456

Ingen af eder kjender den krøllede Frits saa godt som jeg. Vi har fulgt med hinanden som Brødre lige fra vor første Barndom til vore Universitetsaar. Derfor kunde jeg 457fortælle tusende snurrige Scener, vi som Drenge har oplevet sammen; men jeg anfører blot et Par Træk fra hans Drengeaar, som vil give dem, der intet kjender til ham, et Slags Begreb om hans Karakter. Han er opdragen hos sin Onkel i Jylland paa et gammelt Herresæde ved Limfjorden. Da Onkelen selv ikke havde Børn, besluttede han at anvende al Tid og Flid paa at skaffe Brodersønnen den mest fuldendte Dannelse. Til den Ende forskrev han med store Omkostninger de dueligste Lærere i alle Videnskaber og Kunster. Men ved hans Opdragelsesplan var det en stor Feil, at den opvakte Dreng fra Morgen til Aften saaledes var plaget med Sproglærere, Tegnemester, Fegtemester osv., at han havde Dagens Timer besatte fra Morgen til Aften. Denne Tvang kunde Frits ikke taale. Han sagde derfor til den gamle Herremand Aftenen efter en saadan møisom Dag: „Onkel! Jeg kan ikke læse saameget om Dagen.“ — „Snak, Dreng,“ sagde Onkelen; „man kan alt, hvad man vil.“ — „Ja saa vil jeg ikke,“ svarede Frits. — „Ih,“ blev Onkelen ved, „naar der ikke er andet i Veien, skal vi nok komme din Vilje til Hjelp.“ — „Hvorledes vil du gjøre det?“ spurgte Frits. — „Det finder jeg vel sagtens paa,“ sagde Herremanden. „Jeg kunde jo f. Ex. lade dig sulte, til du lærte dine Lexer.“ — „Dermed skal du ikke kunne tvinge mig; thi jeg ved meget godt, at du ikke tør lade mig sulte ihjel; du vilde da selv blive dræbt af Bøddelen.“ — „Jeg har flere Midler endnu,“ blev den gamle ved. „Jeg kan jo indesperre dig i et ensligt Kammer, til du giver Kjøb.“ — „Det har du ikke Lov til; man kan indesperre Folk for Tyveri; men ingen har Ret til at berøve mig min Frihed, fordi jeg ikke vil lære Latin, Fransk og andre unyttige Ting.“ — Herremanden svarede: „Du er kun tretten Aar og forstaar dig kun lidet paa, hvad Lærdom er nyttig til. For det første maa du i den Henseende blindt rette dig efter min Vilje.“ — „Vil du da ikke fritage mig for nogle af de mange Læretimer?“ spurgte Drengen. — „Nei,“ svarede Onkelen bestemt, „ikke for en eneste.“

Efter en Pause begyndte Frits igjen: „Onkel, det gjør mig ondt, at jeg maa bedrøve dig. Jeg har altid holdt meget af dig og ved, at du holder meget af mig. Men i 458den senere Tid er du bleven saa urimelig, at jeg ikke længer vil blive hos dig.“ — „Naar agter du da at tiltræde din Reise?“ spurgte Onkelen. — „Strax!“ var Svaret. — Herremanden ringede og raabte til den indtrædende Tjener: „Luk Porten vel i Laas og sæt den store Jernstang for!“ Derpaa vendte han sig atter til Drengen med de Ord: „Da jeg nu er sikker for, at din Udenlandsreise just ikke sker saa strax, som du mener, vil jeg sige dig god Nat. Imorgen tales vi nærmere ved om den Sag.“

Da Herregaardens Klokke slog tolv, sprang Frits op af sine Madratser. Hans Tante havde ved Fødselsdage og andre Familiefester skjænket ham nogle Kroner, Dukater og andre Myntsorter af den Slags, som gamle Koner kalder hele Penge. Disse stak han i Lommen og tog i Haanden en liden Jagtflint. Derpaa listede han sig ganske sagte ind i Tantens Soveværelse, drog Omhænget tilside og hviskede: „Tante! Tante!“ — „Ja,“ svarede hun halvt i Søvne. — „Farvel, gode Tante!“ sagde han og kyssede rørt hendes Haand. „Farvel og tusend Tak for al den Kjærlighed, du har vist imod mig.“

Konen, som imidlertid var vaagnet rigtig op, spurgte ganske forundret: „Hvad skal dette betyde, Frits? hvor agter du dig hen i Bælmørke midt om Natten?“

