357

Vi kom til Karasjok den 5te December *). „Vi vil ikke have dine Bøger!“ saaledes lød fleres Ord allerede Dagen efter vor Ankomst. „Vil I ikke have Bøger i eders eget Sprog?“ „Jo, men ikke dine, ikke dine latinske Bøger.“ „Hvad ondt har da de smaa uskyldige latinske Bogstaver gjort?“ spurgte jeg ved en anden Leilighed. „Intet, men vi er enfoldige Folk,“ lød Svaret; hvortil jeg bemerkede: „Jeg har ikke før vidst, at Karasjokfolket var dummere end andre Folk.“ Dette Svar gik i dem. „Kjender I den gamle Medhjelper i Seida?“ spurgte jeg. „Skulde vi ikke kjende ham, han er jo herifra Karasjok,“ var Svaret. „Denne gamle, hans lille Fosterdatter, den sengeliggende Pige, og mange flere i Seida læser Latin som en Student,“ svarede jeg leende, tog min Hue og gik, ladende dem staa igjen og se efter mig med yderst komiske Ansigter. Søndagen kom; jeg bekjendtgjorde, at jeg vilde holde Høimesse, Aftensang og Aftenbøn. Man kom til Aftenbøn; men til Aftensang indfandt sig ingen; de sagde mig, at de ikke vilde komme til Aftensang; thi de vilde ikke have noget nyt Paafund. „Vil I ikke komme i Aftensang, saa kan I jo lade være,“ svarede jeg og lo; thi jeg kjendte jo Folket og vidste, at jeg skulde faa dem i Kirken, om det var endnu oftere. Et Par Dage efter var flere af dem inde i Stuen hos mig. Jeg tog en Kasse Lys frem og stellede med dem. „Saamange Lys brænder du vel ikke i Karasjok,“ sagde en af dem. „Jo det gjør jeg,“ var mit Svar; „thi selv behøver jeg mange, Skolen trækker dygtig og ikke mindre Kirken, der hver Søndag tre Gange skal have fuld Oplysning.“ „Tre Gange?“ „Ja, Høimesse, Aftensang og Aftenbøn, det er jo tre Gange.“ „Men du har jo sagt, at der ingen Aftensang skal blive.“ „Nei, det har jeg ikke sagt.“ „Hvad har du da sagt, kjære Prest?“ „Jeg har blot sagt, at hvis I ikke vil komme til Aftensang, saa kan I lade være!“ „Men saa bliver der jo ingen Aftensang.“ „Jomænd gjør der saa.“ „Vil du da holde 358Aftensang, naar ingen kommer?“ „Der er en, som har sagt, at han vil komme.“ „Vil du da holde Aftensang for den enes Skyld?“ „Ja det vil jeg.“ „Hvem er da denne ene?“ lød nu Spørgsmaalet fra flere, hvis Ansigter viste, hvorledes man gottede sig ved den Tanke, at Presten blot skulde have en eneste Tilhører. Uden nogen videre Betoning, men i en rolig, tilfreds og glad Tone svarede jeg: „Ibmel!“ — Gud! — og reiste mig. Den dybeste Taushed og Stilhed indtraadte; ærbødighedsfuldt Alvor udbredte sig mere og mere over alles Ansigter; med taus Forbøining gik den ene efter den anden, og — Aftensangen havde siden bestandig fuldt Hus. Ved min Afreise opfordrede de mig til at skrive til Kongen og anmode ham om at befale alle Prester at holde Aftensang.

Mandag den 13de December begyndte jeg Skolen med en Skolelærer, jeg havde bragt med mig fra Alten. Foruden Skoleundervisningen om Dagen holdt jeg hver Aften Bibellæsning. Allerede den paafølgende Tirsdags Aften maatte jeg bekjendtgjøre, at indtil videre kunde der Onsdag Eftermiddag ingen Skole for Børn holdes, da Onsdag og Lørdag Eftermiddag skulde staa til de voxnes Tjeneste. Ønsket om at lære at læse de latinske Bøger i deres Modersmaal blev saa levende og almindeligt, at jeg i lang Tid ikke savnede voxne Elever af begge Kjøn, der bad om Veiledning. Ja en og anden af de aldrende kom Kl. 6 om Morgenen til mig for at lære at læse de nye Bøger. Indbyrdes kom de sammen, og en læste høit. En Aften gik jeg hen til en af Indbyggerne; Stuen var aldeles opfyldt af Mennesker, gamle og unge; Konen i Huset og et andet Fruentimmer vexlede med at læse høit af den finske Oversættelse af Mosebøgerne; de hørte til med en saadan Opmerksomhed, at de hverken hørte eller bemerkede mig.

Skolelæreren og Kirkesangeren i det russisk-finlandske Nabosogn Utsjok, en Olding mellem 70 og 80 Aar, kom til mig for at lære at kjende og læse det nye Alfabet og de nye Bøger; han forlod ikke Karasjok, førend jeg havde hørt ham læse.

