Der var engang en Tømmersvend;Mod ham en Slagterhund sig viste ei som Ven,Han vilde bide ham, og som nu let kan vides,En Tømmersvend ei mer end du og jeg vil bides.Han derfor hævede sin Øxe raskOg kløvede sin Uvens Pandebrask.Nu skulde det til Uheld træffe,At Hundens Eier komI Øieblikket, somHans Hund var ud’ af Stand at bjeffe:Han bjeffede for ham.Jeg holder det for SkamFor Læseren at repetere,Hvad Skjeldsord, Trusler, Ed han bjeffede med mere.472Omsonst den kjære Mand, som havde Panden delt,Ham vilde forestille:To halve Hoveder udgjør et helt;Den anden mod Ræson ei tage vilde;Og skjønt han fandt sig noget slagenVed et saa fyndigt Argument,Han foranstaltede dog næste DagenDen Tømmersvend en Stevning sendt.Ei denne lod sig forelægge;For Dommeren de mødte begge.Citanten mælede da først:„Han kunde jaget bort min Hund med nogle Børst,Jeg selv da skulde sagt, han gjorde vel;Men slaa mig Hunden rent ihjelOg med sin Øxe Panden paa ham kløveOg mig min bedste Skat berøve, —Det tror jeg vist, Herr Dommer! straffes bør.“Herr Dommer tog tilords: „Svar mig paa, hvad jeg spør:Du Tømmersvend! hvorfor ei Skaftet tageOg dermed Hunden fra dig jage?“Han svarede (først rømmende) med Tugt:„Ifald han havde mig med Halen bidt,Jeg Skaftet ei engang imod ham havde bragt,Men jaget ham med bare Hænder;Men Bestet faldt mig an med skarpe Tænder.“Da kjendte Dommeren, saasnart han hørte det:„Skarpt imod skarpt! den Tømmersvend har Ret.Du Slagter, som har yppet Trætten,To Mark erlægger her i Retten.“

Moralen her skal kort, dog noget fyndig gives:Man ei om Bagatel maa med sin Næste kives.

J. H. Wessel.

Der var engang en tømmersvenn;Mot ham en Slagterhund seg viste ei som venn,Han ville bite ham, og som nå lett kan vites,En Tømmersvend ei mer enn du og jeg vil bites.Han derfor hevet sin øks raskOg kløvede sin Uvens pannebrask.Nå skulle det til uhell treffe,At Hundens eier komI øyeblikket, somHans Hund var ut’ av stand å bjeffe:Han bjeffet for ham.Jeg holder det for skamFor leseren å repetere,Hva skjellsord, trusler, Ed han bjeffet med mer.472Omsonst den kjære mann, som hadde pannen delt,Ham ville forestille:To halve hoder utgjør et helt;Den annen mot Ræson ei ta ville;Og skjønt han fant seg noe slagenVed et så fyndigt argument,Han foranstaltede dog neste dagenDen Tømmersvend en stevning sendt.Ei denne lot seg forelegge;For dommeren de møtte begge.Citanten mælte da først:„Han kunne jaget bort min hund med noen Børst,Jeg selv da skulle sagt, han gjorde vel;Men slå meg hunden rent ihjelOg med sin øks pannen på ham kløveOg meg min beste skatt berøve, —Det tror jeg vist, Herr Dommer! straffes bør.“Herr Dommer tok til orde: „Svar meg på, hva jeg spør:Du tømmersvenn! hvorfor ei skaftet taOg dermed hunden fra deg jage?“Han svarte (først rømmende) med tukt:„I fall han hadde meg med halen bitt,Jeg skaftet ei engang imot ham hadde brakt,Men jaget ham med bare hender;Men Bestet falt meg an med skarpe tenner.“Da kjente dommeren, så snart han hørte det:„Skarpt imot skarpt! den tømmersvenn har rett.Du Slagter, som har yppet Trætten,To Mark erlegger her i retten.“

Moralen her skal kort, dog noe fyndig gives:Man ei om bagatell må med sin neste kives.

J. H. Wessel.