„Jeg har ikke Stunder til at fortælle dig det nu,“ svarede Frits; „jeg er nødsaget til at reise bort over Hals og Hoved. Hils Onkel imorgen fra mig og tak ham for alt det gode, jeg har nydt i hans Hus. Han vil ogsaa kunne fortælle dig Anledningen til min Reise. Jeg har alt iaftes sagt ham Besked derom.“

Den gamle Frue greb ivrig til Klokken. Da Frits blev det var, sagde han til hende: „Bliv ikke vred, gode Tante! jeg har for en Sikkerheds Skyld seet mig nødsaget til at overskjære din Klokkestreng.“

Da han havde sagt dette, gik han ud af Døren. Hans Tante sprang op af sin Seng og tog fat i Dørens Haandgreb for at skynde sig efter ham.

„Jeg har skudt Slaaen for,“ sagde Frits paa den anden Side. „Læg dig endelig ufortøvet tilsengs igjen, ellers ved du selv, du bliver forkjølet og faar din slemme Tandpine 459paany. Det er dig en ren Umulighed at komme fra dit Kammer førend imorgen tidlig, naar Stine bringer din Kaffe.“

Gaarden var omringet af en høi Teglstens-Mur, der var besat med spidse Jernpigge. Derfor havde Frits medtaget en Rebstige, ved Hjelp af hvilken han steg over Muren, skjønt ei uden stor Fare for at blive spiddet eller brække sin Hals. Den næste Dags Middag ankom han ganske mødig og forpustet til en Landsbykro, der laa flere Mil fra hans Onkels Gods. Han kastede nogle nyskudte Krager og Spurve paa Bordet og bad Krokonen deraf at tilberede ham et Maaltid. Imidlertid havde den gamle Herremand bragt sin Gaards hele Besætning tilhest for at eftersætte sin bortrømte Brodersøn. Uheldigvis kom han just i egen Person til den samme Kro, hvor Frits sad ved Bordet og snakkede med de drukne Bønder, mens man i Kjøkkenet plukkede hans Fuglevildt. Saasnart han saa sin Onkel træde ind i Skjænkestuen, sprang han igjennem et aabent Vindue ud paa Marken. Inden Onkelen var kommen paa sin Hest igjen, havde Frits allerede faaet et saa betydeligt Forspring, at han ikke mer stod til at indhente. Han fortsatte sin Flugt tvers over Grøfter og Gjerder, indtil han kom til en stor Bøgeskov, hvor han let kunde forstikke sig. Herremanden havde fra sin høie Hest holdt Øie med Flygtningen og gik nu paa Raad med Bønderne, hvorledes man bedst skulde fange Drengen, som ufeilbarlig for det første vilde søge sig et Skjulested i Skoven. Man fandt det raadeligt at samle Byens Bønder, omringe Skoven paa alle Kanter og anstille en formelig Klapjagt efter ham.

Da nu den store Kreds af Klappere ret forsigtig var dragen omkring Skoven, saaledes at intet levende syntes at kunne slippe bort imellem dem, befalede Herremanden dem at rykke langsomt frem og vel at ransage hver Busk, som de mødte paa sin Vei. Selv red han tvers igjennem Skoven, ledsaget af sin Gaardsdreng Jokum, der bar en Favn Reb, hvormed den opbragte Herremand vilde binde sin forlorne Fostersøn, naar han atter fik ham i sin Vold. Omtrent midt i Skoven standsede han sin Hest og saa med Tilfredshed de befippede Harer og Hjorte springe for sig; 460thi disse Dyrs Trængsel var ham et Pant paa, hvor nøiagtig Kredsen var sluttet.

„Hold nu dit Reb i Beredskab, Jokum,“ sagde han, „om en halv Times Tid har vi sikkert Fingre paa den balstyrige Krabat.“

Da hørte han en Røst fra Luften, som raabte: „God Dag, Onkel!“ — Han saa sig i Veiret og opdagede sin Brodersøn i den øverste Top af et anseeligt Bøgetræ.

