Læreplanatlas
Tredie DelVI. NATURSKILDRINGER OG LIVSBILLEDER.

Paa Dovre.

Barth

362

Kun faa af vore Høifjeldstrakter byder Iagttageren en rigere Anledning til at gjøre sig bekjendt med de alpinske Regioners Særegenheder, fornemmelig i naturvidenskabelig Henseende, end Trakten mellem Fokstuen og Hjerkin samt dette sidste Steds Omgivelser. Plante- og Dyrlivet er i dette Strøg lige godt repræsenteret. Botanikeren og Zoologen, Insektsamleren og Fuglekjenderen vil her finde sig lige meget tilfredsstillede. Fortrinsvis gjelder dette om den Halvdel af nysnævnte Trakt, der ligger nærmest Fokstuen, hvilken ved sit mere afvexlende Terræn afgiver Betingelserne for en større Artrigdom af begge Naturriger. Landskabet ser her hverken saa nøgent eller saa trist ud som de tilgrændsende Egne; selv den Betragter, hvis Interesse for disse Regioner ikke forhøies ved det særlige Hensyn til sammes naturhistoriske Forhold — et Hensyn, der let foranlediger til en gunstigere Dom ogsaa om et Landskabs blotte Udseende, — selv han vil føle sig behagelig tiltalt ved dets venlige Karakter.

Paa venstre Haand, naar man reiser mod Nord, ligger en Myr af betydelig Udstrækning. Den tager sin Begyndelse allerede en Fjerdings Vei, før man kommer til Fokstuen, og fortsætter sig i over en Mils Længde omtrent midtveis til Hjerkin. For en Myr at være har dens Udseende intet frastødende, og den byder Øiet en større Afvexling, end Tilfældet er med de fleste Strækninger af lignende Beskaffenhed. Hyppige Smaarabber, tildels bevoxede med mandshøie Birke, hæver sig til en Høide af nogle faa Fod paa mange Steder op over den jevne Grund; de danner dels Fortsættelser af det Myren begrændsende, mere ophøiede Terræn og kan betragtes som Halvøer og Tanger; dels er de fuldkommen isolerede og dukker som Smaaøer og Holmer op af den omgivende Sump. Mellem disse blinker større og mindre Vandsamlinger overalt frem af Myren og nøder Vandreren, der har begivet sig ud paa dens fugtige Grund, til at gjøre en ofte betydelig Omvei. De forener sig alle i den større Afsø, som en liden hurtigflydende Elv efter et kort Løb forbinder med den hinsides Veien liggende Volasjø. Saavel Elven som Søerne er særdeles rige paa Fjeldørreter. Det er her, 363at Engelskmændene, som paa Fluefiskeriets Vegne aarlig tilbringer en Del af Sommeren i disse Trakter, driver sit Væsen. Med et af Fjær og Traade kunstigen eftergjort Insekt, hvortil en Krog er fastgjort, trækker de de lettroende Ørreter i Mængde op af deres naturlige Element.

Myrens Bund dækkes af en yppig Vegetation af saftige Vexter; dens Rigdom paa Arter, fornemmelig henhørende til Vidjernes, Sivenes og Stargræssenes vidtløftige Familier, giver Botanikeren en sjelden Anledning til at forøge sin Samling med Exemplarer af de fleste alpinske Sumpvexter. Den har derfor oftere i alle Retninger været gjennemstreifet saavel af vore egne som af fremmede Plantesamlere, der, lidenskabelig begeistrede for sin Syssel og vante til Strabadser, som vilde afskrækket de fleste andre, har trodset det med en Vandring igjennem dens moradsige Grund forbundne Besvær.

