295

Jeg mindes grant fra min Barndoms AarEn Tigger, der komRet ofte op til min Faders Gaard,Naar han vandred om.

296Han var dem alle til Spe og Spot —Det Stakkels Fjog!Istedenfor Svar han Pikluen blotOver Ørerne drog.

Hans Melpose laa i den venstre ArmKun skjödeslöst;Den höire trykkede tro og varmHans hele Tröst:En Dusk af Blomster, som Mark og SkovHam kjærlig böd,Som hos rige Folk, med tryglet Forlov,Han i Haven bröd.

Hans Mine var slap, med et tosset Smil,Og Øiet mat;Men traf det hans Dusk, en kraftig IldDet klarede brat.Da vugged han Hovedet som i Dröm —Da saa han udSom Elskeren, naar han stirrer ömPaa sin unge Brud.

Næst Jordens Blomster han elsked alt,Hvad ham tyktes skjönt:En pragtfuld Villa, der hvilte svaltBag Alleens grönt,Ham vinkende drog, som det gyldne SlotEt barnligt Sind, —Han trygled saa længe, saa tyndt og smaat,Til han kom derind.

Der tigged han aldrig om Mel eller Mad,Kun om at faa se:Hver glinsende Sal og hvert rödmende BladDe maatte ham te.Og hvad han saa i de riges BoAf pragtfuldt og smukt,Forvarede han i Erindringen troSom laaset og lukt.

Han yndede mig. Sine Syner togHan mig stundom frem; —Han brugte et eget, halvt österlandsk SprogTil at male dem:Af Blomsternes Farver og Liv og SkikHan tog sine Træk —Hvor funklede Billedet for mit BlikI det brogede Blæk!

297Men vilde man tvinge hans Tanker indI Begreb og Dom,Da sammenflød alt, da ligned hans SindEt taaget Rum.I mangen et Herrens Aar han gikTil Bygdens Prest,De ti Bud-Ord han dog aldrig fikIgjennemlæst.

Han blev en Hedning. Guds hellige OrdEi Lys ham gav,Imens han tigged sig frem over JordMod den sorte Grav.Ham kaldte ei Klokken fra høie LuftTil Nadver og Daab, —Men glødende Roser ham præked med DuftOg Taarer hans Haab.

Det var en deilig Septemberdag —Saa mat og rødStod Solen og drømte, mens lette LagAf Taager flød.Jeg gik til Presten at læse LatinMin vante Gang:Da bar man en Kiste til Kirken indUden Klokkeklang.

Knap høvlet var Kisten, kun strøgen sletOg kløtret gjort,Og armodslig kun de Stakler klædt,Som bar den bort.Men foran den gik i snehvidt LinSex unge Møer;Af florvundne Kurve med Fingren finDe Blomster strøer.

I Kisten laa han. Den Bane var haard,Som bragte ham Ro;Henkommen ensteds til en stadselig Gaard,Trak han af sine Sko.Dem stilled paa Trappens øverste TrinHan hen efter SkikHos Pose og Stav, imedens han indI Kjøkkenet gik.

298Der spigred af Kaadhed dem Drengene fast.Da han kom igjenOg ret skulde ile ned med Hast,Han tumlede hen,Hans Hoved traf en kantet StenOg farved den rød —— Hvad var det saa mer? Det var ingen til Men,At en Tigger var død.

Der laa hans Legem i Kisten trang,Stivt, strakt og dødt —Nu skulde han ogsaa bæres engangRet varlig og blødt; —Den Fryd, man den levende negted tidtEller gnavent gav,Henkasted de venlige Piger blidtPaa den dødes Grav.

Det rørte og harmed min unge Sjæl,Med Taarer i LønJeg bad ved Graven som til FarvelEn hjertelig Bøn:„Min Gud! vel kunde han ei forstaaDine ti Bud-Ord;Dog elsked han dig i Blomster smaaOg hvert Skjønheds Spor,

Her maatte han lide. Giv nu ham LyBag Palmen og Fred!Men Reisen er mørk: send en rosenrød SkyAt hente ham med!“Saa tog jeg min Bogrem igjen i ArmOg vandred afsted;Men alt som jeg gik, for Vemod og HarmMine Taarer gled.

Da faldt den Tanke mig ind paa engang:Naar du først bli’r stor,Skal du rigtig skrive den Stakkel en SangMed deilige Ord.I Graven hviler den FattigmandAlt længe nu —Jeg digter hans Vise, saa godt jeg kan,Med trofast Hu.

