Læreplanatlas
Tredie DelVI. NATURSKILDRINGER OG LIVSBILLEDER.

En Katekisation.

Asbjørnsen

327

(Text til Tidemands Maleri).

Scenen er det indre af Hiterdalskirken. I det udskaarne Kapitæl paa den store Træsøile, i Levningerne af Buen med dens Snitverk og Søiler ved Indgangen til Koret gjenkjender man den samme Stil som i Snitverket, der omgiver Kirkens Hoveddør. Man aner, at Buerne engang med sine Slangebugter og Dyrehoveder frit har fortsat sig op i Tagets Hvælv, og at den hele Kirke har dannet en rummelig Hal. Men ved moderniserende Reparationer er den bleven belemret med et trykkende Kassetteloft og krybbe- eller baaslignende Pulpiturer, hvis sprukne Felter eller Speil viser sig prydede med flere hundrede Aar gamle Malerier af Apostler, Profeter og andre bibelske Personer i sølvspændte Sko, Pibekraver, Bukkelparykker, Pufærmer og korte Inexpressibiles, der 328stramt omgiver deres stive tynde Faareben. Paa det mest iøinefaldende af disse Felter ser man skinbarligen afbildet den barmhjertige Samaritan med en rød Fjær i Hatten. Som Oljekrukke præsenterer han en almindelig Brændevinsflaske, og bag ham paraderer hans Asen, der ikke er meget forskjellig fra en Træ- eller Ostehest.

I Kirken er der Katekisation. I Forgrunden til venstre under den ovennævnte maleriske Fremstilling af den barmhjertige Samaritan ser man en liden Gruppe, der er mere beskjæftiget med sig selv indbyrdes end med, hvad der fængsler de øvriges Opmerksomhed; kun Manden, en prægtig Figur i Telebondedragt, der frit læner sig til Stolestadet, laaner Skolemesteren og Katekisationen en Smule Opmerksomhed. Ved hans Fødder paa Kirkegulvet sidder hans Kone ved Siden af den halvaabnede Nistetine og søger at stagge sin lille. Veslegutten, der sidder ved Siden af hende, rækker en Kringle, han har faaet for at være snil og rolig i Kirken, op til den ældre Søster, der er saa stor, at hun staar paa Gulvet. Ved den blændende Lysstrøm, der udgyder sig over hendes ungdommelige Figur, fremhæves det livsalige Ansigt og den mildeste Mine, hvormed hun ser ned paa den lille Dreng.

Med en Holdning som en Konges og en sand og overlegen Skolemester-Mine kneiser Skoleholderen blandt Ungdommen paa Kirkegulvet. Den, han nu katekiserer, kan ikke meget. Det er en af disse lange Rækler, der er voxet Forstanden ligesaameget over Hovedet, som han er voxet fra Skindtrøien, der giver sig op fra Broken og kryber op over Haandledet fra de svære Næver. Han ved neppe at svare ja og nei i rette Tid; siger han mere, bliver det Galmandssnak og passer som „Øxeskaft!“ til „God Dag, Mand!“ De øvrige ser og lytter til med opmerksomme, skadefro eller medlidende Miner. Men ved hans Side staar der en liden en med guldgule krøllede Haar og spillende Øine; han ved Besked, han klemmer Hatten mellem Hænderne, hans Blik hænger ved Skolemesterens Mund, han staar som paa Naale og venter blot paa et: „Sig det du!“ eller paa et opfordrende Nik for at lade det strømme ud, og til Overflod puffer Moderen, der sidder bagenfor og endnu kan 329sin Børnelærdom paa Fingrene, ham frem. I Stolen ved Siden af hende sidder Faderen til den lange Gut, Skolemesteren overhører, og vender sig skamfuld over Sønnens Uvidenhed halv fra ham. Et Par andre af Bygdens værdige Mænd, formodentlig af Formandskabet eller Prestens Medhjelpere, ryster alvorlig paa Hovedet over Tossens bagvendte Svar.

„Hvilken var det udi Ægypten,“ spurgte nemlig Skolemesteren, „der erfarede, at Herodes var død?“ Gutten maabede og hang med Hovedet, saa den hvide Haarlug kom ham ned i Øinene. „Kan du da sige mig, hvad betyder det Ord: erfare?“ spurgte Skolemesteren videre. „Nu maa du svare mig! At erfare er at — —“ føiede han opmuntrende til. „— At gjøre intet af noget og en ubekvem Materie,“ svarede Tossen. „Hvad var det, du sagde? det var overmaadelig urigtigt!“ udbrød Skolemesteren. „Det er en Skabelse; thi at skabe er at gjøre noget af intet eller af en ubekvem Materie. Kan du ikke opfatte, at det er ganske det modsatte? At erfare er det samme som at erfare en Ting eller faa noget at vide. Men hvilken var det nu i Ægypten, som erfarede, at Herodes var død? Sig det du da!“ henvendte han sig til den lille med de gule Lokker.

