299

Det var Pinsedagsmorgen. Den klare Himmel med enkelte lette, hvide Skyer og det milde, sydlige Lufttræk lovede os idag en egte Sommerdag, uagtet det var i Begyndelsen af Juni, da Sommeren endnu ikke pleier at være naaet frem til Østerdalens Fjelddale. Allerede længe havde Kirkeklokkernes høitidelige Kimen forkyndt Dagens Betydning. Men i Huset var ogsaa Alting pudset og ryddet, Gulvene strøede med smaat Granbar, friskt, nyudsprunget Birkeløv sat over Kjøkkenskorstenen og i Rækkerne. Gjenterne gik alt i sine kridhvide Linærmer og grønne Helgedagsliv, og jeg selv havde forlængst faaet den blaa Søndagstrøie med Kugleknapperne paa og, hvad som mere var, nye Benklæder til Dagen. Den festlige Flødegrød, som altid udgjorde Frokosten paa de store Høitidsmorgener, var ogsaa nydt af hele Familien, og nu væntede vi blot paa, at Bedstefader skulde give Signalet, for allesammen at drage til Kirken. Kun Bedstemoder, Stakkel, som var svag af Alder og næsten blind, maatte blive hjemme; men saa havde man formaaet gamle Jomfru Wessel til at komme og holde hende med Selskab og læse Prækenen for hende. Jeg tykkes endnu, jeg ser hende, den gamle Kone, hvorledes hun, med den hvide stivede Hølløk-Strimmel om de rynkede Kinder, bestandig sad og ruggede frem og tilbage i sin Pindestol, dreiende den slidte Sølv-Snusdaase mellem de knoglede Fingre.

I Utaalmodigheden efter at komme afsted havde jeg og min Søster sat os ud paa Bakken. Hvilken Scene laa vel ikke der for os, medens vi stille sad i Græsset og lyttede til Kirkeklokkerne, hvis Klang, eftersom Lufttrækket gik, snart strømmede over til os i sterkeste Fylde, snart hendøde i en svag Enlyd, hvori man ei kunde skjelne de enkelte Slag. Tjernet dernede, som ellers ikke var bredere, end at det kunde stænges tversover med et eller to Fiskegarn, var idag blevet udvidet til en mægtig Indsø. Af Skjæftegræsset og de mange Vandplanter langs Bredderne var intet at se; den lave Dæmning eller Bro, som førte over til Engen paa hin Side, og hvorover Fodstien til Kirken gik, var ogsaa 300forsvunden; thi Vaarflommen havde gjort et eneste stort Vand af Tjernet og Glommen og den mellemliggende vide, løvbegroede Slette, hvoraf nu kun enkelte Banker saaes at hæve sig som Smaaøer i Søen.

Flommen, som ellers hver Vaar sætter en Del af Engene under Vand, var iaar kommen senere, end den pleiede, og ved den pludselige Optøen af Fjeldenes Snemasser var Elven stegen til en usedvanlig Høide. Det var underligt, men over al Beskrivelse skjønt tillige, at se Hængebirkene afspeile sine høie, lysgrønne Kroner i det stille Vand, medens Toppene af de mindre Buske syntes at svømme hist og her omkring, indtil de atter samlede sig i større Løvpartier, hvorfra Vandet kun i smaa Glimt skinnede frem. Og til Baggrund for denne store, grøntsmykkede Sø har vi mod Nordvest den mørke, skovklædte Faastens-Li med enkelte Gaarde og lyse Græsbakker ved Foden og mod Nordost Østby-Liens jevne, frugtbare Skraaning med sine „Garkruller“ eller landsbyagtige Klynger af Huse; men midt i Dalen mellem begge Lierne skyder en høi Brink sig frem, og der ligger den anselige røde Kirke, hvis Taarnkuppel stiger op over den dunkle Aasrand i det fjerne.

Men Klokkerne vedblev at kime og taug af og til i korte Pauser som for at trække Aande, hvorpaa de atter tonede med fornyet Kraft. Og allerede begyndte det at sortne af Folk derhenne paa Kirke-Eggen, og i Veien didop saa vi Menneskerne bevæge sig i en uafbrudt Strømning. Vi fandt det nu vor Pligt at springe ind og underrette Bedstefader om, at vi muligens ved at bie længer kunde komme for sent. Men de var allerede færdige til Opbrud derinde; Pigerne havde faaet sine sorte Trøier paa, og de mørke rødkantede Silketørklæder om Hovedet havde fuldendt Kirkepynten; og nu skulde blot min Moder efter gammel Regel samle og aflevere Nøglerne til Bedstemoder, som endnu indbildte sig, at hun selv styrede Huset.

Imidlertid skyndte jeg mig afsted iforveien ned til Kristofer, som allerede var ifærd med at øse Baadene; thi idag var der ingen anden Vei over til Kirken end tilbaads. Og denne Baadfart skulde gaa tvertover Engene, mellem de grønne Trær — hvilken Herlighed! Det var knapt jeg 301fik Tid til at stikke Baaden ud til Bedstefaders flydende Fiskekiste, for gjennem Laaget at kige et Øieblik ned paa de store, nys fangede Gjedder og Aborrer, som gik dernede, førend Gubbens kraftfulde Skikkelse viste sig ved Haveporten i Spidsen for Toget, hvilket forresten bestod af min Moder og Søster, Tjenestepigerne samt Manden og Konen i den anden Stue paa Gaarden tilligemed deres voxne Sønner. Men som Bagtrop fulgte i nogen Afstand to underlige Væsener, hvem jeg ikke kan undlade at beskrive lidt nøiere.

