Finnerne (i Ordets indskrænkede Betydning, modsat Kvænerne) er og har fra gammel Tid været et Flyttefolk; ikke alene de egentlige Flyttefinner, som fører sine Telte med sig, men ogsaa de saakaldte fastboende Finner kan kaldes saa, saasom de ikke betragter sin Gamme som nogen videre Eiendom eller som et blivende Hjem, men altid er rede til at forlade den og sætte sig op en ny paa et andet Sted. Men fordi de altsaa bestandig har været betænkte paa og rede til at flytte, saa er de blevne et Folk, hvis seige Styrke har bestaaet i at vige: uafladelig, i Aartusender har den ene veget undaf for den andens Vold eller Trusel eller uvenlige Mine. Medens bosatte Folk og Stammer har maattet være paa sin Vagt med Vaaben i Haand for at forsvare sit Hus og sit Forraad, sit Fæ og sine Agre, saa har det været Finnens Forsvar at vige undaf: Fjeldfinnen har jaget sin rappe Ren-Hjord foran sig og skyndt sig efter paa flygtig Fod, Elve- og Søfinnen har taget sine Fiskeredskaber i Haanden og skyndt sig til Baaden og roet afsted, — der har været Vidde nok. Og for at kunne vige uden Skade, ja for at kunne gjøre sig rigtig Nytte af Mosefjeldets og de fiskerige Vandes indbydende Vidde, saa er det raadeligst ikke at være belemret med meget Forraad og Gods, og det falder altsaa ganske naturligt for Finnen at være sorgløs, saa han ikke engang bekymrer sig for den Dag imorgen, at sige ikke paa samme Maade, som det ellers er Menneskehjertet naturligt. Hvad har en saadan Fin taget sig nær af det, at i gamle Dage en norsk Høvding i eget eller Kongens Navn kom op og krævede Skat af ham? Og endnu den Dag idag er nok Finnen den, som sidst klager, skjønt nu paa nogen Tid Lensmændene hvert Aar har krævet høiere og høiere Skat. Og hvorledes Finnerne i gamle Dage uden at røre en Haand til Modstand har veget Pladsen for fremtrængende norske Nybyggere, det mener jeg, man kan se for sine Øine i, hvad der meget almindelig foregaar fremdeles henne i Øst-Finmarken; er der en lun Bugt, hvor der bor to-tre Finne-Familier sammen, og saa en norsk Fiskerfamilie 356kommer og sætter sig op en Stue ved Siden af, saa synes hine, at nu er det ikke saa hyggeligt længer, og næste Aar kan det være, at deres Gammer staar tomme og forfalder, saasom Beboerne en vakker Morgen i al Stilhed satte sig i sine Baade og roede bort og ikke kom igjen. Hvor liden Hjemmets Sans er hos disse Flyttefolk, det merkes da ogsaa paa deres beklagelige og for vort Sind næsten ufattelige Mangel paa Forsynlighed: der er saa overmaade liden Tanke om at samle til Hus og forbedre sine Kaar. Men derfor er ogsaa Nøisomhed bleven dem en Dyd af Nødvendighed, naar der er Smal-Hans i Huset og Fiskeriet slaar feil eller Ulven jager Renen. Sorgløsheden og Nøisomheden har den Egenskab, at den kan saa overmaade let blive glad, og dette er ogsaa et Merke ved Finnens Sind: han er som et Barn deri, at der skal saa lidet til at glæde ham. Vistnok kan han jo bedrøves, f. Ex. ved en Slegtnings Dødsfald; men det gaar saa overmaade snart over. Dette lette Sind er modtageligt for Indtryk, men har ondt for at holde fast, og Presterne ved da ogsaa at tale om, at skjønt Kristendommen nu har bestaaet mellem dem i Menneske-Aldere, saa maa der ligesom begyndes forfra igjen bestandig, fast som ved en Mission imellem Hedningerne.
De opgiver sin Mening, de gaar fra sit Forsæt, de forlader sin Grundsætning, lige saa let som de skifter Hjem. Det Ord, at vi skal blive som Børn, maa de vist have let for at gaa ind paa; men de kommer ogsaa let til at tage det altfor bogstavelig, saa de vanskelig voxer op til Mands Modenhed. Der er en egen Godmodighed og Venlighed ved dette bøielige, barnslige Sind, som behager; men jeg kan nok tænke mig, at det i Længden maa være tungt for dem, som har at arbeide for dem og indvirke paa dem; thi det ser ud, som at det monner saa lidet. Trøsten faar være den, at Seigheden er ligesaa stor som Bøieligheden i dette Folks Karakter, saa dersom Prester og andre kun holder ud at arbeide med dem, saa vil Finnerne ogsaa holde ud med en vis Friskhed at tage imod deres Paavirkning, som om der altid var noget af Nyhedens Interesse.
Eilert Sundt.