Frits vedblev: „Du ser, det havde været mig en let Sag her imellem det tætte Løv at undgaa din Eftersøgning; men jeg vilde nødig, du skulde blive til Nar for en fremmed By, naar du istedenfor din Brodersøn kuns fik et Dusin Grævlinger og Ræve. Derfor vil jeg strax komme ned og give mig i dine Hænder, hvis du lover mig i Fremtiden at holde mig under mindre Tvang end hidtil er skeet.“

„Nei, Brorlil,“ sagde Herremanden, „du skal smukt overgive dig paa Naade og Unaade. Siden jeg nu engang har dig saa vel fat, maa du slet ikke vænte, jeg lader mig foreskrive Vilkaar af dig.“

„O,“ svarede Frits, „du skal just ikke rose dig af, at du har mig fat endnu. Hvorledes vil du faa mig ned af dette Træ? Der gives ikke paa denne Kvadratmil nogen levende Sjæl, der tør driste sig herop paa disse tynde Grene.“

„Fald blot ikke ned og bræk din Hals, Knegt,“ sagde Onkelen, „saa skal Resten nok give sig. Jeg savner ikke Midler til at bringe dig ned paa Jorden. Jeg vil ei engang gribe til det simple Husraad at lade Træet fælde; men jeg stiller blot en Vagt ved det, som i al Mag kan modtage dig, naar Lysten til en Bid Brød tager Overhaand hos dig. En dygtig Brandstige kan vel ogsaa række derop til dit Fristed. Nu gaar jeg bort et Øieblik for at træffe de nødvendige Foranstaltninger. Du skal snart se mig her igjen. — Hold du imidlertid min Hest, Jokum, og pas vel paa Knegten i Træet. Kan du bringe mig ham bunden, naar jeg kommer igjen, da giver jeg dig en af mine gamle Kroner.“

Da den gamle var vel borte, steg Frits i en Hast ned af Træet og tiltalte Gaarsdrengen paa følgende Maade: „Sig mig, Jokum, hvem af os to du vel anser for den sterkeste.“ — „Det maa vel jeg være,“ svarede Drengen, 461„da jeg er en god Del ældre; men jeg vil for den Sags Skyld gjerne lade det komme an paa en Prøve.“ — Med disse Ord gik han i Fortrøstning til sin Kraft ind paa Livet af Frits og var i sit Hjerte forvisset om, at han let skulde fortjene den belovede Krone.

Frits veg et Par Skridt tilbage, mens han vedblev: „Tag dig i Agt, Jokum. Du er kanske mig overlegen i Styrke; men du forstaar neppe saa godt som jeg at bruge dine Kræfter.“ — Idet han gjorde denne Bemerkning, kastede han Jokum ved en uvæntet Vending baglængs omkuld i Græsset. Medens denne meget overrasket atter reiste sig langsomt i Veiret, begyndte Frits anden Gang paa den afbrudte Fredsunderhandling.

„Ser du nu,“ sagde han, „at det er saare tvivlsomt, hvo af os to der gaar af med Seiren? Dersom du vedbliver dit Forsæt at bruge Magt imod mig, er du jo fuldkommen vis paa Næsestyvere, Ribbenstød og andre ubehagelige Følger af Slagsmaal; derimod er det høist rimeligt, at du endda nødes til at lade mig gaa. Hvis du derimod finder dig i Billighed, giver jeg dig en Dukat.“

Synet af Dukaten var særdeles fristende for Jokums ringe Grad af Dyd, og han stod et Øieblik ganske raadvild. Da tog Frits en Lommepuffert frem og sagde: „Hvis du nu ikke strax gjør, som jeg befaler, skyder jeg dig paa Stedet ihjel.“

„Lad mig da se, om han har Dukaten,“ sagde Jokum, som just ikke frygtede meget for Iverksættelsen af denne Trusel, men som dog heri fandt en antagelig Undskyldning at forsvare sig med for sin Husbond. Frits bad ham nu i største Skynding vexle Klæder med sig, bandt Drengens Hænder paa Ryggen og forbød ham under Dødsstraf at oplade sin Mund. Selv besteg han Hesten og førte sin Fange med Rebet igjennem Skoven. Da de nærmede sig til Klappernes Linje, raabte Frits: „Hurra, her har vi Skjelmen; nu gjøres der ingen videre Jagt behov; min Husbond giver jer Lov til at gaa hen i Kroen og drikke jer en dygtig Rus paa hans Regning.“

Klapperne gjorde strax Plads for Rytteren, og denne saa sig sig snart i Sikkerhed paa den aabne Landevei. Her 462saa han sin Onkel komme imod sig med to Mænd, der bar en Brandstige. Saasnart Herremanden saa Toget, tvivlede han slet ikke paa, det var hans Gaardsdreng, der i Vadmelsjakken og med den bredskyggede Hat sad som Seierherre paa den blissede Hingst.

