Der var engang en Gut, som skulde ud at fri. Blandt andre Steder kom han ogsaa til en Gaard, hvor Folkene var i ren Fattigdom og Armod; men da Frieren kom, vilde de sagtens synes velstaaende, det kan en nok vide. 454Manden havde faat et nyt Ærme i Trøien sin. „Sid ned!“ sagde han til Frieren — „men her er da saa støvet allesteds!“ og saa gik han og gned og viskede paa Bænke og Borde med sit nye Trøieærme; den anden Arm holdt han paa Ryggen. Konen havde faaet en ny Sko; med den gik hun og spændte og sparkede paa alting, Krakker og Stole; „her ligger saameget iveien, her er saa uryddigt!“ sagde hun. Saa raabte de paa Datteren, at hun skulde komme og rydde op. Hun havde faaet ny Hue; derfor satte hun Hovedet ind gjennem Døren og nikkede hid og did. „Jeg kan da ikke være allesteds, jeg heller!“ sagde hun. Aa jo, det var Velstands-Folk, Frieren var kommen til der.
Jørgen Moe.