362

Kun faa af vore Høifjeldstrakter byder Iagttageren en rigere Anledning til at gjøre sig bekjendt med de alpinske Regioners Særegenheder, fornemmelig i naturvidenskabelig Henseende, end Trakten mellem Fokstuen og Hjerkin samt dette sidste Steds Omgivelser. Plante- og Dyrlivet er i dette Strøg lige godt repræsenteret. Botanikeren og Zoologen, Insektsamleren og Fuglekjenderen vil her finde sig lige meget tilfredsstillede. Fortrinsvis gjelder dette om den Halvdel af nysnævnte Trakt, der ligger nærmest Fokstuen, hvilken ved sit mere afvexlende Terræn afgiver Betingelserne for en større Artrigdom af begge Naturriger. Landskabet ser her hverken saa nøgent eller saa trist ud som de tilgrændsende Egne; selv den Betragter, hvis Interesse for disse Regioner ikke forhøies ved det særlige Hensyn til sammes naturhistoriske Forhold — et Hensyn, der let foranlediger til en gunstigere Dom ogsaa om et Landskabs blotte Udseende, — selv han vil føle sig behagelig tiltalt ved dets venlige Karakter.

Paa venstre Haand, naar man reiser mod Nord, ligger en Myr af betydelig Udstrækning. Den tager sin Begyndelse allerede en Fjerdings Vei, før man kommer til Fokstuen, og fortsætter sig i over en Mils Længde omtrent midtveis til Hjerkin. For en Myr at være har dens Udseende intet frastødende, og den byder Øiet en større Afvexling, end Tilfældet er med de fleste Strækninger af lignende Beskaffenhed. Hyppige Smaarabber, tildels bevoxede med mandshøie Birke, hæver sig til en Høide af nogle faa Fod paa mange Steder op over den jevne Grund; de danner dels Fortsættelser af det Myren begrændsende, mere ophøiede Terræn og kan betragtes som Halvøer og Tanger; dels er de fuldkommen isolerede og dukker som Smaaøer og Holmer op af den omgivende Sump. Mellem disse blinker større og mindre Vandsamlinger overalt frem af Myren og nøder Vandreren, der har begivet sig ud paa dens fugtige Grund, til at gjøre en ofte betydelig Omvei. De forener sig alle i den større Afsø, som en liden hurtigflydende Elv efter et kort Løb forbinder med den hinsides Veien liggende Volasjø. Saavel Elven som Søerne er særdeles rige paa Fjeldørreter. Det er her, 363at Engelskmændene, som paa Fluefiskeriets Vegne aarlig tilbringer en Del af Sommeren i disse Trakter, driver sit Væsen. Med et af Fjær og Traade kunstigen eftergjort Insekt, hvortil en Krog er fastgjort, trækker de de lettroende Ørreter i Mængde op af deres naturlige Element.

Myrens Bund dækkes af en yppig Vegetation af saftige Vexter; dens Rigdom paa Arter, fornemmelig henhørende til Vidjernes, Sivenes og Stargræssenes vidtløftige Familier, giver Botanikeren en sjelden Anledning til at forøge sin Samling med Exemplarer af de fleste alpinske Sumpvexter. Den har derfor oftere i alle Retninger været gjennemstreifet saavel af vore egne som af fremmede Plantesamlere, der, lidenskabelig begeistrede for sin Syssel og vante til Strabadser, som vilde afskrækket de fleste andre, har trodset det med en Vandring igjennem dens moradsige Grund forbundne Besvær.

