453

Det er forunderligt, hvor Folk er mere opfindsomme paa større Steder end paa smaa. Hvem vilde nogensinde i en liden By falde paa at avertere paa en Mands Ryg eller at give ham en Transparent-Hat, oplyst med en Lampe? Hvem vilde vel paa et lidet Sted forstaa at gjøre sine udvortes Skrøbeligheder til Kunststykker, eller hvilken Lirendreier vilde der faa den Ide at overvinde sine Konkurrenter ved et Positiv uden Lyd eller Tone? Hvad er vel Grunden til alt dette. Det er Konkurrencen. I samme Forhold som Adgangen til at erhverve Underhold er vanskelig, i samme Forhold faar Opfindsomheden Spillerum.

Ingen Begivenhed finder Sted i London, før Tusender af Spekulanter gjør sig den indbringende, fra „Times“, der behandler den i sine Spalter, til Gadedrengen, der sælger den i Viseform. I talløse Udgaver gjenfinder vi den samme Gjenstand, altid ny og altid frugtbringende, eftersom den i disse mange Skikkelser gaar fra Haand til Haand. Alting er Gjenstand for Spekulation, private Forhold, Liv og Død, enhver tænkelig Ting i Naturen fra Geniets sublimeste Verk til Skarnet under vore Fødder.

Der er i London en særskilt Industrigren, som i høi Grad vakte min Interesse, ikke fordi den forekom mig saa 464særdeles opfinderisk eller i Virkeligheden er karakteristisk for London alene, men fordi de Individer, som her driver den, er Karakterer og danner Typer for en egen Race. Det er den Industri, som drives af Gadefeierne. Jeg skal fremstille for mine Læsere en speciel bekjendt af mig, stationeret paa et bestemt Sted ved Overskjæringen af to Gader. Man tænke sig et overordentlig smudsigt og befaret Strøg; under Skarnet findes en smal Brolægning, der naar den var ren, vilde tillade Fodgjængeren at passere tørskoet over. Men hvorledes kunde den vel være ren paa et Sted, hvor Tusender af Mennesker og Heste passerer i Timen, hvis det ikke var for min Ven Dick, der har paataget sig dette Herkules-Arbeide?

Dick har et opvakt, rødmosset Ansigt; han er kort og velnæret, men af et meget cynisk Naturel. I Følelsen af sin Vigtighed i Samfundet har han Lov til at vise dyb Foragt for al Etikette; hans Benklæder, der kun rækker ham til lidt nedenfor Knæet, mangler fuldstændig de bagre Dele, der forøvrigt ikke gjøres nødvendige, saasom Dick aldrig sidder, men stadig bevæger sig paa sit rentfeiede Felt. Dick er altid iført Trøie og ved visse Leiligheder tillige Vest. Han bærer derhos en Hue, hvortil han tusende Gange om Dagen fører Haanden, naar der passerer en velklædt Person, af hvem han kan vænte en Halvpenny for sin Møie.

Dick var den ældste af sex Søskende. Hans Fader havde fanget Rotter og opdrættet Rottehunde, men blev en Dag selv fangen af en Gentleman i Regent Street, der i en liden gul Terrier med korte Forben og lange Øren, som vor Dicks Fader bød ham til Salg, troede at finde en besynderlig Lighed med sin egen bortkomne, lodne Ledsager. Han befandt sig for nærværende paa en Reise til Van Diemens Land. Dicks Moder var en meget respektabel Kone, der ernærede sig ved Vask og Arbeide i Husene. De fire yngre Søskende gik til Haande hjemme; rigtignok kunde lille Joe, der kom næst efter Dick, ogsaa gjøre sin Nytte ude med at skjære Ansigter og jamre sig for de forbigaaende, hvortil hans Udseende og Stemme røbede meget Anlæg, hvisaarsag han ofte benyttedes af Dick 465som Medhjelper; men den egentlige Byrde og Ansvaret af selve Feiningen turde Dick endnu ikke overlade ham, saa der endnu mindre kunde være Tale om, at Joe etablerede en anden Branche af Forretningen noget andet Sted. Som Sagerne nu stod, gav Forretningerne en gjennemsnitlig Indtægt af ½ Krone pr. Dag. Det indkomne bestod hovedsagelig i Halvpence. Dette var det almindelige Udbytte fra City-Folk, ældre Gentlemen og andre faste Kunder, af hvem der paaregnes en Shilling om Dagen; ni og halvfems af hundrede erlagde intet; men gamle Damer, der førte Skjødehunde, som gjorde Extrabefordring nødvendig, kunde betale indtil et Fire-Pence-Stykke. Dertil kom enkelte Biindtægter, som at holde Gentlemens Heste, vise Vei for fremmede i Nabolaget og deslige, saa det hele omtrentlig kunde bære sig, skjønt det fordrede megen Aktivitet, og man stadig maatte have et Øie paa hver Finger. Alt dette fik jeg at vide af Dick selv, som jeg tidt benyttede i smaa Erender, da jeg trygt kunde stole paa hans Ærlighed og Diskretion. Han kom punktlig til mig for at forhøre sig, om jeg havde en Job for ham, og jeg greb da Leiligheden til at slaa af en Passiar med den kvikke Dreng, der paa sin Side syntes at have Interesse for mig.