Den ene var „Gamle-Faster,“ et stakkels paa Forstanden indskrænket Lem af Familien, som havde faaet Livsbrød hos min Bedstefader, i hvis Hus hun havde beboet det saakaldte Fasterloft i henved tredive Aar. Hun havde to Temperamentssvagheder, som hun beholdt til sin Død, nemlig et overmaade pirreligt Gemyt, der brød ud i Raseri ved mindste Anledning — og saadanne Anledninger mangler sjelden, hvor Smaagutter findes, — og dernæst en forunderlig Lyst til at gifte sig, hvilken Passion uden Tvivl var Aarsag i, at hun anvendte en vidtdreven Omhu for sit Toilette ved alle Anledninger, hvor hun kunde gjøre Regning paa at blive bemerket af Personer af det andet Kjøn. Ikkedestomindre skulde man ingenlunde beskylde Faster for, at denne Omhu eller Forfængelighed, om man saa vil, forledede hende til Ødselhed; thi endnu bar hun de samme Klædningsstykker til Stads, som havde eller ialfald burde have rørt Ungkarlshjerterne i syttenhundrede og niti, ihvorvel hvert enkelt Plag, lig de gamle Borge, Walter Scott beskriver, ved Tilsætninger gjennem forskjellige Tidsaldre havde faaet et fra det oprindelige ganske forskjelligt Udseende. Men det var just Fasters store Kunst ved Forandringer og Udbedringer af det allerede tilværende og forældede at give det Nyhedens Interesse, og deri bandt hun sig aldeles ikke til nogen herskende Mode. Hendes Hovedbedækning var i den Henseende især merkelig og bestod af en liden snurrig Tingest af en Tøishat, hvis rige Besætning af Sløifer og Fjær tillod de mest forskjellige Kombinationer efter hendes egen vexlende eiendommelige Smag.

302Men Faster — saa hed hun over hele Bygden — havde ogsaa andre interessante Sider. Hun besad et uudtømmeligt Forraad af gamle Viser, Eventyr og Historier, som hun, naar hun var i godt Lune, ikke var prutten paa at give tilbedste, og i godt Lune fik vi hende altid ved at henkaste en Bemerkning om, at den og den syntes godt om hende, havde rost hendes Pynt o. s. v., selv om hun Øieblikket iforveien havde fundet sig foranlediget til at svinge Ildtangen mod os med Trusler om fortjent Bank. Hvor mangen Gang sad ikke vi Børn hos hende paa Loftet og hørte med lystblandet Gru paa Visen om Fru Signe, der som Gjenfærd besøgte sine af Stedmoderen mishandlede Børn, idet vi især blev grebne af Medynk og Bedrøvelse ved Strofen: „Vi hungrer, vi tørster, vi ligger paa Straa.“ Men saadanne Indtryk forjoges snart, naar hun istemte sine muntre Sange, saasom: „Nys fyldte skjøn Sigrid sit attende Aar,“ eller, hvad bedre var: „I rykande Ovær,“ eller den gamle Hedemarkens-Vise: „Kom ihau, haa je ha sagt dei.“ Allerprægtigst var det dog, naar vi kunde faa et af de lange Eventyr. Da glemte vi mangengang Lexer og Regnestykker, ja Mellemmaden med.

Nu var Faster over sexti Aar; men uagtet hun ikke endnu havde opgivet Haabet og altid paastod, at hun var ligesaa letvindt og rask som i sin Ungdom, var hun dog ganske daarlig tilfods og gik bestandig med smaa trippende Skridt. Og derfor var det, at hun idag dannede Bagtroppen sammen med en Person, som just heller ikke havde sin Force i Benene.

Denne Person hed Vesle-Knut eller, som det i Bygde-Dialektens Udtale lød, Velt-Knut, en pudserlig, neppe to Alen lang Nisse-Figur, som i mange Herrens Aar havde været etslags Tjener eller Viserdreng i Huset, hvor han nu allerede maatte betragtes som Inventarium. Hans Antræk bestod af graa Knæbuxer med røde Strømpebaand og Spændesko, graa Sidtrøie og blaa Toplue med rød Brem og Dusk. Det merkværdigste ved Personen var dog hans bittesmaa Ben, der i sin Stilling mod hinanden omtrent dannede et retvinklet Parallelogram og derfor ikke syntes indrettede til fremadgaaende Bevægelse. Men alligevel kom han dog 303altid frem paa disse Ben, om det end gik smaat, og naar man sendte Knut et Erende, kunde man altid med større Sikkerhed beregne, paa hvad Tid Budet vilde komme tilbage, end naar man skikkede andre, hvis Ben havde faaet en heldigere Konstruktion. Altid var han fornøiet og tilfreds i sin Stilling; men det mest fremtrædende Karaktertræk hos ham var den haardnakkede Iver, hvormed han aldrig undlod at staa paa sin Husbondes og Familiens bedste. Saadan var Velt-Knut, og saadan er han den Dag idag; thi endnu lever han som Arvegods i Familien. Hans Udvortes er ikke blevet synderlig forandret i de sidste tyve Aar; men naar man spørger ham om hans Alder, svarer han: „Aa, æi æ no øver dæ fjorde Tjuge“ (otti). Nøiere ved han det ikke.

Endelig var da ogsaa Efternølerne komne ned til Stranden, og det hele Kirkefølge blev derpaa fordelt i de to Baade. Medens vi endnu var ifærd med Indskibningen, saa vi henne i Tjønmo-Bakken ogsaa endel Kirkefolk, som kom Fodstien udover til Tjernet og skjød Baaden, der for Flommens Skyld var trukken høit op paa Land, ud i Vandet igjen. Det var gamle Arne, som med hele sit Hus naturligvis ogsaa paa denne Høitidsdag skulde drage til Kirken. Vi undredes, om Ragnhild var med; thi vi vidste, at hun allerede var flyttet til Sæters med Moderen.

Baadene stødte fra Land. I Bagstavnen af den forreste sad Bedstefader og førte Styraaren som Lods og Anfører; thi Gubben havde bedst Kjendskab til alle Grunde og Skjær i dette Farvand, som ingen havde befaret saa ofte som han. Mig var det blot en Gang før blevet forundt at gjøre denne Fart med, da det kun sjelden indtraf, at Vaarflommen var saa stor, at man fra Tjernet af tilbaads kunde komme lige ud i Elven.