Jørgen Moe.

295

Jeg minnes grant fra min Barndoms årEn Tigger, der komRett ofte opp til min Faders gård,Når han vandret om.

296Han var dem alle til spe og Spot —Det Stakkels Fjog!Istedenfor svar han Pikluen blotOver ørene drog.

Hans Melpose lå i den venstre armKun skjødesløst;Den høyre trykket tro og varmHans hele trøst:En Dusk av blomster, som Mark og skogHam kjærlig bød,Som hos rike folk, med tryglet Forlov,Han i hagen bröd.

Hans Mine var slapp, med et tosset smil,Og Øiet mat;Men traff det hans dusk, en kraftig ildDet klarede brat.Da vugget han hodet som i drøm —Da så han utSom Elskeren, når han stirrer ømPå sin unge brud.

Nest Jordens blomster han elsket alt,Hva ham tyktes skjønt:En praktfull Villa, der hvilte svaltBak Alleens grønt,Ham vinkende drog, som det gyldne slottEt barnligt sinn, —Han tryglet så lenge, så tynt og smått,Til han kom derind.

Der tigget han aldri om mel eller mat,Kun om å få se:Hver glinsende Sal og hvert rødmende bladDe måtte ham te.Og hva han så i de rikes boAv praktfullt og smukt,Forvarede han i erindringen troSom låset og lukt.

Han yndet meg. Sine Syner tokHan meg stundom frem; —Han brukte et eget, halvt österlandsk språkTil å male dem:Av Blomsternes farger og Liv og skikkHan tok sine trekk —Hvor funklet Billedet for mitt blikkI det brokete blekk!

297Men ville man tvinge hans tanker innI begrep og dom,Da sammenflød alt, da lignet hans sinnEt tåket rom.I mangen et Herrens Aar han gikkTil Bygdens Prest,De ti bud-ord han dog aldri fikkGjennomlest.

Han ble en hedning. Guds hellige ordEi lys ham ga,Imens han tigget seg frem over jordMot den sorte grav.Ham kalte ei klokken fra høye luftTil Nadver og dåp, —Men glødende roser ham preket med duftOg Taarer hans håp.

Det var en deilig septemberdag —Så mat og rødStod solen og drømte, mens lette lagAv Taager fløt.Jeg gikk til presten å lese latinMin vante gang:Da bar man en kiste til kirken innUten klokkeklang.

Knap høvlet var kisten, kun strøket sletOg kløtret gjort,Og armodslig kun de stakkarer kledd,Som bar den bort.Men foran den gikk i snøhvitt LinSex unge møyer;Av florvundne Kurve med Fingren finDe blomster strør.

I kisten lå han. Den Bane var hard,Som brakte ham ro;Henkommen ensteds til en staselig gård,Trakk han av sine sko.Dem stilled på Trappens øverste TrinHan hen etter skikkHos pose og stav, imens han innI kjøkkenet gikk.

298Der spikret av kåthet dem drengene fast.Da han kom igjenOg rett skulle ile ned med hast,Han tumlet hen,Hans Hoved traff en kantet StenOg farved den rød —— Hva var det så mer? Det var ingen til Men,At en tigger var død.

Der lå hans legeme i kisten trang,Stivt, strakt og dødt —Nå skulle han også bæres engangRett varlig og blødt; —Den Fryd, man den levende nektet tittEller gnavent ga,Henkastet de vennlige piker blidtPå den dødes grav.

Det rørte og harmet min unge sjel,Med tårer i LønJeg bad ved graven som til FarvelEn hjertelig Bøn:„Min Gud! vel kunne han ei forståDine ti bud-ord;Dog elsket han deg i blomster småOg hvert skjønnhets spor,

Her måtte han lide. Gi nå ham lyBak palmen og Fred!Men Reisen er mørk: send en rosenrød skyÅ hente ham med!“Så tok jeg min bokrem igjen i armOg vandret av sted;Men alt som jeg gikk, for vemod og harmMine tårer gled.

Da falt den tanke meg inn på engang:Når du først bli’r stor,Skal du riktig skrive den Stakkel en sangMed deilige ord.I graven hviler den fattigmannAlt lenge nå —Jeg dikter hans vise, så godt jeg kan,Med trofast hu.

Jørgen Moe.