Læreplanatlas
Tredie DelVIII. BLANDEDE STYKKER.

Luther i Worms.

Clausen

432

I Worms sad Keiseren paa sin Throne med Broderen, Erkehertug Ferdinand, ved sin Side, omgiven af sex Kurfyrster, 28 Hertuger, mange Fyrster og Grever — iblandt hvilke Danmarks tilkommende Kristian den tredje, der som Prins befandt sig paa Reiser i Tydskland med Johan Ranzau, — de tvende pavelige Legater, Erkebiskoper, Biskoper, Prælater og Abbeder, Afsendinger fra næsten alle Europas Riger, henimod 200 i Tallet. For en saadan Forsamling af de fornemste Mænd i Stat og Kirke stevnedes en Mand til Møde, som for faa Aar siden var bleven kaldt ud i Verden fra den klosterlige Ensomhed. Luther forlod sit Wittenberg med mørke Anelser: „Dersom jeg ikke kommer tilbage,“ sagde han til Melanchton ved Afskeden, „og mine Fiender bringer mig af Dage, saa besverger jeg dig, kjære Broder! lad ikke af at lære og holde fast ved Sandheden! — Ved mig er der ikke meget tabt, naar kun du bliver tilbage; i dig har Herren en endnu lærdere Stridsmand.“ Ledsaget af en af sine Brødre og af sine Venner Justus Jonas, Provst i Wittenberg, Nik. Amsdorff, Domsherre sammesteds, og den lovkyndige Hieronymus Schurff, hans Sagfører paa Rigsdagen, drog han igjennem Lande og Stæder, hilset med Jubel og Begeistring af mange, men ogsaa mistrøstet af andre, der stillede ham Huss’s Baal for Øinene. Under disse Forvarsler 433og dertil under en nedtrykkende Følelse af legemlig Svaghed skrev han til Spalatin fra Frankfurt: „Jeg drager til Worms til Trods for Helvedes Porte og de dæmoniske Magter; thi Kristus lever: jeg har foresat mig at trodse og foragte Djævelen. Om der end er saamange Djævle i Worms,“ blev han ved, „som Teglstene paa Tagene, alligevel vil jeg derind.“ Det er Mandemod i profetisk og apostolisk Stil, hvis Billede er værd at holde fast. For Luther selv beholdt Erindringen derom sit Værd indtil Livets Ende; der berettes, at han i en af sine sidste Dage, ved at fortælle om dette Vendepunkt i sit Liv, føiede til: „Jeg var uforfærdet og frygtede intet; Gud kan vel give en saameget Mod. Jeg ved ikke, om jeg nu vilde være saa glad derved.“

Den 16de April 1521 ankom han til Worms. Stevnet til at møde den næste Dags Eftermiddag i Rigsraadet, maatte han arbeide sig frem igjennem en uoverskuelig Mængde af Mennesker: nysgjerrige og deltagende, Venner og Fiender. Det var her, at en gammel Feltherre — Georg Freundsberg var hans Navn — slog ham paa Skulderen med de Ord: „Munk! Munk! du gaar der en Dyst imøde, som jeg og mangen Krigsøverste ikke har udholdt i det haardeste Slag; men er din Mening ret, og er du vis i din Sag, saa gaa din Gang i Guds Navn og vær trøstig! Gud vil ikke forlade dig.“ — I den glimrende Forsamling var Luthers Bøger fremlagte; han blev adspurgt, om han vedkjendte sig dem, og om han vilde kalde deres Indhold tilbage. Det første Spørgsmaal besvarede han med ja; til det andet udbad han sig Betænkningstid; den blev tilstaaet ham til næste Dag. Hans Svar gik da ud paa, at han bønfaldt enhver, som var istand dertil, om af profetiske og apostoliske Skrifter at overbevise ham om, at han havde faret vild; han vilde da være villig og beredt til at kalde enhver Vildfarelse tilbage og være den første til at kaste Bøgerne paa Ilden. Ikke nøiet hermed forlangte man et kort og bestemt Svar: om han vilde tilbagekalde eller ikke. Dette Svar gav han med med de Ord: „Naar jeg ikke bliver overvunden og overbevist ved Vidnesbyrd af den hellige Skrift eller ved aabenlyse, klare og rene Grunde, (thi Pave og Kirkeforsamlinger alene tror jeg ikke, eftersom det er vitterligt for Hvermand, 434at de tidt og mange Gange har taget feil og talt sig selv imod), og jeg saaledes bliver overtydet ved Sprog, som jeg selv har anført og brugt, og min Samvittighed bliver fangen i Guds Ord: saa kan og vil jeg intet kalde tilbage; thi at handle mod sin Samvittighed er ikke sikkert og raadeligt. Her staar jeg, jeg kan ikke andet. Gud hjelpe mig! Amen.“

