Hist i rolige Dal i det tæt bebyggede Sogn staarBagved en vinterlig Skov af rimbeblomstrede LindeStensets Huse, høit ragende frem af snehyllet Slette.Tormod Stenset er Eierens Navn, ærværdig ved Aar ogMer ærværdig ved nordiske Sind, trohjertig og simpel,Med sin Hustru, den alderstegne, forstandige Sigrid.Mindre han skiltes ved Væsen og Dragt fra de øvrige BønderEnd ved en sjelden Kultur og ved Kundskab af velnyttet Læsning.Først var hans Vilje vel ei, at han kaldtes Herr ProprietærenEller hans Sigrid Madam eller Datteren Jomfru; men snart manVantes dertil, medens lidt efter lidt sig flyttede BænkenUd med det lange Bord, gjorde Plads for stoppede Sofa;Og da et Speil blev kjøbt paa Auktion efter Amtmanden samt toSkjønne Kommoder og Stager af Plet og slebne Karafler,Se, da flyttedes Dragkisten ud, rundlaagede Kiste,Rendebommen, den støiende Væv, det blommede Vraaskab.Lidt efter lidt sy’de Mor sin Kjole efter Provstindens,Fik sig en Kappe af Tyl og til Vinter en deilig Kastorhat.Men Augusta blev sendt til By’n paa et Aar for at lære —„Skræddersøm“ hed det vel; dog var det i Grunden, fordi hunSkulde lære Maner; „hvo ved, hvad det bliver godt for?“Ogsaa Tormod gik nu i ungarske Støvler med KraverOg med Galoscher og Paraply og med sølvslagen Merskum,Brugte om Sommeren Frak, men Ulveskindspelsen ved Vinter,Spillede Boston tilnød og forsagede vellærte Polskpas,Tog i Rigstidenden Part med Majoren, Provsten og Fogden,Kom som Nabo til dem ubuden og saa dem ubudne.Dog blev han ærlig og brav og saa hans Kvinde og Datter.Vistnok fandtes ei det i Hjørneskabet, som forhenLaa under hvælvede Laag i Kistens rødmalede Læddik;Vistnok kneb det iblandt, naar Skatterne skulde udtælles.Da fik den prægtige Skov undgjelde de trykkende Tider,Saa at den lysnende blev Oplysningens træffende Billed’.Tormod var Bygdens Orakel, naar Strid mellem Granderne opkom,Hun Hygæa, naar Trang og Sygdom Almuen trykked;Han Filemon og hun hans Baucis i deres Samliv.

M. C. Hansen.

Hist i rolige dal i det tett bebyggede Sogn stårBagved en vinterlig skog av rimbeblomstrede LindeStensets hus, høyt ragende frem av snehyllet Slette.Tormod Stenset er Eierens navn, ærverdig ved år ogMer ærverdig ved nordiske sinn, trohjertig og simpel,Med sin hustru, den alderstegne, forstandige Sigrid.Mindre han skiltes ved vesen og drakt fra de øvrige bønderEnn ved en sjelden kultur og ved kunnskap av velnyttet lesning.Først var hans vilje vel ei, at han kaltes Herr ProprietærenEller hans Sigrid Madam eller datteren jomfru; men snart manVantes dertil, mens litt etter litt seg flyttet benkenUt med det lange bord, gjorde plass for stoppede sofa;Og da et speil ble kjøpt på auksjon etter amtmannen samt toSkjønne kommoder og Stager av plett og slepne karafler,Se, da flyttedes dragkisten ut, rundlaagede kiste,Rennebommen, den støyende vev, det blommede Vraaskab.Litt etter litt sy’de mor sin kjole etter Provstindens,Fikk seg en kappe av tyll og til vinter en deilig Kastorhat.Men Augusta ble sendt til By’n på et år for å lære —„Skreddersøm“ het det vel; dog var det i grunnen, fordi hunSkulle lære maner; „hvo vet, hva det blir godt for?“Også Tormod gikk nå i ungarske støvler med kraverOg med Galoscher og paraply og med sølvslagen merskum,Brukte om sommeren frakk, men Ulveskindspelsen ved vinter,Spilte Boston til nød og forsagede vellærte Polskpas,Tog i Rigstidenden part med majoren, prosten og fogden,Kom som nabo til dem ubuden og så dem ubudne.Dog ble han ærlig og brav og så hans kvinne og datter.Vistnok fantes ei det i hjørneskapet, som forhenLå under hvælvede Laag i Kistens rødmalede Læddik;Vistnok knep det iblant, når skattene skulle udtælles.Da fikk den prektige skog unngjelde de trykkende tider,Så at den lysnende ble Oplysningens treffende bilde’.Tormod var Bygdens orakel, når strid mellom grannene opkom,Hun Hygæa, når trang og sykdom Almuen trykket;Han Filemon og hun hans Baucis i deres samliv.

M. C. Hansen.