432

I Worms sad Keiseren paa sin Throne med Broderen, Erkehertug Ferdinand, ved sin Side, omgiven af sex Kurfyrster, 28 Hertuger, mange Fyrster og Grever — iblandt hvilke Danmarks tilkommende Kristian den tredje, der som Prins befandt sig paa Reiser i Tydskland med Johan Ranzau, — de tvende pavelige Legater, Erkebiskoper, Biskoper, Prælater og Abbeder, Afsendinger fra næsten alle Europas Riger, henimod 200 i Tallet. For en saadan Forsamling af de fornemste Mænd i Stat og Kirke stevnedes en Mand til Møde, som for faa Aar siden var bleven kaldt ud i Verden fra den klosterlige Ensomhed. Luther forlod sit Wittenberg med mørke Anelser: „Dersom jeg ikke kommer tilbage,“ sagde han til Melanchton ved Afskeden, „og mine Fiender bringer mig af Dage, saa besverger jeg dig, kjære Broder! lad ikke af at lære og holde fast ved Sandheden! — Ved mig er der ikke meget tabt, naar kun du bliver tilbage; i dig har Herren en endnu lærdere Stridsmand.“ Ledsaget af en af sine Brødre og af sine Venner Justus Jonas, Provst i Wittenberg, Nik. Amsdorff, Domsherre sammesteds, og den lovkyndige Hieronymus Schurff, hans Sagfører paa Rigsdagen, drog han igjennem Lande og Stæder, hilset med Jubel og Begeistring af mange, men ogsaa mistrøstet af andre, der stillede ham Huss’s Baal for Øinene. Under disse Forvarsler 433og dertil under en nedtrykkende Følelse af legemlig Svaghed skrev han til Spalatin fra Frankfurt: „Jeg drager til Worms til Trods for Helvedes Porte og de dæmoniske Magter; thi Kristus lever: jeg har foresat mig at trodse og foragte Djævelen. Om der end er saamange Djævle i Worms,“ blev han ved, „som Teglstene paa Tagene, alligevel vil jeg derind.“ Det er Mandemod i profetisk og apostolisk Stil, hvis Billede er værd at holde fast. For Luther selv beholdt Erindringen derom sit Værd indtil Livets Ende; der berettes, at han i en af sine sidste Dage, ved at fortælle om dette Vendepunkt i sit Liv, føiede til: „Jeg var uforfærdet og frygtede intet; Gud kan vel give en saameget Mod. Jeg ved ikke, om jeg nu vilde være saa glad derved.“

Den 16de April 1521 ankom han til Worms. Stevnet til at møde den næste Dags Eftermiddag i Rigsraadet, maatte han arbeide sig frem igjennem en uoverskuelig Mængde af Mennesker: nysgjerrige og deltagende, Venner og Fiender. Det var her, at en gammel Feltherre — Georg Freundsberg var hans Navn — slog ham paa Skulderen med de Ord: „Munk! Munk! du gaar der en Dyst imøde, som jeg og mangen Krigsøverste ikke har udholdt i det haardeste Slag; men er din Mening ret, og er du vis i din Sag, saa gaa din Gang i Guds Navn og vær trøstig! Gud vil ikke forlade dig.“ — I den glimrende Forsamling var Luthers Bøger fremlagte; han blev adspurgt, om han vedkjendte sig dem, og om han vilde kalde deres Indhold tilbage. Det første Spørgsmaal besvarede han med ja; til det andet udbad han sig Betænkningstid; den blev tilstaaet ham til næste Dag. Hans Svar gik da ud paa, at han bønfaldt enhver, som var istand dertil, om af profetiske og apostoliske Skrifter at overbevise ham om, at han havde faret vild; han vilde da være villig og beredt til at kalde enhver Vildfarelse tilbage og være den første til at kaste Bøgerne paa Ilden. Ikke nøiet hermed forlangte man et kort og bestemt Svar: om han vilde tilbagekalde eller ikke. Dette Svar gav han med med de Ord: „Naar jeg ikke bliver overvunden og overbevist ved Vidnesbyrd af den hellige Skrift eller ved aabenlyse, klare og rene Grunde, (thi Pave og Kirkeforsamlinger alene tror jeg ikke, eftersom det er vitterligt for Hvermand, 434at de tidt og mange Gange har taget feil og talt sig selv imod), og jeg saaledes bliver overtydet ved Sprog, som jeg selv har anført og brugt, og min Samvittighed bliver fangen i Guds Ord: saa kan og vil jeg intet kalde tilbage; thi at handle mod sin Samvittighed er ikke sikkert og raadeligt. Her staar jeg, jeg kan ikke andet. Gud hjelpe mig! Amen.“