„Det var Maria og Josef,“ svarede han hurtig og lidt syngende. „— og Josef, — det var rigtigt! Kan du nu faa det ud af dig, du!“ — „Af sine tolv Sønner elskede Faderen Josef mest og gav ham en broget Kjortel ligesom for at udmerke ham,“ svarede den taabelige stammende og stottende med dyb Røst. „Du forstaar sandelig ikke noget efter Forstaaelsen!“ udbrød Skolemesteren; „den, som du snakker om, var da altsaa det den samme Josef?“ — „Ja,“ svarede Gutten, „og Kjøbmændene solgte ham i Ægypten til Potipar, Øverst paa Kongens Livvagt.“

Dette syntes Skolemesteren gik for vidt, og han sagde med Indignation: „Du er jo fuldkommen udenfor Tænkekraften og blander den hele Skrift eller Bibelhistorie sammen i en Røre, om jeg saa maa sige! — Hvorfor var det ikke muligt, at dette kunde være den samme Josef?“ henvendte han sig med et opfordrende Nik til den lille guldlokkede. „Nei, for han levede lang Tid før Kristi Fødsel.“

330„Rigtigt! Ja naturligvis, han levede i Begyndelsen af det gamle Testamente, — det vil sige i første Mosebog. Men siden vi nu taler om Moses, — hvad var det, Moses gjorde paa Sinai Bjerg?“ — „Han — han gjorde — han gjorde —“ stammede Gutten i Skindtrøien. — „Hvad gjorde han? Nu! han gjorde — — tvende — —“ „Tvende Guldkalve i Dan og Bethel paa Landets nordlige og sydlige Grænd —“ plumpede Taaben ud med. „Du er den største Daarekiste blandt hele Ungdommen,“ sagde Skolemesteren meget ophøiet, idet hans Mund fortrak sig til et halvt medlidende og helt foragteligt Grin. „Det var jo en af Kongerne i Israels Rige, som gjorde dette. Fortæl du om den Begivenhed paa Sinai Bjerg!“

„Moses skrev de ti Bud paa tvende Stentavler, tre Bud paa den første og syv Bud paa den anden.“ — „Hvorledes gik det med Moses, da han kom ned af Bjerget? Hvad saa han, at Folket havde tvunget Aron til at gjøre?“ spurgte Skolemesteren videre den lille. — „Folket havde tvunget Aron til at støbe en Guldkalv, og de holdt en Fest til Guldkalvens Ære,“ svarede denne.

„Tvende Guldkalve i Dan og Be —“ faldt Taaben uanmodet ind, men bragtes til Taushed ved et vredt: „Hold din Mund, naar jeg ikke katekiserer til dig! Hvordan gik det med Tavlerne?“

„Han slap dem ne, saa dei rauk sund,“ svarede den lille saa ivrig, at han med en Gang faldt ud af det stive, generende Bogsprog. „Rigtigt! de rauk istykker; og hvad staar der, at han slap dem i? nu? han slap dem i sin — i sin Harme — i sin Harme over det, som Folket havde gjort, medens han var paa Bjerget — eller Folkets Ugudelighed. Meget rigtigt! Og hvad gjorde han med den begangne Brøde?“ — „Moses straffede strengt den begangne Brøde og gik atter op paa Bjerget for at indgrave de ti Bud paa tvende andre Tavler,“ svarede den lille flinke Gut. — „Tvende nye Stentavler. Fuldkommen rigtigt! Men hvad opbevaredes Lovens Tavler i?“ — „I en Kiste, som kaldtes Arken.“ — „Ja; kan du sige mig, om der var noget mere i samme Ark?“

331„Noah — og — hans tren — de Søn — ner og — alle de — Dyr — som — —“ faldt atter den lange Gut uanmodet ind.

„Som ikke kunde leve i Vandet — var det ikke saa?“ afbrød Skolemesteren ham ironisk. „Du burde med Rigtighed selv været en af de Dyr, som lever i Vandet; thi du er dum som en Fisk. — Hvad var der mere i Arken?“ — „Arons Prestestav og en Krukke med Manna.“ — „Meget godt! Saaledes var det! Det var Manna, som faldt ned fra Himmelen i Ørken tilligemed tætte Sværme af Vagtler, som tjente dem til Føde, hvilket var et Mirakel.“

P. Chr. Asbjørnsen.