Saa ligger da Myren der, saa rigt smykket, som vel en Myr kan være det, vel tilfreds med kun at være bleven en Myr, glad over de mange Blomster og Urter, som den omhyggelig opelsker og pleier med sin nærende Vædske, betrygget ved sin høie Beliggenhed for de kommende Tider. Thi den behøver ikke at frygte for, at den travle Agerdyrker i Tidens Løb skal bortlede dens Vand og den alt omformende Plog forandre dens Udseende, heller ikke, at nogensinde Larmen af en hurtigrullende Dampvogn skal forstyrre dens vante Ro og bortskræmme de levende Væsener, hvis Forsørgelse er den betroet. Myren er nemlig intet mindre end blottet for Selskab. Om Vinteren tumler sig flokkevis de hvidklædte Ryper paa Sneen mellem dens Krat af Vidjer og Smaabirke. Og om Sommeren samler sig der forskjellige Arter af Sump- og Vandfugle for paa dens bløde Mos at indrette sine kunstløse Reder. Et uudtømmeligt Forraad af Insektlarver, fornemmelig af Myg og Florvinger, forsyner dem og deres Unger med Næring til Overflod. Der træffer man den lille foranderlige Strandvibe i sin mørkere Sommerdragt, og om Lykken er god, dens sjeldnere af indenlandske Fuglesamlere eftersøgte Slegtning, den brednebbede Sneppe, hvis Forekomst i Myren dog er temmelig ustadig. Paa en omflydt Tue sidder en geskjæftig Graakjeld, en hvid- og 364graaspraglet Sneppeart af Trostens Størrelse, i Afstand kjendelig paa sine lange høirøde Ben, der giver den et stadseligt Udseende. Ængstelig ved Synet af den fremmede vipper den urolig op og ned med Kroppen, medens den idelig lader høre sin skarpe, ensformig udtrukne Fløiten. Allerede paa langt Hold flyver den Jægeren imøde og omcirkler ham pilsnart gjentagne Gange under de heftigste, hurtig paa hinanden følgende, Arrighed og Frygt paa en Gang udtrykkende Skrig, hvorefter den et Stykke fra det Sted, hvor den først blev opskræmt, sætter sig paa en Tue eller imod Sumpfuglenes Sedvane paa en Gren, atter istemmende sin første Tone. Hvis den fremdeles merker sig efterfulgt, gjentager den de samme Bevægelser, indtil den har lokket Jægeren, der almindeligvis kun lidet agter den ubetydelige Fugl, saa langt bort, at den tror sig sikker for sit Rede, da den med et flyver tilbage til dette. Ved lignende Bevægelser søger den grønføddede Sneppe og den graa Strandløber, begge ligeledes hyppige i Myren, at narre den formodede Fiende, medens den anseeligere Glutsneppe, vant til i de Egne, den nys har forladt, at se sig efterstræbt formedelst sit velsmagende Kjød, ikke drister sig til, som de foregaaende, at dvæle i den med Skudvaabenet rustede Vandrers Nærhed for at drage hans Opmerksomhed bort ifra Redet, men med en lang og klartlydende Fløiten flyver i lige Retning bort med det samme.

I de større Vandsamlinger midt i Myren svømmer den rødhalsede Smaa-Lom med sin eneste Unge. Dens angstfulde, rædselvækkende Klageraab, hvoraf Luften nu og da fyldes, lyder næsten som det sidste hjerteskjærende Skrig af et Menneske, der vaander sig i Dødskampen, og bringer den med dets Aarsag ukjendte Vandrer til at studse og lytte efter, om det atter vil gjentage sig. Maaske klager den saa, fordi Naturen har negtet den Glæden af en talrigere Afkom. Samtidig med Smaa-Lommen søger forskjellige Vildænder op i de ensomme Fjeldvande, ved hvis tuede og sivbevoxede Bredder de finder sikre Skjulesteder for sin nyklækkede Yngel. Foruden de velbekjendte Arter, Krikanden og den altid mistænksomme Stokand, der som oftest spotter selv den forsigtigste Jæger, saa vi her den sorte Søorre med sin 365blaaskinnende Hals samt den sort og hvidt, fint vatrede Bjergand, der er den hyppigste og videst udbredte af de i vore Fjeldsøer forekommende Arter. Sky som alle dens Artsforvante skyndte den sig ved vor Ankomst dukkende fra Bredden, idet den af og til blot stak Hovedet et Øieblik op over Vandfladen for at hente den nødvendige Luft, saa at vi ofte ikke kunde faa Øie paa den, før den allerede igjen var under. Ikkun de kredsformige Bevægelser paa Søens blanke Speil antydede Stedet, hvor den hver Gang havde været oppe. Endog i meget høitliggende Fjeldsøer bemærkede vi denne Art.