Stille gled Baaden frem mellem Buske og Trær, og ofte slog Hængebirkenes Løv os i Ansigtet, idet vi, snart ved at ro, snart ved at stikke og skaate, tvang os Vei gjennem de mangesteds snevre Aabninger. Paa en opstikkende Græsbanke saaes en langbenet Klyvi at spadsere frem og tilbage, stundom vadende langt ud i Vandet, slet ikke bange for at blive vaad. Men hvor havde hun nu sine Eg? Det 304Sted mellem Tuerne ved Tjernbredden, hvor hun ivaar lagede sin Rede, maatte dog vel nu staa under Vand? Sligt lod dog ikke til at bekymre hende; lystig og vel tilmode nikkede hun med Hovedet, idet hun paa vante Vis uophørlig fortalte sit eget Navn*). Men Klyvi var dog ikke Eneherskerinde i disse Vande. I de videre solvarme Aabninger mellem Trærne svømmede Flokke af Vildænder, stolte Rødnakker med Fjære, som glinsede i Solen. Dem tyktes det nok godt at være derinde paa den nye Sø med den græsklædte Bund; thi snart stod de dukkende paa Hovedet, snart hævede de Kroppen høit op af Vandet og pladskede med Vingerne. Baadenes Nærmelse ænsede de ei videre, end at de, naar Afstanden blev altfor kort, seilede bag om en Busk. Men de vidste sagtens ogsaa, at ingen her paa det fredlyste Farvand gjorde dem Fortræd. Paa vor Vei traf vi ogsaa svømmende Væsener af en anden Art, idet vi ikke sjelden indhentede et og andet ulykkeligt Individ af Lemendslegten, som, da det saa ud til, at Landjorden tilsidst skulde blive ganske borte, i ængstelig Il søgte at naa den nærmeste opstikkende Tue, hvorfra det dog atter styrtede sig ud og fortsatte Farten, skrigende af Fortvivlelse og Arrighed, naar man stak efter det med Aaren.

Et af de vanskeligste Steder havde vi allerede lykkeligen passeret over. Det var nemlig Skigarden, som gik tversover Engene, og hvoraf nu kun Størenderne var synlige over Vandet. Men strax efter stødte alligevel vor bagerste Baad paa Grund, og det paa et Sted, hvor vi mindst væntede det. En opstaaende Birkekrag havde grebet fat lige ved Kjølen, og naar man stak Aaren mod Bunden for at komme af, dreiede Baaden sig blot rundt som en Kompasnaal paa sin Spidse. Faster skreg høit af Skræk og paastod gjentagende, at de ganske vist maatte omkomme allesammen. 305Dette blev dog ikke Tilfældet; thi ved at læsse en Del af Ladningen over i den anden Baad fik de snart Fartøiet flot igjen.

Under det herved foraarsagede Ophold saa vi Tjønmo-Baaden stikke frem af Buskene lige i vort Kjølvand. I Forstavnen sad, med Ryggen mod os, et Fruentimmer, hvis udsyede Hue tilkjendegav, at det var en Gjente, stirrende saa opmerksomt ned paa Vandet ved Siden af Baaden, som om hun søgte noget paa Bunden. Endelig vendte hun Hovedet mod os, og vi saa, at vi havde gjettet rigtig. Det var Ragnhild; men hun saa bleg og tankefuld ud, og kun med et svagt Smil besvarede hun vort „Glædelig Høitid.“ Hun havde vel kanske og faaet en ny Grund til Bekymring og Mistrøstighed; thi efter hvad vi havde hørt Nys om, skulde der for et Par Dage siden have været en velstaaende Enkemand fra Hematæ-Siden over i et Erende paa Tjønmoen, og man kunde nok skjønne, hvori Erendet bestod.

I Baaden var foruden Ragnhild, hendes Fader og Moder samt et Par af de yngste Søskende desuden en Tjenestedreng, som førte Aarerne.

Efterat der var vexlet nogle Ord med de sidst ankomne, satte Baadene sig atter i Bevægelse. Vi var alt komne forbi Sandvolls-Gaardene; hvor en Baad endda saaes at ligge fastbunden ved Stuetrappen, og nu begyndte en svag Strømning i Vandet at antyde, at vi nærmede os Elven. Her havde vi det farligste Sted. Elvebredden var nemlig for det meste noget høiere end det indenfor liggende Land og kunde blot passeres ved en Evje, hvor Strømmen udenfor i Flomtiden gik temmelig rivende.

Inden vi dog naaede dette Sted, fik vi foran os se endnu en Baad med Kirkefolk, der just var stødt paa et Skjær og arbeidede paa at komme løs igjen. Det var ogsaa en Del af vor Nabogrænds Ungdom, hvoriblandt et Par Gjenter. To Karle havde trukket af sig Sko og Strømper og stod i Vandet til Knærne, medens de søgte at trække Baaden over den Grunding, hvorpaa den var løben op; men en tredje, som havde kastet Trøien, stod i Bagstavnen og hjalp til med at skaate, idet han, stemmende Aaren med Kraft mod Bunden, ludede saaledes udover, at 306han næsten syntes at svæve uden Fodfæste. Da Ansigtet skjultes af det lange nedfaldende Haar, kjendte vi ham ikke strax. Men da vi kom nærmere og ved at tage lidt til høire gjennem et dybere Stræde uden Hinder gled forbi, standsede Karlene i Arbeidet, ærbødig lettende paa Luen for Bedstefader, idet de hilsede sit „Glædeli Høgti.“ Da saa vi, at han med Aaren ikke var nogen anden end vor Ven Bersvein. Men vi lagde Merke til, at da Tjønmo-Baaden kom efter og roede dem forbi, blev Ragnhild siddende som før med Blikket fæstet ned paa Vandet og hævede ikke Hovedet. Montro hun ikke havde seet ham?

