361

Møllergutten sad ved KvernehusetUnder Haukeliens Fjeld,Og han hørte der i ElvesusetHallingslaatten fra det dybe Væld.Fossegrimmen sine Strenge rørte,Skummet sprang og hvirvlede dertil,Ingen uden Møllergutten hørte,Hvordan Elven gik med Strengespil.

Og han kunde siden med sin BueStryge Fossegrimmens Dans;Aldrig før i Hytte og paa TueVar der hørt saa gjævt et Spil som hans;Aldrig gik der over Gulv og EngeSaadan Halling, som hvor han gav Klang;Men han har vel og med sine StrengeGjort det stilt i Laget mangen Gang.

Og der kom, hvorom han aldrig drømte,Skjønt han gik saa tankefuld,Brev og Bud til ham fra den berømte,Vidt bereiste Mester Ole Bull.Han, der turde selv ved KongethronerLade Slaatten over Strengen gaa,Han erindred, at dens bedste TonerLöd paa Fjeldet i en Hyttevraa.

Og da lod han Möllergutten bytteDenne Hytte med en Hal,Hvor vel fler end tusend kunde lytteTil de underbare Toners Fald.Möllergutten sad, som naar man stirrerOverböiet paa et Elvdybs Pragt;Og som Broen, hvor man dvæler, dirrer,Saadan rysted Sædet ved hans Takt.

Men hans Spil var og som Fossefaldet,Der i stride Hvirvler gaar,Og ved Spillet blev hver Tanke kaldetDid, hvor Fossegrimmen Harpen slaar,Kaldet fjernt hen til de grönne Dale,Der har Kilder fra et snedækt Fjeld,Hvor vor Kunst i Toner som i TaleAltid finde skal sit friske Væld.

J. S. Welhaven.

361

Møllergutten satt ved KvernehusetUnder Haukeliens Fjeld,Og han hørte der i elvesusetHallingslåtten fra det dype vell.Fossegrimmen sine Strenge rørte,Skummet sprang og virvlet dertil,Ingen uten Møllergutten hørte,Hvordan elven gikk med strengespill.

Og han kunne siden med sin bueStryke Fossegrimmens dans;Aldri før i hytte og på tueVar der hørt så gjevt et spill som hans;Aldri gikk der over gulv og engerSådan Halling, som hvor han ga klang;Men han har vel og med sine StrengeGjort det stilt i laget mangen gang.

Og der kom, hvorom han aldri drømte,Skjønt han gikk så tankefull,Brev og bud til ham fra den berømte,Vidt bereiste mester Ole Bull.Han, der turde selv ved kongetronerLade slåtten over strengen gå,Han erindret, at dens beste tonerLød på fjellet i en hyttevrå.

Og da lot han Möllergutten bytteDenne hytte med en Hal,Hvor vel fler enn tusen kunne lytteTil de underbare Toners fall.Möllergutten satt, som når man stirrerOverbøyet på et Elvdybs prakt;Og som broen, hvor man dveler, dirrer,Sådan rystet setet ved hans takt.

Men hans spill var og som fossefallet,Der i stride virvler går,Og ved spillet ble hver tanke kaltDit, hvor Fossegrimmen harpen slår,Kaldet fjernt hen til de grønne daler,Der har kilder fra et snedækt Fjell,Hvor vår kunst i toner som i TaleAlltid finne skal sitt friske vell.

J. S. Welhaven.