J. B. Barth.

362

Kun få av våre høyfjellstrakter byr iakttageren en rikere anledning til å gjøre seg bekjent med de alpinske Regioners særegenheter, fornemmelig i naturvitenskapelig Henseende, enn trakten mellom Fokstuen og Hjerkin samt dette siste Steds omgivelser. Plante- og Dyrlivet er i dette strøk like godt representert. Botanikeren og zoologen, Insektsamleren og fuglekjenneren vil her finne seg like meget tilfredsstillede. Fortrinnsvis gjelder dette om den halvdel av nysnævnte trakt, der ligger nærmest Fokstuen, hvilken ved sitt mer avvekslende terreng avgir betingelsene for en større Artrigdom av begge naturriker. Landskapet ser her hverken så nøgent eller så trist ut som de tilgrensende Egne; selv den betrakter, hvis interesse for disse regioner ikke forhøyes ved det særlige hensyn til sammes naturhistoriske forhold — et hensyn, der lett foranlediger til en gunstigere dom også om et landskaps blotte utseende, — selv han vil føle seg behagelig tiltalt ved dets vennlige karakter.

På venstre hånd, når man reiser mot nord, ligger en myr av betydelig utstrekning. Den tar sin begynnelse allerede en Fjerdings vei, før man kommer til Fokstuen, og fortsetter seg i over en Mils lengde omtrent midtveis til Hjerkin. For en myr å være har dens utseende intet frastøtende, og den byr øyet en større avveksling, enn tilfellet er med de fleste strekninger av lignende beskaffenhet. Hyppige Smaarabber, tildels bevokste med mannshøye Birke, hever seg til en høyde av noen få fot på mange steder opp over den jevne grunn; de danner dels fortsettelser av det Myren begrensende, mer opphøyde terreng og kan betraktes som halvøyer og Tanger; dels er de fullkommen isolerede og dukker som småøyer og holmer opp av den omgivende sump. Mellom disse blinker større og mindre vannsamlinger overalt frem av Myren og nøder Vandreren, der har begitt seg ut på dens fuktige grunn, til å gjøre en ofte betydelig omvei. De forener seg alle i den større Afsø, som en liten hurtigflytende elv etter et kort løp forbinder med den hinsides veien liggende Volasjø. Såvel elven som søene er særdeles rike på fjellørreter. Det er her, 363at engelskmennene, som på Fluefiskeriets vegne årlig tilbringer en del av sommeren i disse trakter, driver sitt vesen. Med et av fjær og Traade kunstig ettergjort insekt, hvortil en krok er fastgjort, trekker de de lettroende ørreter i mengde opp av deres naturlige element.

Myrens bunn dekkes av en yppig vegetasjon av saftige vekster; dens rikdom på arter, fornemmelig henhørende til Vidjernes, Sivenes og Stargræssenes vidtløftige familier, giver botanikeren en sjelden anledning til å forøke sin samling med eksemplarer av de fleste alpinske sumpvekster. Den har derfor oftere i alle retninger vært gjennemstreifet såvel av våre egne som av fremmede Plantesamlere, der, lidenskapelig begeistrede for sin syssel og vante til strabaser, som ville avskrekket de fleste andre, har trosset det med en vandring igjennom dens moradsige grunn forbundne besvær.