Jeg har kjendt mange Drenge og specielt studeret Drenge; men aldrig saa jeg, udenfor hans egen Race, en Dreng, Magen til Dick. Uagtet neppe mere end tolv eller tretten Aar gammel havde han en voxen Mands Erfaring i alt, hvad der angaar Londonnerlivet; Bevidstheden om at maatte stole paa sig selv og den stadige Berørelse med det store Publikum havde været ham en Skole, der havde skjærpet hans Vid og hurtig udviklet hans Evner, der for de Drenge, som har at gjennemgaa en almindelig Opdragelse, efterhaanden afsløres, ligetil de bliver Mænd. Han var med et Ord, hvad en Engelskmand vilde kalde en meget sharp boy.

Jeg fandt en Morgen ved Frokostbordet iblandt mine Breve en Billet, skreven med en lidt utydelig, skjønt forstaaelig Fruentimmerhaand. Jeg aabnede den med nogen Nysgjerrighed, da jeg strax saa, at Skriften ikke tilhørte 466nogen af mine kvindelige Korrespondenter, og blev ikke lidet forundret ved at læse følgende Linjer:

„Mrs. John Stephens sender sin ærbødige Hilsen til Mr. Dehn og vil være Mr. D. forbunden, om han imorgen Aften Kl. 6 vil tage tiltakke hos hende med en Kop The. Ingen Gjester vil være tilstede uden Mr. D. og en meget intim Ven af Familien.

8, Park Lane, Highbury Vale, Febr. 28.“

Hvem var Mrs. Stephens? tænkte jeg. Forgjeves gjennemgik jeg i Tanken mine Bekjendtskaber, jeg erindrede ingen af Navnet Stephens. Jeg opgav endelig ethvert Forsøg paa at opklare Gaaden, bestemte mig i mit stille Sind til at lade Billetten ubesvaret og tog fat paa Aviserne. Men ved at løbe igjennem Retsspalterne faldt det mig pludselig ind: sagde ikke Dick, at hans Fader, der var dømt for Hundetyveriet, hed John Stephens, og bar ikke Dick selv det samme Tilnavn? Alt blev mig nu klart: Dick havde fortalt sin Moder om den fremmede Mand, der havde vist saadan Interesse for ham, og de vilde nu give mig Leilighed til at se Gadefeierens huslige Forhold i hans eget Hjem.

Til bestemt Tid var jeg udenfor Nr. 8, Park Lane, Highbury Vale.

Jeg havde væntet at finde en elendig Rønne og var vis paa, at jeg maatte have taget feil af Stedet. Thi det Hus, for hvilket jeg nu stod, var af et meget ordentligt Udseende og saa venligt og hyggeligt ud. Det var en liden Bygning af sortbrune Mursten, bestod af to Etager og havde kun to meget brede Vinduer, et i hver Etage og omfattede af grønne Rammer, medens Gadedøren, der for Symmetriens Skyld befandt sig paa den ene Side i nederste Etage, svarede til Vinduet. Men over Gadedøren var intet korresponderende Vindu, kun en liden halvrund Glugge, saadan som vi hos os ofte ser i moderne Stalde. Vinduerne, der var fuldkommen glinsende og pudsede, var forsynede med nette Gardiner og grønne Jalousier. Udenfor Huset var en liden Have med høie Trær, der skyggede for Vinduerne og gav Stedet et venligt Udseende. Sikkerlig havde jeg taget feil. Dette var ikke en Gadefeiers Bolig. Jeg 467vilde gaa bort for at faa nærmere Underretning, da Døren blev aabnet, og en Dreng kom ud til mig. „Velkommen, Mr. Dehn! Behag at træde ind!“

