En Arm af Tinnsjøen gaar mod Vest ind i Vestfjorddalen i Tinns Prestegjeld, uden Tvivl den smukkeste Dal i hele øvre Telemarken. Igjennem denne Dal flyder fra Vest mod Øst med mange Krumninger den stride Maane-Elv, der lidt nedenfor sit Udspring fra Mjøs-Vandet danner den bekjendte Rjukand-Fos. I Begyndelsen stiger Dalen næsten umærkelig; men efterhaanden som man nærmer sig Gaarden Vaa, bliver Veien besværligere; Maane-Elven flyder her i Bunden af en smal, omtrent 1,000 Fod dyb, med Grantrær bevoxet Dal, saa at man kun meget sjelden fra Veien kan se den. I en Afstand af omtrent ½ Mil fra Fossen viser sig med et oppe i en vild Fjeldegn mellem sortegraa Fjelde en sterk Røg eller Damp, hvilken Røg, ligesom af en uhyre kogende Kjedel, vexelvis stiger og falder. Dette Syn giver den første imponerende Ide om dette vældige Vandfalds Størrelse og Høide.
Endelig naar man hen til Maristiens Begyndelse, og her ser man Fossen næsten lige for sig, dog i en Afstand af omtrent ½ Fjerdings Vei, styrtende sig ud af en smal Klipperevne ned i Dybet. Dette Punkt er uden Tvivl det fordelagtigste Standpunkt, fra hvilket Fossen kan betragtes. De utallige Partier, hvori det udstyrtende Vand deler sig, de Bevægelser og Afvexlinger, som denne Skummasse fremviser for Øiet, lader sig vanskelig male, men aldeles ikke ved Ord beskrive. Den Dal, i hvilken Fossen styrter ned, er en kileformig Fordybning imellem 2 høie Fjelde, hvis nøgne og næsten glatte Sider synes at gjøre en Vinkel af 50 til 60 Grader med Horisonten. Den skummende Elv dækker den hele smale Bund i denne Dal. Vil man hen til Fossen selv, maa man enten stige over det høie Fjeld, som indeslutter Dalen paa den nordre Side, hvilket er en yderst besværlig Omvei af over ½ Mil, eller gaa over den saakaldte Maristi, der slynger sig hen ad den skraa Klippevæg i en 700 til 800 Fods Høide over Elven omtrent midt imellem Klippens Top og dens Fod. Vi valgte det sidste. For ei at glide aftog vi vore Sko; og saaledes krøb vi paa 354Hænder og Fødder over denne berygtede Sti. Saasom jeg ei er fri for Hovedsvimmel, gik min Ledsager Øistein bag ved mig og greb mig ved de farligste Steder med en vældig Haand i den ene Skulder. Da man vender Ansigtet mod Klippevæggen og saaledes ei ser ned i det rædsomme Dyb, saa er efter min Formening denne Sti langt mindre farlig end dens Rygte. Paa Gaarden Fossum tæt ved Fossen traf vi en Krøbling uden Fødder, der endog paa Knærne var gaaet over Stien.
Ved Siden af Fossen ligger adskillige store nedstyrtede Stenmasser, paa hvilke man kan krybe ned næsten midt i Fossen selv. Her ser man, naar Solen skinner, under sine Fødder i den skummende og rygende Fos en hel Regnbue eller Regnkreds, og man bliver ikke snart træt af at krybe om paa disse Stene; thi ved hvert Skridt viser sig nye Scener, som fængsler Opmerksomheden. Den Revne, hvoraf Fossen styrter ud, synes ikke at være mere end 8 Fod bred, saa at man ved et dristigt Spring maatte kunne hoppe derover. Desto dybere maa den være, siden en saa stor Vandmasse kan trænge sig derigjennem.
At maale dette Vandfalds lodrette Høide er yderst vanskeligt, saasom det er næsten umuligt at komme ned til dets Fod. For at komme her ned maatte man fra Maristien krybe ned ad den steile og glatte Fjeldside, hvilket synes ugjørligt. Dog fortalte Søveig, en Datter af Manden paa Gaarden Fossum tæt ved Rjukand, at hun som liden Pige var krøben derned for at optage en nedrullet Melkeringe; og at en Bissekræmmer, der havde tabt sin Kramkiste paa Maristien, ligeledes var nedstegen for at samle sit Kram. Om Vinteren skal det undertiden lade sig gjøre at gaa langs op ad den frosne Elv og saaledes komme tæt under Fossen. De af Fossen bestandig opkastede Vanddraaber fryser da efterhaanden sammen og danner et stort Isrør, hvorigjennem Fossen falder, saa at man kan høre dens Bulder uden at se den.
Chr. Hansteen.