Bonden beder med liden Ro, naar Regnet slaar paa hans Hue;Naar Taaen er kold og Ryggen vaad, kun lidet hans Tanker due.Det var St. Laurentius, han agter en Kirke at bygge;Thi ganger han ud paa den brede Vei med Tiggerposen paa Rygge;Ganger han ud paa den brede Vei alt med sin Fattigmands-Pose;Hans Öine de var som Alterlys, hans Kind den var som en Rose.Det var den hellige Herrens Mand, han sankede Guldet røde;Hans Sko var reven, hans Fod var hoven, det gjorde ham megen Møde.Han samlede mögle Guld og Sölv alt paa de riges Trapper;Men aldrig han eier en Kjortel ny, han gaar i de gamle Kapper.Han drikker stedse det klare Vand og aldrig Vinen saa rød;Thi besken Eddike Kristus drak i sin uskyldige Död.Og aldrig han tager ved anden Mad end Stodderbröd det sorte;278Hunden river hans bare Skind alt for de rige Mænds Porte.Men da han langer til Lundeby, hans Tiggerpose var fuld,Og aldrig et Lem han röre kunde, saa mödig han falder omkuld.Han tingede kunstige Mestere, de skulde den Kirke reise;Muren skulde være röd og tyk, med Taarne skulde den kneise.Örnen flyver i vildene Sky, han kan sine Vinger strække;Det mente han, St. Laurentius, de Taarne skulde ham række.Den Muldvarp kravler i dyben Muld, hvor Snuden den kan bunde;Der vilde han, St. Laurentius, den Sten skulde Kirken grunde.De Mestere murer den lange Dag alt udi den bare Skjorte;Men hver den Sten, de murer ved Dag, den var om Natten borte.Om Morgenen laa baade Kalk og Sten vidt om paa den grönne Hede;Sligt gjordes af alle de Trolde smaa og alle de Kjæmper lede.Laurentius vaager ved Midjenat, hans Tanker löber saa vide;Det var da det sorte Trold, han stander ved Munkens Side;„Hör du mig, St. Laurentius! den Kirke jeg bygger paa Slette,Vil du mig goden Murerlön med Haand og Mund forjætte.Og du skal give mig Sol og Maane, dertil dine Öine baade,Eller du skal sige mig, hvo jeg er: mit Navn det være din Gaade.“Det var St. Laurentius, han nikker med Hovedet brat;Det var da det sorte Trold, han bygger en Kirke ved Nat.For St. Laurentii venstre Öie, tilmed for hviden Maane,Han bygger et langt og prægtigt Taarn, det synes i hele Skaane.For St. Laurentii höire Syn og for den röde SolHan bygger et andet Kjæmpetaarn, det synes ved Nörrepol. —Laurentius den Morgenstund staar glad for gyldne Alter,Der drikker han af den hellige Kalk og synger en deilig Psalter;Men dengang Solen den gik ned, og Mörket det drev paa,Da maatte den Herre saa sörgendes paa Marken ene gaa.„Hvor skulde jeg hitte det Troldenavn, naar jeg det aldrig vidste!Jeg visselig maa mine Öine to inat til Troldene miste!O, Skade for mit gamle Syn, som jeg ei kan bevare,Men allermest for Sol og Maane, de skinner begge saa klare!“ —Den Herre lagde sig ned og bad alt paa den grönne Höi,Da hörte han i Höien brat en Puslen og en Stöi,Det var det arge Troldebarn, saa saare hans Öine runde,Og Moderen ganger op og ned og tysser ham, som hun kunde.„Slaa dig tiltaals, min rare Glut, du lade Graaden fare;Nu kommer Finn med Sol og Maane, med Kristmands Öine klare.“Og det var St. Laurentius, han bliver saa glad tilmode; —Frelst var Sol, og frelst var Maane, dertil hans Öine gode;Thi da den lede Troldemand ad Hjemmet monne lakke,Han siger: „Du være velkommen, Finn, alt i din egen Bakke!“Og det var da det lodne Trold, han skreg i Höien inde,Og skrige gjorde det lille Barn, tilmed den lede Kvinde.— Troldet havde saa dybt under Muld de krogede Lönnegange,279Der tager han til med Barn og Viv saa skyndelig at gange.Og da de under Kirken kom, da dukker han op sin Pande,Da monne han med sit Barn og Viv paa Kirkegulvet stande,Da griber han om den Støtte sterk, og det med megen Harme;At knuse den Kirke, det var hans Agt, med sine Helvedes Arme. —Da kunde han aldrig røre et Lem og aldrig Benet flytte;Han staar, en Kamp, i denne Stund ved Lundakirkens Støtte. —Løser hans Kvinde sit lange Haar, hendes Lokker i Gulvet rinde,Og om en Stolpe tyk og sterk det Baand hun monne vinde.Da blev hun Sten i samme Stund, og Sten blev hendes Unge;Der staar hun med sit Hovedbaand, naar Folk i Kirken sjunge.