Luther har selv givet en udførlig Beretning om disse Dages Begivenheder. Og det Vidnesbyrd, han her aflagde, blev ikke uden Virkning. Spalatin fortæller om al den Ære, Gud lod blive Dr. Martin til Del, saa at han havde langt flere Tilskuere og Betragtere end alle Fyrster og Herrer, og hans Herberg Dag ud og Dag ind var opfyldt af Folk, deriblandt Hertuger og Fyrster. Hertug Erik af Brunsvig sendte ham en Læskedrik, og Luther modtog den med de Ord: „Som Hertug Erik idag kommer mig ihu, saaledes komme vor Herre Kristus ham ihu i hans sidste Strid!“ Hertugen skal endnu paa sit yderste have gjenkaldt sig disse Ord. Ogsaa den unge Landgreve Filip den høimodige, Reformationens ridderlige Forkjæmper, møder vi her første Gang; han opsøgte Luther i hans Herberg, og ved sin Bortgang trykkede han hans Haand med de Ord: „Har I Ret, Herr Doktor! saa hjelpe eder Gud!“

Efter otte Dages Forløb, i hvilke forskjellige frugtesløse Forsøg var gjorte paa at bevæge Luther til at kalde tilbage, medens der fra andre Sider med ligesaa lidet Held blev arbeidet paa at bevæge Keiseren til at bryde Tilsagnet om det frie Leide og holde Luther tilbage i Fangenskab, blev der meddelt Luther Afsked. Han forlod Worms den 26de April med Befaling til ikke at prædike underveis, en Befaling, mod hvilken han gjorde Indsigelse, og som han heller ikke holdt sig efterrettelig. Efter de pavelige Legaters Tilskyndelse udstedtes en Maaned derefter det keiserlige Edikt, der erklærede Luther og enhver, som ydede ham Beskyttelse, i Rigets Akt eller for fredløse. Man bluedes ikke ved her under Keiserens Navn at betegne Luther som den, „der ikke skriver andet, end hvad der tjener og fører til Oprør, Splid, Krig, Myrden, Skjænden og Brænden og til fuldstændigt Affald fra den kristelige Tro; thi han lærer et frit, ubundet, ganske dyrisk Liv, der staar udenfor alle Love; 435denne ene Mand, der ikke saameget er Menneske som snarere Djævelen selv i et Menneskes Skikkelse, der til Menneskernes Fordærvelse har iført sig en Munkekappe, har samlet mange Kjetteres i høieste Maal fordømte, allerede for længe siden begravne Kjetterier i en Pøl og selv udtænkt adskillige nye for at omstøde og udrydde al evangelisk Fred og Kjærlighed og al god Tingenes Orden“ osv.

Luther var imidlertid — uden Tvivl efter Kurfyrstens hemmelige Foranstaltning — sikret imod den nærmeste Fare, som dette Edikt bragte over hans Hoved. Paa Tilbagereisen fra Worms var han en Aftenstund bleven anholdt af nogle forklædte Ryttere i Nærheden af Altenstein i Thüringen — Stedet vises endnu — og ført til Bjergslottet Wartburg ved Eisenach, det gamle Sæde for de thüringske Landgrever. Saaledes paa engang forsvunden fra den store Skueplads som et Meteor fra Himmelen, blev han allerede anseet som Martyr for de paveliges Efterstræbelser, og Albrecht Dürer, den store Kunstner i Nürnberg, opfordrede alle fromme Kristenmennesker til flittig at begræde denne af Guds Aand besjælede Mand og anraabe Gud om at sende en anden oplyst Mand i hans Sted. Paa Wartburg opholdt Luther sig i Ridderdragt og under Navn af Ridder Jørgen i omtrent 10 Maaneder. En sterkere Modsætning kan neppe tænkes end imellem den fuldkomne Ensomhed, hvori han saa sig hensat paa den gamle, af Bjerge og Skove trindt omgivne Klippeborg, og det stormende Liv, som han havde forladt. Men hvilken indre Uro maatte ikke følge ham! Indtrykkene af alt det, der allerede var gjennemgaaet, og Udsigten til det, Fremtiden endnu skulde bringe, Kampen imellem Samvittighedens Fordringer og de ængstende Tvivl, som maatte forsterkes ved de Rygter, der naaede op til hans Celle, om urolige Bevægelser, som ytrede sig paa flere Steder ved Forhandlingerne om Presternes Egteskab, om Afskaffelse af Messe og Klostere osv. — alt dette maatte just i det ensomme Liv, hvor han var overladt til sine egne Betragtninger og Grublerier, gribe hans Sjæl med fordoblet Magt. De Breve, han skrev til sine Venner fra Wartburg — eller som han kaldte det: „sit Patmos,“ „sin Ørk,“ ogsaa „Luftens og Fuglenes Rige“ — vidnede om 436den indre Gjæring og Sjælekamp, der maatte gjennemstrides, førend han kunde naa den Overbevisningens Kjækhed og Fasthed, som siden gjorde ham uovervindelig. De Anfægtelser af Djævelen, hvorom Sagnet har vedligeholdt sig indtil vore Dage, lader sig saaledes let forklare. Sit Lægemiddel imod de Sjælens og Legemets Onder, der plagede ham, søgte han dels i Bevægelse — han beskriver selv i Breve sine Streiftog og Jagtpartier — dels i Arbeide. Det var her, at han fattede Planen og gjorde Begyndelsen til det store Arbeide, hvormed han lagde den faste Grundvold til Kirkens Forbedring: sin Oversættelse af Bibelen. Han benyttede de wartburgske Maaneder til Forberedelse hertil ved flittigt Studium af det hebraiske og græske Sprog og oversatte de fem Mosebøger; tretten Aar gik imidlertid hen, inden Oversættelsen af den hele Bibel blev fuldendt. —

H. N. Clausen.