Den norske Vinter.
Min norske Vinter er saa vakker:De hvide, snebedækte BakkerOg grønne Gran med pudret HaarOg trofast Is paa dybe VandeOg Engledragt paa nøgne StrandeJeg bytter neppe mod en Vaar.
Nu Dalens muntre Sønner glidePaa Skier ned fra Fjeldets SideSaa rask, som Pil i Luften fløi;Nu let paa Skøiter de sig svinger,Nu Kanefartens Bjelder klinger,Og Øret dirrer af den Støi.
Fra Fjeldets Gruber Malmen kjøres,Og Mastetræ til Stranden føres,Og Kulden selv gi’r Farten Liv,Og Sne paa Fjelde Veien banerFor norske Bondes Karavaner;Flid er min Landsmands Tidsfordriv.
Men vi, som Tid med Spøg fordriverOg Vennelag med Sang opliverI varme Sal ved breden Bord,325Vi drak, om ei vi kunde andet,Skaal for den förste Stand i Landet,Som plöier Hav og dyrker Jord.
Held følge den, som Malmen bryder,Hvor Jordens haarde Barm frembyderForborgen Skat til flittig Haand!At trodse Död og Storm og Kulde,At være fri, men Kongen hulde:Det er den norske Bondes Aand.
Han skaber ikke PorcellinerOg ei bereder hede Viner;Men for hans Sved vi kjöber dem;Han bygger vore Huse tætte,Og Vildt, som vi med Smag anrette,Han bringer os fra Skoven frem.
Fred hvile over Kuldens Bolig!Der sidder raske Nordmand rolig,Beskjærmet mod hver Uvens Vold;Og den, som turde Freden bryde,For sildig skal den Kamp fortryde;Vi förer Frihed i vort Skjold.
Om Alting fryser her i Norge,For Venskabs Varme tör jeg borge;Thi der er Ild i Nordmands Bryst.Kom, Brödre! kom, men uden Kulde,Hverandre indtil Döden hulde,Syng Venskabs Skaal med mandig Röst!
J. N. Brun.
Den norske vinter.
Min norske vinter er så vakker:De hvite, snøbedekte bakkerOg grønne Gran med pudret HaarOg trofast is på dype VandeOg Engledragt på nakne StrandeJeg bytter neppe mot en vår.
Nå Dalens muntre sønner glidePå skier ned fra fjellets sideSå rask, som pil i luften fløy;Nå lett på skøyter de seg svinger,Nå Kanefartens bjeller klinger,Og Øret dirrer av den Støi.
Fra Fjeldets gruver malmen kjøres,Og Mastetræ til stranden føres,Og Kulden selv gi’r farten Liv,Og Sne på fjell veien banerFor norske Bondes karavaner;Flid er min landsmanns tidsfordriv.
Men vi, som tid med spøk fordriverOg Vennelag med sang oppliverI varme Sal ved breden bord,325Vi drakk, om ei vi kunne annet,Skål for den første stand i landet,Som pløyer hav og dyrker jord.
Held følge den, som malmen bryter,Hvor Jordens harde Barm frembyrForborgen skatt til flittig hånd!At trodse død og Storm og kulde,Å være fri, men Kongen hulde:Det er den norske Bondes ånd.
Han skaper ikke PorcellinerOg ei bereder hete viner;Men for hans sved vi kjøper dem;Han bygger våre hus tette,Og Vildt, som vi med smak anrette,Han bringer oss fra skogen frem.
Fred hvile over Kuldens bolig!Der sitter raske nordmann rolig,Beskjærmet mot hver Uvens vold;Og den, som turde freden bryte,For sildig skal den kamp fortryde;Vi fører frihet i vårt skjold.
Om Alting fryser her i Norge,For Venskabs varme tør jeg borge;Thi der er ild i Nordmands bryst.Kom, brødre! kom, men uten kulde,Hverandre inntil døden hulde,Syng Venskabs skål med mandig røst!
J. N. Brun.