Luther har selv givet en udførlig Beretning om disse Dages Begivenheder. Og det Vidnesbyrd, han her aflagde, blev ikke uden Virkning. Spalatin fortæller om al den Ære, Gud lod blive Dr. Martin til Del, saa at han havde langt flere Tilskuere og Betragtere end alle Fyrster og Herrer, og hans Herberg Dag ud og Dag ind var opfyldt af Folk, deriblandt Hertuger og Fyrster. Hertug Erik af Brunsvig sendte ham en Læskedrik, og Luther modtog den med de Ord: „Som Hertug Erik idag kommer mig ihu, saaledes komme vor Herre Kristus ham ihu i hans sidste Strid!“ Hertugen skal endnu paa sit yderste have gjenkaldt sig disse Ord. Ogsaa den unge Landgreve Filip den høimodige, Reformationens ridderlige Forkjæmper, møder vi her første Gang; han opsøgte Luther i hans Herberg, og ved sin Bortgang trykkede han hans Haand med de Ord: „Har I Ret, Herr Doktor! saa hjelpe eder Gud!“

Efter otte Dages Forløb, i hvilke forskjellige frugtesløse Forsøg var gjorte paa at bevæge Luther til at kalde tilbage, medens der fra andre Sider med ligesaa lidet Held blev arbeidet paa at bevæge Keiseren til at bryde Tilsagnet om det frie Leide og holde Luther tilbage i Fangenskab, blev der meddelt Luther Afsked. Han forlod Worms den 26de April med Befaling til ikke at prædike underveis, en Befaling, mod hvilken han gjorde Indsigelse, og som han heller ikke holdt sig efterrettelig. Efter de pavelige Legaters Tilskyndelse udstedtes en Maaned derefter det keiserlige Edikt, der erklærede Luther og enhver, som ydede ham Beskyttelse, i Rigets Akt eller for fredløse. Man bluedes ikke ved her under Keiserens Navn at betegne Luther som den, „der ikke skriver andet, end hvad der tjener og fører til Oprør, Splid, Krig, Myrden, Skjænden og Brænden og til fuldstændigt Affald fra den kristelige Tro; thi han lærer et frit, ubundet, ganske dyrisk Liv, der staar udenfor alle Love; 435denne ene Mand, der ikke saameget er Menneske som snarere Djævelen selv i et Menneskes Skikkelse, der til Menneskernes Fordærvelse har iført sig en Munkekappe, har samlet mange Kjetteres i høieste Maal fordømte, allerede for længe siden begravne Kjetterier i en Pøl og selv udtænkt adskillige nye for at omstøde og udrydde al evangelisk Fred og Kjærlighed og al god Tingenes Orden“ osv.

