Der er utallige Ting, som plager vise Mænd, alene fordi de er vise. Thi eftersom de kjender sig selv, saa ser de, hvad de formaar og ikke formaar, saa ser de sine egne Feil saavelsom sine Dyder, sin Svaghed saavelsom sin Styrke; saa ser de ogsaa, hvad de besidder, og hvad dem fattes. Forbigangne, nærværende og tilkommende Ting staar dem idelig for Øine. De ser Feilene, som de har begaaet, og frygter for at begaa andre paany. Heraf kommer det, at de idelig svæver i Bekymring eller Fortrydelse, hvorved den Lykke, der bestaar i Sindets Ro og Hvile, ligesom formørkes eller forstyrres hos dem. Saa ofte de handler uforsigtig, bebreider de sig selv sin Uforsigtighed, hvilket ei kan ske, uden at Sindet foruroliges. Gjør de noget med heldig Fremgang, saa er de dog aldrig ganske fornøiede dermed, saasom de i de mest fuldkomne Ting dog 448kun indser en eller anden Ufuldkommenhed, skjønner, at Tingen kunde have været bedre udført, og frygter for andres Kritik derover; saaledes at deres Forstand og Skjønsomhed selv foraarsager, at de ingen fuldkommen Fornøielse har af sine egne Idrætter.
Fra deslige Bekymringer er Narrene befriede. Naar de gjør noget galt, skyder de Skylden paa sit Uheld; naar de begaar en Feil, er det langt fra dem at tilstaa sin Forseelse; og naar andre beler dem, roser de sig selv. Dadler nogen deres Ord eller Gjerninger, saa henregner de dette enten til Bagtalelse eller til Folks slette og fordærvede Smag. Den megen Latter, som gjerne findes hos Tosser, og hvormed de ledsager sin Tale, giver tilkjende, at de beundrer sig selv, og viser, at de er hjertelig fornøiede med sine egne Ord. Dersom andre ikke ler med dem, saa holder de for, at det er, fordi man ikke ret har fattet, hvor klog eller vittig deres Tale var; de anser enhver, der kan være saa ligegyldig ved at høre den, for et tykhovedet Menneske, beklager ham og bestyrkes i den Tanke, at de selv alene er kloge.
Saaledes opfylder den Egenkjærlighed, som findes hos Daaren, hans Hjerte med en bestandig Glæde og Fornøielse. Besidder han ingen Dyder, saa tror han dog, at han har dem alle; og denne Tro eller Indbildning er ligesom et Slags Besiddelse. Man kan ligne en saadan Nar med den syge Mand, hvem det forekom, at han bestandig hørte en uforlignelig deilig og himmelsk Musik for sine Øren, og som derfor negtede at give den Læge Betaling, der kurerede ham for denne Indbildning eller Feil paa Hørelsen, fordi han ansaa Lægen som en, der havde berøvet ham en stor Fornøielse. Eller man kan ligne Narren ved den Athenienser, som glædede sig over ethvert Skib, der seilede ind i Havnen, fordi han indbildte sig, at de alle hørte ham til: Saaledes glæder Narren sig over alt det, han finder hos sig selv, om det endog kun er til i hans Indbildning. Han betragter sig fra Hoved til Fod og ser intet uden Skjønhed og Sirlighed; thi endog hans Lyder kommer ham for at være ligesaa mange Fuldkommenheder. — Da saaledes Narrene allevegne tager Skyggen for Legemet, saa løber de ogsaa 449efter forfængelige Titler og anden slig Dukkestads, hvilket de anser for solide Herligheder; og efterdi de uden stor Møie kan erholde saadant, har de let ved at finde noget, der kan fornøie deres Sind. Men naar de ser sig ringeagtede og udelukkede fra Embeder, da mener de, at dette sker af bare Misundelse, og beklager ikke sig selv, men Staten, som undertrykker Fortjenester og ikke ved at paaskjønne. dens dygtigste og dueligste Borgere. — Saaledes ser man, at Daarerne er nok saa godt bevæbnede mod alle Slags Anstød i Livet som de vise, og at hvis de ikke er lykkelige i andres Øine, saa er de det dog i sine egne Tanker.
Ludv. Holberg.