419

Tidlig, du herlige Skald! de Kvad at elske jeg lærte,Som du saa tryllende sang i det nye Aarhundredes MorgenHjerter i Norden til Fryd og Danmark til Hæder og Stolthed.End var jeg Barn den Tid, da du først forbausede Norden,Enten med Alvor og Skjemt du sang om den muntre St. Hansdag,Eller du tryllede frem et evigt Palads for Aladdin,Straalende, rigt og bygget saa let som af Aandernes Hænder,Eller du manede Haakon af Grav med din fyldige Malmrøst;Snart for mit barnlige Øre dog kom de herlige Sange,Og jeg fornam en Fryd, saa ren og inderlig hartad,Som naar om Julen der blussede Lys paa det duftende Grantræ.Høit da banked mit Hjerte, det blev saa lyst i mit indre,Aanden sig hæved fra Jord, og baaren af magiske VingerFløi den sværmende glad under Klang af de lifligste Toner;Og i mit barnlige Sind jeg fromt velsignede Skalden,Bad til Gud for hans Vel og bad baade Morgen og Aften,Det var jo al den Tak, jeg den herlige mægted at yde,Der havde kvæget min Sjæl og lært mine Tanker at flyveOg med en Fryd saa salig mig fyldt, at aldrig jeg sidenMage til Glæde ved Digte har følt, selv ei ved de bedste,Som over Jorderig vide har lydt til Slegternes Gammen.Skjønne, fortryllende fandt jeg dem nok, dog noget jeg savned,Det var dog aldrig de hjemlige Kvad, som havde saa sælsomtGrebet de fineste Strenge, der klang i det barnlige Hjerte,Naar i din Bog fordybet jeg glemte min Stil og min Lexe,Medens man troede mig flittig, fordi jeg læste saa ivrig.

Det, som jeg elskede først, det elsker jeg renest og varmest,Og hvad jeg nemmed som Barn, jeg aldrig forglemte som ældre;Thi jeg er ikke paa Moden, ei skifter jeg Sind efter Veiret;Skalden, der først henrev og begeistred mit barnlige Hjerte,Han var en Fader, som fostred min Aand, ham elsker jeg sønlig,Ham jeg skylder saa meget, ham takke jeg vil efter Evne;Thi vil jeg give det bedste, — den modneste Frugt vil jeg give,Som jeg i Musernes Lund har end opelsket og høstet.

Tag da, elskede Skald! som en Skjerv af den Tak, jeg digskylder,Gamle Homers navnkundige Digt om Konning Odysseus,Som jeg paa Mødrenemaal har her omhyggelig udsat,Ei saa godt som jeg ønsked, men vist saa godt som jeg evned!Tag med faderlig Hu den sønlige Gave, jeg rækker,Medens jeg beder en Bøn, saa fromt som jeg bad i min Barndom:Gud velsigne dig, Skald! for de mange, de herlige Sange!420Signe dit Hus, bevare dit Liv og glæde dit HjerteHøit med den skjønneste Løn, en Digter fortjener og haaber:Kjærlighed vidt og bredt i det Land, hvor hans Harpe har tonet,Kjærlighed dybt i de Hjerter, hans Kvad har glædet og henrykt!

Chr. Wilster.

419

Tidlig, du herlige skald! de Kvad å elske jeg lærte,Som du så tryllende sang i det nye århundrets morgenHjerter i Norden til fryd og Danmark til Hæder og stolthet.Enn var jeg barn den tid, da du først forbausede Norden,Enten med alvor og skjemt du sang om den muntre St. Hansdag,Eller du tryllet frem et evig Palads for Aladdin,Strålende, rikt og bygget så lett som av åndenes hender,Eller du manet Haakon av grav med din fyldige malmrøst;Snart for mitt barnlige øre dog kom de herlige sanger,Og jeg fornam en fryd, så ren og inderlig hartad,Som når om julen der blusset lys på det duftende grantre.Høyt da banked mitt hjerte, det ble så lyst i mitt indre,Aanden seg hevet fra jord, og båren av magiske vingerFløy den svermende glad under klang av de lifligste toner;Og i mitt barnlige sinn jeg fromt velsignede skalden,Bad til Gud for hans Vel og bad både morgen og aften,Det var jo all den takk, jeg den herlige mægted å yte,Der hadde kveget min sjel og lært mine tanker å flyveOg med en fryd så salig meg fylt, at aldri jeg sidenMage til glede ved Digte har følt, selv ei ved de beste,Som over Jorderig vide har lydt til slektenes gammen.Skjønne, fortryllende fant jeg dem nok, dog noe jeg savnet,Det var dog aldri de hjemlige Kvad, som hadde så selsomtGrepet de fineste Strenge, der klang i det barnlige hjerte,Når i din bok fordypet jeg glemte min stil og min lekse,Mens man trodde meg flittig, fordi jeg leste så ivrig.

Det, som jeg elsket først, det elsker jeg renest og varmest,Og hva jeg nemmet som barn, jeg aldri forglemte som eldre;Thi jeg er ikke på Moden, ei skifter jeg sinn etter været;Skalden, der først henrev og begeistret mitt barnlige hjerte,Han var en far, som fostret min ånd, ham elsker jeg sønlig,Ham jeg skylder så meget, ham takke jeg vil etter evne;Thi vil jeg gi det beste, — den modneste frukt vil jeg gi,Som jeg i Musernes Lund har enn opelsket og høstet.

Tag da, elskede skald! som en skjerv av den takk, jeg degskylder,Gamle Homers navnkundige dikt om Konning Odysseus,Som jeg på mødrenemål har her omhyggelig utsatt,Ei så godt som jeg ønsket, men vist så godt som jeg evnet!Tag med faderlig hu den sønlige gave, jeg rekker,Mens jeg beder en Bøn, så fromt som jeg bad i min barndom:Gud velsigne deg, skald! for de mange, de herlige sanger!420Signe ditt hus, bevare ditt liv og glede ditt hjerteHøyt med den skjønneste Løn, en dikter fortjener og håper:Kjærlighed vidt og bredt i det land, hvor hans harpe har tonet,Kjærlighed dypt i de hjerter, hans Kvad har gledet og henrykt!

Chr. Wilster.