De tre Baade — alle tæt efter hverandre — havde nu naaet den smale Evje, gjennem hvilken man maatte sætte ud i Elvestrømmen. Som Merke paa Stedet stod yderst paa Strømkanten op af Vandet en gammel Siljubuske, behængt med en hel Del Rusk og Tørkvist, som Strømmen havde ført med sig. Her var det just, det gjaldt at styre bent og derpaa stikke op i Strømmen i rette Tid og med tilbørlig Kraft for at faa Sving nok om Pynten.

Begge vore Baade kom heldigen ud og for allerede med Fart nedad den dybe mægtige Flod, som idag gik tyk og grumset. Men Tjønmo-Folket, som havde en uvant Rorskarl, satte for tvert ud af Evjen, Vandhvirvelen tog fat i Baaden, saa at den svingede rundt og stødte med Forstavnen mod den omtalte Siljubuske, hvorpaa den, krængende saa sterkt, at Vandet slog ind, atter tog Sving og uden at kantre gled ned ad Strømmen. Men Ragnhild, som sad høit i Spidsen af Forstavnen, var forsvunden; hun havde tabt Ligevegten ved det uventede Stød og var styrtet i Vandet. Der opstod et Forfærdelsesskrig fra alle Baadene, og øieblikkelig lod Bedstefader vende og ro med al Kraft mod Strømmen. Men denne var for sterk; vi blev uagtet Rorskarlenes yderste Anstrengelse omtrent staaende paa samme Plet, og imidlertid var Tjønmo-Baaden, hvor de i Forvirringen, idet den ene faldt over den anden, ei strax kom til at bruge Aarerne tilgavns, dreven et godt Stykke længer ned, inden den var istand til at vende. Dog saa vi strax til vor usigelige Glæde, at Pigen havde faaet Tag i en af de yderste Grene af Busken og saaledes holdt sig flydende paa Vandet.

307Bedstefader gav allerede Ordre til at dreie ind paa Elvebanken for paa den Maade enten roende eller vadende at kunne komme den stakkels Gjente til Hjelp. Men det er vel ei nogen farlig Sag at falde i Vandet, naar man, saaledes som her Ragnhild, har sin selvskrevne Redningsmand nær. Inden vi kom ind paa Grundene, saa vi Spidsen af en Baad stikke frem paa den nedre Side af Busken, en Aare raktes ud, som Ragnhild greb fat i, og nu sørgede Bersveins kraftige Arm for Resten.

Nu gjaldt det blot, om de vel kunde komme op omkring Træet igjen; thi paa Nedersiden var det altfor farligt at forsøge paa at sætte ud i Strømmen. Ved Karlenes forenede Bestræbelser lykkedes det dog omsider at faa Baaden stukken saa langt op, at den kunde klare Pynten, og snart var de Side om Side med os andre. Men forunderligt nok! paa Ragnhilds Ansigt spillede et Smil os imøde, muntrere end det der havde været seet paa lange Tider. Det lod ikke til, at hun ansaa det indtrufne for nogen Ulykke. Et trøstende Ord af Bersvein, i hvis Varetægt hun nu med den frelstes glade Bevidsthed fandt sig saa vel, havde vist allerede givet hende fuld Erstatning for Skrækken og den fordærvede Helgedagspynt. Og dertil kom vel ogsaa et svagt opspirende Haab, at denne Begivenhed vilde danne et Vendepunkt i hendes Skjebne. Det var nu ikke Umagen værdt at foretage nogen Ombytning af Plads for det lille Stykke af Veien, som var tilbage, og saaledes fik de to endnu nyde et Par korte Øieblikke ved hinandens Side.

Allerede saa vi i nogen Afstand Broen med dens rødmalede Rækverk og de otte Brokar, hvoraf nu kun lidet var tilsyne, da Vandet næsten gik op under Bjælkelaget. Nu stod den der temmelig ørkesløs og overflødig, mere lig en i Søen udløbende Landgangsbrygge end en Bro.

Hvor mange kjære Barndomsminder knyttede sig ikke til denne gamle Bro! Over den vandrede jeg saa mangen Gang ved Bedstefaders Side, og naar da Veiret var solblankt og stille, blev jeg altid tilbage en Stund for at se paa Fisken, som stod dernede ved de i Vandet synlige Karfundamenter af en endnu ældre Bro, den som faldt ned med Provsten Wessels Buskap. Disse Fiske var mine gamle 308bekjendte; jeg var altid vis paa at træffe dem der paa de samme Steder; thi endnu havde ikke Engelskmanden begyndt at fare deroppe i Dalen med sin lumske Flue. Men om Vaaren under Isløsningen, naar den voxende Elv gik strid, og Isflagene optaarnede sig foran de tætstaaende Brokar og truede at sprænge det skrøbelige Menneskeverk! Da blev der vel Liv paa Neby-Bro, naar Kirkeklokkerne ringede og kaldte hele Almuen til Hjelp, og alle mødte frem med Stænger, Hager, Isbiler og Øxer for tappert at gaa løs paa og beseire den mægtige Fiende. Men denne Bro, som paa det sidste blev meget affældig og rystende, er nu ikke mere til. Hvis jeg ikke feiler, blev den dog først nedreven forleden Vaar, efterat en ny og bedre konstrueret allerede i flere Aar havde staaet ved Siden og taget al Færdselen fra den.

Ved Bro-Enden fandt vi Landingspladsen saa optagen af Baade med ankomne Kirkefolk, at vi kun med Vanskelighed formaaede at trænge os imellem. Men næsten alt Folket var vandret opover til Kirken, og saaledes fik da den arme Ragnhild i sin vaade Habit uden at vække videre Opsigt smutte ind i Neby-Gaarden, i Haab om der at erholde tørt Ombytte.