Var det et optisk Bedrag, eller kunde den smukke Dreng i pent Antræk, med blendende hvidt Linned, være min Ven Dick? Og kunde den unge Kone bag ham, med det respektable Udseende og den kokette Enkekappe, være Moder til den lasede Gadefeier? Men saa var det! Under mange venlige Tegn paa Gjestfrihed blev jeg af mine usedvanlige Verter ført ind i et pent Værelse i underste Etage. Vil De tro det, Læser? Paa Gulvet var et smukt Teppe, Møblerne var komfortable, en lystig Ild brasede paa Kaminen, og midt paa Gulvet foran en velstoppet Sofa stod et Thebord med hvid Dug, Porcellæns Kopper og en blank poleret Maskine. Der var lille Joe med rene Klæder og vaskede Hænder og de fire yngre Søskende, som undselige stod i en Klynge henne i et Hjørne. Der var ogsaa en ældre Mand med et Øie og et stivt Ben, forøvrigt af et meget respektabelt Udseende.

„Tillad mig at forestille Dem en intim Ven af Familien. Mr. Dehn, Mr. Jenkins! Mr. Jenkins, Mr. Dehn!“

— „Haaber De er vel, Sir! Glæder mig at se Dem, Mr. Dehn!“

— „Hvordan lever De, Mr. Jenkins? Smukt Veir for en Spadseretur.“

Med denne staaende Formel for en Introduktion næsten i enhver Stand i England kom jeg strax komfortabelt til Sæde i den stoppede Sofa. Theen med ristet Brød og fuldt op af Smør og Karse blev serveret, og Samtalen begyndte at blive meget gemytlig.

„Jeg tør sige, det undrer Dem,“ udbrød Mr. Jenkins, „at se, hvorledes vor Ven Dick tager sig ud uden sin Kost.“

„Det har i Sandhed forbauset mig, Mr. Jenkins! Men jeg har oplevet saa meget forbausende her i London, at jeg snart kan begynde at tage ethvert Særsyn som en dagligdags Ting.“

„Vi Londonnere kjender intet Særsyn. Ingenting forbauser os. Vi gaar forbi Prinsen af Oude og hans turbanklædte Ledsager uden saameget som at vende vort Hoved. 468Alt nyt i Naturen er repræsenteret i London, der først ser udstillet en Prøve.“

„Hvad der synes mig paafaldende, er, at Mrs. Stephens vil lade Dick drive en Haandtering, der er under hendes Stand.“

„Maaske under hendes, Sir! men ikke under hans. Lad ham selv erhverve sig den Stilling, han agter at indtage. Jeg har havt mangen varm Disput med hende om dette Emne, kan De tro; men jeg smigrer mig med, at det er paa mit Raad, De har ladet Dick blive den Dreng, han er, Mrs. Stephens!“

„Det er altsammen godt, Mr. Jenkins! saalænge han har Helsen; men De kan tro, Sir!“ henvendte hun til mig, „det er surt Liv for den stakkels Dreng at staa paa det Hjørne baade sent og tidlig, i vaadt og tørt. Og saadant Bryderi, som det volder at faa af ham al den Smuds!“

„Bryd dig aldrig om det, Moder!“ faldt Dick ind. „Mangen fin Gentleman ernærer sig paa en smudsigere Maade end som saa.“

„Det er sandt, Dick,“ udbrød Mr. Jenkins. „Der er Kløgt i det Hoved, Sir!“ Og Mr. Jenkins ledsagede denne for Dick smigrende Erklæring med et talende Vink med sit ene Øie.

