421

Peter Andreas Munch fødtes i Kristiania den 15de December 1810 og var ældste Søn af daværende Lærer ved Krigsskolen, siden Sogneprest til Gjerpen og omsider Stiftsprovst i Kristiania Edvard Munch, en fint dannet og kundskabsrig Mand, der selv gav sin Søn hans første Undervisning og senere paa en skjønsom Maade fremmede hans Udvikling. I 1823 optoges Munch i Skiens lærde Skole, som just samme Aar var bleven stiftet, og som dengang bestyredes af Knud Ramshart Ørn, en af de aandrigste og dueligste Rektorer, som den norske Skolehistorie kjender. Af denne Mand dimitteredes han i sit attende Aar til Universitetet. Allerede i Skoledagene havde historisk Læsning været Munchs kjæreste Syssel, ja han havde endog paa egen Haand arbeidet sig igjennem flere af vore Sagaer trods de faa og ufuldkomne Hjelpemidler, som dengang gaves, og i Kristiania fik snart de grundige og vækkende Forelæsninger, som Rudolf Keyser dengang holdt over vor gamle Historie og det oldnorske Sprog, en afgjørende Indflydelse paa hans senere Retning. Efter at have taget juridisk Embedsexamen 1834 blev han 4221837 Lektor og 1841 Professor i Historie ved vort Universitet. Den 25de Mai 1863 døde han i Rom.

Munch var ubestridelig ikke alene Norges, men endog hele Nordens lærdeste og frugtbareste Historiker paa sin Tid. Sin Lærer og senere Kollega Keyser overgik han langt som Forsker og Gransker; men en Historieskriver som denne blev han dog ikke. Hans Stil var jevn og klar, men kun undtagelsesvis fyndig eller elegant, hans Fremstilling var tydelig og ligefrem, men uden Præg af kunstnerisk Bevidsthed. — Men i desto større Maal besad han de Evner, som danner den historiske Gransker. I denne Henseende er det vistnok vanskeligt at opvise hans Overmand. Hans Arbeidskraft, Hukommelse og Sprogtalent var forbausende og satte ham istand til at samle en Sum af Lærdom, som for almindelige Mennesker var næsten ufattelig. Denne hans Begavelses mest glimrende Side var hans Skarpsindighed og Evne til at kombinere Kjendsgjerninger. Det var, som om intet, der kunde tjene til Bevis for en Mening, formaaede at skjule sig for ham, og med hvilken Gjenstand han end beskjæftigede sig, forstod han altid at bringe Sammenhæng tilveie og at sammenstille Enkeltheder paa den mest overraskende Maade. I fuld Følelse af denne Overlegenhed satte han sig som sin Hovedopgave at gjennemgaa og indtil yderste Detail kritisk at bearbeide alle Beretninger og Bidrag til vort Fædrelands Historie, og det saaledes, at han overensstemmende med sit Motto fremstillede „ikke de nøgne Resultater, der blot afstedkommer blinde Meninger, men hele Undersøgelsen selv i dens hele Omfang.“ Munch har ikke alene gjennemforsket alle vore egne Oldskrifter og Diplomer med den yderste Omhyggelighed, men ogsaa gjennemgaaet enhver engelsk, fransk, tydsk, byzantinsk eller russisk Krønike, hvor der kunde være Haab om at finde noget til Oplysning om Norge eller Nordmænd. Udbyttet af hele dette Apparat meddeler han i stor Udførlighed, sammenstillet paa den sindrigste Maade. Saaledes udgjør Summen af Munchs Arbeide den største Skat, nogen nordisk Historiker har efterladt sig, selv om enkelte af hans Meninger neppe kan siges at være fuldstændig begrundede og saaledes vel heller ikke i Længden vil holde sig.

423Munchs Hovedværk var „Det norske Folks Historie,“ 8 store Oktavbind. Det havde engang været hans Plan at føre sin Fremstilling lige ned til 1814, og selv haabede han vistnok stedse, at han i det mindste skulde naa frem til 1536. Døden overraskede ham imidlertid, just som han havde fuldendt det Bind, der ender med 1397. Mellem Munchs øvrige Skrifter kan her nævnes hans norske Mythologi, hans oldnorske Grammatik, hans Beskrivelse af Norge i Middelalderen, hans „underholdende Tildragelser af Norges Historie,“ hvori ogsaa Stil og Fremstilling er mønstergyldig. Han har tegnet det bedste eller rettere sagt det første og hidtil eneste gode Kart over Norge. Han har havt væsentlig Del i Udgivelsen baade af Norges gamle Love og af adskillige Sagaer, ligesom han ogsaa har oversat Snorre Sturlassøns Kongesagaer. Hvad han har skrevet i Tidsskrifter, lærde og populære (selv udgav han i sine senere Aar et meget udbredt „Norsk Maanedskrift“), saavelsom i Aviser, lader sig her ikke opregne, skjønt der imellem disse hans mindre Arbeider findes meget af det allerstørste Værd og vistnok kun saare lidet, der ikke endnu i en eller anden Henseende turde have sin Interesse.