Min Moder havde spurgt hende, hvad hun tænkte, og om hun ikke var i dødelig Angst, medens hun laa i Vandet, kun hængende ved den skrøbelige Kvist. „Aa nei,“ svarede Ragnhild, „æi va itte saa rædd hell, du. Æi tænkte bare paa, om dæ skull vaaraa stor Synd aa slæppe Take, før æi tøkte saa, æi hadd itnaa godt lell aa laavvaa etti ti Vær’n. Men saa hørt æi, han Bersvein ropte: „Hald dæi bare fast, Ragnhild,“ aa da laut æi freste mi ytteste Magt.“

Men Tjønmo-Gubben lod dog til at tage det indtrufne ganske rolig; idetmindste ytrede han ingen synlige Tegn til Bevægelse. Til Bersvein sagde han blot i en halv vranten Tone, medens denne var ifærd med at trække Baaden op: „Ja du fæ haa Tak før Omaken din da, Bersvein.“ Og dermed var der da intet videre at tale om den Sag.

N. R. Östgaard.

299

Det var Pinsedagsmorgen. Den klare himmel med enkelte lette, hvite skyer og det milde, sydlige lufttrekk lovede oss i dag en ekte sommerdag, uaktet det var i begynnelsen av juni, da sommeren ennå ikke pleier å være nået frem til Østerdalens Fjelddale. Allerede lenge hadde Kirkeklokkernes høytidelige kimen forkyndt Dagens betydning. Men i huset var også Alting pusset og ryddet, gulvene strødde med smått granbar, friskt, nyutsprunget Birkeløv satt over kjøkkenskorsteinen og i rekkene. Jentene gikk alt i sine kritthvite Linærmer og grønne Helgedagsliv, og jeg selv hadde forlengst fått den blå søndagstrøye med kuleknappene på og, hva som mer var, nye benklær til dagen. Den festlige fløtegrøt, som alltid utgjorde frokosten på de store høytidsmorgener, var også nytt av hele familien, og nå ventet vi blot på, at bestefar skulle gi signalet, for allesammen å dra til kirken. Kun bestemor, Stakkel, som var svak av alder og nesten blind, måtte bli hjemme; men så hadde man formådd gamle jomfru Wessel til å komme og holde henne med selskap og lese prekenen for henne. Jeg tykkes ennå, jeg ser henne, den gamle kone, hvorledes hun, med den hvite stivede Hølløk-strimmel om de rynkede kinner, bestandig satt og ruggede frem og tilbake i sin pinnestol, dreiende den slitte sølv-snusdåse mellom de knoglede fingre.

I utålmodigheten etter å komme av sted hadde jeg og min søster satt oss ut på bakken. Hvilken scene lå vel ikke der for oss, mens vi stille satt i gresset og lyttet til kirkeklokkene, hvis klang, ettersom Lufttrækket gikk, snart strømmet over til oss i sterkeste Fylde, snart hendøde i en svak Enlyd, hvori man ei kunne skjelne de enkelte slag. Tjernet dernede, som ellers ikke var bredere, enn at det kunne stenges tvers over med et eller to fiskegarn, var i dag blitt utvidet til en mektig innsjø. Av Skjæftegræsset og de mange vannplanter langs breddene var intet å se; den lave demning eller bro, som førte over til Engen på hin side, og hvorover Fodstien til kirken gikk, var også 300forsvunnen; thi vårflommen hadde gjort et eneste stort vann av tjernet og Glommen og den mellomliggende vide, løvbegroede Slette, hvorav nå kun enkelte banker saaes å heve seg som småøyer i sjøen.

Flommen, som ellers hver vår setter en del av engene under vann, var i år kommet senere, enn den pleide, og ved den plutselige Optøen av fjellenes Snemasser var elven stegen til en usedvanlig høyde. Det var underlig, men over all beskrivelse skjønt tillike, å se Hængebirkene avspeile sine høye, lysgrønne kroner i det stille vann, mens toppene av de mindre busker syntes å svømme hist og her omkring, inntil de atter samlet seg i større Løvpartier, hvorfra vannet kun i små glimt skinte frem. Og til bakgrunn for denne store, grøntsmykkede Sø har vi mot nordvest den mørke, skogkledde Faastens-li med enkelte Gaarde og lyse gressbakker ved foten og mot nordost Østby-Liens jevne, fruktbare skråning med sine „Garkruller“ eller landsbyagtige klynger av hus; men midt i dalen mellom begge Lierne skyder en høy Brink seg frem, og der ligger den anselige røde Kirke, hvis tårnkuppel stiger opp over den dunkle Aasrand i det fjerne.

Men Klokkerne vedble å kime og tidde av og til i korte pauser som for å trekke ånde, hvorpå de atter tonet med fornyet kraft. Og allerede begynte det at sortne av folk derhenne på Kirke-Eggen, og i veien didop så vi menneskene bevege seg i en uavbrutt strømning. Vi fant det nå vår plikt å springe inn og underrette bestefar om, at vi muligens ved å bie lenger kunne komme for sent. Men de var allerede ferdige til oppbrudd derinne; Pikene hadde fått sine sorte trøyer på, og de mørke rødkantede silketørklær om hodet hadde fullendt Kirkepynten; og nå skulle blot min mor etter gammel regel samle og avlevere nøklene til bestemor, som ennå innbilte seg, at hun selv styrte huset.

Imidlertid skyndte jeg meg av sted i forveien ned til Kristofer, som allerede var ifærd med å øse båtene; thi i dag var der ingen annen vei over til kirken enn tilbaads. Og denne Baadfart skulle gå tvertover engene, mellom de grønne trær — hvilken herlighet! Det var knapt jeg 301fikk tid til å stikke båten ut til Bedstefaders flytende Fiskekiste, for gjennom lokket å kikke et øyeblikk ned på de store, nys fangede gjedder og Aborrer, som gikk dernede, før Gubbens kraftfulle skikkelse viste seg ved Haveporten i Spidsen for toget, hvilket forresten bestod av min mor og søster, tjenestepikene samt mannen og konen i den annen stue på gården tillikemed deres voksne sønner. Men som baktropp fulgte i noen avstand to underlige vesener, hvem jeg ikke kan unnlate å beskrive litt nøyere.

