469

Saa venlig en Drot jeg aldrig saaSom Keiser Karl med de Øine blaa!Men saa jeg Karolus i Harm opgløde,Jeg før vilde Libyens Parder møde.

Karolus var stor, dog tilmaade lang;Om Panden de nødbrune Lokker hang.Hans Hoved var rundt, hans Øine store;Paa Ørnevinger hans Tanker fore.

Hans Kind var skarp, mer brun end rød;I Spøg han Gangerens Hovsko brød.470I Kraftleg stod han paa høiest StadeOg løfted en Ridder i Staal og Plade.

I Fyrsternes Raad var Keiseren størst;Hvad stort han saa, ophøied han først.Han sad blandt Skalde, Vismænd og PresterOg æred hver Tankens og Ordets Mester.

I Dyst var Karl en luende Brand:Hans Lanse nedlyned Hest og Mand;Sit Sverd han svinged med Seiersglæde,Og Sverdet gjennemskar Staal som Klæde.

Jeg mange kronede Hoveder saa;Men alle de var mod Karolus smaa.Dog Keiserens Krone jeg agted føieMod Aanden, jeg saa i den stores Øie.

B. S. Ingemann.

469

Så vennlig en drott jeg aldri såSom Keiser Karl med de øyne blå!Men så jeg Karolus i harm opgløde,Jeg før ville Libyens Parder møte.

Karolus var stor, dog tilmaade lang;Om pannen de nødbrune lokker hang.Hans Hoved var rundt, hans øyne store;På Ørnevinger hans tanker fore.

Hans Kind var skarp, mer brun enn rød;I spøk han Gangerens Hovsko brød.470I Kraftleg stod han på høyest StadeOg løftet en ridder i stål og plate.

I Fyrsternes råd var keiseren størst;Hva stort han så, ophøied han først.Han satt blant skalder, vismenn og presterOg æret hver Tankens og Ordets mester.

I dyst var Karl en luende Brand:Hans Lanse nedlyned hest og mann;Sitt sverd han svinget med seiersglede,Og Sverdet gjennomskar stål som klede.

Jeg mange kronede hoder så;Men alle de var mot Karolus små.Dog Keiserens krone jeg aktet føyeMot Aanden, jeg så i den stores Øye.

B. S. Ingemann.