454

Med svag, men gunstig Vind for fulde SeilGled paa Atlanterhavets SpeilFregatten Ørnen henad Bølgeskummet.Mens brusende dens Kjøl i Søen skar,Og Luften Seilene som Vinger bar,Den svæved majestætisk gjennem Rummet.

Det var om Natten. Havet dæmred tyst,De lette Bølger slumred paa dets Bryst,Og Seilet fyldtes svagt af Luftens Aande.Nær Skibet saaes et hvidt og glansfuldt Skum;Langt ude lød et sælsomt Brum,Et Hvin, som jamred Havet sig i Vaande!

Paa Dækket var det stille. Af og tilMan hørte Rattets Knagen, Linens SpilOg Trin af Vagterne paa Batteriet, —Da en af Skibets Mandskab stegFra Lasten op med Angst og Hast og skreg:„Brand! der er Ild i Archeliet!“

Og bag ham, hastig som han selv,Sig velted Røgen, voldsom, lig en ElvI tykke Strømninger og fyldte Dækket;Og ud af Røgen Luerne sig revSom smaa og korte Lyn, hvis Bytte blevRaaseilene, der nederst rækked.

Fra Banjerdækkets Porte Flammer skjød,Der over Røstet hvislende sig brødOg snoede sig langs med Skibets Vanter.Det brede Mersseil og Fregattens FokGik op i Luer som et flygtigt Fnok,Og Ilden greb de høie Bramseils Kanter.455Det var et rædsomt Syn. Blandt Damp og KvalmFaldt lange Ræer ned som knækket Halm,Og Ilden spilled op ad Taug og Line;Og midt i Røgens tætte, hvide SvøbMan øined dunkle Skikkelser, der løbMed mørke Blik og med fortvivlet Mine.

Blandt Luers Knitren hørtes hæse RaabOg Skrig om Vand, skjønt synlig uden Haab;Og ærlig stræbte Skibets flinke Drenge.Forgjeves kun! I Nattens SkjødFregatten havde baaret paa sin DødOg Ilden dybt i Lasten ulmet længe.

„Giv op Mesanen, Manna! Agter ud!“Saaledes klang det — frugtesløse BudFor sent mod de fordærvelige Magter;Thi fra den hele Reisning styrted nedDe brændte Seil og Taugverk, og en hed,Usalig Damp bedækked Skibet agter.

Da merked alle, nu var Nøden stor;Fregatten lystrer ikke mer sit Ror;Den svaier af og dukker ned og hæves.Og pludselig forkynder en med Skræk:„Vi synker! Skibet har en Læk!Barkassen ud!“ — Men ak! det var forgjeves.

Thi mens Fregatten, Undergangen nær,Langt over Havet kasted lyst et Skjær,Lig Ætnasvælgets høie Fakkel;Mens hist og her og af sig selv en ladtKanon gik af og drøned matSom Nødskud fra den brændende Fregat,Sank Skroget langsomt ned med Taug og Takkel.

Da blev det stille. Paa den klare BrandDet dybe Mørke fulgte. Skum og VandSlog op omkring den stolte Orlogsmand,Og Søen brusede med vilde Toner.Kun Vimplen, Skibet trofast til dets Grav,En Kjende svæved paa det øde HavOg sank, mens fjerne Kyst et Gjenlyd gavAf Drønet af de synkende Kanoner.

— Af Ørnens Mandskab kom kun trende MandOg af det stolte Skib en Baad ilandOg Levninger af svedne, slukte Brande;Men Røgen høit paa Nattehimlens Blaa,I dunkle Grupper sanket, længe saaLig melankolske Skyer paaFregattens Grav, de tause, mørke Vande.

H. Hertz.

454

Med svak, men gunstig vind for fulle SeilGled på Atlanterhavets speilFregatten ørnen henad Bølgeskummet.Mens brusende dens kjøl i sjøen skar,Og Luften seilene som vinger bar,Den svevet majestetisk gjennom rommet.

Det var om natten. Havet demret tyst,De lette bølger slumret på dets bryst,Og Seilet fyldtes svakt av Luftens ånde.Nær skipet saaes et hvitt og glansfullt skum;Langt ute lød et selsomt Brum,Et hvin, som jamret havet seg i vånde!

På dekket var det stille. Av og tilMan hørte Rattets Knagen, Linens spillOg Trin av vaktene på batteriet, —Da en av skipets mannskap stegFra Lasten opp med angst og hast og skrek:„Brand! der er ild i Archeliet!“

Og bak ham, hastig som han selv,Sig veltet røyken, voldsom, lig en elvI tykke strømninger og fylte dekket;Og ut av røyken luene seg revSom små og korte lyn, hvis bytte bleRåseilene, der nederst rækked.

Fra Banjerdækkets porter flammer skjød,Der over røstet hvislende seg brødOg snodde seg langs med skipets vanter.Det brede mersseil og Fregattens fokkGikk opp i Luer som et flyktig fnokk,Og Ilden grep de høye Bramseils kanter.455Det var et rædsomt syn. Blant damp og kvalmFalt lange rær ned som knekket halm,Og Ilden spillet opp ad Taug og Line;Og midt i røykens tette, hvite svøpMan øynet dunkle skikkelser, der løpMed mørke blikk og med fortvivlet mine.

Blant Luers Knitren hørtes hese ropOg Skrig om vann, skjønt synlig uten håp;Og ærlig strebet skipets flinke drenger.Forgjeves kun! I Nattens SkjødFregatten hadde båret på sin dødOg Ilden dypt i lasten ulmet lenge.

„Gi opp mesanen, Manna! Akter ut!“Således klang det — fruktesløse budFor sent mot de fordervelige makter;Thi fra den hele reisning styrtet nedDe brente Seil og Taugverk, og en het,Usalig damp bedekket skipet akter.

Da merket alle, nå var nøden stor;Fregatten lystrer ikke mer sitt ror;Den svaier av og dukker ned og heves.Og plutselig forkynner en med skrekk:„Vi synker! Skipet har en lekk!Barkassen ut!“ — Men ak! det var forgjeves.

Thi mens fregatten, undergangen nær,Langt over havet kastet lyst et Skjær,Lig Ætnasvælgets høye fakkel;Mens hist og her og av seg selv en ladtKanon gikk av og drøned matSom Nødskud fra den brennende fregatt,Sank skroget langsomt ned med Taug og takkel.

Da ble det stille. På den klare BrandDet dype mørke fulgte. Skum og vannSlo opp omkring den stolte Orlogsmand,Og Søen brusede med ville toner.Kun Vimplen, skipet trofast til dets grav,En Kjende svevet på det øde havOg sank, mens fjerne kyst et gjenlyd gaAv Drønet av de synkende kanoner.

— Av Ørnens mannskap kom kun trende mannOg av det stolte skip en båt i landOg Levninger av svedne, slukte Brande;Men Røgen høyt på Nattehimlens Blaa,I dunkle grupper sanket, lenge såLig melankolske skyer påFregattens grav, de tause, mørke Vande.

H. Hertz.