327

(Text til Tidemands Maleri).

Scenen er det indre af Hiterdalskirken. I det udskaarne Kapitæl paa den store Træsøile, i Levningerne af Buen med dens Snitverk og Søiler ved Indgangen til Koret gjenkjender man den samme Stil som i Snitverket, der omgiver Kirkens Hoveddør. Man aner, at Buerne engang med sine Slangebugter og Dyrehoveder frit har fortsat sig op i Tagets Hvælv, og at den hele Kirke har dannet en rummelig Hal. Men ved moderniserende Reparationer er den bleven belemret med et trykkende Kassetteloft og krybbe- eller baaslignende Pulpiturer, hvis sprukne Felter eller Speil viser sig prydede med flere hundrede Aar gamle Malerier af Apostler, Profeter og andre bibelske Personer i sølvspændte Sko, Pibekraver, Bukkelparykker, Pufærmer og korte Inexpressibiles, der 328stramt omgiver deres stive tynde Faareben. Paa det mest iøinefaldende af disse Felter ser man skinbarligen afbildet den barmhjertige Samaritan med en rød Fjær i Hatten. Som Oljekrukke præsenterer han en almindelig Brændevinsflaske, og bag ham paraderer hans Asen, der ikke er meget forskjellig fra en Træ- eller Ostehest.

I Kirken er der Katekisation. I Forgrunden til venstre under den ovennævnte maleriske Fremstilling af den barmhjertige Samaritan ser man en liden Gruppe, der er mere beskjæftiget med sig selv indbyrdes end med, hvad der fængsler de øvriges Opmerksomhed; kun Manden, en prægtig Figur i Telebondedragt, der frit læner sig til Stolestadet, laaner Skolemesteren og Katekisationen en Smule Opmerksomhed. Ved hans Fødder paa Kirkegulvet sidder hans Kone ved Siden af den halvaabnede Nistetine og søger at stagge sin lille. Veslegutten, der sidder ved Siden af hende, rækker en Kringle, han har faaet for at være snil og rolig i Kirken, op til den ældre Søster, der er saa stor, at hun staar paa Gulvet. Ved den blændende Lysstrøm, der udgyder sig over hendes ungdommelige Figur, fremhæves det livsalige Ansigt og den mildeste Mine, hvormed hun ser ned paa den lille Dreng.

Med en Holdning som en Konges og en sand og overlegen Skolemester-Mine kneiser Skoleholderen blandt Ungdommen paa Kirkegulvet. Den, han nu katekiserer, kan ikke meget. Det er en af disse lange Rækler, der er voxet Forstanden ligesaameget over Hovedet, som han er voxet fra Skindtrøien, der giver sig op fra Broken og kryber op over Haandledet fra de svære Næver. Han ved neppe at svare ja og nei i rette Tid; siger han mere, bliver det Galmandssnak og passer som „Øxeskaft!“ til „God Dag, Mand!“ De øvrige ser og lytter til med opmerksomme, skadefro eller medlidende Miner. Men ved hans Side staar der en liden en med guldgule krøllede Haar og spillende Øine; han ved Besked, han klemmer Hatten mellem Hænderne, hans Blik hænger ved Skolemesterens Mund, han staar som paa Naale og venter blot paa et: „Sig det du!“ eller paa et opfordrende Nik for at lade det strømme ud, og til Overflod puffer Moderen, der sidder bagenfor og endnu kan 329sin Børnelærdom paa Fingrene, ham frem. I Stolen ved Siden af hende sidder Faderen til den lange Gut, Skolemesteren overhører, og vender sig skamfuld over Sønnens Uvidenhed halv fra ham. Et Par andre af Bygdens værdige Mænd, formodentlig af Formandskabet eller Prestens Medhjelpere, ryster alvorlig paa Hovedet over Tossens bagvendte Svar.

„Hvilken var det udi Ægypten,“ spurgte nemlig Skolemesteren, „der erfarede, at Herodes var død?“ Gutten maabede og hang med Hovedet, saa den hvide Haarlug kom ham ned i Øinene. „Kan du da sige mig, hvad betyder det Ord: erfare?“ spurgte Skolemesteren videre. „Nu maa du svare mig! At erfare er at — —“ føiede han opmuntrende til. „— At gjøre intet af noget og en ubekvem Materie,“ svarede Tossen. „Hvad var det, du sagde? det var overmaadelig urigtigt!“ udbrød Skolemesteren. „Det er en Skabelse; thi at skabe er at gjøre noget af intet eller af en ubekvem Materie. Kan du ikke opfatte, at det er ganske det modsatte? At erfare er det samme som at erfare en Ting eller faa noget at vide. Men hvilken var det nu i Ægypten, som erfarede, at Herodes var død? Sig det du da!“ henvendte han sig til den lille med de gule Lokker.

