Finnerne (i Ordets indskrænkede Betydning, modsat Kvænerne) er og har fra gammel Tid været et Flyttefolk; ikke alene de egentlige Flyttefinner, som fører sine Telte med sig, men ogsaa de saakaldte fastboende Finner kan kaldes saa, saasom de ikke betragter sin Gamme som nogen videre Eiendom eller som et blivende Hjem, men altid er rede til at forlade den og sætte sig op en ny paa et andet Sted. Men fordi de altsaa bestandig har været betænkte paa og rede til at flytte, saa er de blevne et Folk, hvis seige Styrke har bestaaet i at vige: uafladelig, i Aartusender har den ene veget undaf for den andens Vold eller Trusel eller uvenlige Mine. Medens bosatte Folk og Stammer har maattet være paa sin Vagt med Vaaben i Haand for at forsvare sit Hus og sit Forraad, sit Fæ og sine Agre, saa har det været Finnens Forsvar at vige undaf: Fjeldfinnen har jaget sin rappe Ren-Hjord foran sig og skyndt sig efter paa flygtig Fod, Elve- og Søfinnen har taget sine Fiskeredskaber i Haanden og skyndt sig til Baaden og roet afsted, — der har været Vidde nok. Og for at kunne vige uden Skade, ja for at kunne gjøre sig rigtig Nytte af Mosefjeldets og de fiskerige Vandes indbydende Vidde, saa er det raadeligst ikke at være belemret med meget Forraad og Gods, og det falder altsaa ganske naturligt for Finnen at være sorgløs, saa han ikke engang bekymrer sig for den Dag imorgen, at sige ikke paa samme Maade, som det ellers er Menneskehjertet naturligt. Hvad har en saadan Fin taget sig nær af det, at i gamle Dage en norsk Høvding i eget eller Kongens Navn kom op og krævede Skat af ham? Og endnu den Dag idag er nok Finnen den, som sidst klager, skjønt nu paa nogen Tid Lensmændene hvert Aar har krævet høiere og høiere Skat. Og hvorledes Finnerne i gamle Dage uden at røre en Haand til Modstand har veget Pladsen for fremtrængende norske Nybyggere, det mener jeg, man kan se for sine Øine i, hvad der meget almindelig foregaar fremdeles henne i Øst-Finmarken; er der en lun Bugt, hvor der bor to-tre Finne-Familier sammen, og saa en norsk Fiskerfamilie 356kommer og sætter sig op en Stue ved Siden af, saa synes hine, at nu er det ikke saa hyggeligt længer, og næste Aar kan det være, at deres Gammer staar tomme og forfalder, saasom Beboerne en vakker Morgen i al Stilhed satte sig i sine Baade og roede bort og ikke kom igjen. Hvor liden Hjemmets Sans er hos disse Flyttefolk, det merkes da ogsaa paa deres beklagelige og for vort Sind næsten ufattelige Mangel paa Forsynlighed: der er saa overmaade liden Tanke om at samle til Hus og forbedre sine Kaar. Men derfor er ogsaa Nøisomhed bleven dem en Dyd af Nødvendighed, naar der er Smal-Hans i Huset og Fiskeriet slaar feil eller Ulven jager Renen. Sorgløsheden og Nøisomheden har den Egenskab, at den kan saa overmaade let blive glad, og dette er ogsaa et Merke ved Finnens Sind: han er som et Barn deri, at der skal saa lidet til at glæde ham. Vistnok kan han jo bedrøves, f. Ex. ved en Slegtnings Dødsfald; men det gaar saa overmaade snart over. Dette lette Sind er modtageligt for Indtryk, men har ondt for at holde fast, og Presterne ved da ogsaa at tale om, at skjønt Kristendommen nu har bestaaet mellem dem i Menneske-Aldere, saa maa der ligesom begyndes forfra igjen bestandig, fast som ved en Mission imellem Hedningerne.

De opgiver sin Mening, de gaar fra sit Forsæt, de forlader sin Grundsætning, lige saa let som de skifter Hjem. Det Ord, at vi skal blive som Børn, maa de vist have let for at gaa ind paa; men de kommer ogsaa let til at tage det altfor bogstavelig, saa de vanskelig voxer op til Mands Modenhed. Der er en egen Godmodighed og Venlighed ved dette bøielige, barnslige Sind, som behager; men jeg kan nok tænke mig, at det i Længden maa være tungt for dem, som har at arbeide for dem og indvirke paa dem; thi det ser ud, som at det monner saa lidet. Trøsten faar være den, at Seigheden er ligesaa stor som Bøieligheden i dette Folks Karakter, saa dersom Prester og andre kun holder ud at arbeide med dem, saa vil Finnerne ogsaa holde ud med en vis Friskhed at tage imod deres Paavirkning, som om der altid var noget af Nyhedens Interesse.

