325

Havet er skjönt, naar det roligen hvælverStaalblanke Skjold over Vikingers Grav!Skjönt, naar i Buen, hvor Lysstraalen skjælver,Himlen og Skyerne speiler sig af!Herligt, naar Solen om Aftenen daler,Flammer som Ild over Havspeilets Rund;Yndigt, naar Maanen om Höstnatten malerSitrende Söile paa mörkeblaa Grund!

Havet er skjönt, naar det skvulpende strömmerSagte mod Stranden i Sommernatsstund!Tanken i Södybet dukker og drömmerOm, hvad der bor paa dets mystiske Bund.326Bölger sig smidig i Bölgefavn slynger,Havfruer ser op af kjölige Seng,Vinker fra Dybet, imedens de syngerTryllende Toner til guldsnoet Streng.

Havet er frygteligt hist, hvor det bruserTungt imod Nordpolens natlige Kyst!Svömmende Isfjelde Panseret knuser,Bragende höit imod Klippernes Bryst.Nordlysets Gravlampe skinner henoverLigsvöb af urgamle, slumrende Land;Havet ei bundet af Dödslænker sover,Kraftig det bryder sin Bölge mod Strand.

Havet er stolt, naar det egges til Harme,Stormene slaar paa dets buklede Skjold!Fnysende hæver det svulmende ArmeHöit imod Skyborges truende Vold!Tænder end Lynilden Ege paa Jorden,Splitter selv Bjergenes malmfaste Slot,Havet dog ler kun af Lynild og Torden,Samler sig Kræfter i Kamplegen blot.

Havet er herligt, og herlige SönnerStedse det fostred i kraftfulde Favn;Hvergang dets Röst under Stormene drönner,Voxer kun Modet hos Viking i Stavn.Kjæmpehval leger paa skummende Fjelde,Skyder sin Straale mod Himmelens Sky;Sökongen rider sin Drage med Vælde,Sjungende flyver om Lande hans Ry.

Ruller ei Nordsöen end sine VoverTrindt omkring Norriges fjeldbygte Kyst,Blaagrönne, hvælvede Gravhöie overHelte, som segned i Kampen med Lyst?Suser ei Bölgen om Jarlernes GlavindEnd over Dybet i Hjörunga–Vik?Tordner ei Havet om Fiendernes AvindHöit over Svolder og Tryggvessöns Lig?

Vugges jeg, Hav, paa dit fraadende Dække,Stiger de Kjæmper af sivdækket Grav,Fridtjov og Halv paa den susende Snekke,Sverde som Lynild og Aasyn som Hav;Kveldsol er Blod paa de klövede Skjolde;Stormen er Krigsraab fra gyngende Val;Maanen er Nornen, som förer de bolde,Blegnende Kjæmper til Valhallas Sal.327Hisset jeg skuer de svømmende BorgeGynge paa Bølgen med dødsvangre Last;Vimpelen flagrer, og Løven fra NorgeLuer i Blod fra bevingede Mast.Lyn er dens Blik, og den Stemme er Torden,Dødsbudet rider paa flammende Sky;Tordenskjolds Torsvogn omdrønner vort Norden,Havfladen bæver, og Fienderne fly.

Svanvinget Søfugl ei mindre mig fryder,Baaden, som slynges i Brændingens Fos;Mod staar ved Roret og dristigen byderMægtige Kræfter i Dødskampen Trods.Havet strør Liljer om Baaden og kranserNordmanna-Færd over Ginnungagap,Medens den flyvende Snekke hendanser,Løber paa Bølgen med Stormen omkap.

Brus da om Norge dit stormende Kvæde,Herlige Nordhav, du Kraftens Idol!Sjung os et Bjarkemaal, hvergang vi trædeSlagdans paa bølgende Tiljer om Pol!Seierens funklende Solglans om Panden,Fri staa hver Nordmand i Løfting og Stavn,Fri som dit Megingjards-Belte om StrandenVugger os Hæder og Rigdom i Havn!

S. O. Wolff.

325

Havet er skjønt, når det rolig hvelverStålblanke skjold over Vikingers grav!Skjønt, når i buen, hvor lysstrålen skjelver,Himlen og skyene speiler seg av!Herlig, når solen om Aftenen daler,Flammer som ild over Havspeilets rund;Yndigt, når månen om høstnatten malerSitrende søyle på mørkeblå grunn!

Havet er skjønt, når det skvulpende strømmerSakte mot stranden i sommernattsstund!Tanken i Södybet dukker og drømmerOm, hva der bor på dets mystiske bunn.326Bølger seg smidig i bølgefavn slynger,Havfruer ser opp av kjølige seng,Vinker fra dypet, imens de syngerTryllende toner til guldsnoet streng.

Havet er fryktelig hist, hvor det bruserTungt imot Nordpolens natlige kyst!Svømmende isfjell panseret knuser,Brakende høyt imot klippenes bryst.Nordlysets Gravlampe skinner henoverLigsvöb av urgamle, slumrende land;Havet ei bundet av dødslenker sover,Kraftig det bryter sin Bölge mot Strand.

Havet er stolt, når det egges til Harme,Stormene slår på dets buklede skjold!Fnysende hever det svulmende ArmeHøyt imot Skyborges truende vold!Tenner enn Lynilden Ege på jorden,Splitter selv Bjergenes malmfaste slott,Havet dog ler kun av Lynild og torden,Samler seg krefter i Kamplegen blot.

Havet er herlig, og herlige sønnerStedse det fostret i kraftfulle favn;Hvergang dets røst under stormene drønner,Vokser kun motet hos Viking i Stavn.Kjempehval leger på skummende fjell,Skyder sin stråle mot Himmelens sky;Sökongen rider sin Drage med Vælde,Sjungende flyver om land hans ry.

Ruller ei Nordsöen enn sine VoverTrindt omkring Norriges fjeldbygte kyst,Blågrønne, hvælvede gravhøye overHelte, som segnet i kampen med Lyst?Suser ei bølgen om Jarlernes GlavindEnn over dypet i Hjörunga–Vik?Tordner ei havet om fiendenes AvindHøyt over Svolder og Tryggvessöns Lig?

Vugges jeg, hav, på ditt frådende dekke,Stiger de kjemper av sivdekket grav,Fridtjov og Halv på den susende snekke,Sverde som Lynild og åsyn som hav;Kveldsol er blod på de klövede skjold;Stormen er krigsrop fra gyngende Val;Månen er Nornen, som fører de bolde,Bleknende kjemper til Valhallas Sal.327Hisset jeg skuer de svømmende BorgeGynge på bølgen med dødsvangre last;Vimpelen flagrer, og Løven fra NorgeLuer i blod fra bevingede mast.Lyn er dens blikk, og den stemme er torden,Dødsbudet rider på flammende sky;Tordenskjolds Torsvogn omdrønner vårt Norden,Havflaten bever, og fiendene fly.

Svanvinget Søfugl ei mindre meg fryder,Båten, som slynges i brenningens foss;Mot står ved roret og dristig byrMektige krefter i dødskampen trass.Havet strør liljer om båten og kranserNordmanna-ferd over Ginnungagap,Mens den flygende snekke hendanser,Løper på bølgen med stormen om kapp.

Brus da om Norge ditt stormende kvede,Herlige Nordhav, du Kraftens Idol!Syng oss et Bjarkemaal, hvergang vi treSlagdans på bølgende tiljer om pol!Seierens funklende Solglans om pannen,Fri stå hver nordmann i løfting og Stavn,Fri som ditt Megingjards-belte om strandenVugger oss Hæder og rikdom i havn!

S. O. Wolff.