I mangfoldige Tider hørtes der nu og da Vaabengny under Kronborg Fæstning. Ingen vidste noget derom at sige, og i det ganske Land var ikke en, som dristede sig til at stige ned igjennem de underste Gange. Da blev det Vilkaar givet en Slave, som havde forbrudt sit Liv, at han skulde være fri og have sin Skyld eftergivet, om han ved at stige ned saa dybt, som Gangen førte, kunde bringe Beretning om, hvad han der forefandt. Da kom han omsider til en stor Jerndør, som af sig selv aabnedes, idet han bankede derpaa, og nu saa han foran sig en dyb Hvælving. Midt under Loftet hang en næsten udbrændt Lampe, og nedenunder den stod et mægtigt, stort Stenbord, omkring hvilket staalklædte Kjæmper sad og hvilede Hovederne paa de korslagte Arme. Da reiste den sig op, der sad for Bordenden. Det var Holger danske. Men idet han løftede Hovedet fra Armen, brast Stenbordet helt igjennem; thi hans Skjeg var fastvoxet deri. „Ræk mig din Haand!“ sagde han til Slaven. Men denne vovede ikke at give ham Haanden og rakte ham derfor en Jernstang, hvilken Holger knugede saa, at det blev kjendeligt i den. Endelig slap han den med de Ord: „Nu, det glæder mig, at der dog endnu er Mænd i Danmark!“
J. M. Thiele.