Uden nogen Sammenligning er saaledes Munch Norges frugtbareste Forfatter; hans Skrifter overgaar i Omfang endog Holbergs, Henr. Wergelands og Maurits Hansens og nærmer sig vel endog til de uhyre Masser, som Dansken Molbech har efterladt sig paa Tryk. Et saa udstrakt Forfatterskab af en Mand, der ved sin Død kun var 53 Aar gammel, kunde alene muliggjøres derved, at Munch ei alene havde en næsten utrolig Hukommelse (han kunde hyppig med Sikkerhed citere lange Steder udenad af Bøger, som han ikke havde seet i mange Aar), men dermed ogsaa forbandt en mageløs Lethed i Opfatning og Tilegnelse, selv hvor det gjaldt Fag og Studier, som før havde ligget ham fjernt, og tillige besad en ligesaa ualmindelig Helbred og bestandig kunde glæde sig ved et let og fornøiet Sind. Han arbeidede lige freidig ved Nat som ved Dag, i en Jernbanevogn som i et Studerekammer eller i et Bibliothek. Hertil kom, at hans vindende Personlighed, hans Færdighed i de vigtigste europæiske Sprog og fine, elegante Væsen satte ham istand til 424at omgaaes med alle Mennesker, uanseet Nationalitet, Trosbekjendelse eller lignende Hensyn. Denne sidste Egenskab kom ham navnlig i fortrinlig Grad til Nytte i Rom, hvis rige Arkiver vistnok aldrig før i den Udstrækning har aabnet sig for nogen Protestant.

Munchs Lærdom og Skarpsindighed havde givet ham et europæisk Navn. Af sine egne Landsmænd omfattedes han med en Kjærlighed som maaske ingen anden norsk Videnskabsmand. Gjentagne Gange lagde Stortinget disse Følelser for Dagen gjennem rigelige Bevilgninger til den berømte Historiker, navnlig dengang det med stor Rundhaandethed tilstod ham Midlerne til hans fleraarige Ophold i Rom. Tydeligst viste sig maaske Folkets Kjærlighed til Munch ved den almindelige Sorg, da Budskabet om hans Død naaede Fædrelandet; over hans Grav i Rom har hans Landsmænd reist et smukt Monument.

421

Peter Andreas Munch fødtes i Kristiania den 15de desember 1810 og var eldste sønn av daværende lærer ved Krigsskolen, siden sogneprest til Gjerpen og omsider Stiftsprovst i Kristiania Edvard Munch, en fint dannet og kunnskapsrik mann, der selv ga sin sønn hans første undervisning og senere på en skjønnsom måte fremmede hans utvikling. I 1823 optoges Munch i Skiens lærde skole, som just samme år var blitt stiftet, og som dengang bestyredes av Knud Ramshart Ørn, en av de aandrigste og dueligste rektorer, som den norske skolehistorie kjenner. Av denne mann dimitteredes han i sitt attende år til Universitetet. Allerede i skoledagene hadde historisk lesning vært Munchs kjæreste syssel, ja han hadde endog på egen hånd arbeidet seg igjennom flere av våre sagaer trass de få og ufullkomne hjelpemidler, som dengang gaves, og i Kristiania fikk snart de grundige og vekkende forelesninger, som Rudolf Keyser dengang holdt over vår gamle historie og det oldnorske språk, en avgjørende innflytelse på hans senere retning. Etter å ha tatt juridisk embetseksamen 1834 ble han 4221837 lektor og 1841 professor i historie ved vårt universitet. Den 25de mai 1863 døde han i Rom.