„Der skal ikke stor Kløgt til at opdage det,“ indvendte Dick. „Jeg har Anledning til at se mangt og meget, Sir! Ikke længere siden end igaar kom der en Gentleman forbi min Plads. Han red paa et deiligt Dyr og sad som en Berider. Folk vendte sig for at se paa den fine Herre. Jeg satte strax min Kost i Bevægelse og løb et Stykke foran hans Hest og feiede, indtil han var nødt til at tilkaste mig en Sexpence, at Hesten ikke skulde blive sky. Men jeg kjendte Fyren, skjønt han nok ikke erindrede mig. For et halvt Aar siden stod han for en Magistrat i Clerkenwell, tiltalt for at have taget en Pung fra en ung Dames Lomme; men han slap fri, fordi jeg var det eneste Vidne. Han var en swell mob, Sir! men havde nu vel udvidet Haandteringen i stor Stil.“

„Ja her er Liv, Sir!“ sagde Mr. Jenkins, „her er Anledning til at studere Mennesker og Ting, især for Folk af vor Stilling i Samfundet.“

469„De vil da vel ikke sige, at De ogsaa er Gadefeier, Mr. Jenkins!“

„Jeg har været det i de sidste tyve Aar, Sir!“

„De har vist ofte seet ham,“ sagde Dick leende; „det er den vanføre Mand med en Arm, der er posteret udenfor Deres Dør.“

„Jeg har den Ære at se Dem daglig, Mr. Dehn! Jeg ved, naar De flyttede ind i deres nuværende Bolig, jeg ser, naar De gaar ud, og hvad Tid De kommer hjem, og har for længe siden af deres Vaner sluttet mig til det Liv, De fører. Ingen Politikonstabel har bedre Oplysning om Beboerne i det Kvarter, hvor han patruljerer, end vi Gadefeiere. Vi lever af Observation og maa tage vore Kunder efter det Indtryk, de bibringer os. Jeg fører imidlertid et meget komfortabelt Liv, Sir! For mange Aar siden har jeg taget min Bolig i en anstændig Gade, hvor ingen, ikke engang min egen Vertinde, aner min egentlige Bestilling. Jeg har min egen Omgangskreds, ser ofte Venner hos mig og tilbringer jevnlig Aftenerne hos dem. Jeg kunde have været gift; thi mine bekjendte ved, at jeg er en holden Mand, skjønt ingen spørger, hvorledes jeg har erhvervet min Formue, og ingen Dame af min Omgang vilde falde paa, at hun ved at gifte sig med mig havde indgaaet en Forbindelse under sin Stand. Naar jeg om Morgenen har spist Frokost og læst Aviserne, tager jeg afsted med en Omnibus, der sætter mig af ved Charing Cross; derfra gaar jeg til mit Aftrædelsesværelse i St. Giles, hvor jeg skifter Klæder, og begiver mig saa til mit daglige Verk.“

Fr. Foss.

453

Det er forunderlig, hvor folk er mer oppfinnsomme på større steder enn på små. Hvem ville noensinne i en liten by falle på å avertere på en Mands rygg eller å gi ham en transparent-hatt, opplyst med en lampe? Hvem ville vel på et lite sted forstå å gjøre sine utvortes skrøpeligheter til kunststykker, eller hvilken Lirendreier ville der få den ide å overvinne sine konkurrenter ved et positiv uten lyd eller Tone? Hva er vel grunnen til alt dette. Det er konkurransen. I samme forhold som adgangen til å erverve underhold er vanskelig, i samme forhold får oppfinnsomheten Spillerum.

Ingen begivenhet finner sted i London, før tusener av spekulanter gjør seg den innbringende, fra „Times“, der behandler den i sine spalter, til gatedrengen, der selger den i viseform. I talløse utgaver gjenfinner vi den samme gjenstand, alltid ny og alltid fruktbringende, ettersom den i disse mange skikkelser går fra hånd til hånd. Alting er gjenstand for spekulasjon, private forhold, Liv og død, enhver tenkelig ting i naturen fra Geniets sublimeste verk til skarnet under våre føtter.