„Det var Maria og Josef,“ svarede han hurtig og lidt syngende. „— og Josef, — det var rigtigt! Kan du nu faa det ud af dig, du!“ — „Af sine tolv Sønner elskede Faderen Josef mest og gav ham en broget Kjortel ligesom for at udmerke ham,“ svarede den taabelige stammende og stottende med dyb Røst. „Du forstaar sandelig ikke noget efter Forstaaelsen!“ udbrød Skolemesteren; „den, som du snakker om, var da altsaa det den samme Josef?“ — „Ja,“ svarede Gutten, „og Kjøbmændene solgte ham i Ægypten til Potipar, Øverst paa Kongens Livvagt.“

Dette syntes Skolemesteren gik for vidt, og han sagde med Indignation: „Du er jo fuldkommen udenfor Tænkekraften og blander den hele Skrift eller Bibelhistorie sammen i en Røre, om jeg saa maa sige! — Hvorfor var det ikke muligt, at dette kunde være den samme Josef?“ henvendte han sig med et opfordrende Nik til den lille guldlokkede. „Nei, for han levede lang Tid før Kristi Fødsel.“

330„Rigtigt! Ja naturligvis, han levede i Begyndelsen af det gamle Testamente, — det vil sige i første Mosebog. Men siden vi nu taler om Moses, — hvad var det, Moses gjorde paa Sinai Bjerg?“ — „Han — han gjorde — han gjorde —“ stammede Gutten i Skindtrøien. — „Hvad gjorde han? Nu! han gjorde — — tvende — —“ „Tvende Guldkalve i Dan og Bethel paa Landets nordlige og sydlige Grænd —“ plumpede Taaben ud med. „Du er den største Daarekiste blandt hele Ungdommen,“ sagde Skolemesteren meget ophøiet, idet hans Mund fortrak sig til et halvt medlidende og helt foragteligt Grin. „Det var jo en af Kongerne i Israels Rige, som gjorde dette. Fortæl du om den Begivenhed paa Sinai Bjerg!“

„Moses skrev de ti Bud paa tvende Stentavler, tre Bud paa den første og syv Bud paa den anden.“ — „Hvorledes gik det med Moses, da han kom ned af Bjerget? Hvad saa han, at Folket havde tvunget Aron til at gjøre?“ spurgte Skolemesteren videre den lille. — „Folket havde tvunget Aron til at støbe en Guldkalv, og de holdt en Fest til Guldkalvens Ære,“ svarede denne.

„Tvende Guldkalve i Dan og Be —“ faldt Taaben uanmodet ind, men bragtes til Taushed ved et vredt: „Hold din Mund, naar jeg ikke katekiserer til dig! Hvordan gik det med Tavlerne?“

„Han slap dem ne, saa dei rauk sund,“ svarede den lille saa ivrig, at han med en Gang faldt ud af det stive, generende Bogsprog. „Rigtigt! de rauk istykker; og hvad staar der, at han slap dem i? nu? han slap dem i sin — i sin Harme — i sin Harme over det, som Folket havde gjort, medens han var paa Bjerget — eller Folkets Ugudelighed. Meget rigtigt! Og hvad gjorde han med den begangne Brøde?“ — „Moses straffede strengt den begangne Brøde og gik atter op paa Bjerget for at indgrave de ti Bud paa tvende andre Tavler,“ svarede den lille flinke Gut. — „Tvende nye Stentavler. Fuldkommen rigtigt! Men hvad opbevaredes Lovens Tavler i?“ — „I en Kiste, som kaldtes Arken.“ — „Ja; kan du sige mig, om der var noget mere i samme Ark?“

331„Noah — og — hans tren — de Søn — ner og — alle de — Dyr — som — —“ faldt atter den lange Gut uanmodet ind.