Luther var imidlertid — uden Tvivl efter Kurfyrstens hemmelige Foranstaltning — sikret imod den nærmeste Fare, som dette Edikt bragte over hans Hoved. Paa Tilbagereisen fra Worms var han en Aftenstund bleven anholdt af nogle forklædte Ryttere i Nærheden af Altenstein i Thüringen — Stedet vises endnu — og ført til Bjergslottet Wartburg ved Eisenach, det gamle Sæde for de thüringske Landgrever. Saaledes paa engang forsvunden fra den store Skueplads som et Meteor fra Himmelen, blev han allerede anseet som Martyr for de paveliges Efterstræbelser, og Albrecht Dürer, den store Kunstner i Nürnberg, opfordrede alle fromme Kristenmennesker til flittig at begræde denne af Guds Aand besjælede Mand og anraabe Gud om at sende en anden oplyst Mand i hans Sted. Paa Wartburg opholdt Luther sig i Ridderdragt og under Navn af Ridder Jørgen i omtrent 10 Maaneder. En sterkere Modsætning kan neppe tænkes end imellem den fuldkomne Ensomhed, hvori han saa sig hensat paa den gamle, af Bjerge og Skove trindt omgivne Klippeborg, og det stormende Liv, som han havde forladt. Men hvilken indre Uro maatte ikke følge ham! Indtrykkene af alt det, der allerede var gjennemgaaet, og Udsigten til det, Fremtiden endnu skulde bringe, Kampen imellem Samvittighedens Fordringer og de ængstende Tvivl, som maatte forsterkes ved de Rygter, der naaede op til hans Celle, om urolige Bevægelser, som ytrede sig paa flere Steder ved Forhandlingerne om Presternes Egteskab, om Afskaffelse af Messe og Klostere osv. — alt dette maatte just i det ensomme Liv, hvor han var overladt til sine egne Betragtninger og Grublerier, gribe hans Sjæl med fordoblet Magt. De Breve, han skrev til sine Venner fra Wartburg — eller som han kaldte det: „sit Patmos,“ „sin Ørk,“ ogsaa „Luftens og Fuglenes Rige“ — vidnede om 436den indre Gjæring og Sjælekamp, der maatte gjennemstrides, førend han kunde naa den Overbevisningens Kjækhed og Fasthed, som siden gjorde ham uovervindelig. De Anfægtelser af Djævelen, hvorom Sagnet har vedligeholdt sig indtil vore Dage, lader sig saaledes let forklare. Sit Lægemiddel imod de Sjælens og Legemets Onder, der plagede ham, søgte han dels i Bevægelse — han beskriver selv i Breve sine Streiftog og Jagtpartier — dels i Arbeide. Det var her, at han fattede Planen og gjorde Begyndelsen til det store Arbeide, hvormed han lagde den faste Grundvold til Kirkens Forbedring: sin Oversættelse af Bibelen. Han benyttede de wartburgske Maaneder til Forberedelse hertil ved flittigt Studium af det hebraiske og græske Sprog og oversatte de fem Mosebøger; tretten Aar gik imidlertid hen, inden Oversættelsen af den hele Bibel blev fuldendt. —

H. N. Clausen.

432

I Worms satt keiseren på sin trone med broren, erkehertug Ferdinand, ved sin side, omgitt av seks kurfyrster, 28 hertuger, mange Fyrster og grever — iblant hvilke Danmarks tilkommende Kristian den tredje, der som prins befandt seg på reiser i Tydskland med Johan Ranzau, — de tvende pavelige legater, erkebiskoper, biskoper, prelater og abbeder, avsendinger fra nesten alle Europas Riger, henimot 200 i tallet. For en sådan forsamling av de fornemste menn i stat og Kirke stevnedes en mann til møte, som for få år siden var blitt kalt ut i verden fra den klosterlige Ensomhed. Luther forlot sitt Wittenberg med mørke anelser: „Dersom jeg ikke kommer tilbake,“ sa han til Melanchton ved avskjeden, „og mine fiender bringer meg av dager, så besverger jeg deg, kjære bror! la ikke av å lære og holde fast ved sannheten! — Ved meg er der ikke meget tapt, når kun du blir tilbake; i deg har Herren en enda lærdere stridsmann.“ Ledsaget av en av sine brødre og av sine venner Justus Jonas, prost i Wittenberg, nikk. Amsdorff, Domsherre sammesteds, og den lovkyndige Hieronymus Schurff, hans sakfører på riksdagen, drog han igjennom land og Stæder, hilst med jubel og begeistring av mange, men også mistrøstet av andre, der stillede ham Huss’s bål for øynene. Under disse forvarsler 433og dertil under en nedtrykkende følelse av legemlig svakhet skrev han til Spalatin fra Frankfurt: „Jeg drar til Worms til trass for Helvedes porter og de demoniske makter; thi Kristus lever: jeg har foresatt meg at trodse og forakte djevelen. Om der enn er så mange djevler i Worms,“ ble han ved, „som Teglstene på takene, allikevel vil jeg derind.“ Det er Mandemod i profetisk og apostolisk stil, hvis bilde er verd å holde fast. For Luther selv beholdt erindringen derom sitt verd inntil Livets ende; der berettes, at han i en av sine siste dager, ved å fortelle om dette vendepunkt i sitt liv, føyet til: „Jeg var uforferdet og fryktede intet; Gud kan vel gi en saameget mot. Jeg vet ikke, om jeg nå ville være så glad derved.“