Der er i London en særskilt industrigren, som i høy grad vakte min interesse, ikke fordi den forekom meg så 464særdeles oppfinnerisk eller i virkeligheten er karakteristisk for London alene, men fordi de individer, som her driver den, er karakterer og danner typer for en egen Race. Det er den industri, som drives av gatefeierne. Jeg skal fremstille for mine lesere en spesiell bekjent av meg, stationeret på et bestemt sted ved Overskjæringen av to gater. Man tenke seg et overordentlig smussig og befaret strøk; under skarnet finnes en smal brolegning, der når den var ren, ville tillate fotgjengeren å passere tørskoet over. Men hvorledes kunne den vel være ren på et sted, hvor tusener av mennesker og hester passerer i timen, hvis det ikke var for min venn Dick, der har påtatt seg dette Herkules-arbeide?

Dick har et opvakt, rødmosset ansikt; han er kort og velnært, men av et meget cynisk Naturel. I følelsen av sin viktighet i samfunnet har han lov til å vise dyp forakt for all etikette; hans benklær, der kun rekker ham til litt nedenfor kneet, mangler fullstendig de bakre dele, der forøvrig ikke gjøres nødvendige, saasom Dick aldri sitter, men stadig beveger seg på sitt rentfeiede felt. Dick er alltid iført trøye og ved visse leiligheter tillike vest. Han bærer derhos en hue, hvortil han tusende ganger om dagen fører hånden, når der passerer en velklædt person, av hvem han kan vente en Halvpenny for sin møye.

Dick var den eldste av seks søsken. Hans Fader hadde fanget rotter og oppdrettet rottehunder, men ble en dag selv fangen av en gentleman i Regent Street, der i en liten gul terrier med korte Forben og lange Øren, som vår Dicks far bød ham til salg, trodde å finne en besynderlig likhet med sin egen bortkomne, lodne ledsager. Han befandt seg for nærværende på en reise til van Diemens land. Dicks mor var en meget respektabel kone, der ernærte seg ved Vask og arbeide i husene. De fire yngre søsken gikk til Haande hjemme; riktignok kunne lille Joe, der kom nest etter Dick, også gjøre sin nytte ute med å skjære ansikter og jamre seg for de forbigående, hvortil hans utseende og stemme røbede meget anlegg, hvisaarsag han ofte benyttedes av Dick 465som medhjelper; men den egentlige byrde og ansvaret av selve Feiningen turde Dick ennå ikke overlate ham, så der enda mindre kunne være Tale om, at Joe etablerede en annen Branche av forretningen noe annet sted. Som Sagerne nå stod, ga forretningene en gjennomsnittlig inntekt av ½ krone pr. Dag. Det innkomne bestod hovedsakelig i Halvpence. Dette var det alminnelige utbytte fra City-folk, eldre gentlemen og andre faste kunder, av hvem der påregnes en shilling om dagen; ni og halvfems av hundre erlagde intet; men gamle damer, der førte Skjødehunde, som gjorde ekstrabefordring nødvendig, kunne betale inntil et Fire-pence-stykke. Dertil kom enkelte biinntekter, som å holde Gentlemens hester, vise vei for fremmede i nabolaget og deslige, så det hele omtrentlig kunne bære seg, skjønt det fordret mye aktivitet, og man stadig måtte ha et Øye på hver finger. Alt dette fikk jeg å vite av Dick selv, som jeg titt benyttet i små ærender, da jeg trygt kunne stole på hans ærlighet og Diskretion. Han kom punktlig til meg for å forhøre seg, om jeg hadde en Job for ham, og jeg grep da leiligheten til å slå av en passiar med den kvikke dreng, der på sin side syntes å ha interesse for meg.

Jeg har kjent mange drenger og spesielt studert drenger; men aldri så jeg, utenfor hans egen Race, en dreng, magen til Dick. Uaktet neppe mer enn tolv eller tretten år gammel hadde han en voksen Mands erfaring i alt, hva der angår Londonnerlivet; Bevisstheten om å måtte stole på seg selv og den stadige berøring med det store publikum hadde vært ham en skole, der hadde skjerpet hans Vid og hurtig utviklet hans evner, der for de drenger, som har å gjennomgå en alminnelig oppdragelse, etterhånden avsløres, ligetil de blir menn. Han var med et ord, hva en engelskmann ville kalle en meget sharp boy.

