450

Vor gamle Ven Ole Andersen kunde ikke gjøre mange Skridt udenfor Huset, uden at det Slags Eventyr mødte ham, at Livet opviste ham en eller anden Side, skarp nok til at fængsle hans opmerksomme Øie og til at hefte en eller anden Bemerkning ved, eller om man saa vil, han kunde ikke gjøre mange Skridt udenfor sin Dør uden at støde paa Anledning til Eftertanke for sig selv og Lærdom for andre. Som oftest var det Daarskaber, han traf paa. Han maatte gaa forsigtig for ikke at træffe paa dem, som om han havde uredt Garn at vogte sig for ved hvert Skridt at sætte Foden i. Men hvad nyttede Forsigtighed her til? 451Daarskaberne rangler og støder ind paa Folk som drukne, og naar man har Øie til at opdage dem, kan man ikke undgaa at se dem. Man blev selv en Daare, om man enten vilde lukke det eller vende det mod Skyerne istedenfor paa de Mennesker, man lever imellem, og paa deres Færd. Men, som sagt, undertiden tvinger de sig ind paa en, og saa gik det bogstaveligen Ole nu Nytaarsdag.

Han havde seet saamange Daarskaber i det gamle Aar, at han nu Nytaarsdags Eftermiddag gik ud med det Ønske at træffe paa færre iaar. Men hvad hænder? Han var ikke kommen langt, før han ligger der paa Holken med Benene iveiret. Men ikke for Holkens Skyld. Et Menneske, for hvem Veien var for smal for alle de latinske S’er, han gik i, var slingret ind paa ham, just som han skulde gjøre den sidste Sving paa en af dem, og der laa de da begge to, hver paa sin Side af Veien eller rettere sagt hver i sin Grøft; thi der var længe kun to Hatte synlige, før de fik „altereret sig.“

„Om Forlatels’ — hikkede en Stemme i den ene Grøft — „Nu bli’r Væra (Verden) saa morosam saa.“

Ole forstod, at det var en drukken Mand, reiste sig med en liden Brummen og vilde gaa sin Vei.

„Hei, hvem I saa er, saa skal I drikke en Dokter med mig, for nu bli’r Væra saa morosam saa . . .“ — lød det atter fra Grøften, men umiddelbart derpaa afbrudt af en voldsom Hulken, hvorunder Ole kun hørte en Mængde Eder og de samme Ord: „for nu bli’r Væra saa morosam saa. . .“

Det maatte være et Menneske, som følte sig ulykkeligt og brugte disse Ord med et Slags bitter Spot. Han gik derfor tilbage for at hjelpe ham op og gjenkjendte da Auktions-Knut, en Fant af en fordrukken Skomager, som havde faaet sit Øgenavn, fordi han altid var at se paa Auktioner, men følgelig, da der desværre er nok af dem, des sjeldnere paa sit Verksted.

Jeg vil springe over de Ord, hvormed Ole endelig efter en halv Times Røl, hvorunder han havde maattet holde Auktions-Knut i Kraven, fik at vide, at den Ulykke var hændt denne, at en Aagerkarl, som i afvigte Aar havde laant ham nogle Daler paa den Betingelse, at de skulde 452betales inden dets Udløb, havde nu Nytaarsdag, da han kom tilbage fra Kirken, negtet at tage imod et ganske klækkeligt Afdrag, medmindre Knut vilde føre nogle Mark til paa Papiret, og saa havde da Knut, som ikke vilde dette, fundet „Væra saa morosam,“ at han havde drukket op en god Klat af de afviste Penge i Doktere, siden det var Jul endnu, og saa tilbragt Eftermiddagen med at gaa og hyte og true udenfor Aagerkarlens Vinduer. Det var nu atter et af disse Oles Eventyr, som pleiede at ende med en Præken, og denne Gang fandt han, at der for Tilhørerens Skyld var Materie til en Sammenligning imellem den gjerrige og Drankeren.

„Ja hvem tror I nu, Knut, er den skadeligste for det almindelige: den gjerrige eller Drankeren?“

Knut svarede blot med at hyte mod den Kant, hvor Aagerkarlens Hus laa, ledsagende sin Armbevægelse med et udtryksfuldt „Hu! Hu!“ Det betød saameget som: havde jeg ham bare her! Og det betød igjen: da skulde jeg nok svare paa Spørgsmaalet ved at befri det almindelige for den, jeg holder for den skadeligste.

Her faldt den Bemerkning Ole ind, den gamle Skjelm, at der ikke gives en mere vredladen og frygtelig Skabning til i hele Naturen end en næringsløs Skomager, denne Slegt med den stillestaaende Galde og de mørke Øine. Men dette kom nu ikke synderligen Knut ved, da han befattede sig mindst af alt med at være Skomager; Drikken gjorde ogsaa hos denne Karakter Vreden mere støiende end farlig og altid afvexlende med Udbrud af Graad og Latter.