„Bravo, Jokum!“ raabte han derfor, „det var mer, end jeg havde troet om dig. Du har som en ærlig Karl fortjent din Krone. Træk nu Synderen hen i Kroen og gjem ham under Laas og Lukke, til jeg har afgjort min Regning med Byfolkene.“

Strax efter dette Tilraab slap Frits Rebet og red i Galop forbi sin forbausede Farbroder. Idet de krydsede hinanden paa Veien, sagde Frits: „Jeg rider blot nogle faa Mil med din Hest. Imorgen skal den i forsvarlig Stand blive bragt til denne Kro.“ —

P. M. Möller.

456

Ingen av dere kjenner den krøllede Frits så godt som jeg. Vi har fulgt med hinannen som brødre like fra vår første barndom til våre universitetsår. Derfor kunne jeg 457fortelle tusende snurrige scener, vi som drenger har opplevd sammen; men jeg anfører blot et par trekk fra hans Drengeaar, som vil gi dem, der intet kjenner til ham, et Slags begrep om hans karakter. Han er oppdratt hos sin onkel i Jylland på et gammelt herresete ved Limfjorden. Da Onkelen selv ikke hadde barn, besluttet han å anvende all tid og flid på å skaffe brorsønnen den mest fullendte dannelse. Til den ende forskrev han med store omkostninger de dueligste lærere i alle vitenskaper og kunster. Men ved hans oppdragelsesplan var det en stor feil, at den opvakte dreng fra morgen til aften således var plaget med språklærere, Tegnemester, fektemester osv., at han hadde Dagens timer besatte fra morgen til aften. Denne tvang kunne Frits ikke tåle. Han sa derfor til den gamle herremann Aftenen etter en sådan møysom Dag: „Onkel! Jeg kan ikke lese saameget om dagen.“ — „Snakk, dreng,“ sa onkelen; „man kan alt, hva man vil.“ — „Ja så vil jeg ikke,“ svarte Frits. — „Ih,“ ble onkelen ved, „når der ikke er annet i veien, skal vi nok komme din vilje til hjelp.“ — „Hvorledes vil du gjøre det?“ spurte Frits. — „Det finner jeg vel saktens på,“ sa herremannen. „Jeg kunne jo f. Ex. lade deg sulte, til du lærte dine lekser.“ — „Dermed skal du ikke kunne tvinge meg; thi jeg ved meget godt, at du ikke tør la meg sulte ihjel; du ville da selv bli drept av bøddelen.“ — „Jeg har flere midler ennå,“ ble den gamle ved. „Jeg kan jo indesperre deg i et enslig kammer, til du gir kjøp.“ — „Det har du ikke lov til; man kan indesperre folk for tyveri; men ingen har rett til å berøve meg min frihet, fordi jeg ikke vil lære latin, fransk og andre unyttige ting.“ — Herremannen svarte: „Du er kun tretten år og forstår deg kun lite på, hva lærdom er nyttig til. For det første må du i den Henseende blindt rette deg etter min vilje.“ — „Vil du da ikke fritage meg for noen av de mange Læretimer?“ spurte drengen. — „Nei,“ svarte onkelen bestemt, „ikke for en eneste.“

Etter en pause begynte Frits igjen: „Onkel, det gjør meg ondt, at jeg må bedrøve deg. Jeg har alltid holdt meget av deg og ved, at du holder meget av meg. Men i 458den senere tid er du blitt så urimelig, at jeg ikke lenger vil bli hos deg.“ — „Når akter du da å tiltre din reise?“ spurte onkelen. — „Straks!“ var svaret. — Herremannen ringte og ropte til den inntredende tjener: „Luk porten vel i lås og sett den store jernstang for!“ Derpå vendte han seg atter til drengen med de ord: „Da jeg nå er sikker for, at din utenlandsreise just ikke skjer så straks, som du mener, vil jeg si deg god natt. I morgen tales vi nærmere ved om den Sag.“

Da Herregaardens klokke slo tolv, sprang Frits opp av sine madrasser. Hans Tante hadde ved fødselsdager og andre familiefester skjenket ham noen kroner, dukater og andre Myntsorter av den Slags, som gamle koner kaller hele penger. Disse stak han i lommen og tok i hånden en liten jaktflint. Derpå listet han seg ganske sakte inn i Tantens soveværelse, drog omhenget tilside og hvisket: „Tante! Tante!“ — „Ja,“ svarte hun halvt i søvne. — „Farvel, gode tante!“ sa han og kysset rørt hennes hånd. „Farvel og tusen takk for all den Kjærlighed, du har vist imot meg.“

