Da jeg var lille.
Der var en Tid, da jeg var meget lille,Min hele Krop var kun en Alen lang;Sødt, naar jeg denne tænker, Taarer trille,Og derfor tænker jeg den mangen Gang.
Jeg spøged i min ømme Moders ArmeOg sad til Hest paa bedste Faders KnæOg kjendte Mismod, Uro, Grublen, HarmeSaa lidt som Penge, Græsk og Galathe.
Da syntes mig vor Jord var meget mindre,Men og tillige meget mindre slem;Da saa jeg Stjernerne som Prikker tindreOg ønskte Vinger for at fange dem.
Da saa jeg Maanen ned bag Høien glideOg tænkte: gid jeg var paa Høien der!Saa kunde jeg dog rigtig faa at vide,Hvoraf, hvor stor, hvor rund, hvor skjøn den er!
Da saa jeg undrende Guds Sol at daleMod Vesten ned i Havets gyldne SkjødOg dog om Morgnen tidlig atter maleDen hele Himmelegn i Østen rød.
Og tænkte paa den naadige Gud Fader,Som skabte mig og denne smukke SolOg alle disse Himlens Perlerader,Som kranser Himmelbuen Pol til Pol.
Med barnlig Andagt bad min unge LæbeDen Bøn, min fromme Moder lærte mig:O gode Gud! o lad mig altid stræbeAt blive vis og god og lyde dig!
Saa bad jeg for min Fader, for min ModerOg for min Søster og den hele ByOg for ukjendte Konge og den Stodder,Som gik mig krum og sukkende forbi.
De svandt, de svandt, de blide Barndoms Dage!Min Rolighed, min Fryd med dem svandt hen;Jeg kun Erindringen har nu tilbage:Gud, lad mig aldrig, aldrig tabe den!
J. Baggesen.
Da jeg var lille.
Der var en tid, da jeg var meget lille,Min hele kropp var kun en alen lang;Søtt, når jeg denne tenker, tårer trille,Og derfor tenker jeg den mangen gang.
Jeg spøged i min ømme Moders ArmeOg satt til hest på beste Faders kneOg kjente mismot, uro, Grublen, HarmeSå litt som penger, gresk og Galathe.
Da syntes meg vår jord var meget mindre,Men og tillike meget mindre slem;Da så jeg stjernene som prikker tindreOg ønskte vinger for å fange dem.
Da så jeg månen ned bak Høien glideOg tenkte: gid jeg var på Høien der!Så kunne jeg dog riktig få å vite,Hvorav, hvor stor, hvor rund, hvor skjønn den er!
Da så jeg undrende Guds sol at daleMot Vesten ned i Havets gyldne SkjødOg dog om morgenen tidlig atter maleDen hele Himmelegn i Østen rød.
Og tenkte på den nådige Gud Fader,Som skapte meg og denne smukke solOg alle disse Himlens perlerader,Som kranser Himmelbuen pol til pol.
Med barnlig andakt bad min unge leppeDen Bøn, min fromme mor lærte meg:O gode Gud! o la meg alltid strebeÅ bli vis og god og lyde deg!
Så bad jeg for min far, for min morOg for min søster og den hele byOg for ukjente Konge og den stodder,Som gikk meg krum og sukkende forbi.
De svant, de svant, de blide Barndoms dager!Min Rolighed, min fryd med dem svant hen;Jeg kun erindringen har nå tilbake:Gud, la meg aldri, aldri tape den!
J. Baggesen.