„Som ikke kunde leve i Vandet — var det ikke saa?“ afbrød Skolemesteren ham ironisk. „Du burde med Rigtighed selv været en af de Dyr, som lever i Vandet; thi du er dum som en Fisk. — Hvad var der mere i Arken?“ — „Arons Prestestav og en Krukke med Manna.“ — „Meget godt! Saaledes var det! Det var Manna, som faldt ned fra Himmelen i Ørken tilligemed tætte Sværme af Vagtler, som tjente dem til Føde, hvilket var et Mirakel.“

P. Chr. Asbjørnsen.

327

(Tekst til Tidemands maleri).

Scenen er det indre av Hiterdalskirken. I det utskårne kapitel på den store tresøyle, i levningene av buen med dens snittverk og søyler ved inngangen til koret gjenkjenner man den samme stil som i snittverket, der omgiver Kirkens hoveddør. Man aner, at buene engang med sine Slangebugter og dyrehoder fritt har fortsatt seg opp i takets hvelv, og at den hele Kirke har dannet en rummelig Hal. Men ved moderniserende reparasjoner er den blitt belemret med et trykkende Kassetteloft og krybbe- eller båslignende Pulpiturer, hvis sprukne felter eller speil viser seg prydede med flere hundre år gamle malerier av apostler, profeter og andre bibelske personer i sølvspente sko, pipekraver, Bukkelparykker, puffermer og korte Inexpressibiles, der 328stramt omgiver deres stive tynne fåreben. På det mest iøynefallende av disse felter ser man skinbarligen avbildet den barmhjertige samaritan med en rød fjær i hatten. Som Oljekrukke presenterer han en alminnelig brennevinsflaske, og bak ham paraderer hans Asen, der ikke er meget forskjellig fra en Træ- eller Ostehest.

I kirken er der katekisasjon. I forgrunnen til venstre under den ovennevnte maleriske fremstilling av den barmhjertige samaritan ser man en liten gruppe, der er mer beskjeftiget med seg selv innbyrdes enn med, hva der fengsler de øvriges oppmerksomhet; kun mannen, en prektig Figur i Telebondedragt, der fritt lener seg til Stolestadet, låner Skolemesteren og katekisasjonen en smule oppmerksomhet. Ved hans føtter på kirkegulvet sitter hans kone ved siden av den halvåpnede Nistetine og søker å stagge sin lille. Veslegutten, der sitter ved siden av henne, rekker en kringle, han har fått for å være snill og rolig i kirken, opp til den eldre søster, der er så stor, at hun står på gulvet. Ved den blendende lysstrøm, der udgyder seg over hennes ungdommelige Figur, fremheves det livsalige ansikt og den mildeste mine, hvormed hun ser ned på den lille dreng.

Med en holdning som en Konges og en sann og overlegen skolemester-mine kneiser skoleholderen blant ungdommen på kirkegulvet. Den, han nå katekiserer, kan ikke meget. Det er en av disse lange rekler, der er vokset forstanden ligesaameget over hodet, som han er vokset fra skinntrøyen, der gir seg opp fra broken og kryper opp over håndleddet fra de svære never. Han ved neppe å svare ja og nei i rette tid; sier han mer, blir det Galmandssnak og passer som „økseskaft!“ til „god dag, mann!“ De øvrige ser og lytter til med oppmerksomme, skadefro eller medlidende miner. Men ved hans side står der en liten en med gullgule krøllede Haar og spillende øyne; han vet Besked, han klemmer hatten mellom hendene, hans blikk henger ved Skolemesterens munn, han står som på nåler og venter blot på et: „Sig det du!“ eller på et oppfordrende nikk for å la det strømme ut, og til overflod puffer moren, der sitter bakenfor og ennå kan 329sin barnelærdom på fingrene, ham frem. I stolen ved siden av henne sitter Faderen til den lange Gut, Skolemesteren overhører, og vender seg skamfull over Sønnens uvitenhet halv fra ham. Et par andre av Bygdens verdige menn, formodentlig av formannskapet eller Prestens medhjelpere, ryster alvorlig på hodet over Tossens bakvendte svar.

„Hvilken var det uti Ægypten,“ spurte nemlig Skolemesteren, „der erfarede, at Herodes var død?“ Gutten maabede og hang med hodet, så den hvite hårlugg kom ham ned i øynene. „Kan du da si meg, hva betyr det ord: erfare?“ spurte Skolemesteren videre. „Nå må du svare meg! Å erfare er at — —“ føyet han oppmuntrende til. „— Å gjøre intet av noe og en ubekvem materie,“ svarte Tossen. „Hva var det, du sa? det var overmaadelig uriktig!“ utbrøt Skolemesteren. „Det er en skapelse; thi å skape er å gjøre noe av intet eller av en ubekvem materie. Kan du ikke oppfatte, at det er ganske det motsatte? Å erfare er det samme som å erfare en ting eller få noe å vite. Men hvilken var det nå i Ægypten, som erfarede, at Herodes var død? Sig det du da!“ henvendte han seg til den lille med de gule lokker.

