Læreplanatlas
Tredie DelVIII. BLANDEDE STYKKER.

Gaffelen.

Wessel

470

Engang Merkurius og Jupiter faldt paaFor en Forandrings Skyld og Tanker at forslaaAt foretage sig en Lysttur ned til Jorden,Hvor Majestæterne fandt alting saa i Orden,At Jupiter tilsidst brød ud i disse Ord:„Herr Pope har sagt sandt: det er den bedste Jord.“Han sagde vistnok mer; men til den største SkadeFor Læseren, for mig, for Jordens OverfladeEr denne liden Stump deraf kun bleven gjemt,Og det fornemste var maaske, hvad man har glemt.Men jeg ei glemme maa, hvad jeg har mer at sige.„Hør,“ sagde Jupiter, „jeg gider ikke stigeStrax til Olymp igjen; vil du, Merkurius!(Thi alle Guderne er for det meste Dus)Vil du, saa gaar vi ind i næste Bondehytte,Men forud vor Gestalt med Menneskers ombytte.Hvem ved? vi der maaske kan gode Løier faa.“Merkurius, som godt al Galskab lide maa,Paa Øieblikket sig forsvor fra Gud til Fanden,(Han aldrig lade kan den skrækkelige Banden)At dette Indfald var mer end guddommeligt.De ind i Hytten kom, fandt alting tarveligt;De Mand og Kone saa med Elleskeer spiseOg bade, at de dem den Godhed vilde viseAt give dem omsonst en Skefuld Søbekaal.„Ja, sætter jer, godt Folk! og langer til vor Skaal!“Merkurius, som var til bedre Føde vant,Slet ingen Appetit til Søbekaalen fandt.Thi ytred han paa Fransk, som Husets Folk ei kunde,Til Jupiter derom sin Mening dennelunde:Ces choux-là sont d’un goût à me faire vomir,Et je ne conçois pas, qu’on s’en puisse nourrir.Oui, sagde Jupiter, auprès de l’AmbroisieCes choux sont bien mauvais; pour la cérémonieIl faut pourtant, mon fils, en manger quelque peu.Mais à propos, comment récompenser en DieuDe ces honnêtes gens la douce bienveillance,471Si ces donneurs de choux meritent récompense?Saa svarede Merkur: que leur propres souhaitsDéterminent d’abord tes généreux bienfaits!Merkuriusses Raad behagede hans Fader,Thi blev han sidan ved: „Ved I vel, hvem I mader?“„Nei,“ svarte Konen ham: „desuden“ sagde hun,„Saa mader vi jer ei, vi jer bespiser kun.I skulde ikke nys saameget talt det franske,Saa havde I maaske nu bedre vidst det danske.“Thi mens de talte Fransk, faldt Tiden Konen lang,Og Vreden gjorde nu, hun Tungen fik paa Gang.Da Jupiter fornam, hun havde Ret i noget,Og at han virkelig begik en Feil mod Sproget,Saa blev han ikke vred, men svarte med et Smil:„Min Putte! tal mig til i mere høflig Stil!I altsaa vide maa, I har bespist, Madame!Bespist og madet, er dog mestendels det samme, —I har bespist en Gud i ham og en i mig.Og til Bevis derpaa led i min Kjortelflig,Der kan I, om I vil, en Tordenkile hitte;Thi jeg er Jupiter, og denne lille bitte,Ifald han havde ei sin Guddom skjult saavel,I skulde seet paa ham to Vinger for hver Hæl;Han er Merkurius. Nu ved I, hvem vi ere;I ogsaa vide maa, vi Godhed for jer bære.For jer Velvillighed mod mig og mod min Søn,For jeres Søbekaal bestemmer selv jer Løn!Hvorom I vil, I nu kan trende Ønsker gjøre,Og Jupiter vil strax hvert Ønske fyldestgjøre.“„O!“ sagde Konen da, „gid vi maa Gaffel faa„Til vor umage Kniv!“ — der strax en Gaffel laa,Og Kniven Mage fik. „Hvad? er du rent forbandet,Og naar du Valget har, dig ønsker intet andet?“Var Mandens Ord; „saa gid, at Gaffelen dig sad,„Din Tosse, i dit Liv!“ — Det skede, som han bad.Der stod da baade Mand og Kone i en Maade;De sig udbede maa den — ak den sidste Naade!At Gaffelen igjen tilbage maatte gaa.Den gik; og Guderne, de gjorde ligesaa.

J. H. Wessel.