N. V. Stockfleth.

357

Vi kom til Karasjok den 5te desember *). „Vi vil ikke ha dine bøker!“ således lød fleres ord allerede dagen etter vår ankomst. „Vil I ikke have bøker i deres eget språk?“ „Jo, men ikke dine, ikke dine latinske bøker.“ „Hva ondt har da de små uskyldige latinske bokstaver gjort?“ spurte jeg ved en annen leilighet. „Intet, men vi er enfoldige folk,“ lød svaret; hvortil jeg bemerket: „Jeg har ikke før visst, at Karasjokfolket var dummere enn andre folk.“ Dette svar gikk i dem. „Kjenner dere den gamle medhjelper i Seida?“ spurte jeg. „Skulle vi ikke kjenne ham, han er jo herifra Karasjok,“ var svaret. „Denne gamle, hans lille Fosterdatter, den sengeliggende pike, og mange flere i Seida leser latin som en student,“ svarte jeg leende, tok min hue og gikk, ladende dem stå igjen og se etter meg med ytterst komiske ansikter. Søndagen kom; jeg bekjentgjorde, at jeg ville holde høymesse, aftensang og aftenbønn. Man kom til aftenbønn; men til aftensang innfant seg ingen; de sa meg, at de ikke ville komme til aftensang; thi de ville ikke ha noe nytt påfunn. „Vil I ikke komme i aftensang, så kan dere jo lade være,“ svarte jeg og lo; thi jeg kjente jo folket og visste, at jeg skulle få dem i kirken, om det var enda oftere. Et par dager etter var flere av dem inne i stuen hos meg. Jeg tok en kasse lys frem og stellede med dem. „Så mange lys brenner du vel ikke i Karasjok,“ sa en av dem. „Jo det gjør jeg,“ var mitt svar; „thi selv behøver jeg mange, skolen trekker dyktig og ikke mindre kirken, der hver søndag tre ganger skal ha full opplysning.“ „Tre ganger?“ „Ja, høymesse, aftensang og aftenbønn, det er jo tre ganger.“ „Men du har jo sagt, at der ingen aftensang skal bli.“ „Nei, det har jeg ikke sagt.“ „Hva har du da sagt, kjære Prest?“ „Jeg har blot sagt, at hvis dere ikke vil komme til aftensang, så kan dere lade være!“ „Men så blir der jo ingen aftensang.“ „Jomænd gjør der så.“ „Vil du da holde 358aftensang, når ingen kommer?“ „Der er en, som har sagt, at han vil komme.“ „Vil du da holde aftensang for den enes skyld?“ „Ja det vil jeg.“ „Hvem er da denne ene?“ lød nå spørsmålet fra flere, hvis ansikter viste, hvorledes man gottede seg ved den tanke, at presten blot skulle ha en eneste tilhører. Uten noen videre betoning, men i en rolig, tilfreds og glad Tone svarte jeg: „Ibmel!“ — Gud! — og reiste meg. Den dypeste taushet og stillhet inntrådte; ærbødighetsfullt alvor utbredte seg mer og mer over alles ansikter; med taus Forbøining gikk den ene etter den annen, og — aftensangen hadde siden bestandig fullt hus. Ved min avreise oppfordret de meg til å skrive til Kongen og anmode ham om å befale alle prester å holde aftensang.

Mandag den 13de desember begynte jeg skolen med en skolelærer, jeg hadde brakt med meg fra Alten. Foruten skoleundervisningen om dagen holdt jeg hver aften bibellesning. Allerede den påfølgende Tirsdags aften måtte jeg bekjentgjøre, at inntil videre kunne der onsdag ettermiddag ingen skole for barn holdes, da onsdag og lørdag ettermiddag skulle stå til de voksnes tjeneste. Ønsket om å lære å lese de latinske bøker i deres morsmål ble så levende og alminnelig, at jeg i lang tid ikke savnede voksne elever av begge Kjøn, der bad om veiledning. Ja en og annen av de aldrende kom Kl. 6 om morgenen til meg for å lære å lese de nye bøker. Innbyrdes kom de sammen, og en leste høyt. En Aften gikk jeg hen til en av innbyggerne; Stuen var aldeles oppfylt av mennesker, gamle og unge; Konen i huset og et annet fruentimmer vekslet med å lese høyt av den finske oversettelse av mosebøkene; de hørte til med en sådan oppmerksomhet, at de hverken hørte eller bemerket meg.

Skolelæreren og kirkesangeren i det russisk-finlandske Nabosogn Utsjok, en olding mellom 70 og 80 år, kom til meg for å lære å kjenne og lese det nye alfabet og de nye bøker; han forlot ikke Karasjok, før jeg hadde hørt ham lese.

N. V. Stockfleth.