446

Brodne Kar i alle Lande,Roser sig med Torne blandeAndensteds saavelsom her.Landsmand! Roserne du tage,Og af dem du Honning drage!Men for alting agtsom vær,Kom ei Tornene for nær!

Naar en Tydsker dig vil læreÆrlig, grundig, kjæk at være,Du lærvillig følge ham!Men naar en dig stort fortællerOm Daraussens Bagateller,Var det sandelig en Skam,Om du blindt hen troede ham.

Naar en Franskmand dig vil læreAltid glad og munter være,Bed til Gud, du ligner ham!Men adlyde ham som KongenFor hver Mode og for Tongen,Det var sandelig en Skam,Vi bør ikke hylde ham.

Som en Britter lad dig værePatriotens Pligter kjære!Elske Frihed lær af ham!Men hvis du ser en og andenOvermodig, vild som Fanden,Det var fælt at ligne ham;Bukke for ham var en Skam.

Paa Spanjolens Vin og PjasterJeg Foragt ei daarlig kaster,Gjerne deler dem med ham;Men saa længe jeg kan læseUden Briller paa min Næse,Jeg den Stads vil unde ham;Kunne se gjør mig ei Skam.

Han, som bor lidt under HavetOg med Guld er sterkt begavet,Spare er en Dyd hos ham;Men naar han, tung af Dukater,Spiser evige Salater,Saa gid jeg faa Last og Skam,Om jeg spise vil med ham!

447Du, som dine Aner glemmerOg al Pragt bag Plogengjemmer,Du ei nok beundres kan;Polak! du skal Verden lære,Om lærvillig den vil være:Det er under ingens Stand,At han pløier eget Land.

Men at du din Dont forladerOg med Glavind dig omlader,Naar du ser en Vandringsmand,Snorrigt synes dem, som mene,—Thi jeg mener ei alene —At man gjerne sige kanUden Sverd: god Dag, min Mand!

Du, en Skræk for Tyrkens Rige!Al din Adfærd kan os sige:Stor var Ruslands første Zar.At dig Finkel-Jokum smagerOg dig hver Kopek fradrager,Derom man vel mumlet har;Herre Gud! om nu saa var!

Svensken jeg slet intet ænser;Han for nær er vore Grændser,Og det kunde stikke ham,Hvis jeg gav ham mindste Lyde,At han Freden vilde bryde;Fik da Landet Krig med ham,Hvis var Skammen? AutorsSkam.

Jeg den elskte Danske priser,At Beskedenhed han viser; —Sjelden Dyd i fremmed Land! —Men naar han for vidt den driverOg alt fremmed Fortrin giver,Den en Dyd ei nævnes kanOg fornedrer danske Mand.

Jeg hos kjække Nordmand priser,At han stedse ivrig viser,Han sit Fødeland har kjær;Men jeg tror, han gjorde ilde,Om han vilde sig indbilde,At der fødes MenneskerKun i Engeland og der.

Hædre alle Nationer,Hade Feil, men ei Personer,Er vort Selskabs Lov og Lyst;Hellig Pligt og største ÆreEr: vor Konge tro at være;Norges Hæder er vor Lyst,Frihed bo i Nordmænds Bryst!

J. H. Wessel.

446

Brodne kar i alle land,Roser seg med torner blandeAnnensteds saavelsom her.Landsmann! Rosene du ta,Og av dem du honning dra!Men for alting aktsom vær,Kom ei tornene for nær!

Når en tysker deg vil læreÆrlig, grundig, kjekk å være,Du lærvillig følge ham!Men når en deg stort fortellerOm Daraussens bagateller,Var det sannelig en skam,Om du blindt hen trodde ham.

Når en franskmann deg vil læreAlltid glad og munter være,Be til Gud, du ligner ham!Men adlyde ham som KongenFor hver mote og for Tongen,Det var sannelig en skam,Vi bør ikke hylle ham.

Som en Britter la deg værePatriotens plikter kjære!Elske frihet lær av ham!Men hvis du ser en og annenOvermodig, vill som fanden,Det var fælt å ligne ham;Bukke for ham var en skam.

På Spanjolens vin og pjasterJeg forakt ei dårlig kaster,Gjerne deler dem med ham;Men så lenge jeg kan leseUten briller på min nese,Jeg den Stads vil unne ham;Kunne se gjør meg ei skam.

Han, som bor litt under havetOg med gull er sterkt begavet,Spare er en dyd hos ham;Men når han, tung av dukater,Spiser evige salater,Så gid jeg få last og skam,Om jeg spise vil med ham!

447Du, som dine aner glemmerOg all prakt bak plogengjemmer,Du ei nok beundres kan;Polakk! du skal verden lære,Om lærvillig den vil være:Det er under ingens stand,At han pløyer eget land.

Men at du din dont forlaterOg med Glavind deg omlader,Når du ser en vandringsmann,Snorrigt synes dem, som mene,—Thi jeg mener ei alene —At man gjerne si kanUten sverd: god dag, min mann!

Du, en skrekk for Tyrkens rike!All din atferd kan oss si:Stor var Ruslands første Zar.At deg Finkel-Jokum smakerOg deg hver kopek fradrager,Derom man vel mumlet har;Herre Gud! om nå så var!

Svensken jeg slett intet enser;Han for nær er våre grenser,Og det kunne stikke ham,Hvis jeg ga ham minste Lyde,At han freden ville bryte;Fikk da landet krig med ham,Hvis var skammen? AutorsSkam.

Jeg den elskte Danske priser,At beskjedenhet han viser; —Sjelden dyd i fremmed land! —Men når han for vidt den driverOg alt fremmed fortrinn giver,Den en dyd ei nevnes kanOg fornedrer danske mann.

Jeg hos kjekke nordmann priser,At han stedse ivrig viser,Han sitt Fødeland har kjær;Men jeg tror, han gjorde ilde,Om han ville seg innbille,At der fødes menneskerKun i Engeland og der.

Hedre alle nasjoner,Hate feil, men ei personer,Er vårt Selskabs lov og Lyst;Hellig plikt og største æreEr: vår Konge tro å være;Norges Hæder er vår Lyst,Frihet bo i Nordmænds bryst!

J. H. Wessel.