Ole fik da svare selv paa sit Spørgsmaal, og Indholdet af, hvad han gav Knut at tænke paa paa Hjemveien (om han kunde samle eller hugse noget) var omtrent følgende:

„Saa afskyelig og uværdig for det menneskelige Selskab den gjerrige end er, og saa stor en Synd han end begaar ved at unddrage den trængende sin Hjelp, ved sin Haardhed og ved at gjøre Forøgelsen af sit, for ham selv ufrugtbare, Mammon til sit Livs udelukkende Formaal, som om han stedse maatte holde sig for den fattigste, er han dog for det almindelige ikke saa skadelig som Drankeren. 453Og endnu mindre er han det for sine nærmeste. Den gjerrige dræber sin egen Lykke. Drankeren er en Morder for deres, som han dog maaske elsker. („Tænk paa Kone og Barn hjemme, Knut!“ Og her begyndte Knut igjen at storgraate). Den gjerrige samler, Drankeren adspreder og ødelægger. Det Land, som kunde ernære mange arbeidsomme og ædruelige Folk, kan kun underholde faa Drankere. Den gjerrige kan man ikke sige fortærer meget eller gjør Levnetsmidler dyrere; men i Drankerens Pægel er der mere Korn, end en Stakkel kunde spise sig mæt paa. Den gjerrige, der skraber sammen for sig selv, samler dog ofte uvitterlig til den goddædige eller til velgjørende Indretninger, saa at Salomons Sigende ofte opfyldes, at „hvo som formerer sit Gods med Aager og Overgivt, samler det til at skjænkes de fattige.“ Men efter Drankeren — („og Fraadseren ogsaa, Knut, forat I ikke skal tro, at I er alene om det“) — hvad findes der vel efter ham? Den gjerrige ligner i denne Henseende dog de Dyr, som er til Nytte tilslut ved sin Død, skjønt man ingen Gavn har af dem, medens de lever og gjødes; men Drankeren ligner Mark og Larver, hvorefter der kun findes Støv istedenfor det Mel eller anden Mad, hvori de har levet.“

Her gjentog Ole: „Tænk paa Kone og Barn, Knut, om I skulde falde fra ved denne Levemaade!“

„Ja da vilde man finde Auktionsregninger nok og en halvgjort Støvle,“ hulkede Knut.

„Som I begyndte paa ifjor Høst,“ lagde Ole til, og da Knut saa sig om, bemærkede han, at Ole havde havt den Godhed at følge ham hjem.

„Saa gaa nu ind og læg jer og begynd paa Støvlen igjen imorgen tidlig.“

H. Wergeland.

450

Vår gamle venn Ole Andersen kunne ikke gjøre mange skritt utenfor huset, uten at det Slags eventyr møtte ham, at livet oppviste ham en eller annen side, skarp nok til å fengsle hans oppmerksomme Øye og til å hefte en eller annen bemerkning ved, eller om man så vil, han kunne ikke gjøre mange skritt utenfor sin dør uten å støte på anledning til ettertanke for seg selv og lærdom for andre. Som oftest var det dårskaper, han traff på. Han måtte gå forsiktig for ikke å treffe på dem, som om han hadde uredt garn å vokte seg for ved hvert skritt å sette foten i. Men hva nyttet forsiktighet her til? 451Dårskapene rangler og støter inn på folk som drukne, og når man har Øye til å oppdage dem, kan man ikke unngå å se dem. Man ble selv en dåre, om man enten ville lukke det eller vende det mot skyene istedenfor på de mennesker, man lever imellom, og på deres ferd. Men, som sagt, undertiden tvinger de seg inn på en, og så gikk det bogstaveligen Ole nå nyttårsdag.

Han hadde sett så mange dårskaper i det gamle år, at han nå nyttårsdags ettermiddag gikk ut med det ønske å treffe på færre i år. Men hva hender? Han var ikke kommet langt, før han ligger der på holken med Benene iveiret. Men ikke for Holkens skyld. Et menneske, for hvem veien var for smal for alle de latinske S’er, han gikk i, var slingret inn på ham, just som han skulle gjøre den siste sving på en av dem, og der lå de da begge to, hver på sin side av veien eller rettere sagt hver i sin grøft; thi der var lenge kun to hatter synlige, før de fikk „altereret seg.“

„Om Forlatels’ — hikkede en stemme i den ene grøft — „nå bli’r væra (verden) så morosam så.“

Ole forstod, at det var en drukken mann, reiste seg med en liten Brummen og ville gå sin vei.