Saa ligger da Myren der, saa rigt smykket, som vel en Myr kan være det, vel tilfreds med kun at være bleven en Myr, glad over de mange Blomster og Urter, som den omhyggelig opelsker og pleier med sin nærende Vædske, betrygget ved sin høie Beliggenhed for de kommende Tider. Thi den behøver ikke at frygte for, at den travle Agerdyrker i Tidens Løb skal bortlede dens Vand og den alt omformende Plog forandre dens Udseende, heller ikke, at nogensinde Larmen af en hurtigrullende Dampvogn skal forstyrre dens vante Ro og bortskræmme de levende Væsener, hvis Forsørgelse er den betroet. Myren er nemlig intet mindre end blottet for Selskab. Om Vinteren tumler sig flokkevis de hvidklædte Ryper paa Sneen mellem dens Krat af Vidjer og Smaabirke. Og om Sommeren samler sig der forskjellige Arter af Sump- og Vandfugle for paa dens bløde Mos at indrette sine kunstløse Reder. Et uudtømmeligt Forraad af Insektlarver, fornemmelig af Myg og Florvinger, forsyner dem og deres Unger med Næring til Overflod. Der træffer man den lille foranderlige Strandvibe i sin mørkere Sommerdragt, og om Lykken er god, dens sjeldnere af indenlandske Fuglesamlere eftersøgte Slegtning, den brednebbede Sneppe, hvis Forekomst i Myren dog er temmelig ustadig. Paa en omflydt Tue sidder en geskjæftig Graakjeld, en hvid- og 364graaspraglet Sneppeart af Trostens Størrelse, i Afstand kjendelig paa sine lange høirøde Ben, der giver den et stadseligt Udseende. Ængstelig ved Synet af den fremmede vipper den urolig op og ned med Kroppen, medens den idelig lader høre sin skarpe, ensformig udtrukne Fløiten. Allerede paa langt Hold flyver den Jægeren imøde og omcirkler ham pilsnart gjentagne Gange under de heftigste, hurtig paa hinanden følgende, Arrighed og Frygt paa en Gang udtrykkende Skrig, hvorefter den et Stykke fra det Sted, hvor den først blev opskræmt, sætter sig paa en Tue eller imod Sumpfuglenes Sedvane paa en Gren, atter istemmende sin første Tone. Hvis den fremdeles merker sig efterfulgt, gjentager den de samme Bevægelser, indtil den har lokket Jægeren, der almindeligvis kun lidet agter den ubetydelige Fugl, saa langt bort, at den tror sig sikker for sit Rede, da den med et flyver tilbage til dette. Ved lignende Bevægelser søger den grønføddede Sneppe og den graa Strandløber, begge ligeledes hyppige i Myren, at narre den formodede Fiende, medens den anseeligere Glutsneppe, vant til i de Egne, den nys har forladt, at se sig efterstræbt formedelst sit velsmagende Kjød, ikke drister sig til, som de foregaaende, at dvæle i den med Skudvaabenet rustede Vandrers Nærhed for at drage hans Opmerksomhed bort ifra Redet, men med en lang og klartlydende Fløiten flyver i lige Retning bort med det samme.

I de større Vandsamlinger midt i Myren svømmer den rødhalsede Smaa-Lom med sin eneste Unge. Dens angstfulde, rædselvækkende Klageraab, hvoraf Luften nu og da fyldes, lyder næsten som det sidste hjerteskjærende Skrig af et Menneske, der vaander sig i Dødskampen, og bringer den med dets Aarsag ukjendte Vandrer til at studse og lytte efter, om det atter vil gjentage sig. Maaske klager den saa, fordi Naturen har negtet den Glæden af en talrigere Afkom. Samtidig med Smaa-Lommen søger forskjellige Vildænder op i de ensomme Fjeldvande, ved hvis tuede og sivbevoxede Bredder de finder sikre Skjulesteder for sin nyklækkede Yngel. Foruden de velbekjendte Arter, Krikanden og den altid mistænksomme Stokand, der som oftest spotter selv den forsigtigste Jæger, saa vi her den sorte Søorre med sin 365blaaskinnende Hals samt den sort og hvidt, fint vatrede Bjergand, der er den hyppigste og videst udbredte af de i vore Fjeldsøer forekommende Arter. Sky som alle dens Artsforvante skyndte den sig ved vor Ankomst dukkende fra Bredden, idet den af og til blot stak Hovedet et Øieblik op over Vandfladen for at hente den nødvendige Luft, saa at vi ofte ikke kunde faa Øie paa den, før den allerede igjen var under. Ikkun de kredsformige Bevægelser paa Søens blanke Speil antydede Stedet, hvor den hver Gang havde været oppe. Endog i meget høitliggende Fjeldsøer bemærkede vi denne Art.

J. B. Barth.