Jeg fant en morgen ved frokostbordet iblant mine brev en billett, skrevet med en litt utydelig, skjønt forståelig fruentimmerhånd. Jeg åpnet den med noen nysgjerrighet, da jeg straks så, at Skriften ikke tilhørte 466noen av mine kvinnelige korrespondenter, og ble ikke lite forundret ved å lese følgende linjer:

„Mrs. John Stephens sender sin ærbødige hilsen til Mr. Dehn og vil være Mr. D. forbunden, om han i morgen aften Kl. 6 vil ta tiltakke hos henne med en kopp te. Ingen gjester vil være til stede uten Mr. D. og en meget intim venn av familien.

8, Park Lane, Highbury Vale, Febr. 28.“

Hvem var Mrs. Stephens? tenkte jeg. Forgjeves gjennomgikk jeg i tanken mine bekjentskaper, jeg erindret ingen av navnet Stephens. Jeg oppga endelig ethvert forsøk på å oppklare gåten, bestemte meg i mitt stille sinn til å la billetten ubesvart og tok fat på avisene. Men ved å løpe igjennom rettsspaltene falt det meg plutselig inn: sa ikke Dick, at hans far, der var dømt for Hundetyveriet, het John Stephens, og bar ikke Dick selv det samme tilnavn? Alt ble meg nå klart: Dick hadde fortalt sin mor om den fremmede mann, der hadde vist sådan interesse for ham, og de ville nå gi meg leilighet til å se gatefeierens huslige forhold i hans eget hjem.

Til bestemt tid var jeg utenfor Nr. 8, Park Lane, Highbury Vale.

Jeg hadde ventet å finne en elendig Rønne og var viss på, at jeg måtte ha tatt feil av stedet. Thi det hus, for hvilket jeg nå stod, var av et meget ordentlig utseende og så vennlig og hyggelig ut. Det var en liten bygning av svartbrune murstein, bestod av to etasjer og hadde kun to meget brede vinduer, et i hver etasje og omfattet av grønne rammer, mens gatedøren, der for Symmetriens skyld befandt seg på den ene side i nederste etasje, svarede til vinduet. Men over gatedøren var intet korresponderende vindu, kun en liten halvrund glugge, sådan som vi hos oss ofte ser i moderne staller. Vinduene, der var fullkommen glinsende og pusset, var forsynede med nette gardiner og grønne Jalousier. Utenfor huset var en liten hage med høye trær, der skygget for vinduene og ga stedet et vennlig utseende. Sikkerlig hadde jeg tatt feil. Dette var ikke en gatefeiers bolig. Jeg 467ville gå bort for å få nærmere underretning, da døren ble åpnet, og en dreng kom ut til meg. „Velkommen, Mr. Dehn! Behag å tre inn!“

Var det et optisk bedrag, eller kunne den smukke dreng i pent antrekk, med blendende hvitt Linned, være min venn Dick? Og kunne den unge kone bak ham, med det respektable utseende og den kokette Enkekappe, være mor til den lasede gatefeier? Men så var det! Under mange vennlige tegn på gjestfrihet ble jeg av mine usedvanlige verter ført inn i et pent værelse i underste etasje. Vil De tro det, leser? På gulvet var et smukt teppe, møblene var komfortable, en lystig ild brasede på kaminen, og midt på gulvet foran en velstoppet sofa stod et tebord med hvit Dug, porselens kopper og en blank polert maskin. Der var lille Joe med rene klær og vaskede hender og de fire yngre søsken, som unnselige stod i en klynge henne i et hjørne. Der var også en eldre mann med et Øye og et stivt Ben, forøvrig av et meget respektabelt utseende.

„Tillat meg å forestille Dem en intim venn av familien. Mr. Dehn, Mr. Jenkins! Mr. Jenkins, Mr. Dehn!“

— „Håper De er vel, Sir! Gleder meg å se Dem, Mr. Dehn!“

— „Hvordan lever De, Mr. Jenkins? Smukt vær for en spasertur.“

Med denne stående formel for en introduksjon nesten i enhver stand i England kom jeg straks komfortabelt til sete i den stoppede sofa. Teen med ristet brød og fullt opp av smør og karse ble servert, og samtalen begynte å bli meget gemyttlig.