Den ene var „Gamle-faster,“ et stakkels på forstanden innskrenket lem av familien, som hadde fått Livsbrød hos min bestefar, i hvis hus hun hadde bebodd det såkalte Fasterloft i henved tretti år. Hun hadde to temperamentssvakheter, som hun beholdt til sin død, nemlig et overmåte pirreligt gemytt, der brød ut i raseri ved minste anledning — og sådanne anledninger mangler sjelden, hvor smågutter finnes, — og dernest en forunderlig Lyst til å gifte seg, hvilken Passion uten tvil var årsak i, at hun anvendte en vidtdreven omhu for sitt Toilette ved alle anledninger, hvor hun kunne gjøre regning på å bli bemerket av personer av det andre Kjøn. Ikkedestomindre skulle man ingenlunde beskylde faster for, at denne omhu eller forfengelighet, om man så vil, forledet henne til ødselhet; thi ennå bar hun de samme Klædningsstykker til Stads, som hadde eller i alle fall burde ha rørt Ungkarlshjerterne i syttenhundre og niti, ihvorvel hvert enkelt plag, lig de gamle Borge, Walter Scott beskriver, ved tilsetninger gjennom forskjellige tidsaldre hadde fått et fra det opprinnelige ganske forskjellig utseende. Men det var just Fasters store kunst ved forandringer og utbedringer av det allerede tilværende og foreldede å gi det Nyhedens interesse, og deri bandt hun seg aldeles ikke til noen herskende mote. Hennes hodebedekning var i den Henseende især merkelig og bestod av en liten snurrig tingest av en Tøishat, hvis rike besetning av sløyfer og fjær tillot de mest forskjellige kombinasjoner etter hennes egen vekslende eiendommelige smak.

302Men Faster — så het hun over hele bygden — hadde også andre interessante sider. Hun besatt et uuttømmelig Forraad av gamle viser, eventyr og historier, som hun, når hun var i godt lune, ikke var prutten på å gi tilbedste, og i godt lune fikk vi henne alltid ved å henkaste en bemerkning om, at den og den syntes godt om henne, hadde rost hennes pynt o. s. v., selv om hun øyeblikket i forveien hadde funnet seg foranlediget til å svinge ildtangen mot oss med trusler om fortjent Bank. Hvor mangen gang satt ikke vi barn hos henne på loftet og hørte med lystblandet gru på visen om fru Signe, der som gjenferd besøkte sine av stemoren mishandlede barn, idet vi især ble grepne av medynk og bedrøvelse ved strofen: „Vi hungrer, vi tørster, vi ligger på strå.“ Men sådanne inntrykk forjoges snart, når hun istemte sine muntre sanger, saasom: „Nys fylte skjønn Sigrid sitt attende år,“ eller, hva bedre var: „I rykande Ovær,“ eller den gamle Hedemarkens-vise: „Kom ihau, hå je ha sagt dei.“ Allerprægtigst var det dog, når vi kunne få et av de lange eventyr. Da glemte vi mangengang lekser og regnestykker, ja mellommaten med.

Nå var faster over seksti år; men uaktet hun ikke ennå hadde oppgitt håpet og alltid påstod, at hun var likeså letvindt og rask som i sin ungdom, var hun dog ganske dårlig tilfods og gikk bestandig med små trippende skritt. Og derfor var det, at hun i dag dannede baktroppen sammen med en person, som just heller ikke hadde sin Force i Benene.

Denne person het Vesle-Knut eller, som det i Bygde-Dialektens uttale lød, Velt-Knut, en pudserlig, neppe to alen lang Nisse-Figur, som i mange Herrens Aar hadde vært etslags tjener eller Viserdreng i huset, hvor han nå allerede måtte betraktes som Inventarium. Hans Antræk bestod av grå knebukser med røde strømpebånd og spennesko, grå sidtrøye og blå Toplue med rød brem og dusk. Det merkværdigste ved personen var dog hans bittesmå Ben, der i sin stilling mot hinannen omtrent dannede et rettvinklet Parallelogram og derfor ikke syntes indrettede til fremadgaaende bevegelse. Men allikevel kom han dog 303alltid frem på disse Ben, om det enn gikk smått, og når man sendte Knut et ærend, kunne man alltid med større sikkerhet beregne, på hva tid budet ville komme tilbake, enn når man skikkede andre, hvis Ben hadde fått en heldigere konstruksjon. Alltid var han fornøyet og tilfreds i sin stilling; men det mest fremtredende karaktertrekk hos ham var den hårdnakkede Iver, hvormed han aldri unnlot å stå på sin Husbondes og Familiens beste. Sådan var Velt-Knut, og sådan er han den dag i dag; thi ennå lever han som arvegods i familien. Hans Udvortes er ikke blitt synderlig forandret i de siste tyve år; men når man spør ham om hans alder, svarer han: „Aa, æi æ no øver dæ fjorde Tjuge“ (otti). Nøyere vet han det ikke.

Endelig var da også etternølerne kommet ned til stranden, og det hele Kirkefølge ble derpå fordelt i de to båter. Mens vi ennå var ifærd med innskipningen, så vi henne i Tjønmo-bakken også endel kirkefolk, som kom Fodstien utover til tjernet og skjød båten, der for Flommens skyld var trukken høyt opp på land, ut i vannet igjen. Det var gamle Arne, som med hele sitt hus naturligvis også på denne høytidsdag skulle dra til kirken. Vi undredes, om Ragnhild var med; thi vi visste, at hun allerede var flyttet til seters med moren.