Så ligger da Myren der, så rikt smykket, som vel en myr kan være det, vel tilfreds med kun å være blitt en myr, glad over de mange blomster og urter, som den omhyggelig opelsker og pleier med sin nærende væske, betrygget ved sin høye beliggenhet for de kommende tider. Thi den behøver ikke å frykte for, at den travle Agerdyrker i Tidens løp skal bortlede dens vann og den alt omformende plog forandre dens utseende, heller ikke, at noensinne larmen av en hurtigrullende Dampvogn skal forstyrre dens vante ro og bortskræmme de levende vesener, hvis forsørgelse er den betrodd. Myren er nemlig intet mindre enn blottet for selskap. Om vinteren tumler seg flokkevis de hvitkledde ryper på Sneen mellom dens Krat av vidjer og Smaabirke. Og om sommeren samler seg der forskjellige arter av Sump- og vannfugler for på dens bløde Mos å innrette sine kunstløse reder. Et uuttømmelig Forraad av insektlarver, fornemmelig av Myg og Florvinger, forsyner dem og deres unger med næring til overflod. Der treffer man den lille foranderlige Strandvibe i sin mørkere sommerdrakt, og om lykken er god, dens sjeldnere av innenlandske Fuglesamlere ettersøkte slektning, den brednebbede snipe, hvis forekomst i Myren dog er temmelig ustadig. På en omflydt tue sitter en geskjeftig Graakjeld, en hvid- og 364gråspraglet Sneppeart av Trostens størrelse, i avstand kjennelig på sine lange høyrøde Ben, der gir den et stadseligt utseende. Engstelig ved synet av den fremmede vipper den urolig opp og ned med kroppen, mens den idelig lader høre sin skarpe, ensformig uttrukne fløyten. Allerede på langt Hold flyver den jegeren imøte og omcirkler ham pilsnart gjentatte ganger under de heftigste, hurtig på hinannen følgende, arrighet og frykt på en gang uttrykkende skrik, hvoretter den et stykke fra det sted, hvor den først ble oppskremt, setter seg på en tue eller imot Sumpfuglenes sedvane på en gren, atter istemmende sin første Tone. Hvis den fremdeles merker seg etterfulgt, gjentar den de samme bevegelser, inntil den har lokket jegeren, der almindeligvis kun lite akter den ubetydelige fugl, så langt bort, at den tror seg sikker for sitt Rede, da den med et flyver tilbake til dette. Ved lignende bevegelser søker den grønføddede snipe og den grå Strandløber, begge likeledes hyppige i Myren, å narre den formodet fiende, mens den anseligere Glutsneppe, vant til i de Egne, den nys har forlatt, å se seg etterstrebet formedelst sitt velsmakende kjøtt, ikke drister seg til, som de foregående, å dvele i den med skuddvåpenet rustede Vandrers nærhet for å dra hans oppmerksomhet bort ifra Redet, men med en lang og klartlydende fløyten flyver i lige retning bort med det samme.

I de større vannsamlinger midt i Myren svømmer den rødhalsede Smaa-Lom med sin eneste unge. Dens angstfulle, rædselvækkende klagerop, hvorav luften nå og da fylles, lyder nesten som det siste hjerteskjærende skrik av et menneske, der vånder seg i dødskampen, og bringer den med dets årsak ukjente Vandrer til at studse og lytte etter, om det atter vil gjentage seg. Maaske klager den så, fordi naturen har nektet den gleden av en talrigere avkom. Samtidig med Smaa-lommen søker forskjellige villender opp i de ensomme fjellvann, ved hvis tuete og sivbevokste bredder de finner sikre skjulesteder for sin nyklækkede yngel. Foruten de velbekjendte arter, Krikanden og den alltid mistenksomme Stokand, der som oftest spotter selv den forsiktigste jeger, så vi her den sorte Søorre med sin 365blåskinnende hals samt den sort og hvitt, fint vatrede Bjergand, der er den hyppigste og videst utbredte av de i våre Fjeldsøer forekommende arter. Sky som alle dens Artsforvante skyndte den seg ved vår ankomst dukkende fra bredden, idet den av og til blot stak hodet et øyeblikk opp over vannflaten for å hente den nødvendige luft, så at vi ofte ikke kunne få Øye på den, før den allerede igjen var under. Ikkun de kredsformige bevegelser på Søens blanke speil antydede stedet, hvor den hver gang hadde vært oppe. Endog i meget høytliggende Fjeldsøer bemerket vi denne art.

J. B. Barth.