom skal gaa i Sagen,Fremtriner fire BorgereFor Dommeren. Den mest veltalendeHam saa tiltalede:

„Velviseste!Vi ved, paa Byens Vel De altid ser;Men Byens Vel beror derpaa,At vi vor Smed igjen maa faa.Hans Død opvækker jo dog ei den døde?Vi aldrig faar igjen saa duelig en Mand.For hans Forbrydelse vi altfor grusomt bøde,Om han ei hjælpes kan.“ —„Betænk dog, kjære Ven! der Liv for Liv maa bødes.“ —„Her bor en arm, udlevet Bager,Som Pokker snart desuden tager.Vi har jo to; om man den ældste tog af dem,Saa blev jo Liv for Liv betalt.“ —

„Ja,“ sagde Dommeren, „det Indfald var ei galt.Jeg Sagen at opsætte nødes;Thi i saa vigtigt Fald man maa sig vel betænke.Gid vores Smed jeg Livet kunde skjænke!Farvel, godt Folk! jeg gjør alt, hvad jeg kan.“ —„Farvel, velvise Mand!“ —

Han blader i sin Lov omhyggelig,Men finder intet der for sig,Hvorved forbudet er for Smed at rette Bager;Han sin Beslutning tagerOg saa afsiger denne Dom:(Hvem, som vil høre den, han kom!)„Vel er Grovsmeden JensFor al Undskyldning lænsOg her for Retten selv bekjendte,Han Anders Pedersen til Evigheden sendte;Men da i vores By en Smed vi ikkun have,Jeg maatte være rent af Lave,Ifald jeg vilde se ham død.Men her er to, som bager Brød.

Thi kjender jeg for Ret:Den ældste Bager skal undgjelde detOg for det skete Mord med Liv for Liv bør bødeTil velfortjente Straf for sigOg ligesindede til Afsky og til Skræk.“

Den Bager græd gudsjammerlig,Da man ham førte væk.

Moral:

Beredt til Døden altid vær!Den kommer, naar du mindst den tænker nær.

J. H. Wessel.

472

Der var en liten by, i byen var en smed,Som farlig var, når han ble vred.Han seg en fiende fikk; dem kan man alltid få;(Jeg ingen har; det gåMin leser likeså!).Til Uheld for dem begge toDe treffes i en kro.De drakk; (jeg selv i kro vil drikke;For annet kommer jeg der ikke.Anmerk dog, leser, dette:Jeg immer går på de honette).Som sagt, de drakk,Og etter mange skjellsord, hidsig snakkSlår Smeden Fienden på planeten.Så sterkt var dette slag,At han så ikke DagOg har ei siden seet’en.

Straks i arrest ble Smeden satt.En Feltskjær får den døde fatOg om en voldsom død attest hensender.473Den Mordere forhøres og bekjenner:Hans Haab var, at han skulle hisset gåOg der forlatelse av sin motstander få.

Men hør nå løyer!Før dom skal gå i Sagen,Fremtriner fire borgereFor dommeren. Den mest veltalendeHam så tiltalede:

„Velviseste!Vi vet, på Byens Vel De alltid ser;Men Byens Vel beror derpå,At vi vår smed igjen må få.Hans Død oppvekker jo dog ei den døde?Vi aldri får igjen så duelig en mann.For hans forbrytelse vi altfor grusomt bøte,Om han ei hjelpes kan.“ —„Betenk dog, kjære venn! der Liv for liv må bødes.“ —„Her bor en arm, utlevd Bager,Som Pokker snart dessuten tar.Vi har jo to; om man den eldste tok av dem,Så ble jo Liv for liv betalt.“ —

„Ja,“ sa dommeren, „det innfall var ei galt.Jeg Sagen å oppsette nødes;Thi i så viktig fall man må seg vel betenke.Gid våres smed jeg livet kunne skjenke!Farvel, godt folk! jeg gjør alt, hva jeg kan.“ —„Farvel, velvise mann!“ —

Han blader i sin lov omhyggelig,Men finner intet der for seg,Hvorved forbudet er for smed å rette Bager;Han sin beslutning tarOg så avsier denne dom:(Hvem, som vil høre den, han kom!)„Vel er grovsmeden JensFor all unnskyldning lensOg her for retten selv bekjente,Han Anders Pedersen til evigheten sendte;Men da i våres by en smed vi ikkun have,Jeg måtte være rent av Lave,I fall jeg ville se ham død.Men her er to, som bager brød.

Thi kjenner jeg for rett:Den eldste Bager skal unngjelde detOg for det skjedde mord med liv for liv bør bøteTil velfortjente straff for segOg likesinnede til avsky og til skrekk.“

Den Bager gråt gudsjammerlig,Da man ham førte vekk.

Moral:

Beredt til døden alltid vær!Den kommer, når du minst den tenker nær.

J. H. Wessel.