Den 16de april 1521 ankom han til Worms. Stevnet til å møte den neste Dags Eftermiddag i riksrådet, måtte han arbeide seg frem igjennom en uoverskuelig mengde av mennesker: nysgjerrige og deltagende, venner og fiender. Det var her, at en gammel feltherre — Georg Freundsberg var hans navn — slo ham på skulderen med de ord: „Munk! Munk! du går der en dyst imøte, som jeg og mangen Krigsøverste ikke har utholdt i det hårdeste slag; men er din mening rett, og er du vis i din Sag, så gå din gang i Guds navn og vær trøstig! Gud vil ikke forlate deg.“ — I den glimrende forsamling var Luthers Bøger fremlagte; han ble adspurgt, om han vedkjente seg dem, og om han ville kalle deres innhold tilbake. Det første spørsmål besvarte han med ja; til det andre utbad han seg betenkningstid; den ble tilstått ham til neste dag. Hans Svar gikk da ut på, at han bønnfalt enhver, som var i stand dertil, om av profetiske og apostoliske skrifter å overbevise ham om, at han hadde faret vill; han ville da være villig og beredt til å kalle enhver villfarelse tilbake og være den første til å kaste bøkene på ilden. Ikke nøyd hermed forlangte man et kort og bestemt svar: om han ville tilbakekalle eller ikke. Dette svar ga han med med de ord: „Når jeg ikke blir overvunnet og overbevist ved vitnesbyrd av den hellige skrift eller ved åpenlyse, klare og rene grunner, (thi pave og Kirkeforsamlinger alene tror jeg ikke, ettersom det er vitterlig for hvermann, 434at de titt og mange ganger har tatt feil og talt seg selv imot), og jeg således blir overtydet ved språk, som jeg selv har anført og brukt, og min samvittighet blir fangen i Guds ord: så kan og vil jeg intet kalle tilbake; thi å handle mot sin samvittighet er ikke sikkert og rådelig. Her står jeg, jeg kan ikke annet. Gud hjelpe meg! Amen.“

Luther har selv gitt en utførlig beretning om disse Dages begivenheter. Og det vitnesbyrd, han her avla, ble ikke uten virkning. Spalatin forteller om all den ære, Gud lot bli Dr. Martin til del, så at han hadde langt flere tilskuere og betraktere enn alle Fyrster og herrer, og hans Herberg Dag ut og Dag inn var oppfylt av folk, deriblant hertuger og Fyrster. Hertug Erik av Brunsvig sendte ham en leskedrikk, og Luther mottok den med de ord: „Som Hertug Erik i dag kommer meg ihu, således komme vår Herre Kristus ham ihu i hans siste strid!“ Hertugen skal ennå på sitt ytterste have gjenkaldt seg disse ord. Også den unge Landgreve Filip den høymodige, Reformationens ridderlige forkjemper, møter vi her første gang; han oppsøkte Luther i hans Herberg, og ved sin bortgang trykket han hans hånd med de ord: „Har I rett, Herr Doktor! så hjelpe dere Gud!“

