279

I gamle, længst forsvundne TidDer var en deilig Pige;Hun var saa god, hun var saa blid,Hun var saa from tillige.Et Krucifix i Hytten stod,For det hun altid knælte,Naar Maanen i sit AftenblodPaa Krucifixet dvælte.

Engang hun gik i tætte SkovOg fæstede sit Øie,Imens hun sang sin Frelsers Lov,Paa Stjernen i det høie.Da for hun vild paa spæde Fod,Og Tørsten hende plaged;Tilsidst blev hun i Hu saa mod,Hun græd og sig beklaged:

„Ak Gud! hvorledes kommer jegI Aften til min Hytte?Jeg rent forfeilet har min Vei,Jeg kan ei Foden flytte.Jeg er saa tørstig, og her erEi allermindste Draabe,Kun vilde Dyr og Spøgelser!Ak Gud! hvad kan jeg haabe?“

Og se, — hver den, som tror paa Gud,Den hjelper han i Nøden:Hvor Taaren faldt, et Væld sprang udOg lo i Aftenrøden,

280Da drak hun af det klare VandOg fulgte Bølgen rolig;Den leded med sin BlomsterrandTil liden Kirstens Bolig.

Sankt Kirsten hviler sødt i BlundI Gravens Arme milde,Dog kommer hun hver MidnatsstundOg stirrer paa sin Kilde.Som hendes Øie den er blaa,Som hendes Blik den blinker.Kom I, som gaar derovenpaa,Se, liden Kirsten vinker!

A. Oehlenschläger.

279

I gamle, lengst forsvundne tidDer var en deilig pike;Hun var så god, hun var så blid,Hun var så from tillike.Et krusifiks i hytten stod,For det hun alltid knelte,Når månen i sitt AftenblodPå krusifikset dvelte.

Engang hun gikk i tette skogOg fæstede sitt Øye,Imens hun sang sin Frelsers lov,På stjernen i det høye.Da for hun vill på spede fot,Og Tørsten henne plaget;Til sist ble hun i hu så mot,Hun gråt og sig beklaget:

„Ak Gud! hvorledes kommer jegI aften til min hytte?Jeg rent forfeilet har min vei,Jeg kan ei foten flytte.Jeg er så tørstig, og her erEi allermindste dråpe,Kun ville dyr og spøkelser!Ak Gud! hva kan jeg håpe?“

Og se, — hver den, som tror på Gud,Den hjelper han i nøden:Hvor tåren falt, et vell sprang utOg lo i aftenrøden,

280Da drakk hun av det klare vannOg fulgte bølgen rolig;Den leded med sin BlomsterrandTil liten Kirstens bolig.

Sankt Kirsten hviler søtt i BlundI Gravens Arme milde,Dog kommer hun hver midnattsstundOg stirrer på sin Kilde.Som hennes Øye den er blå,Som hennes blikk den blinker.Kom dere, som går derovenpå,Se, liten Kirsten vinker!

A. Oehlenschläger.