Konen, som imidlertid var våknet riktig opp, spurte ganske forundret: „Hva skal dette bety, Frits? hvor akter du deg hen i Bælmørke midt om natten?“

„Jeg har ikke stunder til å fortelle deg det nå,“ svarte Frits; „jeg er nødsaget til å reise bort over hals og hode. Hils onkel i morgen fra meg og takk ham for alt det gode, jeg har nytt i hans hus. Han vil også kunne fortelle deg anledningen til min reise. Jeg har alt iaftes sagt ham Besked derom.“

Den gamle frue grep ivrig til klokken. Da Frits ble det var, sa han til henne: „Bli ikke vred, gode tante! jeg har for en Sikkerheds skyld sett meg nødsaget til å overskjære din klokkestreng.“

Da han hadde sagt dette, gikk han ut av døren. Hans Tante sprang opp av sin seng og tok fat i Dørens håndgrep for å skynde seg etter ham.

„Jeg har skudt slåen for,“ sa Frits på den annen side. „Legg deg endelig ufortøvet til sengs igjen, ellers vet du selv, du blir forkjølet og får din slemme tannpine 459paany. Det er deg en ren umulighet å komme fra ditt kammer før i morgen tidlig, når Stine bringer din kaffe.“

Gården var omringet av en høy Teglstens-mur, der var besatt med spisse Jernpigge. Derfor hadde Frits medtatt en repstige, ved hjelp av hvilken han steg over muren, skjønt ei uten stor fare for å bli spiddet eller brekke sin hals. Den neste Dags middag ankom han ganske mødig og forpustet til en Landsbykro, der lå flere mil fra hans Onkels gods. Han kastet noen nyskudte krager og spurver på bordet og bad Krokonen derav å tilberede ham et måltid. Imidlertid hadde den gamle herremann brakt sin Gaards hele besetning til hest for at eftersætte sin bortrømte brorsønn. Uheldigvis kom han just i egen person til den samme kro, hvor Frits satt ved bordet og snakkede med de drukne bønder, mens man i kjøkkenet plukket hans fuglevilt. Så snart han så sin onkel tre inn i skjenkestuen, sprang han igjennom et åpent vindu ut på marken. Innen onkelen var kommet på sin hest igjen, hadde Frits allerede fått et så betydelig Forspring, at han ikke mer stod til å innhente. Han fortsatte sin flukt tvers over grøfter og gjerder, inntil han kom til en stor bøkeskog, hvor han lett kunne forstikke seg. Herremannen hadde fra sin høye hest holdt Øye med flyktningen og gikk nå på råd med bøndene, hvorledes man best skulle fange drengen, som ufeilbarlig for det første ville søke seg et skjulested i skogen. Man fant det rådelig å samle Byens bønder, omringe skogen på alle kanter og anstille en formelig klappjakt etter ham.

Da nå den store krets av klappere rett forsiktig var dragen omkring skogen, således at intet levende syntes å kunne slippe bort imellom dem, befalte herremannen dem å rykke langsomt frem og vel å ransake hver busk, som de møtte på sin vei. Selv red han tvers igjennom skogen, ledsaget av sin gårdsdreng Jokum, der bar en favn rep, hvormed den oppbrakte herremann ville binde sin forlorne fostersønn, når han atter fikk ham i sin vold. Omtrent midt i skogen stanset han sin hest og så med tilfredshet de befippede harer og hjorter springe for seg; 460thi disse Dyrs trengsel var ham et pant på, hvor nøyaktig kretsen var sluttet.

„Hold nå ditt rep i beredskap, Jokum,“ sa han, „om en halv Times tid har vi sikkert fingre på den balstyrige krabat.“

Da hørte han en røst fra luften, som ropte: „God dag, onkel!“ — Han så seg i været og opdagede sin brorsønn i den øverste topp av et anselig bøketre.