„Det var Maria og Josef,“ svarte han hurtig og litt syngende. „— og Josef, — det var riktig! Kan du nå få det ut av deg, du!“ — „Av sine tolv sønner elskede Faderen Josef mest og ga ham en broket kjortel likesom for å utmerke ham,“ svarte den tåpelige stammende og stottende med dyp røst. „Du forstår sannelig ikke noe etter forståelsen!“ utbrøt Skolemesteren; „den, som du snakker om, var da altså det den samme Josef?“ — „Ja,“ svarte gutten, „og kjøpmennene solgte ham i Ægypten til Potipar, Øverst på Kongens livvakt.“

Dette syntes Skolemesteren gikk for vidt, og han sa med indignasjon: „Du er jo fullkommen utenfor tenkekraften og blander den hele skrift eller bibelhistorie sammen i en røre, om jeg så må si! — Hvorfor var det ikke mulig, at dette kunne være den samme Josef?“ henvendte han seg med et oppfordrende nikk til den lille guldlokkede. „Nei, for han levde lang tid før Kristi Fødsel.“

330„Riktig! Ja naturligvis, han levde i begynnelsen av det gamle testamente, — det vil si i første mosebok. Men siden vi nå taler om Moses, — hva var det, Moses gjorde på Sinai Bjerg?“ — „Han — han gjorde — han gjorde —“ stammede gutten i skinntrøyen. — „Hva gjorde han? Nå! han gjorde — — tvende — —“ „Tvende gullkalver i Dan og Bethel på Landets nordlige og sydlige grend —“ plumpet tåpen ut med. „Du er den største dårekiste blant hele ungdommen,“ sa Skolemesteren meget opphøyd, idet hans munn fortrakk seg til et halvt medlidende og helt foraktelig grin. „Det var jo en av kongene i Israels Rige, som gjorde dette. Fortell du om den begivenhet på Sinai Bjerg!“

„Moses skrev de ti bud på tvende steintavler, tre bud på den første og syv bud på den annen.“ — „Hvorledes gikk det med Moses, da han kom ned av Bjerget? Hva så han, at folket hadde tvunget Aron til å gjøre?“ spurte Skolemesteren videre den lille. — „Folket hadde tvunget Aron til å støpe en gullkalv, og de holdt en fest til gullkalvens ære,“ svarede denne.

„Tvende gullkalver i Dan og Be —“ falt tåpen uanmodet inn, men bragtes til taushet ved et vredt: „Hold din munn, når jeg ikke katekiserer til deg! Hvordan gikk det med tavlene?“

„Han slapp dem ne, så dei rauk sund,“ svarte den lille så ivrig, at han med en gang falt ut av det stive, generende bokspråk. „Riktig! de rauk i stykker; og hva står der, at han slapp dem i? nå? han slapp dem i sin — i sin Harme — i sin Harme over det, som folket hadde gjort, mens han var på Bjerget — eller Folkets ugudelighet. Meget riktig! Og hva gjorde han med den begåtte Brøde?“ — „Moses straffede strengt den begåtte Brøde og gikk atter opp på Bjerget for at indgrave de ti bud på tvende andre tavler,“ svarte den lille flinke Gut. — „Tvende nye steintavler. Fullkommen riktig! Men hva opbevaredes Lovens tavler i?“ — „I en kiste, som kaltes arken.“ — „Ja; kan du si meg, om der var noe mer i samme ark?“

331„Noah — og — hans tren — de sønn — ner og — alle de — dyr — som — —“ falt atter den lange Gut uanmodet inn.

„Som ikke kunne leve i vannet — var det ikke så?“ avbrøt Skolemesteren ham ironisk. „Du burde med riktighet selv vært en av de dyr, som lever i vannet; thi du er dum som en fisk. — Hva var der mer i arken?“ — „Arons Prestestav og en krukke med Manna.“ — „Meget godt! Således var det! Det var Manna, som falt ned fra himmelen i ørken tillikemed tette Sværme av vaktler, som tjente dem til føde, hvilket var et mirakel.“

P. Chr. Asbjørnsen.