P. M. Möller.

Bonden beder med liten ro, når regnet slår på hans hue;Når tåen er kald og ryggen våt, kun lite hans tanker due.Det var St. Laurentius, han akter en Kirke å bygge;Thi ganger han ut på den brede vei med Tiggerposen på Rygge;Ganger han ut på den brede vei alt med sin fattigmanns-pose;Hans Öine de var som alterlys, hans kinn den var som en Rose.Det var den hellige Herrens Mand, han sanket gullet røde;Hans Sko var reven, hans fot var hoven, det gjorde ham mye møte.Han samlet mögle gull og sølv alt på de rikes trapper;Men aldri han eier en kjortel ny, han går i de gamle kapper.Han drikker stedse det klare vann og aldri vinen så rød;Thi besken eddik Kristus drakk i sin uskyldige død.Og aldri han tar ved annen mat enn stodderbrød det sorte;278Hunden river hans bare skinn alt for de rike menns porter.Men da han langer til Lundeby, hans Tiggerpose var full,Og aldri et lem han røre kunne, så mödig han faller omkuld.Han tinget kunstige mestere, de skulle den Kirke reise;Muren skulle være röd og tykk, med tårn skulle den kneise.Ørnen flyver i ville sky, han kan sine vinger strekke;Det mente han, St. Laurentius, de tårn skulle ham rekke.Den Muldvarp kravler i dype Muld, hvor snuten den kan bunne;Der ville han, St. Laurentius, den Sten skulle kirken grunne.De mestere murer den lange Dag alt uti den bare skjorte;Men hver den Sten, de murer ved Dag, den var om natten borte.Om morgenen lå både kalk og Sten vidt om på den grønne Hede;Slikt gjordes av alle de troll små og alle de kjemper lede.Laurentius våker ved Midjenat, hans tanker løper så vide;Det var da det sorte troll, han stander ved Munkens side;„Hør du meg, St. Laurentius! den Kirke jeg bygger på Slette,Vil du meg goden murerlønn med hånd og munn forjette.Og du skal gi meg sol og måne, dertil dine øyne både,Eller du skal si meg, hvo jeg er: mitt navn det være din gåte.“Det var St. Laurentius, han nikker med hodet brat;Det var da det sorte troll, han bygger en Kirke ved natt.For St. Laurentii venstre øye, tilmed for hvit måne,Han bygger et langt og prektig tårn, det synes i hele Skaane.For St. Laurentii høyre syn og for den røde solHan bygger et annet kjempetårn, det synes ved Nörrepol. —Laurentius den morgenstund står glad for gyldne alter,Der drikker han av den hellige kalk og synger en deilig Psalter;Men dengang solen den gikk ned, og mørket det drev på,Da måtte den Herre så sörgendes på marken ene gå.„Hvor skulle jeg hitte det Troldenavn, når jeg det aldri visste!Jeg visselig må mine øyne to i natt til trollene miste!O, skade for mitt gamle syn, som jeg ei kan bevare,Men allermest for sol og måne, de skinner begge så klare!“ —Den Herre la seg ned og bad alt på den grønne Höi,Da hørte han i Höien brat en Puslen og en støy,Det var det arge Troldebarn, så såre hans øyne runde,Og Moderen ganger opp og ned og tysser ham, som hun kunne.„Slå deg tiltaals, min rare Glut, du lade gråten fare;Nå kommer Finn med sol og måne, med Kristmands øyne klare.“Og det var St. Laurentius, han blir så glad tilmode; —Frelst var sol, og frelst var måne, dertil hans øyne gode;Thi da den lede Troldemand ad hjemmet monne lakke,Han sier: „Du være velkommen, Finn, alt i din egen Bakke!“Og det var da det lodne troll, han skrek i Höien inne,Og skrike gjorde det lille barn, tilmed den lede kvinne.— Trollet hadde så dypt under Muld de krokete Lönnegange,279Der tar han til med barn og Viv så skyndelig å gange.Og da de under kirken kom, da dukker han opp sin panne,Da monne han med sitt barn og Viv på kirkegulvet stande,Da griper han om den støtte sterk, og det med mye Harme;Å knuse den Kirke, det var hans akt, med sine Helvedes Arme. —Da kunne han aldri røre et lem og aldri benet flytte;Han står, en kamp, i denne stund ved Lundakirkens støtte. —Løser hans kvinne sitt lange Haar, hennes lokker i gulvet rinne,Og om en stolpe tykk og sterk det bånd hun monne vinde.Da ble hun Sten i samme stund, og Sten ble hennes unge;Der står hun med sitt hodebånd, når folk i kirken sjunge.

P. M. Möller.