Båtene støtte fra land. I bakstavnen av den forreste satt bestefar og førte Styraaren som Lods og Anfører; thi Gubben hadde best kjennskap til alle grunner og Skjær i dette farvann, som ingen hadde befaret så ofte som han. Meg var det blot en gang før blitt forunt å gjøre denne fart med, da det kun sjelden inntraff, at vårflommen var så stor, at man fra tjernet av tilbaads kunne komme like ut i elven.

Stille gled båten frem mellom busker og trær, og ofte slo Hængebirkenes løv oss i ansiktet, idet vi, snart ved å ro, snart ved å stikke og skåte, tvang oss vei gjennom de mangesteds snevre åpninger. På en opstikkende Græsbanke saaes en langbenet Klyvi å spasere frem og tilbake, stundom vadende langt ut i vannet, slett ikke bange for å bli våt. Men hvor hadde hun nå sine egg? Det 304Sted mellom tuene ved Tjernbredden, hvor hun ivaar lagede sin Rede, måtte dog vel nå stå under vann? Slikt lot dog ikke til å bekymre henne; lystig og vel tilmode nikket hun med hodet, idet hun på vante Vis uopphørlig fortalte sitt eget navn*). Men Klyvi var dog ikke eneherskerinne i disse Vande. I de videre solvarme åpninger mellom trærne svømte Flokke av villender, stolte Rødnakker med Fjære, som glinset i solen. Dem tyktes det nok godt å være derinne på den nye Sø med den græsklædte bunn; thi snart stod de dukkende på hodet, snart hevet de kroppen høyt opp av vannet og plasket med vingene. Båtenes Nærmelse enset de ei videre, enn at de, når avstanden ble altfor kort, seilede bak om en busk. Men de visste saktens også, at ingen her på det fredlyste farvann gjorde dem fortred. På vår vei traff vi også svømmende vesener av en annen art, idet vi ikke sjelden indhentede et og annet ulykkelig individ av Lemendslegten, som, da det så ut til, at landjorden til sist skulle bli ganske borte, i engstelig il søkte å nå den nærmeste opstikkende tue, hvorfra det dog atter styrtet seg ut og fortsatte farten, skrikende av fortvilelse og arrighet, når man stak etter det med åren.

Et av de vanskeligste steder hadde vi allerede lykkeligen passert over. Det var nemlig skigarden, som gikk tvers over engene, og hvorav nå kun Størenderne var synlige over vannet. Men straks etter støtte allikevel vår bakerste båt på grunn, og det på et sted, hvor vi minst ventet det. En oppstående Birkekrag hadde grepet fat like ved Kjølen, og når man stak åren mot Bunden for å komme av, dreide båten seg blot rundt som en kompassnål på sin Spidse. Faster skreg høyt av skrekk og påstod gjentagende, at de ganske vist måtte omkomme allesammen. 305Dette ble dog ikke tilfellet; thi ved å lesse en del av ladningen over i den annen båt fikk de snart fartøyet flott igjen.

Under det herved forårsakede opphold så vi Tjønmo-båten stikke frem av buskene like i vårt kjølvann. I forstavnen satt, med ryggen mot oss, et fruentimmer, hvis udsyede hue tilkjennegav, at det var en jente, stirrende så oppmerksomt ned på vannet ved siden av båten, som om hun søkte noe på Bunden. Endelig vendte hun hodet mot oss, og vi så, at vi hadde gjettet riktig. Det var Ragnhild; men hun så bleg og tankefull ut, og kun med et svakt smil besvarte hun vårt „Glædelig høytid.“ Hun hadde vel kanskje og fått en ny grunn til bekymring og mistrøstighet; thi etter hva vi hadde hørt Nys om, skulle der for et par dager siden have vært en velstående enkemann fra Hematæ-siden over i et ærend på Tjønmoen, og man kunne nok skjønne, hvori ærendet bestod.

I båten var foruten Ragnhild, hennes far og Moder samt et par av de yngste søsken dessuten en Tjenestedreng, som førte årene.

Etter at der var vekslet noen ord med de sist ankomne, satte båtene seg atter i bevegelse. Vi var alt kommet forbi Sandvolls-Gaardene; hvor en båt enda saaes å ligge fastbunden ved Stuetrappen, og nå begynte en svak strømning i vannet å antyde, at vi nærmet oss elven. Her hadde vi det farligste sted. Elvebredden var nemlig for det meste noe høyere enn det innenfor liggende land og kunne blot passeres ved en Evje, hvor strømmen utenfor i Flomtiden gikk temmelig rivende.

Innen vi dog nådde dette sted, fikk vi foran oss se ennå en båt med kirkefolk, der just var støtt på et Skjær og arbeidet på å komme løs igjen. Det var også en del av vår Nabogrænds ungdom, hvoriblandt et par jenter. To karer hadde trukket av seg sko og strømper og stod i vannet til knærne, mens de søkte å trekke båten over den grunning, hvorpå den var løben opp; men en tredje, som hadde kastet trøyen, stod i bakstavnen og hjalp til med å skåte, idet han, stemmende åren med kraft mot Bunden, lutet således utover, at 306han nesten syntes å svæve uten fotfeste. Da Ansigtet skjultes av det lange nedfaldende Haar, kjente vi ham ikke straks. Men da vi kom nærmere og ved å ta litt til høyre gjennom et dypere Stræde uten hinder gled forbi, stanset Karlene i arbeidet, ærbødig lettende på luen for bestefar, idet de hilsede sitt „Glædeli Høgti.“ Da så vi, at han med åren ikke var noen annen enn vår venn Bersvein. Men vi la merke til, at da Tjønmo-båten kom etter og rodde dem forbi, ble Ragnhild sittende som før med blikket festet ned på vannet og hevet ikke hodet. Montro hun ikke hadde sett ham?

De tre båter — alle tett etter hverandre — hadde nå nået den smale Evje, gjennom hvilken man måtte sette ut i elvestrømmen. Som Merke på stedet stod ytterst på Strømkanten opp av vannet en gammel Siljubuske, behengt med en hel del rusk og Tørkvist, som strømmen hadde ført med seg. Her var det just, det gjaldt å styre bent og derpå stikke opp i strømmen i rette tid og med tilbørlig kraft for å få sving nok om pynten.