Etter åtte Dages forløp, i hvilke forskjellige fruktesløse forsøk var gjorte på å bevege Luther til å kalle tilbake, mens der fra andre sider med likeså lite held ble arbeidet på å bevege keiseren til å bryte tilsagnet om det frie leide og holde Luther tilbake i fangenskap, ble der meddelt Luther Afsked. Han forlot Worms den 26de april med Befaling til ikke å predike underveis, en Befaling, mot hvilken han gjorde innsigelse, og som han heller ikke holdt seg etterrettelig. Etter de pavelige Legaters tilskyndelse utstedtes en måned deretter det keiserlige edikt, der erklærte Luther og enhver, som ytet ham beskyttelse, i Rigets akt eller for fredløse. Man bluedes ikke ved her under Keiserens navn å betegne Luther som den, „der ikke skriver annet, enn hva der tjener og fører til opprør, splid, krig, Myrden, Skjænden og Brænden og til fullstendig Affald fra den kristelige tro; thi han lærer et fritt, ubundet, ganske dyrisk Liv, der står utenfor alle Love; 435denne ene mann, der ikke saameget er menneske som snarere djevelen selv i et Menneskes skikkelse, der til menneskenes fordervelse har iført seg en munkekappe, har samlet mange Kjetteres i høyeste mål fordømte, allerede for lenge siden begravne kjetterier i en pøl og selv uttenkt adskillige nye for å omstøte og utrydde all evangelisk Fred og Kjærlighed og all god Tingenes orden“ osv.

Luther var imidlertid — uten tvil etter Kurfyrstens hemmelige foranstaltning — sikret imot den nærmeste fare, som dette edikt brakte over hans hode. På tilbakereisen fra Worms var han en Aftenstund blitt anholdt av noen forkledde Ryttere i nærheten av Altenstein i Thüringen — stedet vises ennå — og ført til bergslottet Wartburg ved Eisenach, det gamle sete for de thüringske Landgrever. Således på engang forsvunnen fra den store skueplass som et meteor fra himmelen, ble han allerede anseet som martyr for de paveliges Efterstræbelser, og Albrecht Dürer, den store kunstner i Nürnberg, oppfordret alle fromme Kristenmennesker til flittig at begræde denne av Guds Aand besjælede mann og anrope Gud om å sende en annen opplyst mann i hans sted. På Wartburg oppholdt Luther seg i ridderdrakt og under navn av ridder Jørgen i omtrent 10 måneder. En sterkere motsetning kan neppe tenkes enn imellom den fullkomne Ensomhed, hvori han så seg hensatt på den gamle, av Bjerge og skoger trindt omgitte Klippeborg, og det stormende Liv, som han hadde forlatt. Men hvilken indre uro måtte ikke følge ham! Inntrykkene av alt det, der allerede var gjennomgått, og utsikten til det, fremtiden ennå skulle bringe, kampen imellom samvittighetens fordringer og de engstende tvil, som måtte forsterkes ved de rykter, der nådde opp til hans Celle, om urolige bevegelser, som ytret seg på flere steder ved forhandlingene om Presternes ekteskap, om avskaffelse av messe og klostre osv. — alt dette måtte just i det ensomme Liv, hvor han var overlatt til sine egne betraktninger og grublerier, gripe hans sjel med fordoblet makt. De brev, han skrev til sine venner fra Wartburg — eller som han kalte det: „sitt Patmos,“ „sin Ørk,“ også „Luftens og Fuglenes rike“ — vitnet om 436den indre gjæring og sjelekamp, der måtte gjennemstrides, før han kunne nå den Overbevisningens kjekkhet og fasthet, som siden gjorde ham uovervinnelig. De anfektelser av djevelen, hvorom sagnet har vedlikeholdt seg inntil våre dager, lader seg således lett forklare. Sitt legemiddel imot de Sjælens og Legemets onder, der plaget ham, søkte han dels i bevegelse — han beskriver selv i brev sine streiftog og jaktpartier — dels i arbeide. Det var her, at han fattet planen og gjorde begynnelsen til det store arbeide, hvormed han la den faste grunnvoll til Kirkens forbedring: sin oversettelse av Bibelen. Han benyttet de wartburgske måneder til forberedelse hertil ved flittig studium av det hebraiske og greske språk og oversatte de fem mosebøker; tretten år gikk imidlertid hen, innen oversettelsen av den hele Bibel ble fullendt. —

H. N. Clausen.