Eilert Sundt.

Finnene (i Ordets indskrænkede betydning, motsatt kvenene) er og har fra gammel tid vært et flyttefolk; ikke alene de egentlige Flyttefinner, som fører sine Telte med seg, men også de såkalte fastboende finner kan kalles så, saasom de ikke betrakter sin gamme som noen videre eiendom eller som et blivende hjem, men alltid er rede til å forlate den og sette seg opp en ny på et annet sted. Men fordi de altså bestandig har vært betenkte på og rede til å flytte, så er de blitt et folk, hvis seige styrke har bestått i å vike: uavlatelig, i årtusener har den ene veket undaf for den annens vold eller trussel eller uvennlige mine. Mens bosatte folk og stammer har måttet være på sin vagt med våpen i hånd for å forsvare sitt hus og sitt Forraad, sitt fe og sine åkrer, så har det været Finnens forsvar å vike undaf: Fjellfinnen har jaget sin rappe ren-hjord foran seg og skyndt seg etter på flyktig fot, Elve- og Søfinnen har tatt sine fiskeredskaper i hånden og skyndt seg til båten og roet av sted, — der har vært vidde nok. Og for å kunne vike uten skade, ja for å kunne gjøre seg riktig nytte av Mosefjeldets og de fiskerike Vandes innbydende vidde, så er det raadeligst ikke å være belemret med meget Forraad og gods, og det faller altså ganske naturlig for finnen å være sorgløs, så han ikke engang bekymrer seg for den dag i morgen, å si ikke på samme måte, som det ellers er menneskehjertet naturlig. Hva har en sådan Fin tatt seg nær av det, at i gamle dager en norsk høvding i eget eller Kongens navn kom opp og krevde skatt av ham? Og ennå den dag i dag er nok finnen den, som sist klager, skjønt nå på noen tid lensmennene hvert år har krevet høyere og høyere skatt. Og hvorledes finnene i gamle dager uten å røre en hånd til motstand har veket plassen for fremtrengende norske nybyggere, det mener jeg, man kan se for sine øyne i, hva der meget alminnelig foregår fremdeles henne i øst-Finmarken; er der en lun bukt, hvor der bor to-tre Finne-familier sammen, og så en norsk fiskerfamilie 356kommer og setter seg opp en stue ved siden av, så synes hine, at nå er det ikke så hyggelig lenger, og neste år kan det være, at deres gammer står tomme og forfaller, saasom beboerne en vakker morgen i all stillhet satte seg i sine båter og rodde bort og ikke kom igjen. Hvor liten Hjemmets sans er hos disse flyttefolk, det merkes da også på deres beklagelige og for vårt sinn nesten ufattelige Mangel på Forsynlighed: der er så overmåte liten tanke om å samle til hus og forbedre sine kår. Men derfor er også nøysomhet blitt dem en dyd av Nødvendighed, når der er Smal-Hans i huset og Fiskeriet slår feil eller Ulven jager reinen. Sorgløsheten og nøysomheten har den egenskap, at den kan så overmåte lett bli glad, og dette er også et merke ved Finnens sinn: han er som et barn deri, at der skal så lite til å glede ham. Vistnok kan han jo bedrøves, f. Ex. ved en slektnings dødsfall; men det går så overmåte snart over. Dette lette sinn er modtageligt for inntrykk, men har ondt for å holde fast, og prestene ved da også å tale om, at skjønt kristendommen nå har bestått mellom dem i menneske-aldere, så må der likesom begynnes forfra igjen bestandig, fast som ved en Mission imellom hedningene.

De oppgir sin mening, de går fra sitt forsett, de forlater sin grunnsetning, like så lett som de skifter hjem. Det Ord, at vi skal bli som barn, må de vist have lett for å gå inn på; men de kommer også lett til å ta det altfor bokstavelig, så de vanskelig vokser opp til Mands modenhet. Der er en egen godmodighet og vennlighet ved dette bøyelige, barnslige sinn, som behager; men jeg kan nok tenke meg, at det i lengden må være tungt for dem, som har å arbeide for dem og innvirke på dem; thi det ser ut, som at det monner så lite. Trøsten får være den, at seigheten er likeså stor som bøyeligheten i dette Folks karakter, så dersom prester og andre kun holder ut å arbeide med dem, så vil finnene også holde ut med en viss friskhet å ta imot deres påvirkning, som om der alltid var noe av Nyhedens interesse.

Eilert Sundt.