420

Himlen spænder ud sit silkeletteTelt omkring den grønne, lune Dal,Og de rige Trær sit Løvhang fletteSammen til en sørgende Portal.Engen i sin sommerfriske YndeBreder ud det bløde Fløielshynde —Al Naturen kjærlig vil forkynde:Nu den gamle bæres fra sin Sal.

Vuggeblødt som hans er aldrig BaarenLøftet til den sidste Hvile hen;Tung og hed som her har neppe TaarenDryppet over nogen Kiste end.Laaget bærer Kors og Diamanter,Mere glinsende og dyre PanterFalder dog paa Kistens sorte Kanter —Han var Egnens Fader og dens Ven.

— Nu skal Jorden dække disse Fjæle;Men hans Liv er ei tilendebragt:I den bløde Skrift hans Aand skal dvæleMed alt ædelt hos sit Folk i Pagt.Hver en Helt i Snorres KongerækkerSkjoldet med de blanke Merker strækkerOver Graven og hans Minde dækkerMed dets Glans mod Glemsels dunkle Magt.

Men for alle dem, som stode næreOm ham i hans foraarsfriske Høst,Er hans Hjerteliv en hellig LæreMed Forsonings og med Ømheds Røst.Hvo der hørte denne lette, fineMilde Skjemt og saa hans rige Mine,Naar han Blikket heftede paa sine,Gjemmer ham for stedse i sit Bryst.

Jørgen Moe.

420

Himlen spenner ut sitt silkeletteTelt omkring den grønne, lune dal,Og de rike trær sitt Løvhang fletteSammen til en sørgende portal.Engen i sin sommerfriske YndeBrer ut det bløte fløyelshynde —All naturen kjærlig vil forkynne:Nå den gamle bæres fra sin Sal.

Vuggebløtt som hans er aldri bårenLøftet til den siste hvile hen;Tung og het som her har neppe tårenDryppet over noen kiste enn.Lokket bærer kors og diamanter,Mer glinsende og dyre panterFaller dog på Kistens sorte kanter —Han var Egnens far og dens venn.

— Nå skal jorden dekke disse Fjæle;Men hans liv er ei tilendebrakt:I den bløte skrift hans ånd skal dveleMed alt edelt hos sitt folk i pakt.Hver en helt i Snorres KongerækkerSkjoldet med de blanke merker strekkerOver graven og hans Minde dekkerMed dets glans mot Glemsels dunkle makt.

Men for alle dem, som stod næreOm ham i hans forårsfriske høst,Er hans Hjerteliv en hellig læreMed Forsonings og med Ømheds røst.Hvo der hørte denne lette, fineMilde skjemt og så hans rike mine,Når han blikket heftede på sine,Gjemmer ham for stedse i sitt bryst.

Jørgen Moe.