294

De røde MorgenstraalerNed i Sommerdalen gaa,Og Husmandshyttens GlarDe maler Roser paa.Hvor trøstende de gløder!Som kunde de forstaa,At en, der stred med Døden,Bag Hyttevæggen laa,

Paa Elvedragets LuftningSvømmer herned en LydFra fjerne Sankthans-HaugAf Skud, Raab, Fryd;Men dæmpet kun og summendeDen toner mat herhid:Den tør ei vel forstyrreDen alvorlige Strid.

295Paa Jordtaget over DørenSidder den sorte Kat;Den vasker sig med Poten,Den stryger Skjegget glat.Jeg ved ei, om den pudser sigFor Livets glade Fest;Jeg tror heller for den sterke,Den usynlige Gjest.

I Stuen selv er feietFor Spindelvæv og Støv;Paa sorte Peis er stabletEt Baal af Birkeløv;Med Nypetornsrosen,Saa blegagtig rød,Og grøn, duftende EnerEr Gulvbræden strød.

Men se, i Sengen liggerDøende gamle TrulsMed klamme Sved paa Panden,Med mat, stivnende Puls;Og hos ham paa KrakkenSidder Inger, hans Viv,Saa tro ham i Døden,Som hun var det i hans Liv.

Hvi staar ei BørneflokkenOm den døendes Seng?Ak, Husmands Kaar er Armod,Hans Lod er haard og streng:Sex Sønner og en DatterI Bygd og fjerne ByMaa tjene Folk for Føden,For Klæder og for Ly.

Men hos ham sidder Inger,Hans hustro gamle Viv,Og mygt er hendes Hjerte,Lad saa Ryggen være stiv!

Mer trofast havde ingenPaa den skumle NattevagtFelden og Lagenet bredtEller Halmpuden lagt.

Med sit Forklæde tørrer hunDet skrumpne magre Kind;Thi Øiets varme GraadGjør Brillen dum og blind.Saa læser hun igjenAf den hellige BogMed dirrende StemmeDe trøsterige Sprog.

Hun kan ei tælle Draaber,Ei Pulver ryste ud —Den Drik, hun ved mod Døden,Hun lærte af sin Gud:Den springer af Livets Kilde,Den strømmer med klare OrdOm ham, der gik af GravenOg til Himmels opfor.

Men tys! han drager Aanden,Den sidste, tung og mat,Hans Øie alt er mørknetAf Dødens sorte Nat;Men for hende, som hans Brude-sengOg Dødsseng har redt,Det har et lyst, et kjærligt Blik,Et eneste et!

— Med Haand om SengestolpenHun bøier med BesværMod hans Mund sit gamle Øre —Han aander ikke mer!Hun reiser sig, hun bryderSagte hulkende ud:„Naar hans Hænder er foldet,Er jeg færdig, min Gud!“

Jörgen Moe.

294

De røde morgenstrålerNed i Sommerdalen gå,Og Husmandshyttens GlarDe maler roser på.Hvor trøstende de gløder!Som kunne de forstå,At en, der stred med døden,Bak hytteveggen lå,

På Elvedragets LuftningSvømmer herned en lydFra fjerne sankthans-HaugAv Skud, rop, fryd;Men dempet kun og summendeDen toner mat herhid:Den tør ei vel forstyrreDen alvorlige strid.

295På jordtaket over dørenSitter den sorte katt;Den vasker seg med poten,Den stryker skjegget glatt.Jeg vet ei, om den pusser segFor Livets glade fest;Jeg tror heller for den sterke,Den usynlige gjest.

I stuen selv er feietFor spindelvev og støv;På sorte peis er stabletEt bål av Birkeløv;Med Nypetornsrosen,Så blegagtig rød,Og grønn, duftende enerEr Gulvbræden strødd.

Men se, i sengen liggerDøende gamle TrulsMed klamme sved på pannen,Med mat, stivnende puls;Og hos ham på krakkenSitter Inger, hans Viv,Så tro ham i døden,Som hun var det i hans liv.

Hvi står ei barneflokkenOm den døendes seng?Ak, husmanns kår er armod,Hans Lod er hard og streng:Sex sønner og en datterI bygd og fjerne byMå tjene folk for føden,For klær og for ly.

Men hos ham sitter Inger,Hans hustro gamle Viv,Og mykt er hennes hjerte,La så ryggen være stiv!

Mer trofast hadde ingenPå den skumle nattevaktFelden og lakenet bredtEller halmputen lagt.

Med sitt forkle tørrer hunDet skrumpne magre kinn;Thi øyets varme gråtGjør brillen dum og blind.Så leser hun igjenAv den hellige bokMed dirrende stemmeDe trøsterige språk.

Hun kan ei telle dråper,Ei pulver ryste ut —Den Drik, hun ved mot døden,Hun lærte av sin Gud:Den springer av Livets Kilde,Den strømmer med klare ordOm ham, der gikk av gravenOg til Himmels opfor.

Men tys! han drar Aanden,Den siste, tung og mat,Hans Øie alt er mørknetAv Dødens sorte natt;Men for henne, som hans Brude-sengOg Dødsseng har redt,Det har et lyst, et kjærlig blikk,Et eneste et!

— Med hånd om sengestolpenHun bøyer med besværMot hans munn sitt gamle øre —Han ånder ikke mer!Hun reiser seg, hun bryterSakte hulkende ut:„Når hans hender er foldet,Er jeg ferdig, min Gud!“

Jörgen Moe.