„Jeg tør si, det undrer Dem,“ utbrøt Mr. Jenkins, „å se, hvorledes vår venn Dick tar seg ut uten sin kost.“

„Det har i sannhet forbauset meg, Mr. Jenkins! Men jeg har opplevd så meget forbausende her i London, at jeg snart kan begynne å ta ethvert særsyn som en dagligdags ting.“

„Vi Londonnere kjenner intet særsyn. Ingenting forbauser oss. Vi går forbi prinsen av Oude og hans turbankledde ledsager uten saameget som å vende vårt hode. 468Alt nytt i naturen er representert i London, der først ser utstilt en prøve.“

„Hva der synes meg påfallende, er, at Mrs. Stephens vil la Dick drive en håndtering, der er under hennes stand.“

„Maaske under hennes, Sir! men ikke under hans. La ham selv erverve seg den stilling, han akter å innta. Jeg har hatt mangen varm disputt med henne om dette emne, kan De tro; men jeg smigrer meg med, at det er på mitt råd, De har latt Dick bli den dreng, han er, Mrs. Stephens!“

„Det er altsammen godt, Mr. Jenkins! så lenge han har helsen; men De kan tro, Sir!“ henvendte hun til meg, „det er surt Liv for den stakkels dreng å stå på det hjørne både sent og tidlig, i vått og tørt. Og sådant bryderi, som det volder å få av ham all den smuss!“

„Bryd deg aldri om det, mor!“ falt Dick inn. „Mangen fin gentleman ernærer seg på en smudsigere måte enn som så.“

„Det er sandt, Dick,“ utbrøt Mr. Jenkins. „Der er kløkt i det hode, Sir!“ Og Mr. Jenkins ledsaget denne for Dick smigrende erklæring med et talende vink med sitt ene Øye.

„Der skal ikke stor kløkt til å oppdage det,“ innvendte Dick. „Jeg har anledning til å se mangt og meget, Sir! Ikke lenger siden enn i går kom der en gentleman forbi min plass. Han red på et deilig dyr og satt som en berider. Folk vendte seg for å se på den fine Herre. Jeg satte straks min kost i bevegelse og løp et stykke foran hans hest og feiede, inntil han var nødt til at tilkaste meg en Sexpence, at hesten ikke skulle bli sky. Men jeg kjente fyren, skjønt han nok ikke erindret meg. For et halvt år siden stod han for en magistrat i Clerkenwell, tiltalt for å ha tatt en pung fra en ung Dames lomme; men han slapp fri, fordi jeg var det eneste vitne. Han var en swell mob, Sir! men hadde nå vel utvidet håndteringen i stor stil.“

„Ja her er Liv, Sir!“ sa Mr. Jenkins, „her er anledning til å studere mennesker og ting, især for folk av vår stilling i samfunnet.“

469„De vil da vel ikke si, at De også er gatefeier, Mr. Jenkins!“

„Jeg har vært det i de siste tyve år, Sir!“

„De har vist ofte sett ham,“ sa Dick leende; „det er den vanføre mann med en arm, der er postert utenfor Deres dør.“

„Jeg har den ære å se Dem daglig, Mr. Dehn! Jeg vet, når De flyttet inn i deres nåværende bolig, jeg ser, når De går ut, og hva tid De kommer hjem, og har for lenge siden av deres vaner sluttet meg til det liv, De fører. Ingen politikonstabel har bedre opplysning om beboerne i det kvarter, hvor han patruljerer, enn vi gatefeiere. Vi lever av observasjon og må ta våre kunder etter det inntrykk, de bibringer oss. Jeg fører imidlertid et meget komfortabelt Liv, Sir! For mange år siden har jeg tatt min bolig i en anstendig gate, hvor ingen, ikke engang min egen vertinne, aner min egentlige bestilling. Jeg har min egen omgangskrets, ser ofte venner hos meg og tilbringer jevnlig aftenene hos dem. Jeg kunne ha vært gift; thi mine bekjente ved, at jeg er en holden mann, skjønt ingen spør, hvorledes jeg har ervervet min formue, og ingen dame av min omgang ville falle på, at hun ved å gifte seg med meg hadde inngått en forbindelse under sin stand. Når jeg om morgenen har spist frokost og lest avisene, tar jeg av sted med en Omnibus, der setter meg av ved Charing Cross; derfra går jeg til mitt Aftrædelsesværelse i St. Giles, hvor jeg skifter klær, og begir meg så til mitt daglige verk.“

Fr. Foss.