436

I Wittenberg i SaksenlandDer er en Grav tilskue,Der hviler sig en from Guds MandAlt under Kirkebue;Hvad her han hed, det ved enhver,Som har sin Gud og Bibel kjær;Men hvad han heder nu hos Gud,Skal Engle for os sjunge ud,Naar vi med ham forsamles.

Han lukked op den Bibelbog,Som var saa fast forseglet;Han saa, paa Herrens Syner klog,Guds Herlighed i Speilet;Han laante Biblen Folkets Maal,Han trodsed Ban og Staal og Baal,Og hvad der stred mod Herrens Ord,Det sank paa Baal, det sank i Jord;Thi Herrens Ord har Kræfter.

Trods List og Vold, trods Ban og BaalGik Ordet vidt om Lande;Det talte Folkets TungemaalAlt op til Nørre-Strande,Det lød ved Donaus Kildevæld,Det høit gjenlød fra Dovrefjeld;Ved Bloksbjerg og ved Hekla klangDet liflig sødt i Kirkesang;Da var det Lyst at leve.437Der han gik hjem, den fromme Mand,Til Fader i det høie,Da sørged kristne vidt om LandMed Suk, med Graad i Øie.Han fulgtes til sit HvilestedAf læge og af lærde med;Ja mangen Ridder, gjæv og bold,Med Taarer salvede sit Skjold;Men Herrens Ord dem trøsted.

N. F. S. Grundtvig.

436

I Wittenberg i SaksenlandDer er en grav til skue,Der hviler seg en from Guds MandAlt under Kirkebue;Hva her han het, det ved enhver,Som har sin Gud og Bibel kjær;Men hva han heter nå hos Gud,Skal engler for oss sjunge ut,Når vi med ham forsamles.

Han lukket opp den bibelbok,Som var så fast forseglet;Han så, på Herrens Syner klok,Guds Herlighed i speilet;Han lånte bibelen Folkets mål,Han trosset Ban og stål og bål,Og hva der stred mot Herrens ord,Det sank på bål, det sank i jord;Thi Herrens ord har krefter.

Trass list og vold, trass Ban og bålGikk ordet vidt om land;Det talte Folkets tungemålAlt opp til Nørre-Strande,Det lød ved Donaus Kildevæld,Det høyt gjenlød fra Dovrefjeld;Ved Bloksbjerg og ved Hekla klangDet liflig søtt i kirkesang;Da var det Lyst å leve.437Der han gikk hjem, den fromme mann,Til Fader i det høye,Da sørget kristne vidt om landMed sukk, med gråt i Øye.Han fulgtes til sitt hvilestedAv lege og av lærde med;Ja mangen ridder, gjev og bold,Med tårer salvede sitt skjold;Men Herrens ord dem trøstet.

N. F. S. Grundtvig.