Munch var ubestridelig ikke alene Norges, men endog hele Nordens lærdeste og fruktbareste historiker på sin tid. Sin lærer og senere kollega Keyser overgikk han langt som forsker og gransker; men en Historieskriver som denne ble han dog ikke. Hans Stil var jevn og klar, men kun unntagelsesvis fyndig eller elegant, hans fremstilling var tydelig og likefrem, men uten preg av kunstnerisk bevissthet. — Men i desto større mål besatt han de evner, som danner den historiske gransker. I denne Henseende er det vistnok vanskelig å oppvise hans overmann. Hans Arbeidskraft, hukommelse og språktalent var forbausende og satte ham i stand til å samle en Sum av lærdom, som for alminnelige mennesker var nesten ufattelig. Denne hans Begavelses mest glimrende side var hans skarpsindighet og evne til å kombinere kjensgjerninger. Det var, som om intet, der kunne tjene til bevis for en mening, formådde å skjule seg for ham, og med hvilken gjenstand han enn beskjæftigede seg, forstod han alltid å bringe sammenheng til veie og å sammenstille enkeltheter på den mest overraskende måte. I full følelse av denne overlegenhet satte han seg som sin hovedoppgave å gjennomgå og inntil ytterste detail kritisk å bearbeide alle beretninger og bidrag til vårt fedrelands historie, og det således, at han overensstemmende med sitt motto fremstilte „ikke de nakne resultater, der blot avstedkommer blinde meninger, men hele undersøkelsen selv i dens hele omfang.“ Munch har ikke alene gjennomforsket alle våre egne Oldskrifter og diplomer med den ytterste omhyggelighet, men også gjennomgått enhver engelsk, fransk, tysk, bysantinsk eller russisk krønike, hvor der kunne være håp om å finne noe til opplysning om Norge eller nordmenn. Utbyttet av hele dette apparat meddeler han i stor utførlighet, sammenstillet på den sindrigste måte. Således utgjør summen av Munchs arbeide den største skatt, noen nordisk historiker har etterlatt seg, selv om enkelte av hans meninger neppe kan siges å være fullstendig begrundede og således vel heller ikke i lengden vil holde seg.

423Munchs Hovedværk var „Det norske Folks historie,“ 8 store Oktavbind. Det hadde engang vært hans plan å føre sin fremstilling like ned til 1814, og selv håpet han vistnok stedse, at han i det minste skulle nå frem til 1536. Døden overrasket ham imidlertid, just som han hadde fullendt det bind, der ender med 1397. Mellom Munchs øvrige skrifter kan her nevnes hans norske mytologi, hans oldnorske grammatikk, hans beskrivelse av Norge i middelalderen, hans „underholdende tildragelser av Norges historie,“ hvori også stil og fremstilling er mønstergyldig. Han har tegnet det beste eller rettere sagt det første og hittil eneste gode Kart over Norge. Han har hatt vesentlig del i utgivelsen både av Norges gamle Love og av adskillige sagaer, likesom han også har oversatt Snorre Sturlassøns Kongesagaer. Hva han har skrevet i tidsskrifter, lærde og populære (selv utgav han i sine senere år et meget utbredt „Norsk månedsskrift“), saavelsom i aviser, lader seg her ikke opregne, skjønt der imellom disse hans mindre arbeider finnes meget av det allerstørste verd og vistnok kun såre lite, der ikke ennå i en eller annen Henseende turde ha sin interesse.

Uten noen sammenligning er således Munch Norges fruktbareste forfatter; hans skrifter overgår i omfang endog Holbergs, Henr. Wergelands og Maurits Hansens og nærmer seg vel endog til de uhyre masser, som Dansken Molbech har etterlatt seg på trykk. Et så utstrakt forfatterskap av en mann, der ved sin død kun var 53 år gammel, kunne alene muliggjøres derved, at Munch ei alene hadde en nesten utrolig hukommelse (han kunne hyppig med sikkerhet sitere lange steder utenat av bøker, som han ikke hadde sett i mange år), men dermed også forbandt en makeløs letthet i oppfatning og tilegnelse, selv hvor det gjaldt fag og studier, som før hadde ligget ham fjernt, og tillike besatt en likeså ualminnelig helbred og bestandig kunne glede seg ved et lett og fornøyet sinn. Han arbeidet like freidig ved natt som ved Dag, i en jernbanevogn som i et Studerekammer eller i et bibliotek. Hertil kom, at hans vindende personlighet, hans ferdighet i de viktigste europeiske språk og fine, elegante vesen satte ham i stand til 424å omgås med alle mennesker, uanseet nasjonalitet, trosbekjennelse eller lignende hensyn. Denne siste egenskap kom ham navnlig i fortrinlig grad til nytte i Rom, hvis rike arkiver vistnok aldri før i den utstrekning har åpnet seg for noen Protestant.

Munchs lærdom og skarpsindighet hadde gitt ham et europeisk navn. Av sine egne landsmenn omfattedes han med en Kjærlighed som maaske ingen annen norsk vitenskapsmann. Gjentatte ganger la Stortinget disse følelser for dagen gjennom rikelige bevilgninger til den berømte historiker, navnlig dengang det med stor rundhåndethet tilstod ham midlene til hans flerårige opphold i Rom. Tydeligst viste seg maaske Folkets Kjærlighed til Munch ved den alminnelige sorg, da budskapet om hans død nådde fedrelandet; over hans grav i Rom har hans landsmenn reist et smukt monument.