„Hei, hvem dere så er, så skal dere drikke en dokter med meg, for nå bli’r væra så morosam så . . .“ — lød det atter fra grøften, men umiddelbart derpå avbrutt av en voldsom Hulken, hvorunder Ole kun hørte en mengde Eder og de samme ord: „for nå bli’r væra så morosam så. . .“

Det måtte være et menneske, som følte seg ulykkelig og brukte disse ord med et Slags bitter Spot. Han gikk derfor tilbake for å hjelpe ham opp og gjenkjente da Auktions-Knut, en fant av en fordrukken skomaker, som hadde fått sitt økenavn, fordi han alltid var å se på auksjoner, men følgelig, da der dessverre er nok av dem, des sjeldnere på sitt verksted.

Jeg vil springe over de ord, hvormed Ole endelig etter en halv Times røl, hvorunder han hadde måttet holde Auktions-Knut i kraven, fikk å vite, at den ulykke var hendt denne, at en ågerkarl, som i afvigte år hadde lånt ham noen daler på den betingelse, at de skulle 452betales innen dets utløp, hadde nå nyttårsdag, da han kom tilbake fra kirken, nektet å ta imot et ganske klekkelig avdrag, med mindre Knut ville føre noen Mark til på papiret, og så hadde da Knut, som ikke ville dette, funnet „væra så morosam,“ at han hadde drukket opp en god klatt av de avviste penger i doktere, siden det var jul ennå, og så tilbrakt ettermiddagen med å gå og hytte og true utenfor ågerkarlens vinduer. Det var nå atter et av disse Oles eventyr, som pleide å ende med en preken, og denne gang fant han, at der for Tilhørerens skyld var materie til en sammenligning imellom den gjerrige og drankeren.

„Ja hvem tror dere nå, Knut, er den skadeligste for det alminnelige: den gjerrige eller drankeren?“

Knut svarte blot med å hytte mot den Kant, hvor ågerkarlens hus lå, ledsagende sin armbevegelse med et uttrykksfullt „hu! Hu!“ Det betød saameget som: hadde jeg ham bare her! Og det betød igjen: da skulle jeg nok svare på spørsmålet ved å befri det alminnelige for den, jeg holder for den skadeligste.

Her falt den bemerkning Ole inn, den gamle skjelm, at der ikke gives en mer vredladen og fryktelig skapning til i hele naturen enn en næringsløs skomaker, denne slekt med den stillestående galle og de mørke øyne. Men dette kom nå ikke synderligen Knut ved, da han befattet seg minst av alt med å være skomaker; Drikken gjorde også hos denne karakter vreden mer støyende enn farlig og alltid avvekslende med utbrudd av gråt og latter.

Ole fikk da svare selv på sitt spørsmål, og innholdet av, hva han ga Knut å tenke på på hjemveien (om han kunne samle eller hugse noe) var omtrent følgende:

„Så avskyelig og uverdig for det menneskelige selskap den gjerrige enn er, og så stor en synd han enn begår ved å unndra den trengende sin hjelp, ved sin hardhet og ved å gjøre forøkelsen av sitt, for ham selv ufruktbare, Mammon til sitt Livs utelukkende formål, som om han stedse måtte holde seg for den fattigste, er han dog for det alminnelige ikke så skadelig som drankeren. 453Og enda mindre er han det for sine nærmeste. Den gjerrige dreper sin egen lykke. Drankeren er en morder for deres, som han dog maaske elsker. („Tenk på kone og barn hjemme, Knut!“ Og her begynte Knut igjen at storgråte). Den gjerrige samler, drankeren adspreder og ødelegger. Det Land, som kunne ernære mange arbeidsomme og edruelige folk, kan kun underholde få drankere. Den gjerrige kan man ikke si fortærer meget eller gjør Levnetsmidler dyrere; men i Drankerens Pægel er der mer korn, enn en Stakkel kunne spise seg mett på. Den gjerrige, der skraper sammen for seg selv, samler dog ofte uvitterlig til den goddædige eller til velgjørende innretninger, så at Salomons Sigende ofte oppfylles, at „hvo som formerer sitt gods med åger og Overgivt, samler det til å skjenkes de fattige.“ Men etter drankeren — („og fråtseren også, Knut, for at dere ikke skal tro, at dere er alene om det“) — hva finnes der vel etter ham? Den gjerrige ligner i denne Henseende dog de dyr, som er til nytte til slutt ved sin død, skjønt man ingen Gavn har av dem, mens de lever og gjødes; men drankeren ligner Mark og larver, hvoretter der kun finnes støv istedenfor det mel eller annen mat, hvori de har levet.“

Her gjentok Ole: „Tenk på kone og barn, Knut, om dere skulle falle fra ved denne levemåte!“

„Ja da ville man finne auksjonsregninger nok og en halvgjort støvel,“ hulket Knut.

„Som I begynte på i fjor høst,“ la Ole til, og da Knut så seg om, bemerket han, at Ole hadde hatt den godhet å følge ham hjem.

„Så gå nå inn og legg jer og begynn på støvelen igjen i morgen tidlig.“

H. Wergeland.