Ved Rudolf Keysers Grav.
Her vi dig bringe ville,O elskte Fosterjord!En trofast Søn, som stilleDig dyrked med sit Ord.Han løfted, hvad du gjemmerAf gamle Tiders Guld, —Gjem nu hans trætte LemmerBlødt i dit dyre Muld!
Han trængte alt saa saareTil Hvile i dit Skjød;Thi er nu mild vor Taare,Vor Sorg en Vemod sød.Den, som har Kraften givet,Kan tage den igjen; —Men her kun AandelivetKan synes svinde hen.
Vi tror, hans Aand har fundetSin Klarhed atter hist,Hvor hver en Sky er svundetFor Lys fra Jesus Krist.Den Herre vil nok tageHam i sin Naadefavn; —Thi vil vi ikke klage,Han naaet har sin Havn.
Fra Gravens Fred vi stevnerTilbage til vort Savn;Men ei blandt Grave levnerVi Rudolf Keysers Navn.Paa Norges MindebueMed Langes, Munchs det vilSom Stjernebilled lueI klar og stille Ild.
A. Munch.
Ved Rudolf Keysers grav.
Her vi deg bringe ville,O elskte Fosterjord!En trofast sønn, som stilleDeg dyrket med sitt ord.Han løftet, hva du gjemmerAv gamle Tiders gull, —Gjem nå hans trette lemmerBlødt i ditt dyre Muld!
Han trengte alt så såreTil Hvile i ditt Skjød;Thi er nå mild vår tåre,Vår sorg en vemod søt.Den, som har kraften gitt,Kan ta den igjen; —Men her kun AandelivetKan synes svinne hen.
Vi tror, hans ånd har funnetSin klarhet atter hist,Hvor hver en sky er svunnetFor lys fra Jesus Krist.Den Herre vil nok taHam i sin Naadefavn; —Thi vil vi ikke klage,Han nået har sin havn.
Fra Gravens Fred vi stevnerTilbake til vårt savn;Men ei blant Grave levnerVi Rudolf Keysers navn.På Norges MindebueMed Langes, Munchs det vilSom Stjernebilled luerI klar og stille ild.
A. Munch.