Begge våre båter kom heldigen ut og for allerede med fart nedad den dype mektige Flod, som i dag gikk tykk og grumset. Men Tjønmo-folket, som hadde en uvant Rorskarl, satte for tvert ut av Evjen, Vandhvirvelen tok fat i båten, så at den svingede rundt og støtte med forstavnen mot den omtalte Siljubuske, hvorpå den, krengende så sterkt, at vannet slo inn, atter tok sving og uten å kantre gled ned ad strømmen. Men Ragnhild, som satt høyt i Spidsen av forstavnen, var forsvunnen; hun hadde tapt likevekten ved det uventede støt og var styrtet i vannet. Der opstod et forferdelsesskrik fra alle båtene, og øyeblikkelig lot bestefar vende og ro med all kraft mot strømmen. Men denne var for sterk; vi ble uaktet Rorskarlenes ytterste anstrengelse omtrent stående på samme plett, og imidlertid var Tjønmo-båten, hvor de i forvirringen, idet den ene falt over den annen, ei straks kom til å bruke årene tilgavns, dreven et godt stykke lenger ned, innen den var i stand til å vende. Dog så vi straks til vår usigelige glede, at piken hadde fått tak i en av de ytterste grener av busken og således holdt seg flytende på vannet.

307Bestefar ga allerede ordre til å dreie inn på Elvebanken for på den måte enten roende eller vadende å kunne komme den stakkels jente til hjelp. Men det er vel ei noen farlig Sag å falle i vannet, når man, således som her Ragnhild, har sin selvskrevne redningsmann nær. Innen vi kom inn på grunnene, så vi Spidsen av en båt stikke frem på den nedre side av busken, en åre raktes ut, som Ragnhild grep fat i, og nå sørgede Bersveins kraftige arm for resten.

Nå gjaldt det blot, om de vel kunne komme opp omkring treet igjen; thi på nedersiden var det altfor farlig å forsøke på å sette ut i strømmen. Ved Karlenes forenede bestrebelser lyktes det dog omsider å få båten stukket så langt opp, at den kunne klare pynten, og snart var de side om side med oss andre. Men forunderlig nok! på Ragnhilds Ansigt spilte et smil oss imøte, muntrere enn det der hadde vært sett på lange tider. Det lot ikke til, at hun anså det inntrufne for noen ulykke. Et trøstende ord av Bersvein, i hvis varetekt hun nå med den frelstes glade bevissthet fant seg så vel, hadde vist allerede gitt henne full erstatning for skrekken og den fordærvede Helgedagspynt. Og dertil kom vel også et svakt opspirende håp, at denne begivenhet ville danne et vendepunkt i hennes skjebne. Det var nå ikke umaken verdt å foreta noen Ombytning av plass for det lille stykke av veien, som var tilbake, og således fikk de to ennå nyte et par korte øyeblikk ved hinandens side.

Allerede så vi i noen avstand broen med dens rødmalte rekkverk og de åtte brokar, hvorav nå kun lite var til syne, da vannet nesten gikk opp under bjelkelaget. Nå stod den der temmelig ørkesløs og overflødig, mer lig en i sjøen utløpende Landgangsbrygge enn en bro.

Hvor mange kjære barndomsminner knyttet seg ikke til denne gamle bro! Over den vandret jeg så mangen gang ved Bedstefaders side, og når da været var solblankt og stille, ble jeg alltid tilbake en stund for å se på fisken, som stod dernede ved de i vannet synlige Karfundamenter av en enda eldre bro, den som falt ned med prosten Wessels buskap. Disse fisker var mine gamle 308bekjente; jeg var alltid viss på å treffe dem der på de samme steder; thi ennå hadde ikke engelskmannen begynt å fare deroppe i dalen med sin lumske flue. Men om våren under isløsningen, når den voksende elv gikk strid, og isflakene optaarnede seg foran de tettstående brokar og truet å sprenge det skrøpelige menneskeverk! Da ble der vel Liv på Neby-bro, når kirkeklokkene ringte og kalte hele Almuen til hjelp, og alle møtte frem med stenger, hager, isbiler og økser for tappert å gå løs på og beseire den mektige fiende. Men denne bro, som på det siste ble meget avfeldig og rystende, er nå ikke mer til. Hvis jeg ikke feiler, ble den dog først nedreven forleden vår, etter at en ny og bedre konstruert allerede i flere år hadde stått ved siden og tatt all ferdselen fra den.

Ved Bro-Enden fant vi landingsplassen så opptatt av båter med ankomne kirkefolk, at vi kun med vanskelighet formådde å trenge oss imellom. Men nesten alt folket var vandret opover til kirken, og således fikk da den arme Ragnhild i sin våte habitt uten å vekke videre Opsigt smutte inn i Neby-gården, i håp om der å erholde tørt Ombytte.

Min mor hadde spurt henne, hva hun tenkte, og om hun ikke var i dødelig angst, mens hun lå i vannet, kun hengende ved den skrøpelige kvist. „Aa nei,“ svarte Ragnhild, „æi va itte så rædd hell, du. Æi tenkte bare på, om dæ skull vaaraa stor synd å slæppe Take, før æi tøkte så, æi hadd itnaa godt lell å laavvaa etti ti Vær’n. Men så hørt æi, han Bersvein ropte: „Hald dæi bare fast, Ragnhild,“ å da laut æi freste mi ytteste makt.“

Men Tjønmo-Gubben lot dog til å ta det inntrufne ganske rolig; idetmindste ytret han ingen synlige tegn til bevegelse. Til Bersvein sa han blot i en halv vranten Tone, mens denne var ifærd med å trekke båten opp: „Ja du fe hå takk før Omaken din da, Bersvein.“ Og dermed var der da intet videre å tale om den Sag.

N. R. Östgaard.