Frits vedble: „Du ser, det hadde vært meg en lett Sag her imellom det tette løv å unngå din ettersøkning; men jeg ville nødig, du skulle bli til narr for en fremmed by, når du istedenfor din brorsønn kuns fikk et dusin grevlinger og Ræve. Derfor vil jeg straks komme ned og gi meg i dine hender, hvis du lover meg i fremtiden å holde meg under mindre tvang enn hittil er skjedd.“

„Nei, Brorlil,“ sa herremannen, „du skal smukt overgi deg på nåde og unåde. Siden jeg nå engang har deg så vel fat, må du slett ikke vente, jeg lader meg foreskrive vilkår av deg.“

„O,“ svarte Frits, „du skal just ikke rose deg av, at du har meg fat ennå. Hvorledes vil du få meg ned av dette tre? Der gives ikke på denne Kvadratmil noen levende sjel, der tør driste seg herop på disse tynne grener.“

„Fall blot ikke ned og bræk din hals, Knegt,“ sa onkelen, „så skal resten nok gi seg. Jeg savner ikke midler til å bringe deg ned på jorden. Jeg vil ei engang gripe til det simple husråd å la treet felle; men jeg stiller blot en vagt ved det, som i all Mag kan motta deg, når lysten til en bit brød tar overhånd hos deg. En dyktig brannstige kan vel også rekke derop til ditt fristed. Nå går jeg bort et øyeblikk for å treffe de nødvendige Foranstaltninger. Du skal snart se meg her igjen. — Hold du imidlertid min hest, Jokum, og pas vel på knekten i treet. Kan du bringe meg ham bunden, når jeg kommer igjen, da gir jeg deg en av mine gamle kroner.“

Da den gamle var vel borte, steg Frits i en hast ned av treet og tiltalte Gaarsdrengen på følgende måte: „Sig meg, Jokum, hvem av oss to du vel anser for den sterkeste.“ — „Det må vel jeg være,“ svarte drengen, 461„da jeg er en god del eldre; men jeg vil for den saks skyld gjerne lade det komme an på en prøve.“ — Med disse ord gikk han i fortrøstning til sin kraft inn på livet av Frits og var i sitt hjerte forvisset om, at han lett skulle fortjene den belovede krone.

Frits veg et par skritt tilbake, mens han vedble: „Ta deg i akt, Jokum. Du er kanskje meg overlegen i styrke; men du forstår neppe så godt som jeg å bruke dine krefter.“ — Idet han gjorde denne bemerkning, kastet han Jokum ved en uventet vending baklengs omkuld i gresset. Mens denne meget overrasket atter reiste seg langsomt i været, begynte Frits annen gang på den avbrutte Fredsunderhandling.

„Ser du nå,“ sa han, „at det er såre tvilsomt, hvo av oss to der går av med seieren? Dersom du vedbliver ditt forsett å bruke makt imot meg, er du jo fullkommen vis på nesestyvere, ribbenstøt og andre ubehagelige følger av slagsmål; derimot er det høist rimelig, at du enda nødes til å la meg gå. Hvis du derimot finner deg i billighet, giver jeg deg en dukat.“

Synet av dukaten var særdeles fristende for Jokums ringe grad av dyd, og han stod et øyeblikk ganske rådvill. Da tok Frits en Lommepuffert frem og sa: „Hvis du nå ikke straks gjør, som jeg befaler, skyder jeg deg på stedet ihjel.“

„La meg da se, om han har dukaten,“ sa Jokum, som just ikke fryktede meget for iverksettelsen av denne trussel, men som dog heri fant en antagelig unnskyldning å forsvare seg med for sin husbond. Frits bad ham nå i største skynding veksle klær med seg, bandt Drengens hender på ryggen og forbød ham under dødsstraff at oplade sin munn. Selv besteg han hesten og førte sin fange med repet igjennom skogen. Da de nærmet seg til Klappernes linje, ropte Frits: „Hurra, her har vi skjelmen; nå gjøres der ingen videre jakt behov; min husbond giver jer lov til å gå hen i kroen og drikke jer en dyktig Rus på hans regning.“

Klapperne gjorde straks plass for rytteren, og denne så seg seg snart i sikkerhet på den åpne landevei. Her 462så han sin onkel komme imot seg med to menn, der bar en brannstige. Så snart herremannen så toget, tvivlede han slett ikke på, det var hans gårdsdreng, der i Vadmelsjakken og med den bredskyggede hatt satt som seierherre på den blissede hingst.

„Bravo, Jokum!“ ropte han derfor, „det var mer, enn jeg hadde trodd om deg. Du har som en ærlig Karl fortjent din krone. Trekk nå synderen hen i kroen og gjem ham under lås og lukke, til jeg har avgjort min regning med byfolkene.“

Straks etter dette tilrop slapp Frits repet og red i galopp forbi sin forbausede Farbroder. Idet de krysset hinannen på veien, sa Frits: „Jeg rider blot noen få mil med din hest. I morgen skal den i forsvarlig stand bli brakt til denne kro.“ —

P. M. Möller.